1
registreret
(1 usynlig),
33
gæster og
156
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#16382 - 15/11/2013 07:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Go'morgen, Simon Lige lidt til fredagsmorgenkaffen tre af Paul Celans digte fra "Du behøver hvert strå" fra 1994 TIDENS ØJE
Dette er tidens øje: skulende frem under syvfarvede bryn. øjenlåget vaskes af bål, dets tåre er damp.
Den blinde stjerne flyver imod det og smelter i øjenhårenes hede: det bliver varmt i verden, og de døde sætter knop og blomstrer. UNDER ET BILLEDE
Ravnoversværmede hvedebølge. Hvilken himmels blå? Den nedres? Øvres? Sene pil, der fløj bort fra sjælen. Stærkere svirren. Nærmere gløden. Begge verdener. TRÅDSOLE
over det gråsorte øde. En træ- høj tanke griber lystonen til sig : der er endnu sange at synge hinsides menneskene.
Morgenhilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16408 - 22/11/2013 19:25
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Her lidt Kirsebær-Tom fra en særlig forfatter; til de og den, der må se for sig hvem, der nu i hjertet er gemt – har du/i forøvrigt læst ’Livets arabesk’?, hvis ikke, må man se at få det gjort, thi snart kommer Bastian, og halen den blir smurt! ;)
Kirsebær -
Vi sad på bænkene på boulevarden og spise kirsebær og spyttede sten. Og natten sænkede sig på boulevarden. Vi var alene to, så vi var een.
Fra sten af kirsebær udover gruset lød disse tørre smæld af projektil, som var der natlig krig udover gruset, en lille elskovskrig med drengesmil.
Vi spiste kirsebær vi spiste mørke, et syrligt nattekød af dunkle bær, og denne syrlighed af nat og mørke var os så sødmefuld, som elskov er.
Dit sorte nattehår var glat af kærtegn, var som et kirsebær så stort og glat; men der var troløshed i disse kærtegn, for hvad er trofasthed en sommernat?
Der var en bundløshed i vore løfter, og i dit drengesmil blev natten sød, for der er sødme skjult i brudte løfter, og aldrig glemmer vi, hvad vi forbrød.
- Tom Kristensen.
Her een med næse for...mænd:
De evige tre (1942) –
Der er to mænd i verden, der bestandigt krydser min vej; den ene er ham jeg elske, den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm, der bor i mit mørke sind, den anden står ved mit hjertes dør, jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust af lykke, der snart fo’r hen, den anden gav mig sit hele liv og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang, hvor elskov er ren og fri, den anden er eet med den triste dag, drømmen drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to, forelsket, elsket og ren – een gang hvert hundrede år kan det ske, de smelter sammen til een.
- Tove Ditlevsen.
Her noget ganske andet men morsomt – en ... Ventevise (1934):
Det er, som om et træ sprang ud af vintersøvn og svøb, mit hjerte råber: Herregud! og foden hvisker: Løb!
Der svinger hun om hjørnet hist, og hendes pigegang gør gaden glad, som før var trist, med skoens rytmesang.
Det stemmer hjertet om i moll: »For sent, men uden skyld«. Hun tæmmer trodsen hos en trold med trylleri af tyll.
Hvor må jeg le, hvor må jeg le ved hendes muntre gang, jeg nænner ikke, hun skal se min støvles snøvletrang.
Thi hendes fod på fortovssten er leg og linedans. På flisen strejfer hendes ben mod kjolens skyggekrans.
Hvor lys og let og lattermild dog ventetiden var, hvor endevendt og ellevild af skoens killingpar.
Hvor stråler deres røde skind med dyb og dobbel glans! Hun sætter dem som roser ind i solens kjolekrans.
Fra verdens ende kom hun nu, hun er så træt og varm, hun puster ud sit stille: Du! og griber i min arm.
- Alex Garff.
mvh Simon.
Redigeret af Simon (22/11/2013 19:34)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16416 - 24/11/2013 13:41
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon Tak for ord og poesi, som ramte plet i besøgstiden og i hjertet ... altid godt at blive ramt og vækket her i det den mørke tid Apropos besøgstid, så har Henrik Nordbrandt forfattet en skøn digtsamling, "Besøgstid" for nogle år siden. Digte om at digte og om at drømme og iagttage og tænke og leve og dø, alt sammen skildret med den meget specielle Nordbrandtske sorte, sarkastiske ømhed og humor. WITTGENSTEIN HJEMME Jeg drømte på et sprog, der var gået tabt om de mange munde, der savnede det. Det var så tydeligt, det de ville have sagt. Nogle gispede, andre nøjedes med at ryge. Min mund var en fiskemund. Det så jeg, da jeg nærmede mig overfladen for at beskrive, hvordan det var at stige op fra den mudrede bund og se bladene falde i dammens vand når solen brød gennem skyerne: September eller måske oktober på det sprog, hvis former var blevet mangedoblet i forhold til dengang ord var forbundet med ting som „pasta“, „delfin“ eller „Wittgenstein“ og fisk opførte sig som fisk. Verberne forekom at være endeløse som lyden af faldende blade og lige så svære at forstå som de var nemme at bøje. Det gjorde vi derfor, så længe bladene faldt og vandet fra bronzedelfinerne lagde sig til hvile i de grå mosbegroede marmorkummer. Opløsningspladsen, forstod man på den besværlige rækkefølge af navne, der trængte sig på var så langt fra at være en lokalitet i byens udkant som man kunne forestille sig og ankom ved hjælp af den beskrevne metode. således lige præcis dér og til tiden.God søndag hilser lyrikveninden RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16417 - 24/11/2013 14:57
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 759
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Svenskerne kan også digte, og gør det meget. Her Göran Palm om vores (mis)brug af sproget som trøst, meget a propos vore lokale misbrugere. Solen går aldrig ner över det språk som ljuger. När döden skrämmer, kalla den "frid". När den ensamma våningen skrämmer, kalla den "hem". När trängseln på gatorna skrämmer, kalla den "gemenskap". När det globale ockret skrämmer, kalla det "handel". När elitstyret skrämmer, kalla det "folkstyre". När staten skrämmer, kalla den "samhällle". När kaos skrämmer, kalla det "frihet". När våldet skrämmer, kalla det "lag". När natten skrämmer, kalla den "dag". Kalla den söndag eller mandag. Mit i natten byter dagarna namn som om solen aldrig gick ner. Fortsæt selv med ord som ateisme/fornuft/videnskab/fakta/Einstein/Dawkins/virkelighed/tilfældighed/viden/realisme/axiomer/andres meninger o.s.v. :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16418 - 24/11/2013 16:34
Re: Mellemrummet
[Re: ole bjørn]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej, jeg hedder RoseMarie, og jeg er sprogmisbruger Jeg véd det, og jeg er fuld af selverkendelse og vedkender mig gerne mit misbrug , men jeg vil ikke ud af det Og ja for søren, svenskerne kan meget ud i poesiens verden. Endnu et digt fra Henrik Nordbrandts "Besøgstid", men her med lidt svenske penselstrøg og et personligt savn efter 100 meter skovens trætoppe SMÅLANDSK Birketræer og grantræer står side om side i hver deres verden og krydser klinger over søen med et billede, den besøgende straks forsøger at oversætte til sit eget sprog. for at standse dets vækst. Billedet hedder Sverige, men afstanden mangler så lys og skygge smitter af på hinanden. Skovbundens svampe dufter ikke nær så meget som de lytter. Intet blad falder uden at blive registreret af alle andre. Erindringen synes at komme før oplevelsen selv om enhver kan sige sig selv det modsatte. Men ingen siger noget og selv begynder selv at tvivle på selv. Selv er den besøgendes ufrivillige bagage når flere selv står i kø. Kirkens mur lyser så overjordisk hvid som var den steget op fra en kulmine. Korsene, den sætter i et tydeligere relief er nøgne, så den fremmede mistænker sig selv for at have stjålet deres klæder. De er støbt i jern. Og i septemberlyset står navnene så klart, at man ved, man skal høre dem om natten i sine drømme når man desuden skal vende tilbage for at afmærke de træer, man overså i løbet af dagen på grund af ens hastværk med at flygte ud af skovene.Godt du stadig kigger forbi herinde, Ole Bjørn ... også selvom det ikke er så ofte. Novembers novembershilsner i november fra Rose Marie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|