Godmorgen Simon

Livgivende regn, lettelsens styrtregn, latterens regndans.
Bedre ka' det da ikke være, når det mærkes godt og vådt både indeni og udenpå ... Yeah! :))

Poesibogen med Laugesen var ligeså livgivende som regnen fra oven har været. TAK fordi du har fået åbnet mine øjne og ører for hans tone i skriften. Jeg gik efterfølgende udsendelsen lidt på opdagelse efter og fandt mange beskrivende og begejstrede ord om hele forfatterskabets generøsitet i både mængde og mangfoldighed. Der er ikke noget at sige til, at Laugesens seneste udgivelse Traveling fra 2017 gav ham Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse:


Det ligger i omhuen med skriften
med sproget holdt i live


***

Lyd. Rytme.
Arrangeret og
spontant,
menneskets
stemme.
Det var engang
om lidt, nu.

***

Det sidste Artaud skrev, min vejviser helt ude af tid
et helt andet sted. Det totale udtryk, billige små hæfter
fyldt med blyant og blæk i forskellige farver, fulde af
tegn, tegninger og knivstik, en magisk ensomheds teater
der skider på, om det er kunst.

Peter Laugesen fra Traveling

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/traveling-af-peter-laugesen

... og endnu en pris i 2018:

https://foljeton.dk/63480/en-ven-af-universet?utm_source=Den%20daglige%20F%C3%B8ljeton&utm_campaign=4939f11d48-EMAIL_CAMPAIGN_2018_03_20&utm_medium=email&utm_term=0_980d252d09-4939f11d48-138959333

Lidt fra tidligere udgivelser:


De store linjer i landskab
som jeg var undervejs i.
Der var visse stationer, men
men vejen imellem var vigtigst.

***

skrift er
at producere et
sted
hvor tingene bevæger
sig mellem
det højeste & det laveste
ikke bare statiske yderpunkter

***

Jeg tror på at skrive
ting som de er
lige ud
ad landevejen
skrive tomheden tom
skønheden skøn
grimheden grim
galskaben gal
dumheden dum
klogskaben klog

***

Jeg nåede ned til søen og hjem
med Chenga, før regnen begyndte at
falde, og den er faldet lige siden.
Det var umuligt at gå den
sædvanlige vej, fordi regnen og
den kraftige blæst det sidste
par dage har presset vandet ind over
stien. Ænderne svømmer på den.

Ha' en begejstret og vandet dag ;))
RoseMarie

Hej RM..

Og mellem dråberne vittigt sagt, får deres lyd ører til at rejse sig, en vandviddets kraft..;)

Ja de nydes i samlet flok og fra alle sider, de kære små, man er jo som en dråbetæller der render over af glæde, men savnet har sågu også længe trængt sig på. Så også jeg bader i glæde, her i huset der åbent i alle ender orkestreres af aqua.

Ja man blir glad i Peter Laugesen, der læser sig ind i én og som fortjener værdsættelse. Han har skabt så mange fine tankebilleder, man sådan ka' gå og nyde med eftertænksomme skridt, på gåture i byen - og er samtidig fri for mas omkring én, man går bare dér, og smiler for sig selv...

Mørke våde tomme gader
oppe i kvarteret
bag universitetet
Hvert femte minut
møder man en
der ikke aner
hvad gaderne hedder
og i det hus
man leder efter
er dørene låste
Ingen svarer
når man banker
heller ikke hunden
på små røde stickers
Lad os synge om det
som fuglene sang
da de var små.

- Peter Laugesen.

Så tak for ham under mælkehatten her, dette sære lys om træet herudenfor med moreller.

mvh & go dag ditto..
Simon

P.s.:

Og forøvrigt er der 146 dage til jul! (hopper)..;)

Nisseligst..
Simon

Den anden Andersen, ham med bowlerhatten men uden tov i natskuffen, så vidt vides:

Det elskværdige skelet


Huset støtter sig til
en valmue. Hvide breve
holder postkassen på plads.
Meget liv spildes med at gå
i en stor bue uden om døden
eller med forsøg på at få
fugle til at flyve baglæns.
Du må elske og takke
dit skelet der så trofast
forhindrer dig i
at falde fuldstændig sammen.

*

Lys Nat


Hvor meget fuglen end fryser
varmer den luften en smule op.
Skjorten bevæger sig på snoren
kan klare sig uden krop:
Den lykkelige skjorte uden mand.
Der var engang to sokker
som elskede hinanden
men sad på hver sin fod.
Glæden er lille men vågen
kvækkende frø og nattergal.
Mellem to arme
savnes en varme
at dele nattergale med.
Ja, der er liv på denne klode.

- Benny Andersen,

mvh
Simon

Et gomorn’ i natten, RM..

Og med en stråleglans, som kunne være lokaliseret et sted mellem Thomas Mann og Vilhelm Bergsøe, men er sit helt eget morgenlys, en vandring i Venedig 1948 – så opsedasse og på med kaffen, du søvndrukne drys. Der ér noget søvngængeragtigt over dette, en vandring i lige før og øjeblikket, som drømmen i en italiensk vuggelise, så helt vidunderligt:

Daggryets masker

Over piazzaens skakbræt
tøver de sidste stjerner.
Tårne af lys og lette, slanke løbere
omringer de spektrale monarkier.
Meningsløse spil, gårdsdagens englekrig!

De stillestående vandes glans
hvor små glæder, algegrønne, flyder,
en længsels rådne æble,
et ansigt søndergnavet af månen,
en forhåbnings krøllede minut,
alt det som livet ikke fortærer,
resterne af utålmodighedens fest.

Den døende slår sine øjne op.
Denne flis af lys som bag gardiner
våger over den som rallende gør bod
er det blik som ser og ikke ser,
øjet hvori billederne spejler sig
lige før de styrter, den krystalklare
afgrund, graven af diamant:
spejlet som fortærer spejle.

Olivia, med vandblå dybe øjne ,
slog kaskadens harpe af glas
med hvide hænder på de grønne strenge,
nu svømmer hun mod strømmen
til sin morgenvågens bred:
sengen og tøjbunken, pletterne
af fugt på kamrets vægge,
den navnløse krop ved hendes side
som fremmumler profetier og trusler
og forbander det flade loft.

Virkeligheden gaber med sine bagateller,
strømmer over med lutter rædsler.

Og den som sidder fanget i egne tanker
væver i blinde og trevler det op han har vævet,
han kradser sine hår, han leger tankefuld
med bogstaverne i sit navn, han spreder dem,
men de fremturer i samme galskab,
føjer sig stædigt til hans forslidte navn.
Han går fra sig selv til sig selv, frem
og tilbage, bliver stående midt i sig selv
og råber Hvem dér? – og hans spørgsmåls fontæne
åbner sin forbløffende blomst og funkler,
hvisker i stilken, bøjer sit hoved
og synker svimmel sammen til sidst,
knækket som sværdet mod muren.

Den unge pige som tæmmer lynnedslaget
og kvinden der skødesløst glider ned
ad guillotinens skinnende æg;
herren som spadserer ned fra månen
med en duftende buket af gravskrifter;
den frigide kvinde som søvnløs gnider
sit køns forslidte flintesten;
den rene mand i hvis tinding
kongeørnen bygger rede, tvangsforestillingens
grådighed med rynkede øjenbryn;
træet med otte sammenflettede arme
som ramt af kærlighedens lyn antændes
og forkuller i flygtige senge;
manden begravet i livet med sin smerte;
den unge døde pige som prostituerer sig
og vender tilbage til sin grav ved første hanegal;
offeret som søger efter sin morder;
han som har mistet sin krop,
han som har mistet sin skygge,
han som flygter fra sig selv
og han som søger sig selv og forfølger sig selv
og aldrig finder sig selv, alle dem,
alle de levende døde venter,
svævende på øjeblikkets rand.
Tiden tøver, dagen svajer
ubeslutsomt.

Søvndrukken
på sin seng af dynd og vand åbner Venedig
sine øjne og mindes: standarter
og en høj flugt forvandlet til sten!
O druknede glans…!
San Marcos bronzeheste galoperer
hen over vaklende bygningsværker,
iler mørkegrønne ned til vandet
og kaster sig i havet, mod Byzans.

Masser af sten og bestyrtelse vakler,
men kun et fåtal lever i denne time…
Lyset skrider fremad med lange skridt
og træder gaben og dødskampe ned.
Jubelskrig, stråleskær som sønderriver!
Daggryet kaster sin første kniv.

- Octavio Paz, Den voldsomme årstid.

mvh & golørdagmorn’..
Simon.