Ja, så fik du alligevel vækket musikken og tonerne i mig med dit skriv og et dejligt digt af Per Lange
... og nu hvor Søren Ryge i øjeblikket ikke kigger ud til os gennem skærmen, så må vi selv baske lidt med vingerne og finde tonerne og musikken igen ... her med en anden og ligeså velkendt herre :
Den usikre sommerfugl
Grøftevandet går næsten i stå. tykt af indviklede spejlinger; der sidder sommerfuglen så trygt bag skarntydens brændte stilladser, her beder døvnælden for fire brombær der bryder gennem stakittet.
Pludselig går det lettere; tre violette stikflammer slår op fra tidslen. I flugten genvinder sommerfuglen sin gamle usikkerhed.
Jah, der ka’ stadig nå at blie en køn plante ud af mig, måske ligefrem en sjælden naturromantiker, alene tanken om at sidde dér foran vindueskarmen og med sløret blik fæstne ord som disse på papiret:
Af Fløjl som blaa Violer, Som Havets stærke Flod. Midt i, med syvfold Straaler, En hvidlig Stjerne stod.
…ku’ sikkert godt få mig til at sende Hr. Winther en særlig tanke – men er du vimmer, der sku’ hentes tilskud og smørmærker hist og her ;)
”og nu hvor Søren Ryge i øjeblikket ikke kigger ud til os gennem skærmen, så må vi selv baske lidt med vingerne og finde tonerne.”
- Ja, nød lærer brødflov mand at synge, eller hva’ det nu hedder ;)
Det må udløse den poetiske åre (måske i brødflovhed) ;))
Når høstmånen beskriver sin lave bue i himlen og seglen spiller med iver sin summende natsang i byen, på urteseng med krydskommen og kummer jeg søger mit sovekvarter.
- ud af Digteren til sangmøen i Flora och Bellona af Erik Axel Karlfeldt (1918)
Mojn, her i ordsystuen hvor der sys med rød tråd, RM..;)
Der er i Peter Poulsens udvalg og oversættelse af verdensborgeren Jorge Luis Borges digte, rigtig mange fine refleksioner at finde, ideen var angiveligt at præsentere de digte, fra denne mangesidige lyriker, der gjorde størst indtryk; men mon ikke både Peter Poulsen og Morten Søndergaard (der lærte Peter at læse Borges) har mærket træbenene efter mangt en Asado før og siden, det vil jeg tro, da jeg kun har set argentineren svæve som en sommerfugl henover gulvet. Men altså, her et par af de oversatte digte fra samlingen, der jo kan genlæses med stigende fryd når ens vej falder forbi hans bopæl i tankerne, og mon ikke også at særlig dem med ”højt til loftet” ka’ fryde sig over genklagen i Borges livssyn, det formoder jeg ;)
Gaderne
Gaderne i Buenos Aires er mit kød og blod. Ikke de grådige gader med mængdernes masen og skubben, men de forsagte forstadsgader så almindelige at man dårligt ser dem i evindelig skumringsbelysning, og dem længere ude blottet for barmhjertige træer hvor kun de karske småhuse vover at stå trykket af det grænseløse rum fortabt i slette og himmel så langt øjet rækker. For den ensomme er de et løfte beboet som de er af tusind enkelte sjæle, enestående overfor Gud og i tiden og dyrebare uden tvivl. Mod vest, mod nord og mod syd har disse gader - som også er mit hjemland – bredt sig ud; gid de i mine forsøg på at skrive vers må vaje som faner.
La Recoleta
Overbevist om forfængeligheden og støvets mange ædle vidnesbyrd tøver vi og sænker stemmen mellem mausoleernes lange rækker, hvis retorik af skygge og marmor lover eller forudskikker dødens med længsel ventede værdighed. Skønne er gravmonumenterne, den ubesmykkede latin som forbinder fatale datoer, kombinationen marmor og blomst og de liflige, patioagtige pladser og de mange gårsdage i historien som i dag er tavs og unik. Vi forveksler denne fred med døden og tror vi længes efter vort endeligt og længes efter søvn og indifferens. Skælvende i sværd og lidenskaber og sovende i vedbendblade eksisterer bare livet. Rummet og tiden er dets former, de er sjælens magiske instrumenter, og når sjælen brænder ud, brænder rummet, tiden og døden ud med den som når lyset holder op og udraderer billedet i spejlet som allerede skumringen var ved at slette. Træernes milde skygge, vind bølgende i grene, fuglevrimmel, sjæl der fortabes i andre sjæle, det ville være et under om det hele forsvandt, et ufattelig under, skønt forestillingen om at det gentages fylder vore dage med rædsel. Sådanne tanker har jeg gjort mig på La Recoleta hvor min aske engang skal hvile.
El Sur
Fra en af dine patioer at have set de gamle stjerner, fra den mørke bænk at have set disse spredte lys som min uvidenhed ikke har lært at navngive, endsige ordne i stjernebilledet, at have fornemmet vandets cirkel i den hemmelige cisterne, duften af jasmin og kaprifolium, den sovende fugls stilhed, porthvælvet, fugtigheden - disse ting tilsammen er, muligvis digtet.
Go'morgen her på endnu en solrig og mild septemberdag
... så er jeg her igen ;)
Tak for ord og digte og ord om digte. Herlige herrer du her har på banen ... og jeg har her ladet mig inspirere til at kigge nærmere ind i Morten Søndergaards univers. Her med to digte fra hans digtsamling "Fordele og ulemper ved at udvikle vinger"
Tærskel
På barndomstærsklen spørger man: "Hvor begynder verden?" Overalt. Man balancerer
på usynlige grænser, på et skilt står der 'Hjallese". På den anden side er "Hjallese" streget ud. Man bliver
en anden. Hvordan er det muligt? Man lærer at flyve. I atlasset løber snorlige grænser gennem Sahara
grænseposter med hunde og pas og stempler i sandet, hvordan er det muligt?
Grænserne sover i mig: Jeg vågner. Tog jager over de sovende
sveller, også de er tærskler. Se: Alle døre står åbne.
Der bliver stille, som når et barn skal sove. Inde i kroppen svæver en lillebitte astronaut
der ikke kan røre sig, ikke få sit rumskib i gang. Rumskibet er stesolidstille, blodet suser
i det stille hus. I det enorme univers kan ingen dreje hovedet
ingen kan bevæge deres arme. Men vi ved, at vi mødes på en stjerne.
Om tilblivelsen af selve digtsamlingen "'Fordele og ulemper ved at udvikle vinger" fortæller Morten Søndergaard:
Citat:
»Jeg begyndte at tænke over, hvad vinger var, og hvad vinger er i forhold til ord, til de sproglige ytringer, bevingede ord taler vi om, og ofte har poesien noget med vinger, den vingede Pegasus og så videre«.
»Og jeg fandt via forskellige omveje frem til Platon, der skriver om vinger i den dialog, der hedder 'Faidros'. Så hvis man vil den vej, kan man lige tjekke Platon ud ...«, griner han.
»Det er en fantastisk dialog, den er helt vild. Den handler meget om retorik, den handler om sprog, den handler om vinger, og den handler om medicin. Og også derfor var det så fantastisk for mig at læse den«.
»Platon bruger et ord, som på græsk hedder farmakon, og det ord bliver til farmaceut. Det fede ved det ord er, at det både betyder gift og helbredelse på én gang. Det, som skal helbrede os, er også gift.
»Til det med vingerne kan man spørge, hvad det er, der får et digt til at lette i os. Eller løfte sig, siger vi også. Når sproget bliver noget særligt, bliver slået an, får en eller anden sang eller musik ... for mig har det med vinger at gøre. Sproget bliver erigeret, tror jeg«, siger han.
»Det løfter sig. Det taler Platon også om, den her løftelse i sproget. Hvor man så skal flyve hen, ved man jo ikke nødvendigvis«, siger Morten Søndergaard.
... og så apropos vinger, så er der jo også hende med den udtryksfulde stemme og det intense blik. Hende med modet, kærligheden og humoren ;))
I mit Fængsel synger mit Hjerte kun om Vinger, kun om Vinger, ingen andre af Verdens skønne Sange skønt for dets Øre klinger. Selv Fugle født i Bur har vist Drømme, hvor de frit sig mod Himlen svinger, og i sit Fængsel synger mit Hjerte kun om Vinger, kun om Vinger.
Høi er Himlen, et Dyb af Klarhed, en Brønd af Blaat, og af Straaler skinnende, høit vil jeg stige uden at svimle, se Jorden forsvinde, lege med Vindene. Skøn er Jorden ved Sommertide, naar alle Roser af Svøbet springer, men i sit Fængsel synger mit Hjerte kun om Vinger, kun om Vinger.
Svar
Citer
