Nu var det altså Arnes kværulanteri, mit svar var en replik på, men du er da velkommen til at blande dig.
Om afgudsbilleder har "berettigelse" er nok et spørgsmål om, hvilken indstilling man har til den pågældende "gud", men at de har betydning for en masse mennesker, kan vi ikke blive uenige om. Når man ser mennesker kysse krucifikser, fødderne på hellige statuer, amuletter og Pavens fiskering, så er det helt klart en støtte for troen.
Som nævnt er jeg ikke uenig med Alice Millers syn på, hvordan og hvorfor de alvorlige traumer opstår. Som polsk jøde opvokset under den tyske besættelse har hun et førstehånds kendskab til det, og det har da også præget hele hendes liv. Men når en psykolog radikalt skifter synspunkt flere gange i sit liv, er der grund til advare mod at følge hendes vejledning i helbredelse for traumer, specielt når de altså ikke har kunnet helbrede hende selv gennem et langt livs forsøg.
Det er da fint, at du kan bruge Alice Miller til at forstå dine familiemedlemmer bedre, men det har ikke hjulpet dig til at forstå, at Arne ligger milevidt fra både mit og dit syn på vore omgivelser. Arne tåler ikke kritik af sin synspunkter, hvor både du og jeg reflekterer over, om årsagen til den manglende forståelse ligger hos os selv. Jeg tror også, at vi deler ønsket om at sprede glæde i vores lokalmiljø. Det kan jeg ikke rigtigt forbinde med Arnes indstilling, efter hvad han selv har berettet om sine uoverensstemmelser med de troende i hans lokale miljø.
#12617 - 20/03/201221:11
Re: Den Evige Filosofi
[Re: ]
Thomas
Uregistreret
Kære alle,
Følgende link fører til en video af Ken Wilber:
Ken Wilber forstår at bevare både et videnskabeligt perspektiv og et spirituelt perspektiv uden at se dem som modsætninger. Han formår i den grad at bakke op om den forståelse, som nogle af os på debatten har om integrationen af videnskab og spiritualitet fremfor at se et unødigt modsætningsforhold.
I videoen behandler han "ethics" og dens plads i spiritualiteten. Han taler også om den permanente og evige essens af os selv. Og erkendelsen af dette - Selv. Han er intelligent og forstår at bruge sproget, mens han skifter mellem en forståelse og erkendelsesramme på det relative og absolutte niveau for det menneske, der udvikler sig åndeligt.
Hold tungen lige i munden og nyd undervisningen fra dette intelligente, engagerede og erfarne menneske.
Om Wilber, i udpluk:
Citat:
Kenneth Earl Wilber II (born January 31, 1949) is an American author who has written about mysticism, philosophy, ecology, and developmental psychology. His work formulates what he calls Integral Theory.[1] In 1998, he founded the Integral Institute, for teaching and applications of Integral theory.
Wilber describes the current state of the "hard" sciences as limited to "narrow science", which only allows evidence from the lowest realm of consciousness, the sensorimotor (the five senses and their extensions). What he calls "broad science" would include evidence from logic, mathematics, and from the symbolic, hermeneutical, and other realms of consciousness. Ultimately and ideally, broad science would include the testimony of meditators and spiritual practitioners.
Wilber is credited with popularizing, if not inventing, the field of Integral Thought, broadening the appeal of a "perennial philosophy" to a much wider audience. Cultural figures as varied as Bill Clinton,[40] Al Gore, Deepak Chopra, and musician Billy Corgan have mentioned his influence.
Jennifer Gidley, a research fellow at RMIT University Melbourne, points to the need in the 21st century to create conceptual bridges between integral philosophy and pedagogy and other related philosophical and pedagogical approaches. She undertook a comparative study of key evolution of consciousness thinkers, focusing particularly on the integral theoretic narratives of Rudolf Steiner, Jean Gebser, and Ken Wilber (but also with due reference to the seminal writings of Sri Aurobindo and those of contemporary European integral theorists such as Ervin Laszlo and Edgar Morin. She noted the conceptual breadth of Wilber's integral evolutionary narrative in transcending both scientism and epistemological isolationism.
#12631 - 25/03/201213:43
Re: Den Evige Filosofi
[Re: ]
Thomas
Uregistreret
Kære alle,
Her er et lille søndagsindlæg med et ønske om fred og kærlighed - og en vidunderlig dag med sindsro.
En bøn af Frans af Assisi:
Herre, gør mig til redskab for din fred hvor der er had, lad kærligheden råde. Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse. Hvor der er mørke, lys. Hvor der er fortvivlelse, håb. Hvor der er sorg, glæde. O, guddommelige Herre, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste. Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå, ikke så meget søge at blive elsket som at elske. For det er ved at give, at vi modtager, det er ved at tilgive at vi tilgives, det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.
Må vi alle lære at indse vores egne fejl, vores synder, vores ondskab. Må vi udrydde det af vort hjerte, så vi kan blive en tjener af menneskeheden og alle levende væsener.
Frans af Assisi, i udpluk:
Citat:
Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og hånedes af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.
Han opfattede det som sin opgave at prædike. Hans prædiken var enkel, og glæde og fred var hovedord i den. Og han var i alle sammenhænge en fredsstifter.
I bod og ydmyg kærlighed, befriet for jordisk ejendom og fast bopæl, levede Frans efter bibelsk forbillede som vandreprædikant, og omkring ham samledes snart et broderskab, fratres minores 'mindrebrødrene'. Byen Assisi forblev centrum, og på få år bredte der sig herfra en bevægelse ud over hele Europa.
I Kristi efterfølgelse modtog han i 1224 Jesu sårmærker (tidligste eksempel på stigmatisering). For Frans var den "fuldkomne glæde" og freden nøglebegreber. Hos ham og hans tilhængere forbindes et barneforhold til Gud med en mystisk inderlighed, i hvilken følelse og erfaring har større vægt end abstrakt tænkning. Kærligheden gælder de svage og nødlidende, men udstrækkes i videre forstand til alle skabninger, naturen og kosmos, hvis skønhed afbilder det guddommelige.
Tak for den bedste og den smukkeste af Assisibønnerne ... Det er nemlig en bøn, der giver sindsro, synes jeg ... og lidt pudsigt er det, fordi jeg på et tidspunkt for en del år siden, netop læste et sted at "Sindsro-bønnen" var udsprunget og omskrevet fra denne her Frans af Assisi - bøn. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, for det er aldrig lykkedes mig at finde tilbage til kilden, hvor jeg læste det. Kender du bønnen, og ved du, om det er en and?
SINDSRO-BØNNEN
Gud giv mig sindsro til, at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen.
Så jeg lever en dag ad gangen, nyder et øjeblik ad gangen og tager imod de svære tider som er vejen til fred.
Så jeg, som Jesus gjorde, tager denne syndige verden som den er, ikke som jeg vil have den til at være.
Så jeg stoler på, at han vil bringe alle ting i orden, hvis jeg overgiver mig til hans vilje.
Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv og uendeligt lykkelig med ham i det næste liv i al evighed.
skrevet i 1932 af Reinhold Niebuhr, tysk/amerikansk præst og teolog.
Jeg glæder mig over Frans af Assisi's bøn - og lige så meget over Reinhold Niebuhrs "Sindsro-bøn". De er begge vidunderligt smukke - og inspirerende - synes jeg.
Men så kommer "Djævelens Advokat" rendende og spø'r:
- Hvorfor skal man være uselvisk, opofrende, medfølende, tilgivende, elskende?
- Skal man være det for sin egen skyld - eller for de andres?
- Er det for ens egen vej til lykke - eller for de andres?
- Hvis det er af begge grunde, hvad vejer da tungest?
- Er det ikke for nemt at sige, at de vejer lige meget?
- Og skal man "missionere" dette budskab?
- Eller skal man blot selv leve efter dét, man finder rigtigt?
- Er dét at "missionere" at gøre sig selv bedre end andre?
Det er måske ikke så ligetil at være "ren af hjertet"...
Svar
Citer
