|
0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hvorfor altid de professionelle, hvad med amatørerne?
Sådan tænkte jeg og vred armen om på ryggen af mig selv.
Sådan under tvang, fik jeg fremstammet, en lille halv time efter følgende ord og tanker:
hvorfor ræser vi på den samme motorvej allesammen, er vi lemminger
drej fra, sælg bilen ved den første autohandler og køb en hest eller mtb
der er så mange biveje som små landsbyer med storbarmede kvinder
en rønne et hus i udkants danmark med stor køkkenhave billigt til salg
i hjertet af naturen du her kan gøre dig til universets herre og centrum
nu er det dig der ejer livet og de andre der ræser forbi på motorvejen
paradis her på jorden er at eje et stykke land, jord, natur, der er dit
at slå sig ned for at bygge op fra grunden af et naturligt fundament
for livsåndelighed, i rytme med langsom tid, den tid der er liv og vækst
her kan vi vokse den vækst Gud og naturen har tiltænkt os fra små af
vores demens fra næsen i sky og by, opløses med næsen i naturens skød
vi kravler rundt i duft på alle fire mellem køkkenhavens urter og kvindens lår
pludselig vi husker fra næse til mund hvor fyldt med smag og fylde livet er
med næsen dybt begravet i naturens skød, har vi genvundet næsen for livet
vi elsker ikke mere end vi sanseligt nyder, dufter og smager, drikker og æder
hvem siger paradis ikke her på jorden findes, alle dem der går den brede vej
drej fra, for smal en bivej er netop din vej her i livet at gå, paradis her at finde
med god uddannelse i bagagen og bredbånd i hytten, store tanker undfanges
tanker og ideer der aldrig forråder livet vores der leves i pagt med naturen
hvor vi vokser, hjernen vores vokser, den vækst Gud Ånden nu i balance gir os
vi skammer og gemmer ikke længere os selv af vejen for Gud der tiltaler os
vi tar Gud med på vores færd og vandring, ja vi opbygger en ny bolig med Gud
der som mand og kvinde har sat os at leve på jorden i pagt med naturens ånd
mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
Ganske vist en sidebemærkning:
at påstå poesi har noget at gøre med, eller gør det ud for, vores religiøse mystiske transcendentale spirituelle åndelige erfaringsliv, vil være det samme som at påstå at vore bøger og lærersætninger i matematik, kemi, fysik og biologi de kun kan forstås og undersøges som værende blot litteratur og poesi. Selvfølgelig tilhører matematik, kemi, fysik og biologi, ej litteraturens fagområde, men de er selvstændige fagdiscipliner som religion, de religiøse spørgsmål, også er det.
PPS:
jeg bryder mig ikke om mit digt (hvis det i det hele tages kan kategoriseres som et digt), og synes ikke det er særligt godt. Nøjagtig som i skolen, hvor jeg ofte fik stil tilbage med karakteren 03 vedhæftet engang kommentaren, bedre held næste gang.
Husker for år tilbage i Møgeltøndergade i København, hvordan der i forbindelse min store Damaskuserfaring sprang en digter op i mit liv som trold af en æske og jeg begyndte at skrive. Jeg fortalte min mor derom og hun svarede meget forundret tilbage, jeg kunne forstå hvis det var Kjeld (min bror) der var begyndt at skrive, for han elskede stil og fik gode karakter, hvorimod du Hans kylede bøger og kladdehæfte rundt i stuen i arrigskab og hidsighed, som du fik dårlige karakter.
Men i forbindelse min Damaskuserfaring, i forbindelse begivenheden Kristus i mit liv, i forbindelse min omvendelse her i livet, fik jeg en hel ny noumenal spontan handlingsbasis, således at mit liv fra da af har været et ekspressionistisk liv. Og jeg hader alt hvad der er impressionisme, passiv sanselighed, det blot her og nu værende. Ja udtryk betyder alt for mig og indtryk gir jeg ikke en skid for.
Det er vigtig at forstå at jeg her omkring poesi og litteratur taler som den amatør jeg er, taler som jeg har forstand til, og det siger ikke meget, for jeg er på udebane, føler mig ikke hjemme som jeg gør i filosofien, neuropsykoanalysen og teologien, som biologien, især neurovidenskab. For mig skal tænkning og sprog foregå i begreber, gerne meget knudret og komplekst, ja jeg har ikke rigtig noget til overs for litteratur som poesi, fordi jeg primært er født uden anlæg herfor, eller gennem opdragelsen har mistet sansen for litteratur og poesi. Jeg er ekstrem meget forhjerneaktiv, en analytisk syntetisk begavelse i særklasse, såvidt mine skolepræstationer, helt op på universitetsniveau hvor jeg i særklasse udmærkede mig. Og jeg finder at det netop er mine tanker der ødelægger mine digte eller forsøg herpå. Ydmygt erkender jeg min plads, som er at jeg primært er tænker og ikke har noget at gøre over i litteraturen eller poesien etc..
PPPS:
jeg kan iøvrigt rigtig godt lide Yahya Hassan's digte. Både som digte, men også den måde han sætter sig selv og sit liv på spil i sine digte.
Mere af den stil hilsen velkommen.
PPPPS:
jeg vil være alt andet end det på den ene side michael står for (primært at være stille og lytte, altså passivt sansende som erkendende til i verden); og som på den anden side zenia; T. thomas; og arne står for, at vi skal gå op i, som opløses og svækkes i noget guddommeligt (som dråben/egoet i havet, i Gud eller what ever, nirvana), jeg hader denne monisme som udslettelse af eksistensen på bekostningen af vores konkrete eksistens.
PPPPPS:
du fylder for meget Hans, du er for overvældende og din entusiastiske begejstring kommer til at virke for egocentrisk som for pågående. Og der er en risiko for at folk bliver trætte af dig. Som da jeg boede i kollektiv, og efter en ferie, jeg blev indkaldt til husmøde, og de andre beboer fortalte mig at man kun kunne være under samme tag, bo sammen med mig, gennem enten at være i opposition til mig eller være discipel og tilhænger af mig, og de gad ingen af delene mere, og bad mig om at flytte.
|
|
|
|
