WAUW for et indlæg ... og oplæg

Tak, Arne ... her har du samlet meget berigende og inspirerende "stof" til eftertanke

... det nu ikk' så ring' endda her på en smuk sensommerlørdag med udsigt til en stjerneskudssværm hen imod midnatstid. Og det her var vist et stjerneskud fra den blå sensommerhimmel ...

KNUS fra RoseMarie

Kære RoseMarie.

Må jeg anbefale dig at google selv på kreativitet, frem for at hoppe på Arnes manipulation, hvor han med udplukkede citater søger at gøre kreativitet til det modsatte af fornuft. Det er det ikke. Tværtimod er kreativitet et lykkeligt "ægteskab" mellem fantasi og fornuft, baseret på en tværfaglig viden, som Arne ikke selv har.

Der er netop startet en debat om kreativitet på videnskab.dk hvor jeg selv deltager. Der vil du kunne få en mere fornuftig belysning af, hvad kreativitet er for en størrelse. Her er linket:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/kreativitet-er-en-social-proces

Mkh

Ole Bjørn :o)

Min kære Plysbjørn
Jeg elsker stjerneskud ... ja, faktisk så samler jeg på dem. Ikke ét eneste af dem er lig et andet ... og heller ikke øjnene, der ser

Husk at kigge mod nordøsthimlen ved midnatstid og leg stjernekigger

KNUS fra RoseMarie

Det ved jeg skam godt, RoseMarie.

Her er et link til dig.

http://www.youtube.com/watch?v=106ne66KAuw

Mkh

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,

Hvor er det nogle skønne citater, du har fundet om intuition. Det er så præcist rammende den forståelse eller erfaring, jeg selv har med intuition i mit eget liv.

Skønt indlæg! Helt enig med RoseMarie!

Fred,
Thomas

Arne konkluderer: ”De sidste ord her er jo en ret hård anklage mod fornuften”.

- Ja, det er sørme inspirerende, det her, flot ingeniørarbejde Arne, du er jo en hel lille pioner...;)

Men nej, dette er bare en beskrivelse af nogle af de forklaringer man bl.a. under oplysningstiden anskuede fornuften med, selve anklagen er din egen opfindelse, den tilfører du selv og sikkert fordi du synes det pynter gevaldigt på hornene i panden – for som vi så mange gange før har set, har du jo et yderst anstrengt forhold til forklaringskrav der savner fornuftige begrundelser for meninger, du gerne fremmer men ikke evner at beskrive i en fornuftig sammenhæng, der altså også ville inkl. menneskelige egenskaber udover idéer du har om dine egne.

Men du ka’ jo levere os et eksempel på livs- og menneskesynet dit, præsenter det gerne i en irrationel form der så tilfredsstiller forventningerne du har til din intuition, så vi kan få en illustration af denne ”komplette helhedstænkning” og altså langt om længe få syn for hvad det i grunden er du forsøger at forklare verden omkring dig?

Men mon ikke dine forestillinger om intuition din isoleret set – som du atter frejdigt hiver ud af bevidsthedsarbejdet den udspringer fra, og som akkurat behandler sanseimpulser med sproglige rationelle værdikoder i form af div. abstraktioner du så kan genkalde dig – igen vil lide under samme præsentationsangst som tidligere, hvorfor et eksempel på en sådan ”helhedstænkning” altså endnu engang vil referere til samme gamle mening fra opslagstavlen din - ja, ikke engang skindet er jo nyt Arne)?
Min ”intuition” bare gætter på dette udfald..;)

For øvrigt synes jeg det er ret morsomt du lige hiver Rousseau ind i manegen, han savner ligesom sin sammenhæng, kan man sige. Men ham må vi hellere lade ligge, til fordel for din kommende forklaring for din intuitions referent, nu du igen-igen har hevet den ud af sengen. Er det mons tro så her vi skal se din intuition, som et fragment af forestillinger du har om ”den kollektive universelle bevidsthed”, der bare driver rundt i en gammel men yndet religionshistorie, og som ska' stå fader til inspirerende idéer om en større mening med menneskehedens liv, ja måske tilmed med efterlivet? Hvor blir konsekvensen af denne "helhedstænkning" af Arne, har du en kreation i ærmet til os? ;)

mvh
Simon

Opfordring til at genhøre P1's "Kultursøndag" fra i dag ... (når den kommer på nettet).

Ole Fogh Kirkeby anmelder denne ny essayssamling og gi'r den ikke mindre end 6 stjerner.

Åndsfraværelse

Jeg tror både selve udsendelsen og også bogen kunne ha' interesse for flere end RoseMarie

Ohøj ole..

Tilsyneladende er årenes kreationister så udtømt for fantasi, og har altså ikke mere at tilbyde efterkommerne end bare gamle travere – som fx. Arne, der med sin trodsige og eneste genudsendelse af ”jagten på fornuften” også er udtømt for nødvendig kreativitet. Det kommer der ikke megen kunstnerisk symbolik ud af.

Som en parallel til evolution og Arnes interesse for prædiktion: adfærd påvirker ikke arvematerialet og i det øjeblik Arne blev undfanget, blev det allerede bestemt hvilke egenskaber han da ku’ videreføre til sine efterkommere, hvor det kun er hvis ’stor flad numse’ og ’lange pilfingre’ er vigtige for overlevelsen, at slige egenskaber ville blive dominerende i genpoolen. Hvad angår kulturelle replikationer forholder det sig ligeledes sådan, at signifikante kulturaftryk kun gennem menneskets kreative evner vil blive dominerende i idépoolen og altså viderebragt i senere generationer. Og her spiller netop fornuften en særlig rolle – dels dominerer den jo ved sit fravær samtlige af Arnes indlæg, og dels har dette indlysende en særlig påvirkning på hans egen tankegang – for paradoksale idéer om livet uden denne sammenhængende fornuft, som fx. ”livets mening” frembragt af guddommelige entiteter (uanset sletning af navneord) fortaber sig i kulturudviklingen som en del af idéhistorien.

Forklaringsproblemet er Arne dog selv skaberen af: frejdigt kopierer han antikke kulturers meninger om livet ind i sit eget livs mening, og agiterer ligefrem pr. autonomi for påstanden om livets universelle mening som attraktivt alternativ til nutidens kulturers værdisyn, men evner netop ikke med argumenters klarhed at fremvise den tankenødvendighed der skulle være i livssynet, for netop den sammenhængende fornuft mangler helt og aldeles.
Et statisk synspunkt om livet har intet har at tilbyde fremtiden, og matcher ikke forventninger mennesker har til deres liv, ja kulturudvikling: ’noget’ er jo ikke nødvendigvis værdifuldt bare fordi det er gammelt, ligesom noget gammelt ikke nødvendigvis er nyttigt for fremtiden, fordi det engang var værdifuldt. Hvad han tilvejebringer er slet ikke en nødvendighed for mennesket livssyn, men derimod den sentimentalitet der er et kendetegn ved apologeter i nuværende og tidligere religioners kampagner.
Det er m.a.o. en gammel informationsværdi Arne tilbyder andre mennesker, hvilket er hans store problem, for hvordan fanden forklarer han dens nytteværdi, hvad skal informationen hans bruges til, hvad vil han forklare med den? Han ved det ikke selv, og må gang på gang ligefrem ekskludere sig selv fra fornuft, rationalitet m.m. Ikke mindst fra den kritik der er så immerrig nødvendig for alle informationsværdier hvis de skal overleve kulturudvikling, og kan altså nu kun sidde og vrænge på næsen af fornuften. Du verden, for et syn på livet at tilbyde andre mennesker...

Menneskets opfindsomhed har været nødvendig for overlevelsen, og netop mennesket har vist hvad fornuften kan bruges til. Trosanskuelser har mennesker altid følt stærkt for, men har de ikke tilstrækkelig forklaringskraft, da enten forvandler de sig under en arketype eller fortabes som kulturværdi. Mennesker har også under hellenismen været udsat for store forandringer, ser man fx. på dagliglivet i Grækenland på Perikles tid (fx. ved R. Flaceliére m.f.), da får man et nyttigt billede af brugsværdiens overordentlige betydning, så også dengang havde nytteværdien, ja funktionalisme stor betydning for populariteten. Senere store religioners kæledæggehypoteser om ’sjælen der vandrer’ osv.osv. har ikke været civilisationen til stor nytte, da slet ikke for bedre samfundsudvikling. Sandsynligvis har religioners idéer om div. former for sjælevandring kun haft stor betydning for en samtids magthavere, idet man ved at udbrede forestillinger til fattige menneskers om deres sociale placering i et efterliv ku’ eliminere revolutioner. Intet har været virksommere imod frihedstrangen end netop trusler om guders vrede, dersom mennesker i armod vendte sig imod de privilegierne magthavere selv udstak som guddommelige love. Alene her ka’ det forekomme mærkeligt at se en Arne, der jo i grunden ikke har bestilt andet end at gøre sig til fortaler for egentlig et gammelt socialistisk grundsyn, sidde her og agitere for netop den ramme hvormed fattige mennesker engang blev fastholdt i uvidenhed, dvs. blot illustreret som meningen med deres placering i livet. Men altså også herunder ligger selve kreativiteten som den sociale nødvendighed, ja man ka’ endda se mange kunstneriske (re)produktioner af en samtids guddommeligheder, som repræsentationer af de sindbilleder man var oppe imod – ja er oppe imod, for hvor mange digtere og kunstnere i både nutiden som i fortiden, afarbejder ikke akkurat de konflikter deres egne sind bearbejder, i selve arbejdsprocessen? Frigørelsestrangen fra noget omklamrende i det sociale, som elementer i sindet, afspejler sig ellers hos ret mange af kunst- og litteraturhistoriens repræsentanter, men tolkes åbenbart af en del som en kærlig gestus til værdisynet. End ikke åbenbare drillerier i lofthvælvingerne i det Sixtinske kapel, ja i græske og romerske digte, får af den troende en kritisk refleksion med på vejen, for smukt er det jo, hvorfor det æstetiske bare må reflekteres ind i en etisk ramme der tilfredsstiller synspunkter man selv favoriserer; jøss’ for en læsning! Nogen ville konstant vende sig i graven hele tiden, havde de kunnet.

Med en gennemsnitlig levealder på omk. de 25-30 år, har der været særligt med tryk på forventninger til fremtiden hos fortidens filosoffer – den fællesnævner for alle separate faggrupper i nutiden. Fornuften har så tit reddet skindet på tippen i svære europæiske krisetider, netop p.a. den tvingende nødvendighed og som kontrast til vant tænkemåde i religioner. Her har de statiske grundsyn om ”livets mening” aldrig været et bidrag til noget som helst, når det gælder forbedring af de menneskelige levevilkår. Selv svært overtroiske mennesker har tilbage i historien måtte gennemgå store forandringer i deres måde at tænke livet på, nytænkning og udvikling af logik var påkrævet for selve overlevelsen, dermed fornuften. Og det er netop her rigtig mange af tidernes store filosoffer gør bemærkelsesværdige betragtninger, og havde derfor slet ikke det behov for statisk livsanskuelse som eksempelvis Arne tillægger dem. Så også her er det bemærkelsesværdigt at se den ringeagt han egentlig tillægger dem ved alene letsindig læsning, hvor han kvit og frit bare tolker udtryksformer der iblandt meget andet hives ud af sin kontekst og placeres som et udtryk for hans eget synspunkt.

For det første kan man som læser spørge sig selv, om så letsindig en omgang med historiske personligheders tanker, skyldes en grundlæggende misundelse over ikke selv at ha’ noget værdifuldt at tilføre samtiden? For det andet, om hans anvendelse af deres informationsværdier da står mål med den etik og moral han opløfter? - alene disse spørgsmål, må i sig selv være nødvendige, men må ikke stå i vejen grundspørgsmålet: hvilket værdisyn gemmer der sig egentlig underneden Arnes mange bebrejdelser af dels 1) fornuften/rationaliteten, 2) de naturvidenskabelige arbejdsmetoder, og fremfor alt, 3) har han overhovedet forstået hvad han (trods alt) har brugt år på at sidde her på debatten og kritisere?

Her skal man ikke glemme lidt forhistorie, for der er trods alt sket nogle forbedringer, i hvilken forbindelse der skal gives ros, for ateismen synes nemlig at være bedre forstået; men så igen, ingen ros uden ris – vi må trods alt huske på at stimulere til live med kritik, ikke rose hinanden ihjel med kærlige og søde små ord: kors i røven, hvor det tog sin tid!

Men som det synes at gå enhver kultur, hvor mennesker med potentiale for at skabe nye idéer også medvirker til skabelsen af ny og bedre viden, da skabes dermed også nye kulturværdier og dermed nye syn på livet. Noget nyt er ikke i sig selv godt begrundet som skidtebras, blot fordi man ikke længere er god til at omstille sig til det nye, men er dette mon ikke netop en menneskelig faktor langt de fleste af os med tiden støder imod?

Ingen videnskab har som naturvidenskaben medvirket til at ændre livssyn og dermed vilkår for sameksistens, og farten synes ikke just at sløje af. Nu sker forandringer jo sjældent helt gnidningsløst eller problemfrit, og mon ikke mange andre end jeg oplever at være så håbløst bagud på et væld af områder, så meget, at også de helt har opgivet at følge med i det ene og det andet og af netop denne grund, har begrænset sig til få interesseområder. Hertil kommer, at vi lever i en informationstid, hvor det kan være så vældig svært at udrede sand information fra falsknerier. Jeg tror nu ikke falsknerier pct.vis er steget, kigger vi tilbage, men den fylder ganske meget i vores opmærksomhed, for vi bombarderes jo overalt med krav om stillingtagen til ting og sager som sjældent egentlig vedkommer os. I den forbindelse synes jeg personlige begrænsninger og dermed uvidenhed indenfor massevis af områder må være en naturlig konsekvens, men det i sig selv gør nu ikke uvidenhed til en god livsfilosofi.
Jeg kan i den forbindelse slet ikke følge Arnes evige mantra om denne ”væren”, for værdien af tilværelsen afhænger jo i den grad af vilkåret hvorunder tilstedeværelsen får mulighed for at komme til udtryk. Så jeg synes alene af den grund hans mantra ka’ reduceres til et lille ”nå, og hvad så?” – ikke, at vi ka’ forvente os et svar på dette spørgsmål, for det kan man indlysende ikke fra mennesker, der anser fornuftig kritik som et anslag imod deres eksistens, hvilket måske netop er grunden til at Arne har kastet sig ud i denne livslange komedie over 'kritikken af den sunde fornuft' – dette sagt, bare for at gi’ endnu et lille blik bagom scenetæppet; suk sagde sneglen, det var det lidt meget, den havde at tilføje komikken..;)

mvh
Simon

Kære Arne,

Som jeg er skruet sammen, fungerer fornuften i én slags bevidsthed ...

mens intuitionen og inspirationen helt klart findes i en anden form for bevidsthed.

Eksempel fra mit eget liv:

I meditation inden et højskoleophold blev jeg inspireret til at tage en bestemt sten med i bagagen. Stenen bar inskriptionen: PEACE. ...

I højskolens meditationer dukkede ofte op til overfladen: Stenen med inskriptionen. ...

Dagen før afslutnigen blev det helt klart åbenbaret, hvad den skulle bruges til. ...

Det skete egentlig også i en meditation, hvor jeg ganske enkelt så, hvad der skulle ske. ...

Sidste morgen udførte jeg det, jeg var blevet inspireret til allerede hjemmefra på et dybere plan, end jeg var helt bevidst om på det tidspunkt. ...

Vil ikke gå i detaljer, men blot sige, at det blev en smuk og glædelig oplevelse, som stenen lukkede op til. ...

For mig ikke et øjebliks tvivl omkring, at intuitionen er kommet til mennesket som en gave fra den Guddommelige Verden. ...

Så derfor blot fra mig: en stor TAK op ad til for inspiration og intuition, som trives bedst i tillid og tro, hvorfor evt. "fornuftige", kritiske spørgsmål end ikke vil blive overvejet. ... :)))

m.v.h.
Zenia

Det sværeste af alt, Arne, er at være stille. Det er svært fordi vi altid flygter fra det nuværende fordi vi ikke er afklarede med os selv.

Denne flugt er det, vi kalder tanken. Det er tanken selv som skaber frygten for sin egen udslettelse og forestiller sig et ingenting i stedet for.

Men tanken er et resultat af den døde fortid og derfor er den selv død.

Det, som er, når tanken er stille er ikke ingenting.

Tankens død er opmærksomhedens fødsel. At se og lytte.

Opmærksomhed er ikke tankevirksomhed, man kan tænke og tale sig til uvidenhed. Kun ved at se og lytte går erkendelsen op for én og tanken finder sin rette plads som det kendte.

Men for at møde det ukendte, det liv som hele tiden strømmer imod os, må det kendte, tanken være stille. Når opmærksomheden har set det ny, bliver det til erindring dvs. tanke.

Der er disse to, tanken, som er det døde og opmærksomheden, som er det levende.

Hvis du formår at være stille og blot se og lytte, så vil du se at de er alle et og det samme: Kreativiteten, intuitionen, inspirationen og intelligensen.

Det stille sind, som konstant ser og lytter og kun handler når det er nødvendigt.

Piet Hein skrev:

Jeg kan ikke li folk, som snakker konstant,
for jeg tro ikke på, at så meget er sandt,
så hvis sandheden bor i den talende pause,
må vi se at få gjort de snaksomme tavse.

Jeg har fundet en løsning, der er genial.
Den består af et fikst lille bankesignal,
som sættes i gang af den snaksomme selv,
og såfremt han bli'r ved, bli'r han banket ihjel.

Herligt, ikke sandt!

Ole Bjørn :o)

Jo. Piet Hein er fantastisk, en soulbrother.

Jeg holder mest af verdens korteste rim:

lær

af træ'r

Gro

i ro.

Han siger det samme som mig: Lyt og lær i stedet for at tale hele tiden. Verden er fuld af fjolser, som konstant udtaler sig om hvad de ikke har forstand på. Bare de ville tie stille og lytte i stedet for.

Kun fra stilheden fødes den tanke, som er uovervindelig.

Nåh

Det var måske ikke det, du mente? Der er ikke mange, som kæmper på vores side.

Hvis du havde børnebørn ville du vide hvad jeg taler om.

Jeg har skam 2 dejlige børnebørn på 17 og 19, Michael.

Ohøj Zenia..

"Som jeg er skruet sammen, fungerer fornuften i én slags bevidsthed, mens intuitionen og inspirationen helt klart findes i en anden form for bevidsthed".

- Nåda, to bevidstheder der fordeler arbejdet imellem sig, det må jeg nok sige - "multitasking"? Gætter på du så også lokaliserer manden din via ekkolokation - mens du strikker? ;))

mvh
Simon

Hej Arne,

Dit svar til mig her skærer jo netop ud i pap, at der ér forskellige bevidstheder ...

Som jeg oplever det, er det netop - når jeg tør slippe konrollen og fornuften - at de rigtig STORE ting, som rykker kan komme til.

På den anden side set:

Hvis vi i vores alder ikke tør det -

hvordan skal så de unge turde gør(e) det. ...

m.v.h.
Zenia, som næsten rimer her ... og så passer det.

”Det sværeste af alt, Arne, er at være stille. Det er svært fordi vi altid flygter fra det nuværende fordi vi ikke er afklarede med os selv”.

- Og alt hvad der er større end en kolibri, hedder en kondor, ik’ Mitch? ;)
En så udpræget fascination af stilhed ka jo skyldes flere forhold. Eksempelvis kan et menneske der over tid udsættes for svære påvirkninger der afgørende får indflydelse på dets koncentrationsevne, jo opleve stilheden som det sværest tilgængelige i livet overhovedet. Tinnitus kan være en stærk faktor, ligesom fx. sociale omstændigheder der optimalt belaster et menneskes sanseapparat, kan være det. Men selve stilheden er jo lige så lidt som en helvedes larm, selve grundvilkåret for menneskets mulighed for at afklare sit selvforhold, begge dele er bare en omstændighed der afgørende kan få indflydelse på muligheden.
Også mennesker der bor midt i Manhatten og Calcutta ka’ opleve en indre ro, helt uden at være zenbuddhister eller medlem af SF. Ligesom en isoleret tibetaner der mediterer over sin larmende stilhed, kan erkende sig snoske forvirret, hvilket i sig selv er et afklaret selvforhold, men som konsekvens af tænkning og ikke stilhed.

mvh
Simon

- Nåda, to bevidstheder der fordeler arbejdet imellem sig, det må jeg nok sige


Jeg kom i den sammenhæng til at tænke på min kære Edgar Morin:


Sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af. (Heidegger frit efter hukommelsen)

Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.

Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).

Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.

1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);

- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.



Fra hverdagserfaringen har undertegnede grisling her arketypisk kendskab til adskillelsen (synden) og sammensmeltningen (forligelsen eller mættelsen/behovstilfredsstillelsen) den subjektive og den objektive spaltning (synden) og genforening, som følger:


1: sult og nød hvor vi er adskilt (livmoderen) den nødvendige føde og næring for vores overlevelse og velbefindende, sundhed (tilfredshed); og så festmåltidet (barnet der får bryst, dier) hvor vi tilegner os og bemægtiger os byttedyrets kraft ved at drikke/æde det eller æde/drikke/indoptage gudens (Kristi) kraft eller ånd i forbindelse nadveren.

2: brunst og liderlighed (sexuelt lyst og begær), hvor vi er adskilt et egnet sexuelt objekt, og så den sexuelle samkvem hvor vi bemægtiger os og forenes i kærlighed vores begærede sexuelle objekt, kulminerende i orgasmen, hvor subjektet (manden) forenes sit begærede objekt (kvinden). Subjekt objekt spaltningen som et sexuelt problem, som kønnenes "kamp", hvor løsningen er den kærlige forening.

Mange kærlige hilsner HansKrist

”De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation”.

- Det er jo et méme. Selvsagt har vi symboler rundt os som repræsentationer af tidligere kulturværdier, reminiscenser fra en kultur der i eftertiden hvisker med svagere og svagere stemme.
Men uden en rationel metodisk tænkning og værktøjer som logik ville dechifrering af tidlige sprogkoder såmænd være ret umuligt, man tænkte skam med overordentlig stor fornuft også dengang, og kan af samme grund sammenstykke informationsværdier i deres sociale sammenhæng.
Straks værre er det med nutidens "månesprog" fra jordiske små himmelnisser, jeg sir dig de skriver sære ting og sager, og er ikke til at placere!

”Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer”...&..”Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt”.

- Det cerebrale styres bare ikke af ”åndelige arketyper” men af biokemiske funktioner, helt som hos alle andre dyrearter, hvor det kognitive og dialektiske blot adskiller menneskets fra andre dyrearters informationsudveksling. Det er overbevisninger der styrer den mytologisk tænkning – myten havde skam sin nyttevirke - ikke mytologien der styrer hjernen.
Vi ka’ ikke genetisk overlevere kulturers idéer, men internaliserer forskellige værdisyn, men nu ikke længere ved digtning og sang. ”Åndelige arketyper” må forstås som et udtryk for guddommelige entiteter – som var en karakteristisk tænkning hos teokrater i oldtiden og frem, hvor man jo ansatte filosofien som tjenestepige hos teologien. Men alene ”arkeånd” er et begreb der henviser til en fortolkning, som igen viser noget om indlært tænkning men intet om naturlige biokemiske processer der nu engang styrer det cerebrale, og som er selve forudsætningen for en bevidsthedstænkning der skal dechifrere trykimpulserne på sanseapparatet osv. – hvilket er bevidsthedens arbejde – såvel som afkodning af distinktioner fra abstraktionerne i en spekulativ metafysik, hvor en tankes ”ånd” ikke i sig selv er meget bevendt uden en objektiv referent.

Endvidere blindt at acceptere sit sind som ”frelst” af den kristendom der kort forinden spaltede det, ser jeg nu ikke som stor cirkus eller nogen stor sproglig kunst, ligesom jeg heller ikke ser den store idé med at operere med flere bevidstheder (jf. Ester/Zenias bevidstheder) – men cirkus opstår måske når vi lægger 2 og 2 sammen og får 22 ud af det? ;)

Forøvrigt er der jo fint med logik i også oldtidens mytologi og digtning, hvor refleksioner dels ofte er historieskrivning som sammenholder idéer der fremhæver eller underkender informationsværdier, og som af denne grund havde funktion.
I ”Digtere og dæmoner – fortolkninger og vurderinger” af Villy Sørensen, får man et smukt indtryk af en sammenhæng mellem åndslivet og samfundet, hvor digtningen med filosofisk styring kan skabe erkendelse ved symboler. Men med kun fantastisk følsomhed overfor smukke symboler, blafrer man i tid og sted, lidt som når den gode Sigmund, Marx og Engels, Heidegger og mange flere, ret og slet udelukkes fra en historisk sammenhæng og de egentlige rationelle sammenhænge, dvs. fra det omkringværende samfund.

mvh
Simon

Åh, ja da ... 2 + 2 = 22 ... Top

"Dét ka' jeg li'" sagde mutter, og så kyssede hun ham lige midt på munden." ... måske hele 22 gange?

Åh gud ja, sikken et væld af synspunkter denne debatside byder på, og hvor har den i årenes løb givet anledning til indbyrdes grin og undren...

Ha' en god weekend
mvh
Simon

Forundring, humor, livsglæde og latter er livgivende og forløsende i enhver debat ... her og der ... altså både i den skiftlige og den mundtlige debat. Tænk hvis det blev almindeligt brugt på Christiansborg ... altså bare sådan som et ekstra krydderi i alt det tunge og stive og meget selvhøjtidelige ...

Et smil kan forandre meget, og forundring og latter kan forandre endnu mere. Det signalerer åbenhed, umiddelbarhed og tillid, og det munder ud i troværdighed og hjertelighed ... og troværdighed og hjertelighed kan vi ikke få for meget af.

... også go' weekend fra Marierosen hende selv

man behøver ikke gøre det mere indviklet end det er

her har vi sagen i en nøddeskal:



There would be no freedom if appearences were the very things-in-themselves, if the noumenal exhausted itself in the phenomena. Nor would there be any freedom if there were absolutely no activity of the noumenal in phenomena.

But the one world can invade the other and act creatively within it. Man, as a creatively active and free being, as a spiritual being, is not merely a phenomenon.

A supremacay over being belongs to freedom: and to spirit there belongs a supremacy over the whole of congealed nature. Spirit can upset and change the 'natural' order.

God's world only breaks through into this world, the light of it shines through only in that which really exists, in living beings and in their existence. (ateister tænker aldrig ""living beings" and their existence" men de tænker altid hvad der gælder mennesket som slægt og genetisk, altså de tænker hvad der i fremtiden vil gælde og overser det konkrete unikke individ her og nu og dets muligheder) What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature.

There is nothing of God in the dull and prosaic normality of the objective world order. It is only in a disruptive act which breaks through that commonplace normality that "he" is to be found. citater Nicolai Berdyaev.

Her er alt hvad et menneske bør vide, for at kunne blive Herre i eget hus og konstruere, skabe, sin egen kreative frie personligheds struktur, der gør at man har natur, men ikke er kun natur, deterministisk natur nødvendig bestemt og styret.

Utrolig mange patienter, syge mennesker, kastes hid og did af biokemi og misbrug og dårlige vaner, hvorimod de for at holde sig sunde og raske burde udvikle den ovenfor omtalte "vertikale nouminouse kreative frie personligheds -struktur".

En kloning af Berdyaev og Freud/Jung (dybdepsykologien, psykoanalysen) og man er godt rustet imod at ende som et passivt offer her i livet der lider sygdom og hele tiden må gå til materia medicina og konstant her hjælpes med alskens medicin som ofte kun er en lappeløsning, og grønt lys for at fortsætte en uhensigtsmæssig dårlig/usund livsstil uden spor af vertikal nouminous eksistentialitisk autonom kreativ aktivitet. Menneskerne flest er passive ofre for naturens kræfter (de indre såvel som de ydre) få forstår at sætte sig op og agere kreativt her i livet (Spirit can upset and change the 'natural' order).

Vor tid mangler personligheder og er en genration af misbruger og passive ofre i forhold til naturen, kun få formår at blive Herre i eget hus.

mange kærlige hilsner HansKrist

Hej RM..

Tja, Christiansborg er jo lidt som Christiania, et mindre samfund i et større, men med en egen atmosfære og stive regelsæt for omgangsformer, nærmest en slags endokrin kirtel, hvor indbyggerne i det lille samfund ved særlige beslutninger med tiden har isoleret sig fra det omkringliggende man direkte så kan påvirke, men kun indirekte vil påvirkes af.
Meget a propos en lille komedie om moralfilosofi fra 1912, har i årevis ’Oligarkiet i Demokratiet’ været en stående vits indenfor murene – hvor et indre presseorgan stimulerer et ydre, der så igen stimulerer noget omkringværende (i dette tilfælde et ydre samfund) til at fastholde den overbevisning, at beslutninger man selv tager og med udgangspunkt i egne livsvilkår, får betydning for ”oligarker” og deres beslutninger. Vitsen er, at borgeren altid vil overbevise sig selv om det man helst gerne vil tro, og derfor gør sig blind for noget ydre og endda de mest åbenbare informationer – og den (vitsen) virker endda endogent, i og med at vi alle afvæbner selv ganske alvorlige livsforhold der måtte påvirke vort livs grundvilkår, hvorfor vi til sidst ender med at grine af vore egne selvbedrag, men væsentligst, at vi accepterer afvæbningen p.a. stolthed og skam – meget apropos trådens tema om menneskets kreative evner, set fra en humoristisk selvdistancere til samfundsforhold og vor egen placering deri, ville man svagt kunne antyde; så du ka’ roligt regne med at det tunge på Christiansborg behandles med stor humor, hvis man altså ser den i sin flertydighed...;)

Så ja, et troværdigt smil kan skabe store forandringer, og det skal det jo netop også kunne. Fx. har Johanne Schmidt Nielsen sikkert en stor stjerne hos de der lader sig forføre af ordene der serveres med dette æblekække smil gennem små tårer for samfundets svagest stillede, og lader sig med garanti forføre til at acceptere hendes lille bedrag som deres helt eget selvbedrag, når de så senere opdager, at hendes før så ufravigelige politiske krav til regeringen let som intet lod sig fravige, for de har ikke læst manus og derfor heller ikke deres egen rolle i netop den komedie, som journalister præsenterer og endda selv er i tvivl om ægtheden af, for også deres rolle er skarpt dikteret i manuskriptet og de vil gerne beholde deres gage indenfor murene – så måner kan virkelig få den farve man selv synes passer sig bedst for måner, ja man kan endog kalkulere med mere end én, skulle det være nødig. Nogen er gode skuespillere og andre ikke, Clara Pontoppidan m.f. ville måske bare nok ha’ betakket sig, hvis de sku’ spille inden netop disse mure, og det forstår man jo så godt, så godt...;)

mvh
Simon

”man behøver ikke gøre det mere indviklet end det er”.

- Du gør ellers dit for helt at fjerne dine meninger fra enhver form for fornuft i forklaringer!

”Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv”.

- Der findes ingen ”logisk ånd”, det er beskrivelser der kan være logisk sammenhængende.

”Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre”.

- Myter hverken oplever eller tager stilling, det gør mennesker derimod – fx. til indholdet i historier de så viderefører, deri mémet.

"God's world only breaks through into this world, the light of it shines through only in that which really exists, in living beings and in their existence. What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature"

- Et godt eksempel på netop en myte der afstedkommer fra historier om eksistenser i andre verdner, fremført og overleveret af mennesker. Netop sådanne myter var ment at behandle døden – og tænk her på, hvor nærværende den var for mennesket i oldtiden og faktisk op til det 20 århundrede, med en gennemsnitslevealder på ca. omk. de 30-40 år -, gøre den mere bærlig (p.a. frygten med indskrev via myternes selv) for efterkommere i samme kultus og med div. ritualer som værktøjet.
Men menneskelig kreativitet handler om meget andet end mytomani, som hverken gennemtrænger livet eller naturen, for myterne overlever som sagt kun dersom mennesker forestiller sig deres betydning, og af denne grund indfører dem i traditioner (méme) osv. Så den dur heller ikke...

”ateister tænker aldrig ""living beings" and their existence" men de tænker altid hvad der gælder mennesket som slægt og genetisk, altså de tænker hvad der i fremtiden vil gælde og overser det konkrete unikke individ her og nu og dets muligheder”.

- Sludder.

”Utrolig mange patienter, syge mennesker, kastes hid og did af biokemi og misbrug og dårlige vaner, hvorimod de for at holde sig sunde og raske burde udvikle den ovenfor omtalte "vertikale nouminouse kreative frie personligheds -struktur".

- Og med idéer om en "vertikal nouminous kreativ fri personlighedsstruktur” forestiller du dig altså at hjælpe gruppen af fx. dybt maniodepressive mennesker, de skal bare tænke ”opover” deres problemer, frigøre sig gennem hittepåsomheder som dette? Holdningen her er gammelkendt, men viser noget om menneskesyn fra ældre kulturs natursyn - som egentlig bare skulle matche den overtro man tillagde naturen som brikker i et puslespil ;)

At medicinsk beh.former ka’ blive mere individuelt præcise, ved mennesker med lidelserne bedre end nogen, og er heller ikke faret henover hovedet på forskere m.f. noget sted heller. Udvikling af den slags præparater er i sammenspænd med terapeutisk beh.former vedvarende og heller ikke nyt, men handler ikke om at tænke disse sygdomme ind i forestillinger om ”åndrighederne” fra religiøse spekulanter fra oldtiden.
Igrunden tænkte jeg i forrige indlæg på at skrive dig et par succeshistorier om stimulering af psykotiske børns fantasibilleder, men heller ikke en sådan metode er jo et helbredende aktiv for alle.
Imidlertid er det ret fordelagtig for både børn og voksne at forstå, at de ikke selv er skyldige i de lidelser de enten er født med eller har udviklet p.a. disponering, ja ikke mindst har det været en stor belastning for familier at forstå at heller ikke de er skyldige deri. Og her tænkes altså ikke på de tilfælde hvor forældre har drevet deres børn ud i aktive neuroser m.m. med fatale konsekvenser, men på et helhedsperspektiv til fremme for et mere præcist billede af en sygdom.
I netop den forbindelse har i århundreder disse ”åndrige” og stærkt overtroiske mennesker indenfor div. religioner, virkelig bidraget til at forværre syge menneskers liv med forestillinger bygget op omkring dels en mening med deres livssituation, og dels en guddommelig frelsers unikke egenskaber. En sådan suggestion har i den grad skabt problemer for mange sindslidende i tider tilbage, hvorigennem de syge netop blev de skyldige, og altså bare skulle tro sig blind fra virkeligheden - men fortrinsvis bare blev behandlet som tosser af guds nåde m.m. Og der har du netop dit cirkus, hvor man lægger 2 og 2 sammen og får det til at blive 22. Konsekvenserne forbliver imidlertid altid på de syges hænder, og man ser også sjældent disse overtroiske ”kapaciteter” påtage sig ansvaret for det fup de driver syge mennesker ud i - i og med de jo har sovset sig selv så helt og aldeles ind i disse gamle tankebilleder om den ”særlige mening” med ikke kun dem selv, med hele menneskeheden osv.osv. Alene dér, sku' der være potentiale for en del terapeutisk arbejde, men det er faktisk lettere at forbedre kulturen med bedre naturbeskrivelser, hvori også mennesket som indvid indskrives og begribes.

”Menneskerne flest er passive ofre for naturens kræfter (de indre såvel som de ydre) få forstår at sætte sig op og agere kreativt her i livet (Spirit can upset and change the 'natural' order)”.

- Du kan fantasere over hvad mennesker flest tænker og føler alt du orker, men det ser dog ud til, at mennesker flest i europæiske kulturer tænker rationelt over livet, og at de hvis det går galt med enten dem selv eller deres børn, kontakter læger og ikke teologer eller fantaster rundt om. For sagen er jo, at uanset vi kan fantasere over ymse tankegods fra den gamle overtro kulturer tilbage, så tar vi livet alvorligt og søger derfor fornuftige forklaringer på de hændelser der påvirker vores hjerne/sind og krop. Og sagen er jo, når det kommer til stykket, at dybt overtroiske mennesker der selv bliver syge, gerne vil behandles med virksomme midler og metoder – hvorefter de sikkert sidder og fantaserer videre med fortællinger om guden der bidrog til dit og dat, traditionen tro; intet nyt under solen der heller, Hans ;)

mvh
Simon

P.s.: Har du læst Pär Lagerkvist' "Gæst hos virkeligheden", "Barabas", "Det hellige land" eller "Sibyllen"? Hvis ikke, er der her tankegods at hente sig fra en nobelpristager, der forstod sig på mytologiens indvirkning på det menneskelige sind og kunne beskrive den poetisk smukt.

I forbindelse med det menneskesyn hvormed Hans i sit indlæg forholder sig til mennesker der i nutiden er plaget af svære psykiske problemer, da vil det nok være en god idé at være lidt opmærksom på hvad religionerne i den forbindelse egentlig bidrog med, tilbage i tiden. For naturligvis forekom det også at mennesker dengang mistede evnen til perception, og at deres virkelighedsorientering indskrænkede sig drastisk – men grundet forandringer i det cerebrale, hvor signalstoffer i hjernen ikke længere i tilstrækkelig grad lod sig udvikle og transmittere, ja måske aldrig kunne, hvorfor de udtrykte en masse mærkelige ting og havde nerverne udenpå huden. For netop tilbage i antikke kulturer var det ikke så ualmindeligt at se mennesker der rablede virkelighed og fantasi sammen i en pærevælling, blive opfattet som en slags forbindelsesled til en af de mange guddomme man behandlede sine fremtidsudsigter med (gennem varsler m.m.) - var der grundigt rod i toppen, var der bare tale om en særling, og de kunne behandles lige så forskelligt i det off. rum som mennesker blir det idag, og sikkert bedre end vore politikere åbenbart evner.

Men det er præcis hvad Hans (med henvisning til sikkert endnu en lille misforståelse fra et fragment på Wikipedia) handler om: at opfatte mennesker med svære psykiske problemer, som udtryk for en overnaturlighed – der er nogenlunde identisk med hans egen livsanskuelse, gennem tro.
Men et er jo at tilbede overnaturlig tro og gøre det til et livssyn (med ymse tilskud fra fortidens uvidenhed!), noget ganske andet er at tildele mennesker omkring sig en så forfærdelige skæbne, at de bare skulle forblive i psykiske problemer, og blot fordi svært overtroiske mennesker selv har brug for manifestationer af deres alt for virkelige fantasier. Ja synspunktet er faktisk ret grotesk, ikke at behandle mennesker med mere virksomme metoder.
Men for det andet, vil jo ikke kun mennesker med psykiske lidelser gerne være problemet kvit, det vil familien, konen/kæresten, deres børn og venner naturligvis også. Problemer af den art har så mange konsekvenser for alle i nærmiljøet, så det er ikke omkostningsfrit at være indenfor nærmiljøet, naturligvis afhængig af hvor svære problemerne er – her er jeg bare gået udfra, at Hans taler om behandlingskrævende afvigelser, andet ville jo være ligegyldig snak, i og med karakterneuroser er så moderne.
Op gennem tresserne opstod som en afart i antipsykiatrien en mentalitet, hvor sociale faktorer som forklaring på psykiske lidelser blev spillet helt op ad væggen, og med den betydning, at familiemedlemmer faktisk kunne anses som ansvarlige for et menneskes sygdom. Det i sig selv, er jo ganske forfærdeligt at forestille sig, for dermed kriminaliserede man nærmest mennesker, der hovedsagelig var dybt fortvivlede over forhold ingen rigtig havde greb om. Så man gjorde mange steder hvad man kunne, og ligesom flere behandlingssteder har været grusomme, har andre været nænsomme og menneskelige. Men altså, der ligger en lige linie mellem at værdisætte sindslidelser med guddommelige trosanskuelser (formuleret ved smuk poesi), og det pr. def. at skyldiggøre familien og samfundet for menneskers sindslidelser. Begge dele er ringe forklaringsmodeller og slet ikke anvendelige til at skabe sig en forståelse på området. Desuden er de misbrugt så mange gange før, at gentagelser ikke ville gavne andre end de, der altså godt kunne tænke sig at se deres egne skøre påfund manifesteret som en anerkendt realitet i det off. rum, altså såfremt de kommer til udtryk med fanvoritten indenfor religiøse trosbekendelser!

Så i den forbindelse synes jeg da nok man i stedet må udtrykke en slags skuffelse over, at et menneske der selv må gå rundt iført cykelhjelm for at undgå nedfald af himmelnisser her og dér, endnu ikke har udviklet en større forståelse for hvad den slags påfører andre mennesker – for biokemien under luen...nåja, så cykelhjelmen da, er faktisk ret identisk...;)

mvh
Simon

Nu har jeg fundet flere eksempler (hos Simon og Bjørn) på en stor misforståelse af neurovidenskab fra folk fra forrige århundrede, der ikke har været opmærksomme på den nye paradigme indenfor biologien i slutningen af det 20 århundrede.

Jeg kalder det sort biologi, sort neurobiologisk forståelse, der kan ende ud i en intetsigende påstand, men også fejlagtig påstand som følgende her: "Det cerebrale styres bare ikke af "åndelige arketyper" men af biokemiske funktioner" = "det cerebrale styres af biokemiske funktioner".

Eksemplet er hentet herfra:



Gåsen eller papegøjen RM tror hun læser at Simon formår at sætte mig på plads, men Simon har overhovedet ikke forstået Edgar Morin citaterne og behandler disse ud fra den viden man havde på Villy Sørensens tid og Simons egen tid, biologien og især neurobiologiens primitive niveau fra midten af forrige århundrede, før paradigmeskiftet i biologien i slutningen af det forrige århundrede, det 20 århundrede.

Det cerebrale ved man idag ikke styres af biokemiske funktioner som Simon hævder, men det er den menneskelige adfærd, menneskets måder at være kreative aktive participerende (perciperende (1)*) tilstede i verden på der styrer det cerebrale. Såvel som den kærlighedens (eller mangel på kærlighed) dynamik der er mellem barnet og forældrene de første leveår, der styrer de cerebrale forhold, ikke biokemiske funktioner, for nemlig er biokemiske funktioner relateret til den menneskelige adfærd i en gensidig vekselvirkning.

(1)*:

Al terapi (religion med dets recovery og healing) drejer sig om at gøre neuroceptionelle ubevidste forhold (gerne frygt forhold) bevidste igen så vi får en bevidst perception af dynamikkerne og samspillet i vore omgivelser, især de sociale.

-0-0-0-0-0-0-0-

Hvorfor nu svare på et indlæg der er så gammel? Jo fordi jeg nu flere gange tilfældigvis er faldet over hvordan Simon og Bjørn misforstår den neurobiologiske videnskab, den menneskelige biologi, som udsagnet her med al tydelighed viser: "det cerebrale styres af biokemiske funktioner".

Selvfølgelig er psykiatrien for en stor del syltet i samme forældede paradigme, som Simon og Bjørn er gode eksempler på, indenfor den menneskelige biologi.

Der er flere andre misforståelser af Edgar Morin citaterne Simon gør sig skyld i, ja spørgsmålet er om han overhovedet har været i nærheden af at forstå de Edgar Morin citater. Måske jeg skulle have givet den Edgar Morin bog jeg gav Kræn'p også til Simon, så han kunne have fået muligheden for at læse på lektien før han svarer mig med sin forældede forståelse den menneskelige biologi, neurobiologi.


-0-0-0-0-0-0-


Efterfølgende citat viser at Edgar Morin citaterne ikke bliver forstået, men hvad værre er, de ekstatiske neuroaffektive forhold der er på tale i forbindelse det religiøse spirituelle bliver ej heller forstået, såvel som neurovidenskab misforstås:


”

Sort biologi, eller sort neurobiologisk forståelse, som også er vor tids biologiske psykiatris forældede tænkning, der retfærdiggør psykofarmaka, er også et resultat af forrige århundredes forældede paradigme indenfor biologi.

Idag ved vi at den menneskelige biologi, der igen styrer den cerebrale udvikling, er afhængig af den menneskelige adfærd, måden vi mennesker er kreative aktive participerende i verden på. Den neuroaffektive psykoanalyse, udviklingspsykologi, har opdaget hvordan samspillet mellem barnet og forældrene styrer den cerebrale udvikling. Og dette forsætter når barnet bliver et selvbevidst autonom individ, dannet personlighed, hvor mulighederne for at sikre sig åndsfriskhed højt op i alderen er til stede, hvis ikke fortrængte konflikter og fortrængte vitale neuroaffektive (arketype) forhold, forhindrer at vi formår at virke kreative aktive handlende i verden.


Mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

"man tænkte skam med overordentlig stor fornuft også dengang"

Det er mere end ti år siden jeg som den eneste her på trosfrihed og religions debatten netop fremhævede det synspunkt i forbindelse med Paulus og ja en af de mange der overfaldt mig i den forbindelse var Simon.

Men rart at se at manden, nøjagtig som Arne, langsomt tilegner sig mine synspunkter, mindre fint er det at de glemmer deres referencer, glemmer at referere til mig, fra hvem de fik disse ideer.

Netop at folk kommer luskende mange år efter og påstår det samme som jeg hævdede som den første for mange år siden er det en af mine venner fra Århus Universitet har advaret mig om vil kunne overgå mig, i forbindelse med at jeg så generøs fremfører min synspunkter offentligt. Folk vil tyvstjæle mine ideer, tanker og hypoteser, uden at give mig kredit herfor.