Hej igen Zeff..

”Man respekterer andres (menneskers) ret til at have deres mening/meninger. - Meningen i sig selv har ikke nogen ret.
- (Det er svært, når man skal skære tingene ud i pap, hvilket jeg prøver, ikke for din skyld, Simon - men på et offentligt forum kan man forvente at alle læser med, selv dem med læse/ forståelsesvanskeligheder)
De fleste af os (mennesker) affinder sig med at der er andre, der er anderledes end os (sig selv). Det ligger i vore gener (pattedyr, der lever i territoriale grupper).

(Det er bl.a. denne iboende egenskab hos Homo Sapiens, politikerne tror, de kan korrekse os ud af. - De erstatter kristendommens 'universelle kærlighed' med 'universel tolerance').

Vi accepterer, for det meste, ting der ikke er alt for afvigende fra os selv og det vi kender.

Respekt (ofte forvekslet med frygt, desværre!) er en helt anden ting, den skal fortjenes”.

- Det er da i høj grad et interessant problem du hiver op af hatten her, hvor akkurat forventningen om en positiv anerkendelse (respekt) for religiøs overtro var selve kernen i det man (ironisk nok) kaldte ”Muhammedkrisen”. Det er jo fint at skære det ud i pap, for dermed fremmes klarheden omkring problemets kerne, og det frigør os fra udenomssnak ;)

Hovedsagelig er det jo religiøse troende, der synes det er en rigtig fiks idé, sådan at kombinere deres behov for respekt af overtroen med tros- og ytringsfriheden – der nu ”bare” er grundlæggende principper i de vestlige demokratier, ikke krav til befolkningen om enighed i synsvinkler.
Grundlæggende sikrer principperne en individuel ret til uenighed, og de uenige meninger i at komme til udtryk, helt uden indblanding fra statslige myndigheder. Og den frihed fra statens indblanding er ret vigtig, hvis vi skal sikre at siddende medlemmer af en regeringsmagt ikke forgriber sig på menneskers mulighed for selv at bestemme hvem der skal vælges som politiske repræsentanter. Trosfriheden sikrer bare, at mennesker på tværs af religiøs overbevisning kan efterleve livssynet uden at staten forgriber sig på dem – som vi ser det ske forskellige steder i verden.
Det er en sjov idé, dette med at tro alt ville være så meget bedre, hvis bare staten igen agerede som meningshåndhæver, hvor der så skulle lovgives om det religiøs trosindhold og de politiske overbevisninger, for det viser historien alt om aldrig var tilfældet. Mennesker må mange steder leve i frygt for staten, man behøver bare at stikke snuden i realiteterne i div. egentlige teokratier eller totalitære stater, især skindemokratier.

Og du har så ret, når du taler om forvekslingen mellem frygt og respekt, og jesus på potten, hvor ka’ det være kvalmende at se mennesker der i demokratiske lande agiterer for en fraskrivning af befolkningens frihed til selvbestemmelse! Den slags ligner en sanktvejtsdans om religiøs overtro, med akkurat ærefrygten for de idealer vore aner har svedt blod for frigøre sig fra, til fordel for senere generationers frihed. Men folk der er opvokset i en lagkage, forstår ikke (åndelig) hungersnød. Så den dans, viser kun alt for flot noget om bundløs uvidenhed, ja ikke så lidt om en personlig angst for den død der sætter livet i perspektiv. Personlige problemer med følelseslivet, gør ikke livet selv til et følelsesmæssigt problem, der så bedst løses ved at gøre livet til religiøs overtro. Tværtimod må der i stedet tænkes ret fornuftigt, for at skabe mulighed for den bedre livs- og selvforståelse med tryghed som følge.

Og ja, der er rigtignok mange forhold vi må acceptere, sagt i henhold til det du skriver: ”Vi accepterer, for det meste, ting der ikke er alt for afvigende fra os selv og det vi kender”, hvor der så ofte er tale om vilkår vi ingen mulighed har for at påvirke i anden retning. Derfor økonomiserer vi med ressourcer, og det er god refleksion.
At acceptere forskellige forhold, implicerer ikke pr. def. en respekt. Fx ka’ jeg sagtens acceptere døden som konsekvensen af livet, men respektere den…nah, du! ;) Anderledes forholder det sig naturligvis med forståelsen for døden, der hvor den kan være et kærkomment tilvalg i en situation hvor livet er uudholdeligt, fx under ulidelige smerter m.m.
Accept, vælger vi tit på trods af noget umuligt, hvor det accepterede dog hurtigt kan blive det helt umulige, hvorfor vi tvinges til konfrontation eller flytte os. Eksempelvis, tvinges vi danskere jo til at acceptere forskellige EU-krav der gør lidt af hvert ganske umuligt, hvor det nok bliver lidt af nød for EU-fanatikere at få os til at respektere EU’s umulige vilkår – jeg synes bare lige, den skulle med ;)

Sluttelig, så jeg i går ét af programmerne (fra kanal K) om Ingmar Bergman, som var lidt af en muse for Woody Allen, der så i et interview sagde noget nok mange mennesker har grundet lidt over, nemlig dette med ’ikke at fortryde noget overhovedet’, hvilket han så ikke selv forstod meget af – og det indebærer jo også, at mennesker selv med eftertidens viden, blot ville gentage selv fejlskøn –, derimod syntes han der var en million ting og sager han selv ville ha’ gjort anderledes. Og dét ka’ jeg forstå, for det er i tråd med hvordan jeg selv tænker. Og tænk, hvis man i fortiden havde haft en eftertidens viden. Selvfølgelig er det en absurditet, ja en ganske idiotisk idé, men den peger på nødvendigheden af at vi netop nøje undersøger forhold i situationen, så vi dermed begrænser antallet af senere fortrydelser. Er man rigtig æblekæk i kalotten, ja så er der måske absolution at hente for de særlig ”åndelige”.

Men at leve blandt mennesker med selv afgrundsdybe forskelle i anskuelse, det er absolut muligt, heller ikke dér behøves krav om respekt for alles husalter, men derimod respekten for ethvert menneskes mulighed for frit at udtrykke sine anskuelser i det off. rum. Hvormed det lige akkurat bliver muligt for os andre at kvalificere meningsindholdet, med mulighed for respekt. Og hér ka’ så ”åndslysene” folde den ”intuitive begavelse” ud, hvorfor vi også får mulighed for at vurdere resultatet af de anstrengelser. Andre forholder sig så dialektisk til refleksioner over tankerindholdet. Dog kan jeg nu ikke helt forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at konsultere Wikipedia, nu man er et åndslys med en gudbenådet intuition? Men jeg ser da udmærket det praktiske i at skyldiggøre Wikipedia, ja historiske personligheder osv. for egne meninger, derimod ikke det etiske – mon Arne mærker ansvaret risle nedad ryggen, eller ska’ han lige henvises til en paulusiansk himmelnisse med Wikipedia som underbevidsthed – det så samtidig lige ka’ fantasere de psykiske grundprocesser ind i det guddommelige univers, bare så de ikke bliver væk..;)

Det er nu godt med lidt sund fornuft og jordforbindelse - og dén ka' man tydligt for enhver ikke løbe sig til, bare lige for også at få dét på det rene ;)

Mvh & keep up the good work..
Simon

Hej Simon (og Zeff)

Respekten for andres ret til at have en anden mening end én selv er en af grundpillerne i vores demokrati. I vores repræsentative demokrati har vi så valgt en struktur hvor vi ved valgene vælger hvilke ideer der skal føres ud i livet. Vi har stort set et demokrati med flertalsdiktatur, heldigvis har vi så indført en række rettigheder for mindretallene.

Med hensyn til religionsfrihed er det interessant at konstatere, at dette er noget der hører det sekulære samfund til.

Det er besynderligt at iagttage hvor meget den religiøse debat fylder i de meningsdannende medier. Jeg ser tit Deadline på DR2 selvom jeg er lidt skuffet over hvad det har udviklet sig til.

For en del år siden var denne offentlige, religiøse debat absolut fraværende, men jeg kan huske, at da bl.a Deadline blev skabt, begyndte denne debat at tage til og i dag synes jeg, at medierne giver denne religiøse debat alt for meget plads. Den er debat er fuldstændig ude af proportioner og dette er først og fremmest de mediers skyld som skaber og påvirker vores verdensbillede.

Begrebet uvidenhed henviser ikke til manglende viden men snarere til forkert viden.

Det eneste våben vi har mod uvidenhed er oplysning og uddannelse. Det blev helt tydeligt og klart under Ukraine konflikten. (det er for øvrigt pudsigt at ingen har sammenlignet det, der sker, fra annekteringen af Krim til Putins store tale til Dumaen, med Hitlers Anschluss. Lighederne er skræmmende synes jeg).

Under konflikten fik vi lejlighed til at se nøjagtig de samme begivenheder med nøjagtig de samme billeder vist fra henholdsvis russisk og vestligt tv.

Men det man så blev forklaret vidt forskelligt hvilket er ensbetydende, med at den almindelige russer fik en helt anden opfattelse af situationen end den almindelige europæer.

Dette er selve kernen i indoktrinering. Vi reagerer på de oplysninger vi har til rådighed og jo mere vi har kendskab til de forskellige detaljer desto mere sand bliver vores opfattelse og mulighed for at tage stilling selv.

De russere vi ser juble og klappe i deres små hænder reagerer på de oplysninger, som de er blevet fodret med og som er det eneste de kan forholde sig til.

Det eneste våben er derfor oplysning.

Vi glemmer tit den anden side af religionsfriheden. Den giver for eksempel også mig ret til at give udtryk for at jeg synes, at Islam er en rædselsfuld og ond religion i kraft af de begreber den pådutter sine tilhængere og måden den gør det på.

Det er også religionsfrihed, at tage afstand fra en religion og dens indhold.

At der er så er 1 milliard mennesker der er indoktrineret fra barnsben er mindre væsentligt. Jeg tror at en klog mand engang sagde: "om 50 millioner mennesker begår en dumhed, det er dog stadig en dumhed."

Det har jeg læst i "det Bedste" (Readers Digest) dengang det stadig fandtes.

Der var ofte en side med gode citater.

Hej Arne

Det var da rart at høre. Der er harmoni i en selv og indbyrdes harmoni. Du er erfaren nok til at vide, at den sidste harmoni, indbyrdes harmoni, ikke blot kommer af sig selv, der skal arbejdes for at bevare den nogen gange.

Som eksempel: Min bror og jeg har et godt forhold til hinanden. Derfor bor vi også nu på en gård sammen. Men på et tidspunkt var vi på vej hjem fra hans vinmark med et par af hans kolleger.

Jeg har i lang tid haft problemer med min fod, hvilket gør, at jeg knapt kan gå. Alligevel satte han mig af, hjemme hos sig selv selvom den sidste bus var kørt og bad mig om, selv at gå derfra mens han kørte sine kolleger hjem. Jeg gjorde store ophævelser og i vrede kørte han mig hjem først. Jeg vil tro, at man kan sige, at vi var temmelig bitre på hinanden.

Tænk hvis det var blevet ved det, men dagen efter tog jeg ud til ham. Han beklagede, at han helt havde glemt alt om min dårlige fod. Vores forhold faldt stort set i sync igen.

Da jeg kom op i stuen, stod min lille nevø ved vinduet ud til haven: "det var godt du kom, Michael", sagde han.

Harmoni er godt, men ikke givet. Nogle gange risikerer man at miste den og må arbejde for at genetablere den, især den mellem mennesker.

Dit klik var meget interessant. De forskellige brudstykker kan netop ikke sammenstykkes til en helhed. Helheden er ikke stykkernes samlede sum, helheden indeholder alle brudstykkerne i sig.

Opmærksomheden er ikke en lalleglad "væren i nuet". Opmærksomheden er altid til stede uanset om man er alene i naturen eller sammen med andre mennesker til en fest.

Det, som opmærksomheden, eller det opmærksomme menneske, ser er andre menneskers uopmærksomhed. Det uopmærksomme menneske oplever ikke dette.

Men en sjælden gang møder éns blik et andet blik hen over, eller midt i, denne utroligt omfattende uopmærksomhed.

Har du prøvet det, Arne? Kan du se på et menneskes øjne om det er tilstede, nærværende eller når det ikke er det?

Det er desværre alt der findes. Jeg synes at det er rigeligt nok.