|
0
registrerede
20
gæster og
1436
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Åh, de Andersen’er, ja man fristes til at sige: en Andersen er dog en Andersen, men ved samtidig godt at man hurtigt kan få vrøvl med Rasmussen – jeg har det noget lign. med Kristensen vs. Christensen, et helvedes bøvl, så hut jeg hvisker...;)
Men ja, Halfdan med de klare stjernebilleder, det ér jo nemlig sandt, han havde virkelig sans for overblikket, helt som Paul la Cour – den krig fik virkelig rystet de skrøbelige i det inderste, og de frie fugle holdt siden for stedse sammen med tankekrog, og uanset hvad en Rubow eller en Brix så måtte mene – men der er jo også en væsensforskel mellem det at skabe stjernerne, og så fortælle om stjernerne nogen skabte. Jeg tror Andersen ville sige: jam’ Rasmussens stjerner ka’ man da godt anmelde, men de ska’ nu øjensmages. 70 år er i øvrigt mange momenter, hvor stjerneklare de så end måtte forekomme, ja at tænke på årene som sekunder, får straks én ned i momentet, hvis altså man ka’ ihukomme det..hmm. Da er det godt med digtene, der indeholder alt det i tiden man siden bare ka’ udfolde, naturligvis forudsat øjnene har smagt på dem, stjernerne – og til astrologen sagt: lad nu være med at kløjs i dem! ;)
Ja, denne tid er virkelig et sanseorgie af dimension; næser med øjne på stilke snuser sig frem i haven her og dér, eller øjnene ler sig frem for hvert et trin i næsegrus beundring, ja der er virkelig noget for enhver oppegående – syrenerne her er ret voldsomme i aftningen, og endnu er ikke den mindste ydmyge myg set, mens bierne ind imellem summer om benene på de små. Lad os støtte dem med bistader, de summer jo af liv og min foretrukne morgenmad er nu engang honning i yoghurt eller på mad, ligesom honningen flittigt bruges i kaffen fremfor sukker.
Det er glædeligt at læse dit sommernyd, RM, lad os håbe dette spreder sig som regn over land, at vovser ka’ vådte pels uden flov smag svælg, men lad os endelig ikke glemme roserne, som T. S Eliot – der så hut hviskes endnu ik’ er blevet nævnt – har sit at sige derom, hvorfor jeg hiver dette ud fra min ”Selected Poems” (1917):
Lady of silences
Calm and distressed
Torn and most whole
Rose of memory
Rose of forgetfulness
Exhausted and life-giving
Worried reposeful
The single Rose
Is now the Garden
Where all loves end
Terminate torment
Of love unsatisfied
The greater torment
Of love satisfied
End of the endless
Journey to no end
Conclusion of all that
Is inconclusible
Speech without word
Word of no speech
Grace of the Mother
For the Garden
Where all love ends.
- T. S. Eliot.
mvh
Simon
|
|
|
|
