1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27787 - 25/07/2019 02:06
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ups!
Der findes de der får sten til at le og græde, men ak, billedhuggere og filosoffer fødes så sjældent, men når det så sker, skæres der ind til knoglerne; som hos Carl-Henning Wijkmark, der med Natten der kommer gir det usagte stemme – og gråd, som exemplet på hvad man måske gerne ser i sin bogreol, eller på natbordet, dersom døden udenfor god Agatha Christie-krimi ikke skaber mareridt.
»Hur mången sorg dit upp sitt öga rikat! Bland tusan ögon såg dithän ock mit. Hur trolös glädjen, huru trofast smärtan, hvad brutna fröjder, hvad förblödda hjärtan!«
- Tegnér. Ole skabte for øvrigt en fin tråd der omhandlede eutanasien (som desværre fik dødsstødet af lægprædikanten, der igen følte trang til at advokere for naturvidenskabers himmelske plads i religiøs overtro), men der findes jo også seriøs information at hente på nettet. Et vigtigt og uundgåeligt tema i vore nordiske samfund, hvor livet hurtigt som et komma sættes på kr. og ører i liberalismens hellige navn, hvilket med tiden har afstedkommet den situation, at mennesker i vid udstrækning selv må betale, såfremt de ønsker en anstændig professionel behandling. Interessant er hvordan Carl-Henning Wijkmark med Natten der kommer fører fokus tilbage til mennesket, hvis liv ganske vist kommer til udtryk i det omgivne samfund, men tænkes på så mange måder at enighed ofte må vige for forskelle i livsanskuelse – her med lidt nordisk mytologi … Ask ser jeg knejse, det er Yggdrasil, hvid slam nærer vækstens rødder; derfra vædes dalen, når duggen falder.
Over Urds kilde evigt grønnes den. Derfra kommer møer, mangt ved de, tre fra den sø under træets ro; Urd hed den ene, den anden Verdande – de skar i træ – Skuld hed den tredje; al lov bød de, alt liv gav de verdens skarer, hver hans skæbne. - (udsnit fra) Vølvens Spådom.
mvh Simon
Redigeret af Simon (25/07/2019 02:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27793 - 27/07/2019 11:34
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
De unge digtere og deres smuksakker ...
Regnmåleren
Regnmåleren med den flade kumme står i juninattens bløde regn på sin søjle, fyldes af vand, mens mørke popler suser og bevæger deres grene.
Natten kan høres viden om. regnen gir genlyd i verden. Alle skabninger sover.
Poplerne suser Inat er haven vågen og fuld af vellugt.
Ganske stille som en flad kumme i juniregnen vil jeg løbe fuld af vilje inat.
- Ole Sarvig.
Nogen om frøkorns spireevne
En sømand fandt en pose frø på bunden af sin køje og smed dem i den salte sø hvor bølgerne var høje.
Men da han drog fra Santa Fé med kurs mod Frue Kirke, da sejled han i en allé af lysegrønne birke.
- Halfdan Rasmussen.
Forårets horisont
Verden er våd og lys - himlen er tung af væde... Hjertet er tungt af lykke, lykkeligt nær ved at græde.
- Morten Nielsen.
De evige tre
Der er to mænd i verden, der bestandigt krydser min vej; den ene er ham jeg elsker, den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm, der bor i mit mørke sind, den anden står ved mit hjertes dør, jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust af lykke, der snart fo'r hen, den anden gav mig sit hele liv og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang, hvor elskov er ren og fri, den anden er eet med den triste dag, drømmene drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to, forelsket, elsket og ren - én gang hvert hundrede år kan det ske, de smelter sammen til én.
- Tove Ditlevsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27803 - 28/07/2019 18:33
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i søndagen, RM.. med lidt til øjnene, en søndagspost måske, eller et Ude & Hjemme, men skrevet ret ud af mit hjerte, der jo stort set befinder sig noget nordover og derfor må visiteres med jævne mellemrum; man må passe lidt på sit hjerte, præcis som Joh. Jørgensen, der på sine gamle dage sad trygt og rart dér i Svendborg, men hjertet, ja det fortsatte sine vandringer rundt i hans elskede Assisi og omegn. Det minder om en fager frøkens nylige ord, ”jovist har vi et hjem, vi har bare ikke et hus at ha’ det i akkurat nu”, skrevet i en tid hvor så mange er på rejsefod, eller ret og slet flytter deres rødder. Vigtigt er at ha’ hjemme i sig selv, hvormed det går lidt bedre med at lade fødderne føre an; ja det er jo ikke til at vide hvor vejen fører dem hen, som vor kære Bilbo lod os erfare, med de dejlige små lejlighedssange: Se vejen går og går og går Fra den begyndte ved min dør Nå må jeg følge vejen, hvor Den snor sig fremad, hvis jeg tør Forfølge den på ivrig fod Indtil vi når en større vej, Som mange stier iler mod Og hvorhen så? Jeg ved det ej. Ude & Hjemme: http://www.verdidebatt.no/innlegg/11752289-hjemme-bestBedste hilsner Nissen. P.s.: Ja, det er nok på tide at slutte af, lykke til hos dig ditto..;)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|