En gammel kinesisk kvinde går hver dag med sit åg med to krukker hængende på nakken efter vand ved bækken. …
Den ene krukke er fin og ren og hel og den bringer hver dag hver en dråbe hjem til den gamle kones husholdning.
Den anden krukke derimod har en revne, så kun det halve af vandet er med hjem – resten er spildt.
Krukken føler sig mindreværdig og en dag klager den sin nød til den gamle kone og siger: ”Jeg er så ked af, at jeg hver dag mister halvdelen af vandet!”
Konen svarer: Hør nu her: Jeg er så glad for dig, for prøv at se de smukke blomster, der er på din side af vejen … og så kig over på den anden, som er helt bar!. … Jeg har de sidste to år haft blomsterfrø med i min lomme, når jeg gik efter vand. Frøene har jeg strøet, og du har med det ”spildte” vand sørget for, at de nu blomstrer i fuldeste flor.
Morale: Selv om ingen af os ér hele, men stadig har revner og sprækker hist og her, har vi dog alle en mission her på Jorden.
Kære Zenia,
Tak for din smukke historie! Den sev lige ind igennem en af sprækkerne
Rent narrativt foreslår jeg, at historien kan slutte på følgende vis:
Frøene har jeg strøet, og nu blomstrer de i fuldeste flor.
Det giver ofte lytteren (eller seeren hvis der er tale om TV) en fortællemæssig "tilfredsstillelse" at gribe pointen selv (og den er da også rimelig klar).
God uge til dig
Svar
Citer