Ohøj ole..

Tilsyneladende er årenes kreationister så udtømt for fantasi, og har altså ikke mere at tilbyde efterkommerne end bare gamle travere – som fx. Arne, der med sin trodsige og eneste genudsendelse af ”jagten på fornuften” også er udtømt for nødvendig kreativitet. Det kommer der ikke megen kunstnerisk symbolik ud af.

Som en parallel til evolution og Arnes interesse for prædiktion: adfærd påvirker ikke arvematerialet og i det øjeblik Arne blev undfanget, blev det allerede bestemt hvilke egenskaber han da ku’ videreføre til sine efterkommere, hvor det kun er hvis ’stor flad numse’ og ’lange pilfingre’ er vigtige for overlevelsen, at slige egenskaber ville blive dominerende i genpoolen. Hvad angår kulturelle replikationer forholder det sig ligeledes sådan, at signifikante kulturaftryk kun gennem menneskets kreative evner vil blive dominerende i idépoolen og altså viderebragt i senere generationer. Og her spiller netop fornuften en særlig rolle – dels dominerer den jo ved sit fravær samtlige af Arnes indlæg, og dels har dette indlysende en særlig påvirkning på hans egen tankegang – for paradoksale idéer om livet uden denne sammenhængende fornuft, som fx. ”livets mening” frembragt af guddommelige entiteter (uanset sletning af navneord) fortaber sig i kulturudviklingen som en del af idéhistorien.

Forklaringsproblemet er Arne dog selv skaberen af: frejdigt kopierer han antikke kulturers meninger om livet ind i sit eget livs mening, og agiterer ligefrem pr. autonomi for påstanden om livets universelle mening som attraktivt alternativ til nutidens kulturers værdisyn, men evner netop ikke med argumenters klarhed at fremvise den tankenødvendighed der skulle være i livssynet, for netop den sammenhængende fornuft mangler helt og aldeles.
Et statisk synspunkt om livet har intet har at tilbyde fremtiden, og matcher ikke forventninger mennesker har til deres liv, ja kulturudvikling: ’noget’ er jo ikke nødvendigvis værdifuldt bare fordi det er gammelt, ligesom noget gammelt ikke nødvendigvis er nyttigt for fremtiden, fordi det engang var værdifuldt. Hvad han tilvejebringer er slet ikke en nødvendighed for mennesket livssyn, men derimod den sentimentalitet der er et kendetegn ved apologeter i nuværende og tidligere religioners kampagner.
Det er m.a.o. en gammel informationsværdi Arne tilbyder andre mennesker, hvilket er hans store problem, for hvordan fanden forklarer han dens nytteværdi, hvad skal informationen hans bruges til, hvad vil han forklare med den? Han ved det ikke selv, og må gang på gang ligefrem ekskludere sig selv fra fornuft, rationalitet m.m. Ikke mindst fra den kritik der er så immerrig nødvendig for alle informationsværdier hvis de skal overleve kulturudvikling, og kan altså nu kun sidde og vrænge på næsen af fornuften. Du verden, for et syn på livet at tilbyde andre mennesker...

Menneskets opfindsomhed har været nødvendig for overlevelsen, og netop mennesket har vist hvad fornuften kan bruges til. Trosanskuelser har mennesker altid følt stærkt for, men har de ikke tilstrækkelig forklaringskraft, da enten forvandler de sig under en arketype eller fortabes som kulturværdi. Mennesker har også under hellenismen været udsat for store forandringer, ser man fx. på dagliglivet i Grækenland på Perikles tid (fx. ved R. Flaceliére m.f.), da får man et nyttigt billede af brugsværdiens overordentlige betydning, så også dengang havde nytteværdien, ja funktionalisme stor betydning for populariteten. Senere store religioners kæledæggehypoteser om ’sjælen der vandrer’ osv.osv. har ikke været civilisationen til stor nytte, da slet ikke for bedre samfundsudvikling. Sandsynligvis har religioners idéer om div. former for sjælevandring kun haft stor betydning for en samtids magthavere, idet man ved at udbrede forestillinger til fattige menneskers om deres sociale placering i et efterliv ku’ eliminere revolutioner. Intet har været virksommere imod frihedstrangen end netop trusler om guders vrede, dersom mennesker i armod vendte sig imod de privilegierne magthavere selv udstak som guddommelige love. Alene her ka’ det forekomme mærkeligt at se en Arne, der jo i grunden ikke har bestilt andet end at gøre sig til fortaler for egentlig et gammelt socialistisk grundsyn, sidde her og agitere for netop den ramme hvormed fattige mennesker engang blev fastholdt i uvidenhed, dvs. blot illustreret som meningen med deres placering i livet. Men altså også herunder ligger selve kreativiteten som den sociale nødvendighed, ja man ka’ endda se mange kunstneriske (re)produktioner af en samtids guddommeligheder, som repræsentationer af de sindbilleder man var oppe imod – ja er oppe imod, for hvor mange digtere og kunstnere i både nutiden som i fortiden, afarbejder ikke akkurat de konflikter deres egne sind bearbejder, i selve arbejdsprocessen? Frigørelsestrangen fra noget omklamrende i det sociale, som elementer i sindet, afspejler sig ellers hos ret mange af kunst- og litteraturhistoriens repræsentanter, men tolkes åbenbart af en del som en kærlig gestus til værdisynet. End ikke åbenbare drillerier i lofthvælvingerne i det Sixtinske kapel, ja i græske og romerske digte, får af den troende en kritisk refleksion med på vejen, for smukt er det jo, hvorfor det æstetiske bare må reflekteres ind i en etisk ramme der tilfredsstiller synspunkter man selv favoriserer; jøss’ for en læsning! Nogen ville konstant vende sig i graven hele tiden, havde de kunnet.

Med en gennemsnitlig levealder på omk. de 25-30 år, har der været særligt med tryk på forventninger til fremtiden hos fortidens filosoffer – den fællesnævner for alle separate faggrupper i nutiden. Fornuften har så tit reddet skindet på tippen i svære europæiske krisetider, netop p.a. den tvingende nødvendighed og som kontrast til vant tænkemåde i religioner. Her har de statiske grundsyn om ”livets mening” aldrig været et bidrag til noget som helst, når det gælder forbedring af de menneskelige levevilkår. Selv svært overtroiske mennesker har tilbage i historien måtte gennemgå store forandringer i deres måde at tænke livet på, nytænkning og udvikling af logik var påkrævet for selve overlevelsen, dermed fornuften. Og det er netop her rigtig mange af tidernes store filosoffer gør bemærkelsesværdige betragtninger, og havde derfor slet ikke det behov for statisk livsanskuelse som eksempelvis Arne tillægger dem. Så også her er det bemærkelsesværdigt at se den ringeagt han egentlig tillægger dem ved alene letsindig læsning, hvor han kvit og frit bare tolker udtryksformer der iblandt meget andet hives ud af sin kontekst og placeres som et udtryk for hans eget synspunkt.

For det første kan man som læser spørge sig selv, om så letsindig en omgang med historiske personligheders tanker, skyldes en grundlæggende misundelse over ikke selv at ha’ noget værdifuldt at tilføre samtiden? For det andet, om hans anvendelse af deres informationsværdier da står mål med den etik og moral han opløfter? - alene disse spørgsmål, må i sig selv være nødvendige, men må ikke stå i vejen grundspørgsmålet: hvilket værdisyn gemmer der sig egentlig underneden Arnes mange bebrejdelser af dels 1) fornuften/rationaliteten, 2) de naturvidenskabelige arbejdsmetoder, og fremfor alt, 3) har han overhovedet forstået hvad han (trods alt) har brugt år på at sidde her på debatten og kritisere?

Her skal man ikke glemme lidt forhistorie, for der er trods alt sket nogle forbedringer, i hvilken forbindelse der skal gives ros, for ateismen synes nemlig at være bedre forstået; men så igen, ingen ros uden ris – vi må trods alt huske på at stimulere til live med kritik, ikke rose hinanden ihjel med kærlige og søde små ord: kors i røven, hvor det tog sin tid!

Men som det synes at gå enhver kultur, hvor mennesker med potentiale for at skabe nye idéer også medvirker til skabelsen af ny og bedre viden, da skabes dermed også nye kulturværdier og dermed nye syn på livet. Noget nyt er ikke i sig selv godt begrundet som skidtebras, blot fordi man ikke længere er god til at omstille sig til det nye, men er dette mon ikke netop en menneskelig faktor langt de fleste af os med tiden støder imod?

Ingen videnskab har som naturvidenskaben medvirket til at ændre livssyn og dermed vilkår for sameksistens, og farten synes ikke just at sløje af. Nu sker forandringer jo sjældent helt gnidningsløst eller problemfrit, og mon ikke mange andre end jeg oplever at være så håbløst bagud på et væld af områder, så meget, at også de helt har opgivet at følge med i det ene og det andet og af netop denne grund, har begrænset sig til få interesseområder. Hertil kommer, at vi lever i en informationstid, hvor det kan være så vældig svært at udrede sand information fra falsknerier. Jeg tror nu ikke falsknerier pct.vis er steget, kigger vi tilbage, men den fylder ganske meget i vores opmærksomhed, for vi bombarderes jo overalt med krav om stillingtagen til ting og sager som sjældent egentlig vedkommer os. I den forbindelse synes jeg personlige begrænsninger og dermed uvidenhed indenfor massevis af områder må være en naturlig konsekvens, men det i sig selv gør nu ikke uvidenhed til en god livsfilosofi.
Jeg kan i den forbindelse slet ikke følge Arnes evige mantra om denne ”væren”, for værdien af tilværelsen afhænger jo i den grad af vilkåret hvorunder tilstedeværelsen får mulighed for at komme til udtryk. Så jeg synes alene af den grund hans mantra ka’ reduceres til et lille ”nå, og hvad så?” – ikke, at vi ka’ forvente os et svar på dette spørgsmål, for det kan man indlysende ikke fra mennesker, der anser fornuftig kritik som et anslag imod deres eksistens, hvilket måske netop er grunden til at Arne har kastet sig ud i denne livslange komedie over 'kritikken af den sunde fornuft' – dette sagt, bare for at gi’ endnu et lille blik bagom scenetæppet; suk sagde sneglen, det var det lidt meget, den havde at tilføje komikken..;)

mvh
Simon

Kære Arne,

Som jeg er skruet sammen, fungerer fornuften i én slags bevidsthed ...

mens intuitionen og inspirationen helt klart findes i en anden form for bevidsthed.

Eksempel fra mit eget liv:

I meditation inden et højskoleophold blev jeg inspireret til at tage en bestemt sten med i bagagen. Stenen bar inskriptionen: PEACE. ...

I højskolens meditationer dukkede ofte op til overfladen: Stenen med inskriptionen. ...

Dagen før afslutnigen blev det helt klart åbenbaret, hvad den skulle bruges til. ...

Det skete egentlig også i en meditation, hvor jeg ganske enkelt så, hvad der skulle ske. ...

Sidste morgen udførte jeg det, jeg var blevet inspireret til allerede hjemmefra på et dybere plan, end jeg var helt bevidst om på det tidspunkt. ...

Vil ikke gå i detaljer, men blot sige, at det blev en smuk og glædelig oplevelse, som stenen lukkede op til. ...

For mig ikke et øjebliks tvivl omkring, at intuitionen er kommet til mennesket som en gave fra den Guddommelige Verden. ...

Så derfor blot fra mig: en stor TAK op ad til for inspiration og intuition, som trives bedst i tillid og tro, hvorfor evt. "fornuftige", kritiske spørgsmål end ikke vil blive overvejet. ... :)))

m.v.h.
Zenia

Det sværeste af alt, Arne, er at være stille. Det er svært fordi vi altid flygter fra det nuværende fordi vi ikke er afklarede med os selv.

Denne flugt er det, vi kalder tanken. Det er tanken selv som skaber frygten for sin egen udslettelse og forestiller sig et ingenting i stedet for.

Men tanken er et resultat af den døde fortid og derfor er den selv død.

Det, som er, når tanken er stille er ikke ingenting.

Tankens død er opmærksomhedens fødsel. At se og lytte.

Opmærksomhed er ikke tankevirksomhed, man kan tænke og tale sig til uvidenhed. Kun ved at se og lytte går erkendelsen op for én og tanken finder sin rette plads som det kendte.

Men for at møde det ukendte, det liv som hele tiden strømmer imod os, må det kendte, tanken være stille. Når opmærksomheden har set det ny, bliver det til erindring dvs. tanke.

Der er disse to, tanken, som er det døde og opmærksomheden, som er det levende.

Hvis du formår at være stille og blot se og lytte, så vil du se at de er alle et og det samme: Kreativiteten, intuitionen, inspirationen og intelligensen.

Det stille sind, som konstant ser og lytter og kun handler når det er nødvendigt.

Piet Hein skrev:

Jeg kan ikke li folk, som snakker konstant,
for jeg tro ikke på, at så meget er sandt,
så hvis sandheden bor i den talende pause,
må vi se at få gjort de snaksomme tavse.

Jeg har fundet en løsning, der er genial.
Den består af et fikst lille bankesignal,
som sættes i gang af den snaksomme selv,
og såfremt han bli'r ved, bli'r han banket ihjel.

Herligt, ikke sandt!

Ole Bjørn :o)