Hej Zenia..

Tænkte nok du havde gemmerier fra oplevelser tilbage til, ja…, og selvfølgelig, hvorfor ikke netop dele ud af den slags i en tid på et opstået mellemrum, nu så mange historier dagligt ser deres sidste efterår – som i sig selv er historien om forgængeligheden, men også beretningen om nogens valg om at udtrykke sig om noget der på et tidspunkt gjorde særlig indtryk, her bare i digte.
På en måde synes jeg egentlig det er lidt synd der ikke længere findes et ”verdensmesterskabet i historiefortælling”, en disciplin jeg forestiller mig ville ha’ lokket fantasien ud af busken rigtig mange steder rundt omkring, måske endda udøvet en vis indflydelse på skæbner, hvem ved. Tænk hvis det var lykkedes nazister at brænde verdenslitteraturen overalt i Europa, ja selve historien om et folk så helt og aldeles – en begivenhed der skar sig ind i verdenshistorien som en ufattelig tanke, men som ligeledes går sin forglemmelse i møde på et eller andet tidspunkt. ’Fluen på væggen’ gir os billedet af en noget kortvarig erindring, menneskets liv set i et helt årtusinde et næsten tilsvarende perspektiv. Det var godt papir og pen blev opfundet, særlig når nogen virkelig har noget at fortælle. Det er også godt vi kan henrykkes over sange og texter, ja i en sådan grad at arme og ben spjætter og måske ligefrem koordineret, ’dans’ hedder det vist, men der er nu noget betagende over et stående folk med så oratoriske evner som disse, selv om det ka’ være svært at forstå sangene, hvad der jo så er råd for, takket være pen og blæk. Jeg forestiller mig en særlig henrykkelse finde vej op i dig over stemningerne fra koret her, selv om du egentlig sku’ ha’ haft lidt John Dowland, men god fornøjelse og weekend i øvrigt – og selvfølgelig ska’ du ik’ undvære én til det andet ben, så her lidt limericks fra Wordsworth:

There once was a pious young priest
Who lived almost wholly on yeast.
‘For,’ he said, ‘it is plain
We must all rise again,
And I want to get started, at least.’

http://www.youtube.com/watch?v=aRwhkBAeheM

mvh
Simon

Go'midsommermorgen

Det er midsommer, og roserne står lige nu i fuld flor, hvor de blomstrer og dufter om kap ... og så er der jo også poesien ... jaaaaaa

For hver rose vi om natten føjer til livet,
trækker dagen en sorgløs fortolkning fra.
Selv de enkleste linier, næsten en sang,
hober sig op i kompakte sonetter,
hvis skyggeløvhangs flimrende vildnis
falder ud mellem dig og verden.

Vi bærer de grå hår på kraniet som vinger,
der glimter, når vi vender os efter hinanden.
Men jeg kan ikke bære, at sekundet,
hvor en rose blev lagt som tværbjælke øverst i digtet,
nu er trukket fra tiden, der kommer:
Jeg har levet i 35 år og har brug for lige så mange
til at komme mig over de første.

I højhuset er der stadigvæk lys,
på gardinerne flyder de levendes aftryk,
ned gennem alle sytten etager
sænker elevatoren lydløst de dødes.
Mellem regninger, breve og skrivelser
dukker en tørret rose op ―
lampen hængt ud på altanen i sommer
synger som en vægter i vinden:
Det er efterår! Efterår!

Påny har oktober brændt vores liv helt ned,
på bordet er blækkets ocean stillet frem ―
vi har fået en chance til.
Men på det seneste er jeg blevet bange for,
at det ikke længere rækker at dø 1 gang om året;
mens ahornen ofrer sit lys til blæsten,
tætnes digtets ulmende blodbøg:
Fortab dig i skyggen mellem denne bogs blade.

Søren Ulrik Thomsen

Midsommerflowerpowerhilsner fra RoseMarie Go'midsommermorgen

Livet er morgengave,
sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have,
der står øller på mit bord…

- så blev stilen lagt – mojn-mojn!
Her en tungeknud i den våde tid, og hvor min mave dog klukker over nathuen der ikke huer, men som jeg i øvrigt synes sku’ på pudemode igen - hø-hø…

Hittehattehættehuer -

Min nathue huer mig ikke.
Kalotten ka Lotte jo få.
Kasketten ka skytten
benytte om natten
hvis ikke kadetten
med kutten vil ha den,
og hitter jeg hatten
og hætten i hytten
kan ham hottentotten
og skotten fra Vrå
få hittehathatten
og hyttehætten på!

- Bortset fra det underste under, prostata der stråler som rasmus-modsat, synes jeg dette er slående, morgenfruer der med nakken skal knækkes, i vor herres numseste natur:

De har ingen bukser på.
og når de går rundt og fjumser,
kan man se de våde, bare
anemonenumser.

- men altså…

Skrumpealder -

Din glatte hud
er blevet tør og runken.
Din røv er kold
og din begejstring lunken.
Du vågner træt og stiv
i alle lemmer
bortset fra et
hvor intet klør og klemmer.
[…]
Du lyner ned
og kvitterer med en brummen
ved lyden af Chopin
i w.c. kummen.
Så er din dag begyndt
på bedste måde.
Og det er lykken
og en sælsom nåde
at kunne lade vandet
nu og her
trods skrumpetid
og prostatabesvær.

- man glæder sig allerede, ufda! ;)

Thorkild Bjørnvig skrev om denne vitale artist til de berømte vissevassevers, at, ”som en nisse, en alf, har han ingen alder, men bor i det tidsløses intervaller” – og det er jo sandt, han lever i os og tak for det! - rigtigt vrøvl var det aldrig, mere vers om os, de forvrøvlede og fortravlede.

Mvh
Simon

Hej RM..

Jeg synes det er Morten Nielsen-tid, nu tiden fyldt med væde og elskovsvandringer med stjerner i øjnene, og hvor alt omkring os dufter af tidens egen sommer, dufte der også minder os om andre somres bagage, og måske …

Det dunkede
i kamre af blod,
med rødder
fra elskovs mod.

Nøjagtig som MN der bevæger sig i før og efter kærligheden, men ikke i den, mens livsglæden altid ligger parat i det skal nåes, før det blir for sent. Tiden er også fyldt med trut fra hestekræfter med 12-taller uden vrinsk, hvilket i mine øjne nu er synd, sagde en fartglad cyklist.

NAT
TUREN

Du, kan du høre
det lyse kor
henover Majnattens
Skumringsfjord?

Nattergalen
i grønne Grene,
varmt og vidunderligt,
- lykkeligt ene …

… Ingenting
kan forhindre, at
smaa Struber skælver
en Forårsnat.

--

Og sørme, om ikke også der er lidt til stilhedsprædikanter, hvis linjer udenfor byers våde gader, øjne også tidligere vandrede på:

STILHED FRA LÆNGE – SIDEN

Man bliver sig selv saa fortrolig
ved langsomt at slentre i Sne.
Lydene kommer saa stille
fra steder, jeg ikke kan se.
Igaar slog de lydt mod mit Hjerte,
de kommer saa stille i Dag
og viger fra andre Stemmer,
der møder mig indefra.

Og Skovlenes Skramlen i Gaden
og Sporvognens klare Klemt
løsnes og driver tilbage
til Stilheder, jeg har glemt.
En Damper, der losser Brædder,
hvidner og tones hen
og sejler i Dag i den Stilhed,
jeg nu først har fundet igen.

Aa tænk om det netop er Verdens
sidste Snevejr, der sneer,
og jeg paa en tilsneet Klode
opslaar mit Vinterkvarter,
hvor Stilhed vil skjule min Viden
om Angst og uroligt Begær,
og Rummet gaa under i Sneen,
mens jeg er mig selv saa nær.

--

Skelettet til de herunder stående fire linjer er fyldt med symboler og rettelser, vidnende om nætters røde øjne og sikkert en del af de håndrullede, men de sir det hele, smukt, helstøbt og ordentligt:

FORAARETS HORISONT

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde …

Hjertet er tungt af Lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.

--

Digte som disse, taler for sig selv…

DRONNINGEN AF SABA

I en sydsjællandsk Landsbykirke
er et Kalkmaleri af dig,
jeg maa altsaa ha kendt dig i 700 Aar,
for jeg ved det er malet af mig.

Der staar du som Dronningen af Saba
med Smykker og krone af Guld
og et Smil, der kan kaste de stolteste
Hjerter ydmygt omkuld.

Da mit 700-aarrige Ego
havde fuldendt dit Kontrafej,
maa forskellige Ting ha bevirket,
at hans Synspunkter ændrede sig.

En ting er i hvert fald sikker:
jeg fulgte en evig Lov
ved at male en dansende Djævel
med Horn og med Hestehov.

Hvorfor jeg har malet den Djævel,
er jeg selv den sidste, der ved –
men hvor er han en talende baggrund
for Dronningens dejlighed.

--

MERE

Mere ene i Lygtelys,
mere alene paa Flisens Vej.
En skal jeg ikke mere snakke med.
Musklerne rykkede som i Leg.

Mere ene med vores Liv,
Skønt vores Liv var de kommende Aar,
hænger vi tavst ved en Vindueskarm
over den gule Museumsgaard.

Mere ene og mere fri.
Nu er vi pludselig voksne nok
til, at Geleddet begynder at dø.
Digerne brydes om vores Flok.

Vejen smuldrer bag vores Hæl,
ud i de smuldrende Tiders Luft.
Med har vi faaet et Fald af dem,
Dyb i det kommendes klare Duft.

--

Der er noget evigt smukt over dette her – hvis billeder og rytme får mig til at tænke på digteren Michael Strunge, der måske mere hører efteråret til – det afhænger af øjnene der hører…

IND I EN STJERNE –

Natten er Lys, men med drivende Skyer
under Maanen.
Sovende Blomster duver for Vinden
paa Plænernes Skraanen.

Syrenen er afblomstret Nu,
men Roserne bløder
saa ondt og saa sødt som to Menneskers
stjaalne møder …

Natten tar alle Ting nær.
Der er klingende
tomt i det fjerne.
- - Vi gaar med hinanden i Haanden
ind i en Stjerne.

Digte af Morten Nielsen, fra Krigere uden Vaaben (1943) og Efterladte Digte (1945) – som vennen Paul la Cour udgav dem..

mvh & god weekend,
Simon

Hej Simon

... her på den sidste junidag og på vej til den første julinat ... og tak for Morten Nielsen, som sagtens kan tåle en tilbagevending

Hvilken sommer vi allerede har nydt godt af. En sommer der kom efter et langt og solrigt forår, og jeg skal en del år tilbage for at kunne mindes et forår og en forsommer, hvor jeg har kunnet bevæge mig ligeså meget rundt i haven, afbrudt af nydning i skyggen med duft og luft til næse og lunger ...

Vildt dejligt og kun to ting har plaget mig ... de mange generende græspollen og nogle sultne og angrebslystne myg ... Hmmmm.

Og så var det lige, jeg stødte på disse ord, skrevet af en herre, som du før har haft fat i her i Mellemrummet ;)

MYGGESANG af Iwan Malinowski fra digtsamlingen "Galgenfrist", 1958


I juninatten denne drøm

huset båret af kirsebærtræernes skum

til druknende fugles klukkende bølgeslag
under en klokke spinklere end fjordens spejl

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg
af kalk og bristefærdigt synsbedrag

dirrende plantet i mørket det hvide en segl
og lydløst hakker et usynligt næb

på spejlets hinde af vind og salt

snart brister alt


Lyse sommeraftentanker fra RoseMarie