|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Den Evige Filosofi
|
Kære Arne,
Jeg glæder mig meget over vores dialog 
Jeg opfatter faktisk vores "uenighed" (hvis der er nogen!) som en mulighed for at "nå dybere".
Tænk at dette er muligt her på trosfrihed. Jeg fryder mig 
(Selv om det var/er mit mål - og jeg har en strategi for at nå det - så er jeg overrasket over, hvor let det er at have opnået, at denne tråd er næsten helt fri for "personfnidder").
Du skriver:
Du har jo ret i, at ”Critical Analysis” i Wikipedia-artiklen ta’r det forbehold, du peger på, men det ændrer jo nok ikke ved, at der faktisk er usikkerhed om emnet (om bevidstheden kan overleve døden), og at det vel derfor – som så meget andet – fortsat må forblive et trosspørgsmål - i hvert fald indtil videre.
"Men hvem er usikker?", kunne man spørge. Hvem er i tvivl? Var Pam Reynolds i tvivl om, at hun oplevede ... at hun havde en oplevelse? Uanset hvad denne oplevelse refererede til, er det dog utroligt, at hun oplevede, mens lægerne havde erklæret hende for klinisk død.
Den, der oplever, kan aldrig være i tvivl om, at han oplever. Men de omkringstående kan altid være i tvivl, da de kun kan bemærke den antagede fysiske korrespondens med bevidstheden/oplevelsen hos den oplevende, men aldrig via det fysiske (legeme, instrumenter, osv.) "berøre" selve hans bevidsthed, qualiaen.
Med andre ord: Det, der er et trosspørgsmål for nogle, behøver ikke at være behæftet med usikkerhed for andre.
Og dette er kun "toppen af isbjerget"! For hvis vi når den erkendelse, at bevidstheden er primær og det materielle sekundært (og ikke omvendt som materialisterne tror), hvor meget kan vi så ikke erkende?! Ja, erkende direkte! Det er dog vores bevidsthed - vores væren - "jeg er" - vi er i direkte kontakt med uden den usikkerhed, som må følge dem, der må gå gennem en længere kæde af slutninger og studier enten empirisk eller rationelt.
Om det primære ved Ånden:
"Er kødet blevet til for åndens skyld, er det et under; men er ånden blevet til for legemets skyld, er det et forunderligt under. Men over dette undrer jeg mig: hvorledes denne store rigdom steg ned i denne fattigdom."
(Jesus, Thomasevangeliet)
Du skriver:
Jeg tror imidlertid heller ikke på, at det gode liv primært skal være for andres skyld, som når du skriver: Jeg tror på, at "et godt, ægte og rigtigt" liv er for andres skyld – Det kan for mig let komme til at lyde moraliserende og missionerende – som en pligt, som et påbud og ikke, som noget naturligt.
Jeg tilføjede jo også:
Jeg tror på, at et "godt, ægte og rigtigt" liv er for andres skyld, hvilket også tjener ens egen egentlige essens, vores essens, som er ét med Gud - en essens som er evig og overlever den fysiske død. Eller med andre ord: Elsker vi andre, elsker vi hinanden, så ærer vi ikke bare vores medmennesker, men også menneskeheden og den egentlige (med)menneskelighed i os selv.
Hvad vi gør for andres skyld, berører derfor også os selv - nemlig vores dybeste essens. Den essens, den sjæl, der er ét med det guddommelige. Den guddommelige essens hvor vi alle er ét.
Du skriver:
Jeg tror snarere, at næstekærligheden kommer af sig selv – indefra – når man har overskud til at finde sin indre harmoni – og kan nærme sig ”hjertets renhed”.
Og hvordan når vi så dertil? Jeg tror på Jesu ord om næstekærlighed, som du nok ved. Og selv om det for nogle kan lyde som påbud og forbud, så tror jeg på, at det for andre er som en gnist, en energi, der springer ind i dem og antænder deres egen indre gnist. De vil sidde måbende og sige: "Wow, hvor er det smukke ord - de kan kun komme ovenfra, fra Gud". For disse mennesker vil det også - som for alle andre - være svært at handle på i fuldkommenhed ... men de kan slet ikke lade være med at bestræbe sig, fordi det er så smukt, godt og sandt.
Fred,
Thomas
|
|
|
|
