P.s.: I Halfdan Rasmussens digtsamling ’På knæ for livet’ fra 1948, findes disse skridt i stjernelys mod eget liv og rytme, som en nattens kurér i frihedstankers bundne ro og års intensitet forinden:

Snefnug

Som stjerner
sejler de gennem rummet,
danser ud af evigheden
til en dvælende forening
mellem rum og jord.

Gennem bæk og fos
danser de mod havet.

Jeg har hørt dem sukke
i ensomme nætter –
kalde mod stjernerne
med klare blå stemmer.

Men en nat
når himlen er åben og rolig
vil stjernerne sejle
på havets urolige himmel.

Stjerne vil møde stjerne
og lede de små flygtninge hjem
før dagen gryr.


*


Alle spørger til min tro

Alle mine glemte år er glemt for anden gang.
Ingen fortid har jeg med når jeg går bort i dag.
Ingen blå standarder har jeg med og intet flag.
Ingen trommehvirvler står og koger bag min sang.

Jeg har kastet alting bort og slettet alting ud,
brændt de gamle boder og det slidte spille bord.
Ingen telte fanger blæsten på den øde jord,
hvor det gule græs forgæves satte nye skud.

Alle spørger til min tro. Jeg svarer ikke mer,
smiler ad profeterne og deres dogmetik.
Jeg har sagt farvel i dag og trommernes musik
kalder ikke, lokker ikke, når mig ikke her.

Jeg har sagt farvel i dag. Jeg gransker ingen bog
for at finde hjem igen til troens tempelgård.
Jeg har sagt farvel og jeres fjerne kalden når
mine sanser som et ekko af et ukendt sprog.

Ingen bås at bræge i og ingen tro at tro.
Ingen kilometerstene måler sti og vej.
Jeg har brændt mit sidste skib og sprængt den sidste bro.
Ingen grænsevagt kan mere kræve pas af mig.

Alle mine glemte år er glemt for anden gang.
Ingen lænker hæmmer mig når jeg i nat skal gå.
Ingen gud velsigner mer den jord jeg vandrer på.
Alle små profeter brænder inde med en sang.


*


Bag angst og frygt

Nænsomt vil jeg løfte angstens slør.
Alt skal øjet spejle før jeg dør.

Træets lys og barnets tro skal nå
hjertets bund før livet går i stå.

Angst skal overvindes. Alt begær
skal som renset stilhed komme nær.

Død skal gennemleves. Livets frygt
skal bekræfte det, som ånder trygt

i din arm, imod din mund, og bag
livsbegærets lyse åndedrag.

Nænsomt jeg jeg løfte mine hænder
mod den store stilhed ingen kender.

Nænsomt vil jeg søge lysets gåde,
gribe regnens bøn om mørkets nåde.

Nænsomt, nænsomt skal min angst forsvinde
ved den fred jeg drak af barn og kvinde. –
Alt skal livets varme overvinde.


*


Jeg elsker –

Jeg elsker den rolige rytme,
som bærer de tunge ord.
Tågen, der står som en hemmelighed
over den skjulte jord,
rummer den samme rytme,
betagende dyb og stor.

Jeg elsker de famlende hænder,
de kejtede følelsers skred.
Barnet, der griber min elskedes bryst,
skænker den samme fred,
rækker sin hånd mod lyset
med samme inderlighed.

Jeg elsker den levende varme,
hvor livet bliver til af to.
Jorden, som dier den rolige regn,
rummer den samme ro,
griber om livets hjerte
og byder hvert frø at gro.

Atter er hjertets forår
blødende rødt og nær.
Lyset vugger så sø løst og nær
mellem de våde træer.
Himlen er fjern og åben,
signet af solens skær.

Trygt løser dagens hjerte
forårets drømme fri.
Blomstermøllerne laler tyst
mørke til vej og sti.
Stjernerne synger: Jeg elsker.
Du. Jeg. Vi.


*


Dømmer ikke

Jeg tvivler ikke mer.
Min tro er bundet
til det jeg vandt
og nu har overvundet.

Jeg knæler ikke mer
for gamle guder
bag mausolæer
eller kirkeruder.

Jeg dømmer ikke mer.
Hvem kan fordømme
den sandhed der er fjern
som dine drømme?

For ingen sandhed
har en evig kerne.
- Der vandrer stjerner
om min egen stjerne..


*


På knæ for livet

Jeg så det fjernt, som skåret ud i træ,
mod solopgangens lys. En rød kontur.
Et ansigt så jeg. Og en mand på knæ.
Jeg hørte skud og så den lyse mur
med stænk af sol og blod i morgenstunden.
En mand lå dræbt med strejf af sol om munden.

Jeg så en mor, en grå og hærget mor.
En blodig hue bar hun ved sit bryst.
To læber så jeg stjæle et par ord
før dødens kulde. En tryglen og en bøn:
Mit kære barn. Min store dreng. Min søn!

Hun faldt på knæ i solen hvor hun stod.
I støvet lå hun, ældet og forslidt.
To øjne hang ved huens spor af blod
og dog var hendes mæle ømt og blidt,
dengang hun hviskede imod den døde:
Forlad dem deres skyld! Tilgiv vor brøde!

Forlad dem hån og spot og skænk dem fred!
Forlad dem drabets hånd og hadets blik!
Forlad dem angst og frygt og ensomhed
og sjælens onde spor af sår og stik!
Skænk dem din fred, min søn. I hadets hænder
bor der en ensomhed vi ikke kender.

Jeg knæler for det liv, der stod dig nær:
Børns trygge søvn i deres mødres arme.
Jeg knæler for de første lyse træer
hvis fine rødder drak af livets varme.
Jeg knæler for det liv, som trodser døden
med åbent hjerte under morgenrøden.

Jeg bøjer mine knæ for denne dag,
hvor livet sprang fra hjertets røde flamme.
En sejer spirer af det nederlag,
som ingen blinde kugler mer kan ramme.
Jeg knæler for det levende, der strider.
Min søn, du skal opstå til nye tider!

Min søn! Min søn! Du skal igen opstå,
i dine brødres fremtid skal du vente.
Alt hvad din tro har efterladt skal så
de nye frøkorn til det ubekendte.
Din død er høst. Din tro vor fremtids viden.
Jeg knæler for det liv, som trodser tiden!

- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet, 1948.

mvh
Simon

P.p.S.

Mellem skygger

Og jeg var barn!
Og det er længe siden
jeg stod med solen
i min hånd og lo.
Men jeg kan huske
årene, hvor tiden
bar mine byrder
og lod livet gro.

Og jeg var tryg,
som lå jeg nær det hjerte,
der sang mod mit
før livet lod mig gå
igennem livets port
af fryd og smerte,
og gav mig denne jord
at vandre på.

Jeg husker blot
et strejf af lys og skygge.
Et køligt rum. En tåge,
stor og mild.
Og sidenhen tog livet
til at bygge
det lyse ler
mit liv var bundet til.

Det blev min lod
at flygte fra en kvinde,
at blive frugt af frugt
på livets træ.
Og derfor går jeg
flygtende herinde
imellem skyggerne
af livets knæ.

Men sover jeg
i kvindens lyse arme,
(som barnet før
der flygter fra sin mor)
da løsner skyggerne
der bundne varme,
forladt af tanke, lyd
og tomme ord.

Min tanke ved,
at ingen gir tilbage
den fred og tryghed
ingen hånd har mødt.
Men drømmen griber
efter nye dage,
hvor liv er fred
som før alt liv blev født.

Skænk mig den fred,
som hjertet aldrig kendte.
Giv mig den tro,
som aldrig søgte læ.
Og jeg vil knæle
for hvert bål du tændte
i skyggen mellem
livets lyse knæ.

- Halfdan Rasmussen, Paa knæ for livet, 1948.

mvh
Simon

Her et fra Nis Petersens Nattens pibere: observationer over regnen er dog næppe stilnet af, vandet på Nis’ kasket er identisk med det på vor. Om akkurat duften er den samme, vil en del af os nok bestride, dog er Nis’ danske sommernat også vores, sågar den svimmellyse latter, som der er så hårdt så brug for i tider, hvor man næsten synes at drukne i…

Natteregn

Fald blide regn, fald sagte
- giv mulden kraft og højens luft
den rene, sommerbagte
og æterklare duft.
Fald regn i dæmpet brusen,
hvisk regn og nyn i susen
til alle mine træer, der trives i mit krat,
at alle disse midnatsstænk er hjertensglade tårer,
som kyssedes til svimlen og fald af sol og kårer
den latterlyse svimlen i den danske sommernat.

Blæs blæst – blæs blidt – i blinde,
blæs friskhed til min hyttes bænk
med myge, vege vinde
og regn i sagte stænk.
Blæs blæst – blæs op – fanfarer,
til natten åbenbarer
for alle mine træer, der trives i mit krat,
at alle disse lyde i alt det grå og grønne
og alle disse dufte, der tumler om min rønne,
er den svimmellyse latter i den danske sommernat.

- Nis Petersen, Hohøjdigte.

mvh
Simon

H. Rasmussen fortsat:

Her digte om en tillidsvækkende tro,
der som transmitterstoffer flyder i hjerner
den dag i dag – og som i århundreder
vandt indpas, og byggede bro:


Brændt som en heks på torvet

Vi søger efter en sandhed.
Ikke bag store ord,
ikke hvor stål og sprængstof
hamrer mod rum og jord.
Vi søger efter en sandhed,
som ikke er hel og rund,
en sandhed gemt i et hjerte
eller en blomsterlund.

Vi ved at den sandhed findes!
Engang gik en mand omkring
og fældede denne sandhed
ind i hver levende ting.
Træerne synger om den.
Børnene er den nær.
Den taler i elskerens øjne.
Den tier i bål og sværd.

Menneskesønnen på korset
kendte den, da man drev
naglerne i hans fødder.
Og tonekronen skrev
sandhedens blødende runer
over hans rene blik.
Han råbte den udover verden
før han forgik.

Han delte med gavmilde hænder
sandhedens gave ud.
Nogle har den i hjertet.
Mange kaldte den gud.
Guden var ikke en guddom.
Hjertet var gud i den,
som tog mod hans rige gave
og skænked den bort igen.

Siden blev sandhed bundet,
solgt for billig pris,
udstedt af ågerkarle
som veksler på paradis.
Den hang som en narrebjælde
over hver nyfødt dag
og førte til retterstedets
blødende nederlag.

Vi søger efter en sandhed!
Vi ved den blev ågret væk,
skænket i horehuse
og skjult under løgnens blæk,
brændt som en heks på torvet,
opstanden og brændt igen.
- Å kunde vi finde den sandhed
og rejse vor jord på den !

*

Vogt dig for den
som kræver al din tro

Vogt dig for gode tankers skyggehær.
Vogt dig for den, som står dit hjerte nær.

Værn om det rene liv. Men vogt den mund,
som binder din med kys og samme stund

forråder dine kærtegn, slår dit blik
med kulde bag de kys han aldrig fik.

Vogt dig for den, som stjal en skøn idé
og lod dens hjerte fyge med sne.

Knæl ikke i støvet for din gud.
Se ham i øjnene og driv ham ud

af dine tanker når hans hånd går vild
og skaber kulde hvor du skænker ild.

Vogt dig for den, som kræver al din tro,
men aldrig lod din tvivl få lov at gro.

Vogt dig for den, som lod den hvide sne
dække hvert lille spørgende: måske!

Han er din fjende! han er din utro ven!
Naglen i hænderne. Lansen i din læn.

- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet.

mvh
Simon

Go'sommermorgen Simon

En herlig sommermorgen med både morgensol og dejlige ord til morgenkaffen ... begge dele nydes med stort velbehag :))

Og de to herrer, Rasmussen og Petersen går jo rent ind og sætter spor dybt inde, hvor det både gør godt og ondt. Jeg elsker den dybde i letheden og letheden i dybden. Tak for at få mig til at gribe ud efter både Rasmussen og Petersen i bogreolen ... de ligger lige nu på mit havebord til nydning under parasollen :))

Og Rasmussen, ja her kommer lidt af den Halfdan'ske morgensol

Dagen kommer med sol.
En blomsterstjerne
vækker en sød forventning
i alle grene.
Knopper brister i lyset.
Og i det fjerne
blånende rum forløses
en fuglestrube.



... og så lidt fra Tosserierne

GODMORGEN

Godmorgen, min tøs! synger buske og træer.
Godmorgen, min dreng! nynner bækken.
Og vejret er nok en godmorgensang værd.
Se, spurvene vasker de småbitte tæer
i pytterne omme bag hækken!

Godmorgen! sier hønen til fire små æg.
Godmorgen! sier hjærte og lunge.
Godmorgen! sier blæsten til skipperens skæg
og solen der kysser den kalkede væg.
Godmorgen! sier mor til sin unge.

Godmorgen! Godmorgen! sier himmel og jord
til synder og helgen og sjover.
Godmorgen igen! jubler alt hvad der gror.
Men gemt i sit træ sidder uglen og glor
og vrisser godnat! før den sover.


Sol&sommerlyse hilsner fra RoseMarie