|
0
registrerede
10
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Mojn, her i ordsystuen hvor der sys med rød tråd, RM..;)
Der er i Peter Poulsens udvalg og oversættelse af verdensborgeren Jorge Luis Borges digte, rigtig mange fine refleksioner at finde, ideen var angiveligt at præsentere de digte, fra denne mangesidige lyriker, der gjorde størst indtryk; men mon ikke både Peter Poulsen og Morten Søndergaard (der lærte Peter at læse Borges) har mærket træbenene efter mangt en Asado før og siden, det vil jeg tro, da jeg kun har set argentineren svæve som en sommerfugl henover gulvet. Men altså, her et par af de oversatte digte fra samlingen, der jo kan genlæses med stigende fryd når ens vej falder forbi hans bopæl i tankerne, og mon ikke også at særlig dem med ”højt til loftet” ka’ fryde sig over genklagen i Borges livssyn, det formoder jeg ;)
Gaderne
Gaderne i Buenos Aires
er mit kød og blod.
Ikke de grådige gader
med mængdernes masen og skubben,
men de forsagte forstadsgader
så almindelige at man dårligt ser dem
i evindelig skumringsbelysning,
og dem længere ude
blottet for barmhjertige træer
hvor kun de karske småhuse vover at stå
trykket af det grænseløse rum
fortabt i slette og himmel
så langt øjet rækker.
For den ensomme er de et løfte
beboet som de er af tusind enkelte sjæle,
enestående overfor Gud og i tiden
og dyrebare uden tvivl.
Mod vest, mod nord og mod syd har disse gader
- som også er mit hjemland – bredt sig ud;
gid de i mine forsøg på at skrive vers
må vaje som faner.
La Recoleta
Overbevist om forfængeligheden
og støvets mange ædle vidnesbyrd
tøver vi og sænker stemmen
mellem mausoleernes lange rækker,
hvis retorik af skygge og marmor
lover eller forudskikker
dødens med længsel ventede værdighed.
Skønne er gravmonumenterne,
den ubesmykkede latin som forbinder fatale
datoer,
kombinationen marmor og blomst
og de liflige, patioagtige pladser
og de mange gårsdage i historien
som i dag er tavs og unik.
Vi forveksler denne fred med døden
og tror vi længes efter vort endeligt
og længes efter søvn og indifferens.
Skælvende i sværd og lidenskaber
og sovende i vedbendblade
eksisterer bare livet.
Rummet og tiden er dets former,
de er sjælens magiske instrumenter,
og når sjælen brænder ud,
brænder rummet, tiden og døden ud med den
som når lyset holder op
og udraderer billedet i spejlet
som allerede skumringen var ved at slette.
Træernes milde skygge,
vind bølgende i grene, fuglevrimmel,
sjæl der fortabes i andre sjæle,
det ville være et under om det hele forsvandt,
et ufattelig under,
skønt forestillingen om at det gentages
fylder vore dage med rædsel.
Sådanne tanker har jeg gjort mig på La Recoleta
hvor min aske engang skal hvile.
El Sur
Fra en af dine patioer at have set
de gamle stjerner,
fra den mørke bænk at have set
disse spredte lys
som min uvidenhed ikke har lært at navngive,
endsige ordne i stjernebilledet,
at have fornemmet vandets cirkel
i den hemmelige cisterne,
duften af jasmin og kaprifolium,
den sovende fugls stilhed,
porthvælvet, fugtigheden
- disse ting tilsammen er, muligvis digtet.
mvh & god weekend
Simon
|
|
|
|
