1
registreret Arne Thomsen
811
gæster og
91
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23890 - 30/10/2017 10:57
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
P.s.
Pia Tafdrup må også være på sin rette plads, her i 80'ernes tid og Klaptræets café:
VI ER IKKE ENDAGSDYR
play 00:0001:45 I mørket vogter månen konkavt. Dine øjne er lukkede - alle har set noget, men ingen det samme. Hvad ansigtet skjuler, iagttager natten. og døren står åben. Dine øjne er lukkede - dit ansigt er nær mit. En kraft stiger og stiger fra det øjeblik, vi fødes, - og vi er ikke endagsdyr. Vores hjerne er ikke konstrueret til at styre vinger, men til at bygge sprog og navigere på anden vis: At tænke er at forsøge at se på en ny måde, polarklart - hvilket vil sige også at fatte begrænsningen. Dine øjne er lukkede - din krop er et kast frem i det safranlysende skær. Søvnen har væltet din hjernes rosettasten; den viser en skrift, vi ikke har tydet før … Vores sted er tiden, og vi læser, som ville vi forsøge at huske det, der endnu ikke er hændt os. Hvad vi ikke gør, tilgives ikke. Den ene hånd griber hårdt, den anden beskytter, en tredje velsigner. Dine øjne er lukkede ― sjælen tiltrækkes af det uendelige rum, bygget af musikkens pauser. Jeg har dit skrig i min mund.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23891 - 30/10/2017 12:05
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej sneglemuse..
– og hvor er det dog godt at huse er hule! Ja du store kineser for en storm, og hvor der pludselig blev stille i det store rum – enten øjet nu har andet for eller nyder en middagslur, for sikken ravage – og pinedød, suk! Jeg ved nu ikke hvor megen poesi, der blev skrevet, men rigtignok blev der vist helvedes mange fine film – du må da i øvrigt gerne sgu’e – og lapped’ mælkekaffe, øl og blanke øjne i sig, inden de altid månesene gå-hjem-ture nedad Købmagergade, som jeg også glad genkalder mig – og stadigvæk står her én af de smukke støbejernslysholdere, det dog nu er forbudt at anvende som askebæger. Engang imellem trænger man altså også til at se nogle af F.P. Jacs tankebilleder, øjnenes lune mulm. Godt er det bestemt at se moder sol stråle glad, det trænger vi vist også til, oven på dén tur, så jeg fortsætter ufortrødent ud af samme spor – med en svimlende lille afstikker:
Rekonvalescensen
Himlens vældende Brønde af Blaat over Tage og Træer, det fine rimede Vejr!
Og den kvægende Duft af Tømmer og Vaar i din Vindueskarm naar Solskinnet gør den varm!
Nu møder Skyer Skyer i blaanende Kuldegys og laaner hverandre Lys.
Højtidsfuldt løftet mod Hvælvet, svimmel af Gensyns-Fryd, ser du i Nord og Syd
kun glitrende Vaarbruds-Lande, og Mørket, som du forlod, krummer sig nu ved din Fod
som en tæmmet og lydig Skygge, raser ej mer og glammer i Dødens ensomme Kammer.
Et tærende Baal af din Lykke! Det fraader af Livsens Hunger og sender nidkære Tunger
ud efter vor Hverdags-Graahed, vil svide hver Tvivl og Smerte til Støv ved dit Flammehjerte!
- William Heinesen.
*
Og da nu livet atter korsfæstes med skrårems-mystifikationer, er det godt at ku’ hive Jægeren i ærmet – velnærmest en Diogenes, der lige må bede en opsvulmet Hr. Heidegger flytte sig lidt for solen:
Være-digtet
O at være en høne, ingen kan finde, hvor er. Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær.
O at være tøjhund, kysse en blankøjet dreng, bo i hans venlige arme, sove sig mæt i hans seng.
O at være æble, svulme i rigdom og mag. Suge begærligt i stilken, slippe en sensommerdag.
O at være stodder stedt på den regnvåde vej. Ensom, fordrukken og sølle. Sådan en stodder er jeg.
- Frank Jæger.
Og da vi nu ér der..
Hjerneånden
Cogito ergo sum var dirken der åbnede menneskets dør i kirken.
Da flyttede kampen mellem Gud og Fanden fra alnaturen og ind i manden.
Men udenfor striden lå menneskets stub, naturen og rummet bag kikkert og lup.
Og fremtidens mænd blev maskinfabrikanter der tæmmed naturens trækelefanter.
Der bygged et Babel af glas og cement på hjerneåndens lovfundament.
I toppen af et drivhus for kapitalister der dyrkede Gud som natur-realister.
I bunden af en kube for arbejdsbier der samlede honning til djævlerier.
Og maskinerne summed mellem staten og Ford, til vi blev penduler mellem krig og komfort.
Da flyttede kampen mellem Gud og Fanden fra hele mennesket og ind i forstanden.
Og hvis vi et øjeblik forlader fornuften fortsætter kampen i luften.
- Ove Abildgaard.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23892 - 30/10/2017 13:05
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: Til Pia Tafdrups fine indre, ja da ka’ mås jo med fordel gryde sig lidt i klitterne! – blot sagt, fordi det ér tiden, hvis altså, man vil svimle lidt på kanten til Uranos og Gajas brydekamp; i hvert fald nærmer dette sig Ole Wivels oplevelse, med digtet jeg formoder må ligge dig o.a. lidt på sinde…;)
Tidlige landskaber
I Barndommens haver, mærkeligt dybe, med trolddomsbuske og eventyrdiger hvor jeg mod aften kunne krybe ind i de ældste forjættede riger!
Her var min indgang til mytens verden! Skyerne fløj på englevis medens forneden dyrenes verden virkeliggjorde mit paradis.
Stille sad jeg, saligt alene, drømte mig bort mod den yderste rand, indtil under de bøjede grene solnedgangen stak alt i brand.
Da blev jeg ramt af en syndefaldsskygge! Duggen smagte, som gråd, af salt. Frysende flygtede jeg fra min lykke: navnløs at være eet med alt!
II Å, gyldne vemodspark, min ungdoms rene forventnings og fortryllelses symbol: det suser endnu højt i dine grene af sommerblæst og sen oktobersol!
Her gik jeg med min første sky veninde – hvor brændte uvant kølig hendes mund! Her så vi Mars og Venus frosthårdt skinne i efterårets dybe afskedsstund.
Men sommerhuset lå omkring min pande når tynde hefter lyste i min hånd: fortumlet steg min sjæl mod morgenlande, båret af Hölderlin og Shelley’s ånd!
Og tiden kom, da jeg med fjerne blikke mod himlen fulgte svalers flugt og skrig. Mit liv var digt og drøm – jeg vidste ikke at verden sprængtes af den store krig.
III Klitternes stikkende græs. Regn og jagende blæst. Over det jerngrå hav, skyernes sluse i vest. Skånselsløst som en dom dette fortabelsens øde, aldrig farvet af mildere drømmes morgenrøde. Vesterhav, hvor din hånd slår mine skuldre hårdt! Storm, lån mig din fjederham og før mig bort! Manddommens bitterhed bider i mit blod – sjælens savner sin grænse, tanken sit vigende mod. Skal jeg mon standse her, tåle i uvished truslen om undergang, jordens tordnende skred? Sænk da din vældige hvile, hav, i mine lemmer! Overdøv mine skrig, himmel, med rolige stemmer!
IV Tidlige landskabers morgenrøde, da barnet lo med en engels lykke, gennemgløder manddomsnætternes gru som et kosteligt gyldent smykke!
Intet mørke som ikke lyset sejrrigt leende overskrider! Ingen stormnat som ikke følges af stilhed og nye solopgangstider!
Dette ved jeg, hellige viden skænket mig i fortabelsens øde: mørket viger når verdensherskeren uformodet står op af døde!
- Ole Wivel.
mvh & go’ solskinsdag Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23893 - 30/10/2017 17:38
Re: Poetisk fryd..
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Redigeret af Arne Thomsen (30/10/2017 17:39)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23894 - 30/10/2017 20:11
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Lidt fra et rart menneske:
Historiens gang
På indersiden af husets vandrør sidder partikler fra stalinismens og koldkrigens dage; der er fremdeles en svag durren efter nazisternes støvler i visse brosten. Støvet, som har været på jordomrejse, er kommet tilbage fra Auschwitz og Srebrenica og falder sagtmodigt på biler og hatteskygger, inden det genophvirvles og fortsætter rejsen.
*
Længe siden
Engang glemte Zoot Sims sin sweater hos en pige, som jeg har kendt. Det er køligt for denne årstid. Folk skutter sig, når de træder ud af butikkerne. Hun var lys og musikalsk. Sims døde i 85. Pigen fik cancer og bukkede under. Hvor er sweateren? tænker jeg af og til.
*
På vej til købmanden lå en handske. Den var våd og så hjælpeløs ud. Jeg stod lidt og betragtede fænomenet, hvis man kan kalde en handske sådan. Så forlod jeg den, som den var. Da jeg kom tilbage, lå der tre.
*
Flytning
Bøgerne står på de samme reoler men i et andet hus. Et billede, som hang i stuen, er placeret over køkkenbordet. Diverse brugsanvisninger er forsvundet. Jeg har ondt ved at trække vejret, hvorimod køleskabet fungerer.
Min mor er død i mellemtiden. Det har intet med vores flytning at gøre. Hun burde være i himlen nu, hvis ellers der er retfærdighed til. Hun har brugt et liv på projektet.
Får de mon børn deroppe i det evige liv, spiser de risengrød juleaften, eller er det hele symbolsk?
- Peter Poulsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|