Hej Arne!Din gode kommentar til mit lille epos om Dyrehavsbakken har inspireret mig til at tænke lidt videre og dybere over dette folkelige åndehul midt i den grønne skov.
Du husker professor Labri, som døde i 1935, og hvorfra Tribini havde arvet mere end blot professortitlen? Blandt andet den høje hat og talentet for tryllekunster. Labri tog i den grad gas på det pæne borgerskab og folk elskede ham for det. Labri havde som ung en drøm om at blive linedanser eller skuespiller, men det satte en ulykke med rygskade en stopper for. Han overlevede på sit talent og kreative sproglige evner, der virkelig var imponerende. Pengene var jo små i fattigdanmark før socialreformerne i 1933.
Labri kunne lige akkurat ernære sig i sommerhalvåret, hvor han rejste rundt til markeder og byfester over hele landet, med Vorbasse som hans foretrukne tilholdssted, hvor han morede folk med sine vrøvlemonologer og skøre påfund.
Sommerens indtægter rakte dog ikke til vinterhalvåret og så måtte den frimodige gøgler supplere indtægterne ved salg af billeder og
religiøse småblade. Hermed har jeg anslået mit hovedtema for dette indlæg:
Folkereligionen med dens gøgl, narrestreger og spontane livsglæde over for den alvorlige, uforståelige og intolerante kristendom.En naturlig spontan modreaktion og et oprør imod den dystre kristendom ligger gemt både i skuespillet, gøglet og latterens væsen.
Animositeten var skam gensidig. Spørgsmålet er vel, om Danmark egentligt nogensinde blev gennemkristnet? Tilsyneladende levede mange af de hedenske skikke og overtroen videre blandt det jævne folk, selv om kirken anvendte sin magt til at iklæde alt en kristen klædebon samt forfølge og fordømme konkurrenterne udi magiske besværgelser.
Dyrehavsbakken er en orgiastisk udladning som på enestående måde giver rum for den naturlige religion. Bakkens oprindelse for 425 år siden skyldes sagnet om den fromme ungmø Kirsten Piil, der farede vild i skoven men fandt et kildevæld og blev frelst. Også på den tid troede folk på hellige kilder der kunne helbrede sygdomme og lindre lidelser.
Fra første færd strømmede folk derfor til kilden for at blive raske. Det samme gjorde gøglere, forretningsfolk og andre, som mente at kunne tjene en skilling på dem, der søgte til helligkilden. For hvor godtfolk er kommer godtfolk til.
Det skabte selvfølgelig et leben, så det oprindeligt så stille kildested snart blev en heksekedel med masser af fest i gaden, i hvert fald i kildetiden, som varede fra Skt. Hans Aften d. 23. juni til Vor Frue Dag d. 2. juli. Ifølge folketroen var naturens helbredende kæfter nemlig stærkest omkring midsommer, som kirken fik gjort til en kristen mindedag for Johannes Døberen - Skt. Hans.
"Kildetiden" var af kirken tænkt som en tid til fordybelse og bøn mellem forårets så-arbejde og høj- og sensommerens høstarbejde.
Men sådan kom det aldrig til at gå. Danskerne søgte i stedet til helligkilderne og de tilhørende markeder, der hurtigt blev døbt kildemarkederne. Oprindeligt kunne man opleve disse kildemarkeder ved flere af Danmarks hellige steder. Det var dog få, om nogen, der blev ligeså populære som Kirsten Piils kilde i Dyrehaven.
Beliggenheden er også god for en tur ud i det grønne, og kildemarkedet på Bakken voksede hurtigt i omfang. Tjenestefolk krævede ligefrem en fridag omkring Skt. Hans for at opleve årets løsslupne højdepunkt - en tur på Bakken, ofte til fods.
I 1800-tallet var en tur på Bakken blevet en så fasttømret tradition, at næsten enhver københavner tog ud til Dyrehaven i kildetiden, både for at more sig og for at drikke af det helsebringende vand. Var man rig, kørte man i vogn fra Østerport Station. Var man fattig, gik man. Men af sted til Bakken – dét skulle alle.
Nutidens kapervogne er i øvrigt et levn fra datidens tradition, men i dag kører de dog kun fra Klampenborg Station.
Kirken advarede konstant op gennem århundrederne mod kildemarkedernes druk, slagsmål, spil og hor. Det var et syndigt leben, som førte svage sjæle i fordærv, mente de fleste gejstlige.
En undtagelse var den store salmediger og biskop Thomas Kingo, som advokerede for, at kildebesøgene måske ikke var så farlige igen. Hvis altså bare folk blev formanet til at give Gud æren for deres helbredelse, når og især hvis de blev raske.
Men den gængse holdning i kirken var, at man bestemt ikke brød sig om, at folk drak af kilden for at blive raske. Troen på vandets helbredende kraft var ren hedensk overtro uden nogen som helst virkning, lød budskabet fra landets præster.
Ja, der var sågar dem, som mente, at det var Djævelens værk. For stod der måske noget i Bibelen om, at bestemte steder i Danmark var hellige steder? Men præsterne talte for døve øren.
For her hjalp ingen prædikener om kristendommens velsignelser eller mulighed for frelse gennem tro og bøn. Ved midsommertide ville danskerne hellere feste og drikke øl, mens de troede på, at vand drukket fra en bestemt kilde kunne helbrede dem, der havde behov for det.
Hvor vi tidligere i denne tråd diskuterede naturfilosofi er det vel her relevant at tale om den nyopdagelse af den forunderlige natur der blev fokuseret på med fremkomsten af romantikken i 1800 tallet.
Tiden er præget af naturromantik og en fornyet interesse for folkets historie og overtro. Johan Ludvig Heiberg digtede Elverhøj med dens hulryggede elverpiger, og vor store romantiske digtergeni Adam Oehlenschlaeger giver os sagnhistorien tilbage med Guldhornene, fædrelandskærligheden med nationalsangen
"Der er et yndigt land". I 1803 lader han sig inspirere af folkestemningen og markedsgøglet midt i den grønne skov ved Kilden, med digtet
"Sanct Hansaften-Spil", som jeg her citerer et uddrag af:
"DYREHAVEN. MØDENDE CHOR AF ALT.
Allons! Allons! Courage! Courage! Courage! Skiønne Rariteter, Løier og Spas! Dyr fra Asia, Africa, Europa, Nyeholland, America. Subtile Kunster! Magiske Dunster! Smukke Damer! I komme tilpas. Som I spinde Hør, saa spinde vi Glas. Som I dandse paa den brede Jord, Saa dandse vi paa den smalle Snor. Smagfulde Pantomimer! Peer Døver og Kirsten Kimer! Valdhorn og Violiner! Bajatser og Harlekiner! Kager og Abelsiner. Insekter og Prospecter! Comedier og Tragedier! Nye Hegler og Karter! Tobaksdaaser med Bonaparter! Fuglebure og Voxfigurer! Cartoucher og Destoucher! Frederik af Preusen i egen Person! Pidskebaandsjøden og Mendelsohn. Af Drikkevare En utallig Skare, Skynder Jer bare! Skiønne Rariteter, Løier og Spas! Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!"
Når jeg tænker tilbage på Bakken som den var i barndommens land omkring 1950 var der endnu meget af den magi til stede som Oehlenschlaeger maner frem. Jeg kommer til at tænke på vinens gud Bacchus og bakenalier, Dionysos fester med dens seksuelle løssluppenhed. Et åndehul hvor instinkterne fik lov at folde sig ud. Hvor enhver ungmø var lovligt bytte for ungersvendene og hvor alle standsforskelle var ophævet. Et udskejelsernes vanvid, men også en sindets renselse eller kartasis, hvor man ladede op til at kunne udholde endnu et år spundet ind i de snærende sociale bånd.
Så tror da pokker at præsterne var skrækslagne og fordømmende over for den sikkerhedsventil der blev skabt med Dyrehavsbakken, der jo netop repræsenterede alt det uvæsen, formastelige og syndige som de tordnede imod i deres prædikener.
Selv trylleformularen
"Hokus pokus filiokus" eller
"filihankat" er et forvrænget plagiat, hugget fra den katolske latinske messe vi havde her i landet før Reformationen i 1536. Her siger præsten
"Hoc est corpus filii", hvilket er latin og betyder
"Her er sønnens (Kristus’) legeme". Latin var uforståeligt volapyk for almuen, der derfor har lavet sin egen trylleformular ud fra de mystiske ord, man kunne høre i kirken.
Ingen kan vel være i tvivl om at Tribini, også som rekommandør, hentede inspiration hos den gamle gøgler Labri der døde samme år, 1935, som professor Tribini startede på Bakken i varieteen Alkazar, som endnu lå der, da jeg var dreng.
Det eksotiske navn kommer fra arabisk "Al Kazar", der betyder palads eller hus for de noble. Jeg husker der var opslået store plakater med mavedansere og halvnøgne kvinder med farlige slanger om livet og de sædvanlige sabelslugere.
Professorens fulde titen var iøvrigt:
"professor dr. philurius Christian Tribini."Labri trak husarer og godtfolk til med denne overdådige svada:
"Tag kæresten under armen, svigermor i nakken, op ad trappen og ind af klappen til et udsøgt program. Der er endnu plads til fire hundrede tusinde derinde, foruden kvinder og børn. Det er min allersidste tournè, for nu vil skatteministeren have forlystelsesskat. Derfor har jeg planlagt, at trække mig tilbage som malkerøgter ved fattiggården i Vorbasse. Teltet bliver solgt til finansministeren, og så kan han rejse landet rundt og fremvise kassebedrøveren Alberti.
Her hos mig må De sige du til direktøren, spytte på gulvet, pille Dem i næse og øre som det passer Dem - Vi trækker os nu tilbage, og forestillingen kan tage sin begyndelse."
Og troldmandens lærling, Tribini, husker jeg rekommanderede sin forestilling således:
"Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber, ægteskaber og djævleskaber - Alle er velkomnne. Tykke og tynde. Brede og flade. Rullemænd, tullemænd og julemænd. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Giffen, gaffen, guffen – penge ned i skuffen.". "S.O.S. Slip Omgående Slanterne. Fuld tilfredshed eller pengene er spildt".
Hundredvis af gange lagde jeg øren til denne liturgi. Et skattet minde som opliver og glæder mig, mens kirkens liturgi for det meste var ved at kede mig ihjel. Og så plejede professoren at tilføje:
"Dette er ikke svindel, men det rene humbug", mens man beskedent nøjes med et amen i kirken. ;)
Og svindel var det selvfølgelig, for verden vil bedrages, så hvorfor ikke lige så godt blandt ærlige gøglere som blandt højtlønnede kirkesvindlere i den danske folkekirke?
En forestilling som jeg absolut måtte se rekommanderede professoren med ordene:
"Her kan De se skelettet af en 14 års pige". Det var såmænd ingen anden end Tribinis dater Åse, der løftede en ske. Publikum lo, ikke mindst af deres egen godtroenhed. Men Åse var også slangemenneske og havde gjort sin debut i familieforetagenet allerede som 3-årig. Tribini gav altid fuld valuta for pengene i sit telt. Der var vist nok et tidspunkt hvor jeg var endnu mere interesseret i den fantastiske Åse end i professoren.
Men tiderne skifter og sæderne mildnes, og selv kirken har været fornuftig nok til at imødekomme det jævne folks foragt for finkulturen og behovet for ukristeligt gøgl og anden løssluppenhed. Det er sket i form af oprettelsen af et embede som gøglerpræst.
I 1975 blev der på markedspladsen i Vorbasse afsløret en mindesten for professor Labri. Gøglerfolket og publikum ærede den gamle troldkarl og tryllekunstners minde.
Gøglerpræsten, pastor Bork-Hansen, Løgumkloster, glæde sig over dette mindesmærke, for Danmarks gøgler - professor Labri:
"Når gøgleren ødslede sin glædes overskud ud over os, skete det med livsglæde og overskud i sindet. Han nåede ydmyge egne i vort indre, og skabte glæde og fryd" og gøglerpræsten sluttede med at fastslå,
at det vel nok er en alvorssag, at gøre sine medmennesker glade." Det tror jeg nok jeg ud fra egen erfaring kan bekræfte
På en måde er Bakken et helligt sted for mig. Den er også mit ophav, for her blev min far, der stod i skydetelt og ladede luftgeværer, fascineret af en jævnaldrende smuk slank pige på 17 år, der med sin ældre søster var taget på bakketur. Min galante farmand inviterede den skønne mø på kaffe og limonade i traktørstedet Peter Lip. Året efter i 1938 blev de gift. Desværre blev jeg nok ikke som så mange andre børn undfanget blandt brændenæller og ukrudt i Dyrehavens skovbund. Min herkomst er noget mere prosaisk.
Min kommende snusfornuftige mor havde nemlig lokket farmand bort fra halløjet og bakkegøglet i fast tjenestemandsstilling hos DSB. De blev sammen hele livet og min far forblev ansat hos DSB indtil sin pension. Min undfangelse må være sket under generalstrejken i august 1943. Tiden skulle jo gå med noget.
Men jeg har dog erhvervet mig et stort smukt oliemaleri af Peter Lips skovrestaurant, malet engang i 1930erne for at mindes stedet, hvor de allerførste spirer blev lagt til min person.
Og lad os ikke glemme herlige Miss Florens som underholdt med en hidtil uset form for ballet til megen moro for godtfolk. Denne Bakkens ukronede dronning boede nær Halmtorvet ved Hovedbanegården. Når Bakken lukkede ved midnat tog hun sidste tog hjem til sin usle rønne. Min far fortalte, at baletfrøkenen for at få økonomien til at hænge sammen tilbød værdigt trængende herrer der hængte ud omkring Istedgade en hel del mere end balletopvisning i sin lille beskedne rede, endog i en meget høj alder. Om hun også anbefalede sine ydelser med den ærlige gøgler Tribinis ord:
"Fuld tilfredshed eller pengene er spildt", ved jeg ikke.
Hilsen
Ipso Facto -----------------
"Samsmeltning af Lund og Söe og Stierner og omslynget Yngling og Möe. Favn mod Favn tolker hele Naturen Kierligheds Navn ." - Fra Oehlenschlaegers "Sanct Hansaften-Spil", Digte, 1803.
Svar
Citer
