Hej du..

Du ku' jo starte med at disciplinere dig selv lidt, dvs. samle de adspredte tanker og besvare et simpelt spørgsmål, for det er faktisk hvad debatter handler om: hvad er det for problemer i vort samfund du vil løse med kærligheden til jesusvennen din?

mvh
Simon

Om den holdning du thomas står for skriver Tillich:



The fact that it has some motivating power leads to the self-deception that it can produce reunion with our essential being, i.e., a complete self-integration of life in the realm of the spirit.

Og intet er mere modbydelig end din fromhed, moraliseren over alt og alle,, sådan begyndte du i sin tid på religionsdebatten og sådan stank din hjemmeside af moralisme,, denne følelse af at være moralsk bedre end alle andre,, og du fortsætter i det spor thomas, og jeg får mildt sagt kvalme af dig (med din modbydelige hykleri lykkedes det dig at få mig til at tilgive dig og ta dig for "gode varer",,, hvilket jeg fortryder nu, og undrer mig over at det lykkedes dig med denne manøvre, når jeg tænker på at du med løgne forsøgte at få mig udelukket fra religionsdebatten, virkelig modbydelig træk af dig, som jo blot fortæller at der er noget råddent hos dig et og andet sted, og denne din råddenhed er din moraliseren over alt og alle, hvor du vil sole dig, være selvfed og værst selvgod, og du mener at kunne bruge Jesu ord til at fordømme folk med (hvilket: "produces hostility against God, man, and one's self"), sjovt nok stod Jesus for det stik modsatte, ganske grotesk at du kan få tingene vendt på hovedet, men det skyldes din sygelig trang til at moralisere over verden (især da dem der har taget imod Jesu Kristi Healing Power, tilgivelse og kærlighed)).

Giv mig Vang, Anne, Stausholm og Bjørn,, bare ikke det du står for thomas, og som arne og esther ligger sig i slip strømmen på,, det stinker og jeg vil ha frisk luft, jeg hader jeres lunkenhed.

Din helt igennem ukritiske (uhistoriske tilgang) "Jesu" ord moralisme gir mig kvalme. Selv dem der skrev disse teologiske biografier var klar over at de ikke jonglerede med Jesu ord som var det en moderne troværdig dokumentarisk journalistisk gengivelse, men at de brugte ham i deres eget teologiske ærinde, hvilket også er tanken bag disse teologiske biografier(som urevangeliet og ekim også er misbrug af den historiske Jesus). Derfor om man ønsker at forstå de første kristne menneskers begejstring, gejst og ånd og hvilket trosliv (Kristus-troen) der optog dem, da må man gå til de tidligste skriftlige vidnesbyrd om urmenighedernes indre liv, altså Paulus ("uden alt det tivoli halløj og gøjl evangelierne er fyldt med" Badiou/HansKrist), og her finder vi følgende:

"the quest for a morality which fulfils the law by transcending it, that is, agape given to man as reuniting and integrating reality, as new being and not as law" Tillich. Dette er netop begivenheden (new being; den ny skabelse, ny virkelighed) Kristus ind i verden, og den sandhedsindstiftende begivenhed Kristus-troen var for de første kristne i urmenighederne.

Kristus-troen er denne nye Åndens ekstatiske virkelighed og manifestation der transcenderer loven og budene (Guds kærlighed Kristus, agape, til mennesket er lovens opfyldelse) her overvindes og er loven opfyldt i og med denne ny skabelse, ny væren, ny virkelighed. Det er syndefaldets ondt godt moralisme eller denne forfærdelige spaltning i menneskets natur, ondt godt spaltning, der overvindes i menneskehedens historie, og flytter os i og med begivenheden Kristus over til et numinoust kreativt virke under livets ånds love, under Guds Ånd, Helligånden, som medfører ny personlighedsdannelse og samfundsforandringer (Rom 7 - 8 burde alle kunne udenad om de vil gøre sig kloge på kristendommen; som Lacan og Zizek og Badiou i moderne tid har gjort det (Barth og Tillich og før igen Luther og Augustin), og HansKrist uafhængig af dem).

Loven og budenes intentioner er gode nok, men de formår ikke: "cannot bring about a full reunion with what we ought to be" Tillich. Derfor Kristus Jesus der er Healing power og tilgivelse frem for moralske byrder vi segner under og som gør os selv døde (voksendøde som Paulus og Bjørn er inde på det), og samfundet statisk og stift, nøjagtig som vi finder det hos Paulus,, derfor Augustin og Luther; Freud og Jung; Lacan, Zizek og Badiou mfl, og derfor psykoterapi og derfor psykiatri der alle står på Pauls evangelium om Jesus Kristus. Intet har mere end psykoanalyse (dybdepsykologien), moderne pædagogik og psykologi og psykiatri støttet op om Pauls evangelium om Kristus Jesus.

Hej Hans..

"Kristus-troen er denne nye Åndens ekstatiske virkelighed og manifestation der transcenderer loven og budene (Guds kærlighed Kristus, agape, til mennesket er lovens opfyldelse) her overvindes og er loven opfyldt i og med denne ny skabelse, ny væren, ny virkelighed".

- Hvad vi andre med enkle ord kalder en fantasi, idet virkelighedsrummet jo kun befinder sig i en forestillingsverden.

"Derfor om man ønsker at forstå de første kristne menneskers begejstring, gejst og ånd og hvilket trosliv (Kristus-troen) der optog dem, da må man gå til de tidligste skriftlige vidnesbyrd om urmenighedernes indre liv".

- Så du har altså læst de opr. knudrede tekster, hvilket skriftsprog taler vi her om Hans? ;)

Det betyder nok ikke så meget med oprindeligheden, for når det kommer til stykket var meningen i de ofte knudrede tekster nok ikke så svært forskellig fra livssyn samtiden derudover bød på. Det vil derfor nok være langt senere menneskers livssyn der viser mærkbare forskelle fra indholdet til græske tekster, og simpelthen fordi livet formede sig på en anden måde - lidt som hvis man læser Platons dialoger i div. oversættelser, og dér må sætte sig ind i en anden livsforventning og forståelse af livet, der træder frem for øjnene af personerne på en anden måde i kraft af en anden kultur. Så hvad nogen skulle med en tro om Paulus alene p.a. nogle vrede breve, er i sig selv uden større betydning for senere kristnes livssyn, ja såvidt jeg ved, mødte han jo forøvrigt heller ikke denne Jesus.

Derimod forstår jeg indignationen over det skinhellige, i særdeleshed ville jeg ha' forståelse for forurettelsen over at man henleder opmærksomheden på selve kærligheden, som om den var et problem eller kunne løse menneskelige problemer i en verden med måske 20 gange så stor en population. Så hvad der slår én i øjnene er måske mere en fantastisk selvglæde og uvidenhed, der blot kommer til udtryk gennen lidt selvtilfreds trosonani, for mennesker der levede i årene før vor tidsregning, befandt sig i en samtid med stor utryghed p.a. mange krige hvor mord og enorm økonomisk usikkerhed var dagligdag, for der var ingen af senere tiders sociale omstændigheder og forventninger til fællesskaber. Man levede i tætte familiære bånd og så og rejste sjældent osv.osv.
Så hvad Thomas her taler om, svarer lidt til at ville genopfinde redskaber til løsning af problemer der allerede er opfundet og løst af en senere samtids tænkning. Det er jo derfor Thomas ikke aner sine levende råd, når han blir spurgt hvad det mere præcist er for problemer han forestiller sig at løse med sine mange sange om kærligheden her og dér. For han aner det vitterligt ikke, og undgår som altid den slags spørgsmål med henvisninger til personerne der stiller slige spørgsmål, intet nyt under solen..;)

mvh
Simon

Kære alle,

Det er blevet tid til en opsamling. Da tråden efterhånden er meget lang, vil jeg gøre det stykkevis. Dette hjælper forhåbentlig til at fastholde centrale pointer uden at blive overvældet.

"Personfnidder" vil naturligvis blive ignoreret. Saglighed er sagen, og fred og glæde er nøgleord.

Jeg har markeret de smukke citater. De træder frem med blåt, hvis man kun ønsker at dvæle ved disse

Her er DEL 1 og DEL 2 af opsamlingen. Efterhånden føjer jeg flere dele til. Jeg håber, at denne måde at samle op på bringer klarhed og holder os fast på emnet.

---

DEL 1

Denne tråd vil handle om livets store spørgsmål og om Åndelig Erkendelse, som ethvert folkeslag altid har higet efter at opnå. Få gange har det - i højere eller lavere grad - været muligt for et menneske et sted i verden at løfte sløret ind til Den Guddommelige Virkelighed.

Hvor den rationelle tænkeevne er afhængig af en biologisk modning, så vil kendskabet til metafysiske forhold kun kunne erkendes af det menneske, der undergår en åndelig modning, dvs. et menneske der udvikler sig moralsk og lever et uselvisk liv. Sådan et menneske skal skue Det Højeste.

"Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud."
(Jesus, Matthæus 5, 8)

"Guds mysteriers astrolabie er kærlighed."
(Rumi)

---

DEL 2

Alle mennesker har mulighed for at modnes åndeligt uanset religiøst eller filosofisk ståsted. For bag verdens mangfoldighed findes en enhed, der er både immanent og transcendent pluraliteten, som har sit ophav i Det Ene.

"Atman, det iboende, evige Selv, er ét med Brahman, al tilværelses absolutte princip; og det endelige mål for ethvert menneske er selv at opdage denne kendsgerning og at finde ud af hvem han virkelig er."
- Aldous Huxley

"Den erkendende og det erkendte er ét. Jævne mennesker forestiller sig at de skal se Gud, som om han stod dér og de her. Således er det ikke. Gud og jeg, vi er ét i erkendelsen."
(Eckehart)

"I de henseender hvor sjælen er ulig Gud, er den også ulig sig selv."
(Bernhard af Clairvaux)

Men hvordan modnes vi åndeligt? Hvordan finder vi ud af, "hvem vi er"? Hvordan erkender vi vores sjæls lighed med Gud?

Fra bogen "Den Evige Filosofi" af Aldous Huxley citerede Arne bl.a.:



Jeg tror, at det for mange er svært at forstå, at erkendelsen kan antage karakter af ufejlbarlighed. Men det er - som Huxley siger - fordi der er tale om "den forenende erkendelse". Erkendelsen er ikke bare noget vi har - som et trofæ i vores fremstrakte hænder klar til at blive vurderet og vejet. I den forenende erkendelse er vi det, vi erkender.

Fred,
Thomas