Hej Michael
Jamen jeg kan sagtens forstå dig, som jeg skrev, det ville være bedre at lære et menneske at fiske. Og som du skriver, hvordan sukkerproducenterne ødelægger det for de afrikanske bønders tilværelse. Jeg er slet ikke uenig i dette.
Ligeledes med Myanmar, jeg tror nok, der er mange der ikke fatter, hvordan militærjuntaen, kunne få lov til at hindre hjælpen i, at komme ind i landet. Eller hvorfor den kinesiske regering hindrede nødhjælpsarbejdere fra andre lande i, at komme ind og hjælpe med at finde sårede og omkomne efter jordskælvet.
Det er horibelt og uhørt.
Men tror du ikke at mange tænker: Hvad kan jeg gøre ved det. Det eneste jeg kan, er at yde bidrag, og så har jeg gjort mit.
Du har fuldstændig ret i, at næstekærligheden er så vigtig. Samt at vi burde medvirke til at samfundet ikke hviler på begærlighed. Magt og penge.
Vi brokker os over det ene og det andet. Ingen gør noget, der i det store billede, vil have en virkning.
Men igen, hvad stiller man op overfor de højrer magter?
Har du set filmen: Læger uden grænser?
Det er en af mine yndlingsfilm. Det er en film, der viser den virkelig rå verden som den også ser ud. Og hvordan en læge, kæmper for at rejse penge for at hjælpe ude i verden, hvor han virker.
Scenen hvor han tager et hungersnøds ramt barn, med til en sammenkomst for rige mennesker der spiser og drikker, samtidig med at de kalder det velgørenhed for de fattige, skær en så dybt i hjertet.
Jeg har stor respekt for læger uden grænser.
Det er godt at du råber op, bliv ved med det. Og jeg kan godt forstå det du skriver her:
Nødhjælp er en fattig undskyldning når man samtidig understøtter en samfundsstruktur som skaber denne nød.
Men min holdning er bare, at nødhjælp er en nødvendighed, som verden er skruet sammen nu. Det eneste jeg altid frygter er, at pengene falder i de forkerte lommer. Så jeg er meget forsigtig med, hvem jeg støtter.
Det var ikke min mening at underkende dit indlæg eller forvrænge noget i mit svar til Ole Bjørn.
Med venlig hilsen
Manjana