Hej Arne,

Dit svar til mig her skærer jo netop ud i pap, at der ér forskellige bevidstheder ...

Som jeg oplever det, er det netop - når jeg tør slippe konrollen og fornuften - at de rigtig STORE ting, som rykker kan komme til.

På den anden side set:

Hvis vi i vores alder ikke tør det -

hvordan skal så de unge turde gør(e) det. ...

m.v.h.
Zenia, som næsten rimer her ... og så passer det.

”Det sværeste af alt, Arne, er at være stille. Det er svært fordi vi altid flygter fra det nuværende fordi vi ikke er afklarede med os selv”.

- Og alt hvad der er større end en kolibri, hedder en kondor, ik’ Mitch? ;)
En så udpræget fascination af stilhed ka jo skyldes flere forhold. Eksempelvis kan et menneske der over tid udsættes for svære påvirkninger der afgørende får indflydelse på dets koncentrationsevne, jo opleve stilheden som det sværest tilgængelige i livet overhovedet. Tinnitus kan være en stærk faktor, ligesom fx. sociale omstændigheder der optimalt belaster et menneskes sanseapparat, kan være det. Men selve stilheden er jo lige så lidt som en helvedes larm, selve grundvilkåret for menneskets mulighed for at afklare sit selvforhold, begge dele er bare en omstændighed der afgørende kan få indflydelse på muligheden.
Også mennesker der bor midt i Manhatten og Calcutta ka’ opleve en indre ro, helt uden at være zenbuddhister eller medlem af SF. Ligesom en isoleret tibetaner der mediterer over sin larmende stilhed, kan erkende sig snoske forvirret, hvilket i sig selv er et afklaret selvforhold, men som konsekvens af tænkning og ikke stilhed.

mvh
Simon

- Nåda, to bevidstheder der fordeler arbejdet imellem sig, det må jeg nok sige


Jeg kom i den sammenhæng til at tænke på min kære Edgar Morin:


Sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af. (Heidegger frit efter hukommelsen)

Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.

Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).

Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.

1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);

- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.



Fra hverdagserfaringen har undertegnede grisling her arketypisk kendskab til adskillelsen (synden) og sammensmeltningen (forligelsen eller mættelsen/behovstilfredsstillelsen) den subjektive og den objektive spaltning (synden) og genforening, som følger:


1: sult og nød hvor vi er adskilt (livmoderen) den nødvendige føde og næring for vores overlevelse og velbefindende, sundhed (tilfredshed); og så festmåltidet (barnet der får bryst, dier) hvor vi tilegner os og bemægtiger os byttedyrets kraft ved at drikke/æde det eller æde/drikke/indoptage gudens (Kristi) kraft eller ånd i forbindelse nadveren.

2: brunst og liderlighed (sexuelt lyst og begær), hvor vi er adskilt et egnet sexuelt objekt, og så den sexuelle samkvem hvor vi bemægtiger os og forenes i kærlighed vores begærede sexuelle objekt, kulminerende i orgasmen, hvor subjektet (manden) forenes sit begærede objekt (kvinden). Subjekt objekt spaltningen som et sexuelt problem, som kønnenes "kamp", hvor løsningen er den kærlige forening.

Mange kærlige hilsner HansKrist

”De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation”.

- Det er jo et méme. Selvsagt har vi symboler rundt os som repræsentationer af tidligere kulturværdier, reminiscenser fra en kultur der i eftertiden hvisker med svagere og svagere stemme.
Men uden en rationel metodisk tænkning og værktøjer som logik ville dechifrering af tidlige sprogkoder såmænd være ret umuligt, man tænkte skam med overordentlig stor fornuft også dengang, og kan af samme grund sammenstykke informationsværdier i deres sociale sammenhæng.
Straks værre er det med nutidens "månesprog" fra jordiske små himmelnisser, jeg sir dig de skriver sære ting og sager, og er ikke til at placere!

”Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer”...&..”Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt”.

- Det cerebrale styres bare ikke af ”åndelige arketyper” men af biokemiske funktioner, helt som hos alle andre dyrearter, hvor det kognitive og dialektiske blot adskiller menneskets fra andre dyrearters informationsudveksling. Det er overbevisninger der styrer den mytologisk tænkning – myten havde skam sin nyttevirke - ikke mytologien der styrer hjernen.
Vi ka’ ikke genetisk overlevere kulturers idéer, men internaliserer forskellige værdisyn, men nu ikke længere ved digtning og sang. ”Åndelige arketyper” må forstås som et udtryk for guddommelige entiteter – som var en karakteristisk tænkning hos teokrater i oldtiden og frem, hvor man jo ansatte filosofien som tjenestepige hos teologien. Men alene ”arkeånd” er et begreb der henviser til en fortolkning, som igen viser noget om indlært tænkning men intet om naturlige biokemiske processer der nu engang styrer det cerebrale, og som er selve forudsætningen for en bevidsthedstænkning der skal dechifrere trykimpulserne på sanseapparatet osv. – hvilket er bevidsthedens arbejde – såvel som afkodning af distinktioner fra abstraktionerne i en spekulativ metafysik, hvor en tankes ”ånd” ikke i sig selv er meget bevendt uden en objektiv referent.

Endvidere blindt at acceptere sit sind som ”frelst” af den kristendom der kort forinden spaltede det, ser jeg nu ikke som stor cirkus eller nogen stor sproglig kunst, ligesom jeg heller ikke ser den store idé med at operere med flere bevidstheder (jf. Ester/Zenias bevidstheder) – men cirkus opstår måske når vi lægger 2 og 2 sammen og får 22 ud af det? ;)

Forøvrigt er der jo fint med logik i også oldtidens mytologi og digtning, hvor refleksioner dels ofte er historieskrivning som sammenholder idéer der fremhæver eller underkender informationsværdier, og som af denne grund havde funktion.
I ”Digtere og dæmoner – fortolkninger og vurderinger” af Villy Sørensen, får man et smukt indtryk af en sammenhæng mellem åndslivet og samfundet, hvor digtningen med filosofisk styring kan skabe erkendelse ved symboler. Men med kun fantastisk følsomhed overfor smukke symboler, blafrer man i tid og sted, lidt som når den gode Sigmund, Marx og Engels, Heidegger og mange flere, ret og slet udelukkes fra en historisk sammenhæng og de egentlige rationelle sammenhænge, dvs. fra det omkringværende samfund.

mvh
Simon

Åh, ja da ... 2 + 2 = 22 ... Top

"Dét ka' jeg li'" sagde mutter, og så kyssede hun ham lige midt på munden." ... måske hele 22 gange?