Kære Anonym
For at at blive slettet som bruger skal du rette henvendelse til net@kristeligt-dagblad.dk og bede om at blive slettet.

På trosfrihed sender du mig en besked om at du ønsker at blive slettet, så skal jeg efterkomme dit ønske.

for god ordens skyld

Zeff skriver:



jeg har ikke skrevet vidt og bredt samt her og der om simon, jeg har kun skrevet her på stedet og det direkte henvendt til simon, aldrig hverken brugt jungletrommer (som visse andre), aldrig talt bag hans ryg, eller om ham på andre debatportaler.

Ligefrem udset simon som syndebuk er der ikke tale om, der er tale om at han personforfølger folk, intimiderer, ringeagte og latterliggør dem, og skyder dem alverdens motiver og meninger i skoene der ikke er belæg for ud fra hvad de rent faktisk skriver. Ligeledes har han i længere perioder bevidst og med fuld overlæg spredt løgne om folk, selv om han utallige gange er blevet underrettet om hvad der er sandheden.

Simon's interesser for litteratur (poesi) deler jeg ikke, jeg er mere beskæftiget med filosofi og teologi såvel som psykologi, psykiatri, biologi og medicin. Fx det sidste han sendte af Elsa Gress siger mig absolut intet. Og havde det ikke været for simons intimideringer og belyvninger mig, havde vore veje næppe krydset hinandens.

Simon debatterer ikke længere, han personforfølger (intimiderer og latterliggør i et væk) visse debattører ud over enhver anstændighedens grænse, og det har nu stået på i årevis og har dræbt trosfrihed som et sted hvor folk kunne have lyst til at skrive og debatterer.

Du Zeff er tydeligvis ej heller interesseret i debat, hvilket dit sidste indlæg viser med al tydelighed. Dit ærinde er et andet (du har tydeligvis noget i klemme). Og at du er så forudindtaget og forprogrammeret før du næsten har fået begyndt, fortæller ikke så lidt om dig.

Jeg har fx aldrig nogensinde debatteret med en Zeff, pludselig (for et års tid siden) kommer du farende og påstår jeg intet værdisyn har, goddaw med et økseskaft, ganske ude af kontekst fyrer du den af, som du påstår jeg vidt og bredt her og der omtaler simon.

Har du et værdisyn Zeff? Også når du tar på ferie?

Eller er du bare en internet troll

Havde du et værdisyn ville du næppe bakke simon op i hans debatadfærd, der afslører manglende selvrespekt ud i det sygelige, som så kommer til udtryk som total disrespekt for andre mennesker. Så meget psykologi har jeg dog lært.

Hej Zeff..

Gode pointer fra dig, tak for dem, hvor jeg hefter mig ved enkelte.
”Jeg har før lagt mærke til din (og HK's) nysgerrighed omkring debattørers rl id. Hvad vil du bruge denne viden til?”.

- Så langt jeg husker tilbage, har Arne – og hønsemand med, for den sags skyld, men han har vist altid bare været en lille pekingeser – udtrykt denne sære interesse for privatpersoner bag div. navne, navne der imidlertid optrådte med kritiske spørgsmål til hans meningers egentlige værdi og betydning, her på debatten såvel som på religion.dk. Hvad han så ville kunne bruge en viden om personen bag navnet til, er et udmærket spørgsmål, men jeg betvivler han har gjort sig dybere overvejelser derom, idet spørgsmål til det private udelukkende bruges til at flytte opmærksomheden fra kritiske spørgsmål til personen der stiller dem.
Dertil er det jo faktisk sådan, at det psykiske spiller den overordnede rolle i samtlige af Arnes indlæg; vi inviteres kort sagt ind i hans oplevelsesrum, en verden af udelukkende religiøse idéer, hvor vi præsenteres for sindbilleder han tillægger følelser. Lidt som breve vi sender til nære eller fjerne venner, hvor vi fortæller om oplevelsers indtryk og forskellige hændelser der skete, husk på vi her taler om noget egentlig privat, noget ubekendte mennesker ikke kan forventes at have en interesse i. Når Arne brokker sig over spørgsmål til perspektiverne i hans skriverier, skyldes det nok nærmest en irritation over overvejelser han næppe gjorde sig, før han satte sig til tastaturet, spørgsmål der stiller skarpt på positionen han befinder sig i, altså hans private habitus, det der næppe kan blive ham ”teosofisk” eller ”åndeligt” nok, dvs. i den forstand han nu har lært sig at forstå noget åndeligt, hvor forholdet egentlig ér mellem det han skriver og verden omkring ham. Spørgsmål til hensigten med indlæggene har mange debattører gennem tiden stillet til Arne: hvor er pointen, osv.osv. men uden andet svar end spørgsmål; lidt som hvis Arne skrev sine bekendelser på en offentlig toiletvæg, og pludselig en dag fandt et spørgsmål til meningens gyldighed nedenunder, til hvilket han givet ville skrive: hvem spør’?

Nå, man kan lave masser af sjov med den slags, men ikke forvente sig at han selv ku’ se det morsomme, for debatten har længe fungeret som en blog for ham. En væg, hvor han dagligt skriver sine trosbekendelser, uden noget som helst ønske om at diskutere deres værdi som beskrivelse. Og mange har som jeg drillet ham med de selvhøjtidelige bade i sig selv, hans selvtilfredse trosonani, og betragtet hans ”psykiske realiteter” som religiøst følelsesporno, og det er da heller ikke meget andet. Når han i den forbindelse flagrer rundt i det ”åndelige”, er det for at tilskrive følelsespornoen værdi. For det meste er det jo de i forvejen religiøse troende, der kæler lidt med hans selvbilleder, men endnu har jeg til gode at se andre forklare værdien af det at klappe et selvbedrag lidt på ryggen. Jeg kan selvfølgelig sagtens forstå han bliver lidt oprørt og synes det er åh så forfærdeligt at blive gennemskuet, ja at fremstå som et illustrerende eksempel på et selvbedrag, men så er det heller ikke værre. Enige troende er skam et sødt syn, men det er nu engang uenigheder der skaber de gode og interessante debatter, hvis ellers der kommer argumenter på bordet, og dem finder vi bare ikke blandt de troende her på debatten. De bliver alt for følelsesladet til at kunne diskutere værdien af meninger der tillægges livet osv. Vi oplever tit det samme på Værdidebat.no, hvor man ind imellem tænker: nu er der da snart ikke mer pust i gutten, og vupti, må tragikken også dér ha' en pause, og snakken føres over i noget ganske andet.

”For mange overtroiske mennesker vil de fleste 'ånds-løse' indlæg, der indeholder lidt gubiligup omkring universel kærlighed, sentimentalt sludder om at ingen ved noget... og man kan føle/føler ... etc. gå lige ind og 'de indforståede' føler at der forekommer en åndrig 'meningsudveksling'...”.

- Tja, der er nu intet som at se troende bade lidt i hinandens øjne; disse kærlige gemytter, der elsker alt og alle, ateister ikke mindst, og som kan få alt ud af ingen verdens ting i det ganske univers, ja ingenting kan ligefrem fylde deres liv med stor betydning. Det er da sødt? Og selvfølgelig må vi andre være lidet åndeligt udviklede, nu Arne har afgrænset dette ”åndelige” til udvalgt gudesnak med guden i mente. Rent faktisk er det jo ganske imponerende at se ham flagre rundt i noget guddommeligt han pr. def. ikke mener mennesket kan vide noget som helst om – det er forstås hér hans agnostiske udgangspunkt befinder sig – selv om dette guddommelige nu engang er menneskets egen kreation, hvorfor netop mennesket må ansvare for idéens sandhedsværdi. Men altså ikke Arne, som altså ved hjælp af sin intuition kommunikerer med det for mennesket ubeskrivelige – åh ja, bliv ej forbløffet, selv om du skulle ane et guddommeligt selvbillede. Ak ja, der er mange snørklede veje ad hvilke man helt kan fjerne sig fra det menneskeligt genkendelige, og man vil jo så gerne være noget særligt, en ”åndelig udvalgt”, ja måske en guddommelig lille englebasse med trutmund og buttede kinder; de er da såmænd også meget nuttede, som de sidder deroppe i lofthvælvingen i det Sixtinske kapel, ja gud ved hvor Arne ku’ tænke sig at tilbringe evigheden, tja..;)

Det er til at forstå, når vi mennesker begræder dem vi har mistet og havde kær, at vi ønsker at se og mærke dem igen, nøjagtig som Dante i sin søgen efter sin Beatrice. Det er en gammel menneskelig historie, som i sig selv er fuld forståelig og belyser de smertelige savn. Tænk hvis menneskehedens samlede smerte fik et konkret udtryk, hvordan denne smerte ville forme sig og se ud. Det er ikke småting, vi mennesker gennem tiden har fået tillagt naturen, livet og fortidens mennesker af værdisyn vi selv komponerer, for vi ér på mange måder ret romantisk anlagt, hvilket i den grad kommer til udtryk i religioner, hvor tanketårne ophøjes til ”åndelige” værdier, for ligesom at gi’ tanken en form for status. Det har været utrolig svært for Arne, at se det ”åndelige” som idéer netop han regenererede og værdsatte, grundet de behageligste følelser for de ønskværdigste håb om en overordnet mening med livet, skabt som idé tilbage i fordums tid. Men idéen ulmer endnu i særdeles mange mennesker rundt om i verden, nogle ”åndslys” brænder med forfærdende lue, selvfølgelig særlig fanatikernes, mens andres glimter i mørket, dernede i tankens bund. Men der opstår ofte en særlig vrede, når dette håb forsøges marginaliseret eller udvandet i virkelighedens dybe brønd, hvor nogen så i den grad griber til yderligheder, som vi de sidste ti år har set det hos muslimske fanatikere. Der ligger underneden en særlig forurettelse over at blive bedt om at tilsidesætte følelsesregistret og se nøgternt på meninger man omkranser livet med. Det er som om, det var det mest uanstændige man kunne byde det religiøse menneske, hvorfor man netop som Arne kun har den udvej tilbage, at betragte et sådant forslag som en opfordring fra et følelsesløst menneske. Selvfølgelig trækker man på smilebåndet, men det viser meget vel, hvor svært det er for mange religiøse troende, fordi det bliver en indre kamp med stærke følelser knyttet til meninger, og når argumenterne ikke holder vand, og det gør de ikke, får vi så i stedet deres følelsesregister lige i hovedet. Man ser det ofte dér, hvor det som du skriver, bliver nødvendigt at vende op og ned på det man læser, som netop Arne ustandselig gør. Han er nødt til at forenkle det han læser til rent idioti, han kunne for den sags skyld finde på at gøre bisætninger til hovedsætninger, fordi han er på herrens mark og ikke evner at forklare sig. Vi har set på dette i flere år, Zeff! – masser af debattører har taget ham med lapperne i klejnekassen, men han griner bare som et stort barn – helt på linie med pekingeseren, når der er manisk tilstand på tastaturet. Det drejer sig selvfølgelig om at se humoristisk på det, og det er så det vi andre har gjort i årevis. Men det er godt at se andre folde sig ud her på debatten, ha’ en fortsat god weekend.

Mvh
Simon