|
0
registrerede
185
gæster og
1526
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM,
her lidt til alle hjertekamrene, fra blodets springflod i høj puls på dynens damp, til en tæerkrummende sørgmodighed - godt med lidt tragt på ordene, en spændevidde med rytmiske ordslag, god fornøjelse:
Alt og Damerne -
”Alf og damerne” troede jeg det hed
det blad, min moder købte hver uge.
Der var altid en dame på forsiden
og enkelte herrer indeni.
Men når jeg bladrede det igennem
fandt jeg aldrig et billede af en
der helt svarede til min forestilling om Alf.
Det var så meget mere forvirrende
som det i sig selv var utroligt
at de hver eneste uge
kunne skrive så meget nyt
om Alf og damerne!
Mærkelig mand, den Alf!
tænkte jeg beundrende
- og så alle de damer
dem på gaden
dem i tog og i sporvogne
og sikkert også alle de andre!
Hvor stor var ikke min skuffelse
da jeg lærte at læse.
O, damer! Og I, småpiger
som lærdom endnu ikke har ødelagt.
Tænk engang imellem
på stakkels, gamle Alf.
Tag ham med i jeres aftenbøn.
Lad ham nu og da få
en beskeden plads mellem jeres pinsler
eller popstjerner, hvem I nu drømmer om
så han ikke altid skal gå hjem alene.
- Henrik Nordbrandt.
Efter et bal i Stockholm Län -
Det sidste tog er kørt forlængst, veninde,
så vi har langt at gå. Men det er nat
og stjernevejr og varmt som ingensinde.
Å der er veje nok, som vi kan vælge.
Een vej går hjem, en anden nedenom.
Tre løber lige lukt til Södertälje.
Jeg har din venstre hånd. stræk højre lille
ud mod den vej, du allerhelst vil gå,
men vælg for min skyld den, der er så stille.
For jeg kan li at lytte til din tanke,
der siger ting, de samme ting igen.
Veninde, lad mit hjerte om at banke.
Vi bruger uvant varsomt vore sanser.
Her dufter mildt af kløverdug og dyr.
Hvem vil vel sige noget, om vi standser.
Din hvide kjole ser mig i øjet.
Din hvide stemme leger mod min mund.
Jeg sier. Jeg er blå og slidt i tøjet.
Nu skal vi møde det, vi ikke kender
og derfor ikke har et navn at gi,
før vi engang er der, hvor vejen ender.
Imorgen er vi borte for hinanden.
Imorgen er nat igår. Og du
og jeg har pokkers ondt et sted bag panden.
- Frank Jæger.
Og her én fra ordspinderen, den skjælm – som ku’ så fint, ja han ku’ slet ikke la’ vær med at ku’ ku’:
Gensyn -
Jeg blændes lidt igen ved at se dig
og standser og står stille for dit nik.
Du er ny som dit eget nye forår
og som lyset der brydes i dit blik.
Du er smuk og den samme og en ny
i en kjole og en hat, jeg ikke kender.
Men jeg selv er en ubarberet satan,
der forlegent står og ser på dine hænder.
For selvom du er fremmed – og en andens,
og er hans, nu i dette mødes stund,
står legender om noget som er hændt os
som tegn i din hånd og om din mund.
Du har ord med, som jeg engang har sagt dig.
Og den, der idag går med dig hjem,
han skal høre i dit hjertes konkylje
den lange tunge susen af dem.
Du er ny som dit eget nye forår.
Men som det har du hemmeligt med:
ting der altid vil ånde i det skjulte
som overstået ømhed og fortræd.
- Morten Nielsen.
Morgenmåne –
Imorges bankede månen
på mine ruders spejl
som en nylig renset
tommelfingernegl.
Klare stjerner sad
som fine nervetråde
på den store hjerneskal,
der hvælver vores gåde.
De første svage lyde
fra en by, der vågner op,
trængte gennem ruden
fra vore gåders krop.
Skraldevognens ramlen,
gamle hestes trasken
og mælkedrengens skramlen
med flaskernes tasken.
Og meget længere borte
hørtes havnens skibe tude,
mens stjernerne forsvandt
fra min morgenhimmelrude.
Men månen var forsvundet
ved vækkeurets kalden,
og solen stod på himlen
som et hul i hjerneskallen.
- Ove Abildgaard.
Under nattens hattepuld –
Jeg dykked i dine øjne
som ænder i mosevand.
Drak af dine læber
som kalven af en spand.
Sank i dine bryster
som i en dynge hvede,
og mine lunger blæste
som bælgen i en smedie.
Da alt igen var stille,
som sammensmeltet guld,
spandt vi os i søvn
under nattens hattepuld.
- Ove Abildgaard.
Her et særligt digt af Halfdan Rasmussen om Morten Nielsen; et kærligt venskab der havde fremtid i sig, lige indtil den dag det blev revet midt over for bestandigt – af dem. Det har været nødvendigt men svært at skrive, som når chokket dirrende rammer dig, og ordene nøgne søger vej, over tabet af det pulsslag, der aldrig mere kommer sig.
Morten Nielsen –
Vågen skønt mørket omkring mig
er tungt og dybt af søvn
søger jeg ind til noget
jeg ved er tilendebragt.
Søger jeg mod en verden,
der kalder bag mørket her
med ord jeg har lært at elske,
ord som den dreng har sagt.
Mørket er svøbt om hans hænders
ensomme, kolde død
og dog er hans store hjerte
åbent i denne stund.
Jeg hører det banke dæmpet,
dæmpet som nætters regn,
og ser hvor ordene vågner
til liv bag hans mørke mund.
Nu bøjer han sig fortroligt
over det slidte bord
og håndens levende linjer
kærtegner bog og pen.
Nu tænder han langsomt piben.
Ord der er blå som røg
griber hans hjertes rytme
og dier som børn af den –
Sådan kendte jeg drengen.
Sådan blev drengen mand.
Hans hænder er ikke kolde
og døden er ikke nær.
For dybt i hans dybe øjne
er fygende sol og sne.
Og under hans hænders varme
går blodet som blæst i trær.
__ __ __
Jeg ser dig et tidligt forår
vandre uroligt hjem
over de mørke markers
smeltende fuglespor.
Du taler om dine digte.
Du søger dig selv i dem
og blotter dit sind i strofer
af skønne og sære ord.
Himlen og himlens fugle.
Hver lille nænsom ting
banker sin varme rytme
under din pandes hvælv.
Blæsten indover fjorden
og drengen du vandrer fra
mødes i vers der lever
stærkere i dig selv.
__ __ __
Altid på vej mod noget
du følte dig kaldet til.
Bundet til det i livet
som voksede stærkt og ømt.
Søgende mod dit eget
frugtbare drengesind
fandt du dig selv bag syner
og drømme du havde drømt.
Du taler dig fri af angsten.
Du taler dig angsten nær,
Strider med ord der kæntrer
mod drømmenes blinde dør:
»Vi vandrer med døden i os,
vi der er unge nu.
Og dog er vi selve livet
nærmere nu end før.«
Vi vandrer med døden i os!
Nogen vil slå os ned.
Mange gik ind til døden
pint og forfulgt af dem.
Ære være de unge –
unge som du min ven.
Unge som livets korte
skygger der bær os hjem.
Ung, men med verdens hjerte
undrende i din hånd
gik du med tusinde andre
ind i dit efterår.
Somre skal blive tilbage,
bølger af sol og regn.
Meget blev taget fra os.
Alt, hvad du var, består.
__ __ __
Vågen skønt mørket omkring dig
var tungt og dybt af søvn
søgte du ind i livets
mørke og enkle ord.
Det stormer med rød september
ind mod din barndoms land.
Løvet falder som skygger
over dit skrivebord.
- Halfdan Rasmussen.
Halfdan Rasmussen har også skrevet et andet smukt digt der hedder ”Ensomhed”, som er skrevet efter besøg på kirkegården med Mortens far. Lige så sprællevende og vittige hans ord springer rundt, lige så malende slår det tragiske én ret op i ansigtet. Han er en fremragende digter, der ligesom Morten har noget på hjerte. Forøvrigt minder digtet herover meget om Morten Nielsens stil, ja det emmer af eget liv, hvilket viser noget om begge d'herres store talent.
mvh
Simon
|
|
|
|
