Hej kære venner.
Jeg oplever at følelser, fornemmelser eller intuition faktisk er en fantastisk måde at komme dybere ind bag det vi normalt opfatter som "virkeligheden".
Som jeg oplever det, så er det fint nok at bruge ens intellektuelle kapacitet, men ofte hvis ikke man også har blikket rettet indad, så bliver det meget overfladisk det man kommer frem til, eller måske rettere, så bliver ens oplevelse af det man intellektuelt kan erkende meget begrænset hvis ikke der også er en følelsesmæssig oplevelse tilstede.
Jeg kan sagtens læse mig til en helt masse som andre har fundet frem til, men hvis ikke jeg virkelig mærker efter inde i mig selv hvad der både tankemæssigt og følelsesmæssigt giver mening for mig, så bliver det meget overfladisk oplever jeg.
Jeg kan godt intellektuelt tilegne mig en forståelse af forskellige videnskabelige eller spirituelle opfattelser af verden/universet, men hvis det hele blot drejer sig om ord og begreber, så bliver det meget tomt oplever jeg. Det bedste jeg så kan bruge denne intellektuelle forståelse til er, at jeg så har noget jeg kan bruge som et redskab til at overbevise andre om hvad der skulle være sandt.
Jeg tænker at en oprigtig søgende må være åben-sindet.
Mange som tager det videnskabelige perspektiv kommer vel egentligt også med en masse dogmer og trosbekendelser. Der sker enormt meget nyt indenfor videnskaben, og grænserne for nye indsigter flyttes hele tiden. Men når alt kommer til alt, så spiller det psykologiske en helt enorm stor rolle, for det er vel egentligt der rigtig mange af de begrænsninger vi oplever ligger.
Når vi holder fast i ideer, opfattelser og overbevisninger er det vel fordi det er det vi kender og identificere os med. Hver gang videnskaben finder frem til noget som ikke helt svarer til det verdens-billede vi har tilegnet os, så sker der unægteligt noget i vores psyke eller bevidsthed som gør modstand imod at acceptere det nye. F.eks da vi opdagede at jorden var rund, ja, der blev det næsten betegnet af de fleste som gudsbespottelse. De som ikke kunne acceptere at deres billede eller opfattelse ikke var korrekt, de gik mere eller mindre til angreb på dem som fandt frem til noget nyt.
Det samme har gjort sig gældende med hensyn til kvantefysikken. Alt hvad mennesket har troet om verden bliver vendt fuldstændig om i form af kvantefysikken. Næsten alle mennesker har troet at den objektive verden var en selvstændig størrelse adskilt fra subjektet, men denne tro viser sig at være meget usandsynlig og svarer ikke til virkeligheden.
Spørgsmålet er så hvad vi kan bruge denne ny viden til. Og som jeg ser det, så kan denne viden give mennesket en følelse af ikke at være et offer mere. Subjektet har fuldstændig magt over hvordan det ønsker at reagere, føle og tænke. Vi behøves ikke føle os truet af noget ydre mere hvis vi kan acceptere, at vi i virkeligheden selv "skaber" alt hvad vi oplever. Hvis vi kan finde fred med os selv og give slip på destruktive overbevisninger og selv-opfattelser, så finder vi også fred med verden og andre mennesker.
Jeg tror det vigtigste spørgsmål må være, hvad er formålet med at opnå ny "viden" eller indsigt omkring verden, mennesket og universet?
Som med alt er det kun os mennesker som kan bestemme hvad formålet skal være. Vi kan bestemme individuelt hvad det er vi vil bruge både det videnskabelige og spirituelle til. Hvis vi bruger det til at finde en afklaring inde i os selv, og dyrke værdier som glæde, fred og kærlighed, så vil vi også kunne inspirer andre til at gøre det samme, fremfor at bekæmpe hinanden.
Der er så meget vi oplever som videnskabeligt ikke er en korrekt oplevelse af det vi kalder virkeligheden. De spirituelle retninger som går helt dybt ind i menneskets sind, er egentligt meget i overenstemmelse med den mere avancerede videnskab. Eistein sagde at vores oplevelse af både os selv og verden er som et optisk bedrag. Det spirituelle siger det samme. Vi ser verden igennem et filter af vores indre fremherskende ideer, ønsker og følelser. Så fortolker vi verden således det bekræfter os i denne indre referanceramme af fremherskende ideer, ønsker og følelser. Den objektive verden er som et lærrede hvor vi blot projicere vores ideer og overbevisninger ud på.
Der er vidst ringe tvivl om at mere eller mindre alle mennesker umiddelbart oplever at den objektive verden eller det vi kalder virkeligheden er dualistisk. Men objektet er hverken det ene eller det andet, fordi det er subjektet som tillægger objektet en mening, værdi og betydning. Objektet er fuldstændig neutralt.
Så hvis en som vi kalder en troende siger at den objektive verden er hellig, så giver det ikke mening for den ikke-troende fordi det er ikke det som den ikke-troende tillægger verden. Men den ikke-troende siger så måske, at en solnedgang er smuk, men den smukke solnedgang eksistere kun fordi den ikke-troende tillægger objektet denne værdi eller egenskab. Alt hvad vi oplever eksistere kun i vores bevidsthed, det tror jeg de fleste videnskabsmænd vil være enige i.
Når vi bevæger os dybere ind i vores sind, så opdager vi at den objektive verden blot er en begrebsverden. Objektet er egentligt fuldstændig tomt, og dette er egentligt heller ikke korrekt, fordi objektet er hverken det ene eller det andet.
Alt hvad vi oplever igennem vores sanser er et spørgsmål om fortolkning. Og vi fortolker udfra vores indre referenceramme af fremherskende ideer, ønsker og følelser. Det er derfor vi oplever det meste så forskelligt. Nogen kan lide chokolade, andre elsker lakrids.
Når vi erkender vi selv er ansvarlige for hvad end vi oplever eller opfatter i verden, så er det ikke mere andre mennesker som er onde eller som gør noget forkert, så er det kun os selv vi kan kigge på og se hvad det er som "skaber" vores oplevelse eller opfattelse. Alt konflikt imellem mennesker forsvinder i det øjeblik mennesket begynder at kigge indad fremfor udad.
Både det Jesus og Buddha formidlede handler om subjektet eller sindet. Det er i sindet både kærligheden og frygten er, og det er det vi hele tiden vælger imellem. Så siger Jesus at kærligheden er virkeligheden fordi virkeligheden ikke er dualistisk. Frygten kan kun opleves hvis kærligheden fornægtes.
Det var lige hvad jeg havde på hjertet.
Håber i har det godt allesammen.
Kærligst Jan.
Svar
Citer
- som vælger at opponere imod.