For tiden diskuterer man politisk, hvordan man kan opnå større "ligestilling" mellem mænd og kvinder. Regeringen ser gerne et kvotekrav til erhverslivet om optagelse af flere kvinder i selskabsbestyrelser, for at få mere "balancerede" beslutninger. Forslaget omfatter dog ikke et krav om flere mandlige jordemødre eller lærere og pædagoger, hvor kvinderne i dag besætter flertallet af stillinger.

Men hvorfor vil politikere med djævelens vold og magt ensrette mænd og kvinder i modstrid med vore genetiske anlæg. Tror de virkelig, at de kan betvinge evolutionen gennem menneskeskabte love? Er de uvidende om, at der rent faktisk er forskel på mænds og kvinders evner og drifter?

Der er selvfølgelig ikke nogen skarp grænse mellem mænd og kvinders genetiske anlæg. Der er noget kvindeligt i enhver mand, og noget mandligt i enhver kvinde. Hvis forskellen på de mandlige og kvindelige anlæg ikke er særlig stor, nærmer vi os transseksuelle og homoseksuelle, og det er en ganske naturlig ting, som vi genfinder i masser af dyrearter, men det ændrer ikke på det faktum, at evolutionen generelt har gjort kvinder bedre egnet til at pleje børn og gamle, og mænd bedre egnet til at gå på jagt og forsvare territoriet mod aggressorer.

Vi har for længst indrettet samfundet, så mænd og kvinder juridisk har de samme rettigheder, og selv om vore vaner og traditioner ikke helt har fulgt med denne udvikling, så kan vi næppe komme meget nærmere til ligeret gennem lovgivningen. At forsøge at fremtvinge en kunstig ligestilling mellem de to køn på tværs af naturlige anlæg forekommer mig at være et tilbageskridt mod et samfund, hvor urealistiske idealer dominerer over pragmatisk fornuft.

Hvad er årsagen til denne tendens? Har du en forklaring på det, udover at mange politikere notorisk er uegnede til at styre samfundet? Kan vi gøre noget for at stoppe denne ulyksalige trang til at fratage os vore individuelle og kønsbestemte forskelligheder? Det vil jeg gerne høre din mening om.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole.
Bare et lille sjovt indput på dine spørgsmål.
Jeg har tit undret mig over hvorfor en mandlig sygeplejer, bliver kaldt for sygeplejerske, det samme ser du her i Sverige hvor de kaldes for sjuksköterske, om det beror på at dette job i mange år var et rent kvindejob og til og med blev betragtet som et kald med en forholdsvis lav løn, tror jeg er noget af forklaringen, men pudsigt at de ikke bare kaldes for sjuksköter og sygeplejer.

Men som du skriver ; på plejehjem er det næsten 100% kvinder der tager sig af de gamle, hvorimod i daginstitutioner for børn er der vel snart lige mange kvinder og mænd.
Angående jagt, så er der rigtigt mange kvinder her i Sverige der går på jagt og du ser jo også et stigende antal kvinder i militæret, ja selv som jagerpiloter, så de æder sig ind på "vores" domæner og vi er så nok heller ikke bedre.

Men det er en udvikling der skal ske naturligt og ikke presses frem rent politisk.

Selv på seksuelle overgreb begynder kvinderne at tage fat, vi ser den ene lærerinde efter den anden der i bl.a. USA bliver grebet i samkvem med deres elever, jo de er ski farlige de kvinder.

Ja, treram, men det er jo mere et tegn på, at vi allerede har ligeret. F.eks. kan mænd i dag også blive "mødre", hvis de tager en uddannelse som jordemoder, hvilket er noget ganske andet end en jordemodermand.

Vores sidste bastion var, at stillingen som sessionslæge var forbeholdt mænd, men den regel er formentlig også skrottet med det stigende antal kvinder i forsvaret.

Nu er politikere sædvanligvis drevet af magtbegær, så det er jo ikke så mærkeligt, at de foretrækker tvang frem for naturlig udvikling. Fornuften har altid haft trange kår i politik.

I en bog af Lin Yutang, "Visdommens ø", har en filosof og en græsk milliardær skabt et idealsamfund på en lille ø. En flyvemaskine med et ungt par nødlander på øen, og undrer sig over, at samfundet har et parlament, når magten uindskrænket ligger hos rigmanden og filosoffen, og de får følgende forklaring:

I ethvert samfund findes der mennesker, der er komplet ubrugelige og ikke egner sig til noget som helst samfundsnyttigt. Men de skal jo beskæftiges med et eller andet, så derfor har vi anbragt dem i parlamentet, hvor de kan diskutere og føle sig betydningsfulde, men ikke kan gøre nogen skade.

Vi kan jo drømme om, at fremtidens samfund vil nærme sig dette ideal, men foreløbig må vi affinde os med, at politik er kunsten at gøre det mulige umuligt.

Mvh

Ole Bjørn :o)