|
0
registrerede
64
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen, RM..
Her William Heinesen fortsat, set i lyset af det tætte venskab og samarbejde med den brændende tørstige Otto Gelsted, digteren du vist selv er lidt pladask i – to digtere der har skrevet så gribende om det oplevede, at poesiens legende alvor straks liver op i øjnene når den genlæses, og næsten som var livet poesiens forskrift, og begge digtere det strålende exempler derpå.
Og så er der jo det med forårsduftene, dem jeg næsten ku’ lyde lidt sur over ikke længere exploderer i hele sanseapparatet, som det ka’ opleves når en vinterhård jord stille tør op, men igrunden bare er udtryk for mit nisselige jegs forelskelse i årstidsoplevelsen.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke længere frydes over alle de små opspring i øjne og ører, for ikke at tænke på snudeskaftet, overhovedet ikke; men det er min oplevelse at klimatiske og økologiske betingelser påvirker vores nuværende måde at opleve årstidsskiftene på: den langsomme oparbejdelse af længslen, der ikke længere futter oplevelsen af på helt den samme måde, som når de første spirende væxter trodser sneen: at blie så årstidstræt af vinterens isdække og oplevelsen af sneen som årringe der kun gradvist svinder for forårshåbet, for så endelig at slå knoppen af flagstangen i fest og farver, en oplevelse vi for en stor del nu må erindres om i litteraturen med digtere exploderet i begejstring!
Det er bare en erkendelse, der på nisselig vis retter sig ud i lidt nostalgisk forargelse på forårets vegne – det lyder da pænt. Men forandringer i det nære med følgelig nostalgi oplevede selvfølgelig også Heinesen og Gelsted; digtet Dansende poppelfrø (til Otto Gelsted) sir det hele, som den ene tørstige ildsjæl der langer erkendelsen over bordet til den anden; kors de har moret sig, de to:
Der er så langt langt langt
mellem Davidsens vinstue på Åboulevarden i 1918
og til hotel Peking i 1968.
Langt i tid langt i ånd …
Og så smilet gennem tårer …
Vaaraften
Det dirrer i Luften af Draabestøv,
det drypper så lunt i hver Pyt,
det dufter af Regn og Grøde,
lifligt nærende og sødt.
Imod mig den ødsle Vellyd
af Kilder, der gurgler sig frem
blandt duggende Straa som glinser
blidt i den vaade Em.
Og elleve gulgrønne Gæslinger
traver rundt i det regntunge Græs
og synger enfoldigt en Sang om sig selv:
Vi er Gæs, vi er Gæs, vi er Gæs!
Jeg drømmer stilfærdige Drømme
og bilder mig ind, at jeg gror
som et glinsende Straa uden Tanker,
en Rod i den lune Jord.
Jeg drømmer en tidløs Verden,
en bævende Aftensang
med Rytmer af Dagenes Fodtrin,
Aarenes Gaasegang.
Den Duglyse Nat ser jeg smile
til Dagen, der kaster sit Læs,
det lyder som Stjernestemmer:
Vi er Gæs, vi er Gæs, vi er Gæs!
*
Eller …
Sagn
Af Mørket steg et spinkelt Skud
og folded sig i Solen ud,
og i dens korte Sommerskin
det suged Lys og Farve ind.
Og hver en venlig Morgenstund
det vaagned af sin Stjerneblund
og plired mod det gyldne Gry
og saa sig om som født paany.
En nyfødt ild, forsagt og svag,
en Vunde i den vilde Dag –
det ranked sig med Blomstersind,
en Vilje i den klare Vind:
Se, jeg er Liv til evig Tid,
et Frø, som Fuglene bar hid,
Forvandlingen, som aldrig dør
– jeg mindes, at jeg vokste før.
_ _ _ _
Af Ødet steg et spinkelt Skud
og flammed blidt mod Rummet ud
og blev en stille Helligdom,
som tusind Mile værned om.
Og den, der drog den lange Færd
fra Verden ud og kom den nær,
de slidte Sko af Foden sled
og bøjede sig ydmygt ned.
- William Heinesen (den vidunderlige!).
Bedste vårhilsner – m. håb om solens snarlige genkomst..
Simon
|
|
|
|
