Hej Hans..

"skriver herren simon i sin forblindelse og forivrighed på at kunne ta røven på en for ham lige lovlig religiøs mand".

- Hvilken betydning har dette - hvis ellers du kan begrænse dig til essensen? ;)

"Men må vi minde om oxytocin og barn moder relationen, og pattedyr familiehyggen (pattedyr hulehygge".

- Det er måden hvorpå biologiske dyrearter bedst overlever livets frygtelige vilkår, i hvilken forbindelse genetiske impulser over mill. af år nedarves fordi det viste sig at være den bedste løsning for eksistens, men livet i sig selv er indifferent overfor overlevelse, det er bare eksistensens omstændighed og vilkår - helt uden mening, det er mennesker der har kærlige meninger, ikke livet.
Det kan godt være også du synes det er sødt at tolke hyggelige meninger om kærligheden fra hulen derhjemme (i kulturen) ud på livet som sådan, men jeg tvivler på polarbjørne og snegle ser livet helt på samme måde - men du mener måske du genetisk set er stort forskellig fra også disse? ;)

"denne nussen og plejen som den omsorgssvigtede simon og evangeliernes Jesus nok har glemt".

- Nejda, jeg nærer kærlighed til mine og omvendt, men kan slet ikke se hvad det har at gøre med din interesse for parapsykologi? ;)

mvh
Simon

"Du må da kunne forstå, at alt det du her og dér skriver om livet som et kærligt foretagen, bare er meninger du har om livet, at det er betragtninger du har om livet som fornuftigvis har sin forklaring i kulturelle omstændigheder."

- Livet er grundlagt i kærlighed, for at vi i kærlighed må lære kærligheden at kende ved at øve den mod hinanden. Når betragtninger falder bort, og når kultur falder bort, og når alt andet falder bort, er der den rene væren, der slår kærligheden an som grundtone.

"Livet i sig selv har intet at gøre med kærligheden mellem mennesker. Og noget af det aldeles centrale i forbindelse med det at væve kærligheden ind i gammel religiøs overnaturlig tro er, at religiøse institutioner tror de dén vej får mulighed for at videreføre overtroen til næste generation."

- Ingen religion har den ubesmittede kærlighed i centrum, blot dogmer og ritualer - og akademisk teologi der bevæger sig i en bue uden om det enkle, det barnlige, det rene. Men kærligheden er, og vi behøver blot at gribe den, i os selv, og give den videre til andre.

"Men selve den fup religioner søger at overføre på mennesker, må man lære sig at gennemskue."

- Religion er et fupnummer, der kalder andre til sig ved et navn, hvis ejer såede korn, der vokser op til højlys dag udenfor kirkens murer, langt borte fra den religiøse sødme som i sig selv er værdiløs.

"Nej, kærlighed er genkendelse, hvis vi skal være lidt poetiske, og det skal vi jo"

- Der er ingen grund til poesi, men til forståelse.

"Kærligheden kan opstå og forsvinde, men den ér ikke et "væsen" der svæver rundt om dine ører, som du kan hive ned og kalde gud"

- Hverken kærligheden eller Gud er et væsen. Gud er Ånd, og sådan skal Han tilbedes - i sandhed til alle tider på alle steder.

Livet i sig selv har intet at gøre med kærligheden mellem mennesker.

livet i sig selv er indifferent overfor overlevelse



Selv en bakterie kan kende forskel på ydre og indre!

Og om noget et menneske skal gerne kunne det samme!

Og i ovennævnte sammenhæng hvor befinder dit livet i sig selv simon?

Det befinder sig udenfor!

Men vi teologer, biologer og psykologer, taler om livet indenfor! Og vi ved godt at livet i sig selv udenfor kan virke truende, men det får os ikke til at opgive at udvikle på livet indenfor.

Hvem holder du med?

Når vi må indrømme at selv en bakterie kan kende forskel på indre og ydre, hvor tror du så vi skal ha vores fokus, ihvertfald som teologer, psykologer og biologer, selvfølgelig på individets side, på intelligensens side.

Det kan da godt være at livet i sig selv som noget yderliggjort og "det" gjort noget, upersonliggjort noget (uden tilknytning til et levende individ), ser astrofysisk meningsløs og faretruende ud, men derfor skal vi da ikke opgive at vi som levende væsner skal kunne overleve og klare os imod dit meningsløse livet i sig selv.

Livet i sig selv kan lige så vel være på indersiden som på ydersiden, apropos bakterie eksemplet.

Og ihvertfald er det vores forbandede pligt at interessere os for livet i sig selv på indersiden, altså teologien er vigtig, det der så senere er blevet til psykologi og biologi.

Du skal lære at tænke skarp, at kunne skelne og ikke bare falde på røven for astrofysiske mareridtsfortællinger der får dig til at miste ånden og troen, fordi du fra naturens side har fået så lidt liv med dig på indersiden at du ender op i totalt strukturløs pessimisme og fatalisme og opgivelse og ligegyldighed.

Der findes ikke nogen "det" sandhed i dit liv mand som du i den grad skal falde på røven for og tilbede. Hvorfor du maler alt gråt i gråt. Men min intelligens og gejst, ånd, formår du ikke at udslukke med dit overtroiske naturvidenskabelige fatalistiske gudedyrkelse i et og alt.

Prøv for engangs skyld det teologiske personlige liv på indersiden. Eller prøv i det mindste at kunne skelne mellem ydersiden og indersiden.

mange hilsner fra den personlige indeside til simon derude i upersonlighedens og ufrihedens fatalistiske hav, hvor "det" og ubevidsthed hersker.

Selv en bakterie kan kende forskel på ydre og indre! Og om noget et menneske skal gerne kunne det samme!".

- Bakterier reagerer bare på de impulser de er kodet med, og reflekterer ikke som mennesker kan det.

"Og i ovennævnte sammenhæng hvor befinder dit livet i sig selv simon?".

- Det er livet omkring os, vi ikke kan tolke ind i meninger fra gammel religiøs overtro. Den slags skaber bare en masse af de misforståelser mennesker gennem århundreder har måtte slås med.
Vi har ingen grund til at tilskikke livet mening Hans, meninger er noget vi menensker skaber, og som gradvist forgår som biologiske livsformer i øvrigt. Ufra en sådan forståelse går det fuldt ud an at diskvalificere meningsindholdet religioner serverer os, for dernæst helt og holdent at ansvarliggøre mennesket selv for de kulturværdier vi frembringer som grund for sameksistens. Og langt den bedste metode for at forstå naturen i sig er nu engang at forstå naturen udenfor sig, og derfor begrunde livssyn udfra mulig viden - som netop kan udvikle sig.

"Men vi teologer, biologer og psykologer, taler om livet indenfor! Og vi ved godt at livet i sig selv udenfor kan virke truende, men det får os ikke til at opgive at udvikle på livet indenfor".

- Teologi har ingen betydning i forhold til egentlige videnskabelige arbejdsoråder. Og hvad angår psykologiske arbejdshypoteser, må også de kunne udfolde sig til bedre vidensområder hernad vejen og gør det, hvor menneskelige adfærdsmønstre i sociale rammer naturligvis også viser noget om instinkter vi er genetiske bærere af. Men det giver fx. ingen mening at du knalder med lidt freudianske arbejdshypoteser i Paulus seng og tror, at Marx ville ha' set interesseret på, for det ville han ingenlunde ;)

"Det kan da godt være at livet i sig selv som noget yderliggjort og "det" gjort noget, upersonliggjort noget (uden tilknytning til et levende individ), ser astrofysisk meningsløs og faretruende ud, men derfor skal vi da ikke opgive at vi som levende væsner skal kunne overleve og klare os imod dit meningsløse livet i sig selv".

- Livet forstås ikke bare fordi man tolker det ind i fantasier der behager ens nydelige trosanskuelser, der må være en påvise korrelation mellem selve livet, naturen eller universet og beskrivelserne - det er fx. her din teologi ingen nyttevirke har. Livet tager ingen hensyn til den slags fantasier Hans, og biologiske livsformer ser vi kun fordi naturen over mill. af år fik mulighed for at udvikle sig, og det er dér vi bærer biologiske instinkter med os, som henad vejen har vist sig fordelagtige for arters overlevelse. I den forbindelse kan vi da sagtens knytter følelser til idéer der tilfredsstiller idéer om livet, men livet i sig selv er indifferent overfor vore idéer.
Astrofysikere impelmenterer jo ikke guder i dig oplevelsesrum, de forsøger som alle andre videnskaber at forstå hvordan ubniverset har udviklet sig, mens biologer undersøger hvordan arter opfører og udvijkler sig i div. habitater. En akkumuleret viden vil måske ud i fremtiden forme en større forståelse af mange enkeltstående vidensområders sammenhæng, og nedfælde en slags sammenhæng i menneskers selvforståelse, men det er nok noget der ligger et stykke ud i fremtiden. religioners idéer om noget guddommeligt viser bare kun noget om fortidige mennesker idéer om naturen, set i en samtidsforståelse. Man kan vel sige, at vi på så mange områder har udviklet bedre kulturformer, men at vi samtidig med en større viden også er blevet mere opmærksomme på os selv som skrøbelige individer, for der skal ikke meget til før livet slutter for os. Kulturformen vi lever i og favoriserer, skaber mange spørgsmål der opløser tidligere kulturers konklusioner, og det er bare en sund udvikling med bedre metoder i brug. At livet er menignsløst, betyder jo ikke at det liv jeg og mine har formet os, fremstår meningsløst, for det er et ganske andet parameter Hans ;)

"Der findes ikke nogen "det" sandhed i dit liv mand som du i den grad skal falde på røven for og tilbede. Hvorfor du maler alt gråt i gråt. Men min intelligens og gejst, ånd, formår du ikke at udslukke med dit overtroiske naturvidenskabelige fatalistiske gudedyrkelse i et og alt".

- ;)...jeg interesserer mig ikke for at "omvende" dig til noget som helst, men pointerer, at du roder tingene sammen til et produkt du derefter tilpasser et religiøst betinget verdensbillede.
Mening med livet er noget vi selv skaber, det er dét der er væsentligt at få med sig - kærlighed er ligeledes også en egenskab til knytter sig til menneskets måde at reproducere sig, men der er ingen korrelation til et "kærligt univers"...m/u ymse gudeidéer, den slags finder vi kun i menneskers alt for virkelige fantasier Hans ;)

mvh & god søndag fortsat ;)
Simon

"Vi har ingen grund til at tilskikke livet mening"

- Vores tilskikkelser eller mangel på samme ændrer ikke på livets meningsessens.

"Mening med livet er noget vi selv skaber, det er dét der er væsentligt at få med sig - kærlighed er ligeledes også en egenskab til knytter sig til menneskets måde at reproducere sig, men der er ingen korrelation til et "kærligt univers"...m/u ymse gudeidéer, den slags finder vi kun i menneskers alt for virkelige fantasier"

- Mennesket kan uden tvivl skabe mening, men dets konstruktioner ændrer ikke på livet, som det er - et sted til at udvikle en bevidsthed ud over egenvilje og begær. Kærlighed er ligeledes noget hinsides begær og reproduktion. Den gælder også dyrene, børn og gamle, mænd og kvinder, raske og syge. Den brødføder og kærtegner og er ikke bundet til kødets lyster og reproduktion.