Kære Arne,

Jeg glæder mig meget over vores dialog
Jeg opfatter faktisk vores "uenighed" (hvis der er nogen!) som en mulighed for at "nå dybere".

Tænk at dette er muligt her på trosfrihed. Jeg fryder mig

(Selv om det var/er mit mål - og jeg har en strategi for at nå det - så er jeg overrasket over, hvor let det er at have opnået, at denne tråd er næsten helt fri for "personfnidder").

Du skriver:



"Men hvem er usikker?", kunne man spørge. Hvem er i tvivl? Var Pam Reynolds i tvivl om, at hun oplevede ... at hun havde en oplevelse? Uanset hvad denne oplevelse refererede til, er det dog utroligt, at hun oplevede, mens lægerne havde erklæret hende for klinisk død.

Den, der oplever, kan aldrig være i tvivl om, at han oplever. Men de omkringstående kan altid være i tvivl, da de kun kan bemærke den antagede fysiske korrespondens med bevidstheden/oplevelsen hos den oplevende, men aldrig via det fysiske (legeme, instrumenter, osv.) "berøre" selve hans bevidsthed, qualiaen.

Med andre ord: Det, der er et trosspørgsmål for nogle, behøver ikke at være behæftet med usikkerhed for andre.

Og dette er kun "toppen af isbjerget"! For hvis vi når den erkendelse, at bevidstheden er primær og det materielle sekundært (og ikke omvendt som materialisterne tror), hvor meget kan vi så ikke erkende?! Ja, erkende direkte! Det er dog vores bevidsthed - vores væren - "jeg er" - vi er i direkte kontakt med uden den usikkerhed, som må følge dem, der må gå gennem en længere kæde af slutninger og studier enten empirisk eller rationelt.

Om det primære ved Ånden:

"Er kødet blevet til for åndens skyld, er det et under; men er ånden blevet til for legemets skyld, er det et forunderligt under. Men over dette undrer jeg mig: hvorledes denne store rigdom steg ned i denne fattigdom."
(Jesus, Thomasevangeliet)

Du skriver:



Jeg tilføjede jo også:

Jeg tror på, at et "godt, ægte og rigtigt" liv er for andres skyld, hvilket også tjener ens egen egentlige essens, vores essens, som er ét med Gud - en essens som er evig og overlever den fysiske død. Eller med andre ord: Elsker vi andre, elsker vi hinanden, så ærer vi ikke bare vores medmennesker, men også menneskeheden og den egentlige (med)menneskelighed i os selv.

Hvad vi gør for andres skyld, berører derfor også os selv - nemlig vores dybeste essens. Den essens, den sjæl, der er ét med det guddommelige. Den guddommelige essens hvor vi alle er ét.

Du skriver:



Og hvordan når vi så dertil? Jeg tror på Jesu ord om næstekærlighed, som du nok ved. Og selv om det for nogle kan lyde som påbud og forbud, så tror jeg på, at det for andre er som en gnist, en energi, der springer ind i dem og antænder deres egen indre gnist. De vil sidde måbende og sige: "Wow, hvor er det smukke ord - de kan kun komme ovenfra, fra Gud". For disse mennesker vil det også - som for alle andre - være svært at handle på i fuldkommenhed ... men de kan slet ikke lade være med at bestræbe sig, fordi det er så smukt, godt og sandt.

Fred,
Thomas

Kære Arne og alle andre,



Dit fokus her minder mig om et Buddha-ord, der også handler om at bevare anstrengelserne på det væsentlige:

"Om en mand så holder sin offerild i skoven ved lige i hundrede år, og så - bare et øjeblik - ærer en der har udviklet sig selv, så er denne hyldest langt bedre end at ofre i hundrede år."
(Buddha, Dhammapada 8, 8)

Og læg i øvrigt mærke til Jesu ord i Matthæusevangeliet 10, 40. Det er et ord om tage imod en profet og at tage imod en retfærdig ... da vil man få løn som en profet og en retfærdig. Og den, der giver en discipel blot et bæger koldt vand at drikke, skal få løn! Læg mærke til overensstemmelsen med Buddhas ord! Der er stor værdi i at tage imod "den vise og retfærdige". Og hvorfor mon det? Jeg er overbevist om, at det er fordi, at vi tager imod sådan et menneske ved at låne øre til hans lære, hans ord. Og dette har en rensende effekt på hjertet (nu hvor vi taler om "hjertets renhed").



Jeg må indrømme, at de også taler til mit, ligesom Jesus' egne ord naturligvis. Jeg har altid fundet en skarphed over hans ord, samtidig med at de er en lise for sjælen. Jeg tror, at denne skarphed provokerede folk - og jeg tror, at dette fik ham slået ihjel. For hans ord er alt andet end "sukkersøde". De er som et sværd, der skærer igennem sløvheden og vækker hjertet - eller raseriet hvis hjertet ikke vil tage imod. Det samme gælder i øvrigt Buddhas ord, vil jeg mene. Der er "ikke plads" til, at man varmer sig ved dem på en doven måde. De stiller virkelig krav til hjertet, de er som et "klartseende øje"!

"Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage."
(Jesus, Bjergprædikenen)

Fred,
Thomas

Hej Thomas.
Du har ikke meget tilovers for mennesket som selvstændigt væsen, alt hvad menesket foretager sig og siger kommer som en ordre ovenfra:
Menneskene de vil sidde måbende og sige:
"WOW, hvor er det smukke ord-de kan kun komme ovenfra, fra gud"

Du tror ikke at mennesket af sig selv kunne finde på at optræde på en kærlig medmenneskelig måde, uden at have fået direktiver fra oven, hvor dette så end er i verdensrummet, hvilket du nok ikke give nogen forklaring på, men det skal vel heller ikke tages for bogstaveligt, hvilket jeg synes det skal.

Men som skrevet i et andet indlæg, så mener jeg at din og andres "skaber" som jo styrer det hele med sine usynlige tråde, også må stå til regnskab for alle de ugerninger han er skyld i, nu han styrer det hele, " skaberen" er jo den der giver livet mening, med både det gode og det onde-vederstyggelige, ikke sandt?

Kære Treram,



Ovenfra, ja. I den forstand at Jesu ord udtrykker nogle absolutte værdier, en fuldkommen uselviskhed, som er af en "højere og smukkere" karakter, end meget af det andet vi mennesker foretager os. Nogle mennesker er f.eks. høflige ud til fingerspidserne, men bag den stramme maske gemmer kynismen sig (måske er de uartige præster, du ofte refererer til, et eksempel på dette).



Når du skriver sådan, som du gør her, så understreger du en pointe, jeg nu og da gentager (f.eks. i diskussioner med Simon) ... at du skaber din egen forestilling, som du så kritiserer under foregivende af, at det er din meddebattørs forestilling.

Gud er ikke et selvstændigt væsen ude i rummet. Og Gud giver ingen ordre med løftet pegefinger. Gud er ren Ånd - immanent og transcendent al manifestation. Han er udtrykt og åbenbaret i naturen, så vel som Han er den inderste, mest essentielle del af os selv.

Hvis uselviskhedens ord talt af blandt andre Buddha og Jesus når dit hjerte, så vil du opdage, at det er dit eget hjerte, der stiller kravet om næstekærlighed. Hjertet stiller krav til sig selv, fordi det sukker efter den renhed, som ordene udtrykker, og som vil sætte mennesket i stand til at opnå visdom og indsigt. Ordene er da ikke længere blot "fra oven", men kommer nu også "indefra".

"Den som har drukket af min mund, skal blive, som jeg er, og jeg vil være ham, og det skjulte skal blive åbenbaret for ham."
(Jesus, Thomasevangeliet)



Skaberen er som sagt ikke et "selvstændigt væsen", men den virkelighed hvor vi alle er ét under den tilsyneladende pluralitet af former og figurer, stof og funktion. Dette er desværre blevet skjult under det religiøse hykleri, som du også selv er modstander af.

"Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed."
(Jesus)

Fred,
Thomas