Personfnidder, Arne, er når man taler nedsættende om andre debattører, selv om du forsøger at kamuflere det som "fornuftens ypperstepræster".

Måske var det en god idé, at du ventede med at angribe berettiget kildekritik, til du havde sat dig ind i, hvad artiklen egentlig handler om og hvad personen bag artiklen står for. Det giver nettet jo rigelige muligheder for.

Saglighed handler ikke om at erklære sin uvidenhed for derefter at udbrede sig om, hvad man tror. Heller ikke om citatfusk og mistolkning af kendte forskere, som forfatteren af artiklen flittigt benytter sig af. Der er intet i Einsteins, Bohrs og Heisenbergs skrifter der berettiger til den viste udlægning. De var om nogen alle præget af fornuft.

Men hvorfor undersøge en sag, når hele ens livsanskuelse er præget af fordomme og hellig tro på eget klarsyn. Det er jo spildt arbejde.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Simon.

Jeg havde først skrevet et rigtig rigtig langt indlæg, hvor jeg forsøgte at forsvare de ideer jeg tror på(og brugte faktisk rigtig lang tid på det). Men med en følelse af at der er noget jeg skal forsvare, så vil jeg også helt automatisk forsøge at overbevise dig om noget, eller forsøge at trække noget ned over hovedet på dig, og det ønsker jeg ikke.

Jeg synes at artiklen på mange punkter giver mening for mig i forhold til det billede jeg efterhånden har af mig selv og verden. For fem år siden ville artiklen være det rene volapyk for mig, men der er mange af ideerne som jeg godt kan forstå og acceptere nu. Det som giver mest mening for mig er, at objektet i sig selv er neutralt. Objektet har kun den mening, betydning og værdi som jeg som subjekt tillægger det. At jeg mere og mere kan acceptere denne ide gør, at jeg føler mig mindre og mindre afhængig af objektet. Værdien og meningen er i mig selv og må være en indre virkelighed uafhængig af objektet(for ellers ville alt værdi og mening være ren illusion). Det at jeg har en følelse af at være værdifuld i mig selv, det er en følelse som jeg forbinder med Gud.

Jeg tror de fleste mennesker oplever følelser af uværdighed. Nu når jeg mere og mere finder ind til en følelse af værdighed og mere og mere kan acceptere, at jeg fuldt ud i mig selv er værdig og ikke behøves at stræbe efter noget, så vil jeg gerne være med til at hjælpe andre mennesker med at finde ind til denne værdighed i dem selv. Hjælpe andre mennesker med at føle de ikke skal forsvare sig, men fuldt ud kan hvile i sig selv.

Mit udgangspunkt for at indsætte artiklen var en følelse af at ville forsvare noget. Når jeg har en følelse af at ville forsvare noget, så er jeg ikke åbent-sindet og det føles meget begræsende. Jeg var ikke ærlig overfor mig selv, og så kan jeg heller ikke være ærlig overfor andre. Når jeg ikke er ærlig overfor mig selv, så er andre mennesker ofte nogen jeg skal overbevise, og selvom jeg har lært at formulere mig på en mere venlig og fredelig måde, så ændre det ikke på, at følelsen bag faktisk ikke er særlig venlig og fredelig.

Den vej jeg ønsker at tage her i livet bygger på selv-erkendelse. Det er ikke altid særlig rart det som kommer frem fra det ubevidste, men når det er blevet erkendt og jeg ikke holder fast i det eller forsøger at retfærdiggøre det ved at projicere, så er der en følelse af dyb dyb nærvær og fred.

Jeg undskylder mine uærlige motiver, og vil nu bestræbe mig på at acceptere, at der ikke er noget jeg behøves at overbevise andre om.

Kærligst Jan.

Ps. Det kunne måske være et andet syn? Altså at se vi ikke behøves at overbevis hinanden om noget for at leve sammen i denne verden?

Hej Arne.

Tak for dit svar.

Jeg fandt artiklen helt tilfældigt fordi jeg er ved at skrive afsluttende opgave i psykoterapi.

Egentligt er det måske ligegyldigt alt det vi kalder videnskabelige fakta.

Det som jeg oplever betyder noget, det er hvad vi bruger det til?

Og sådan er det vel med alt, ik?

Hvis vi ransager os selv og finder ind til et kærligt og fredelig motiv i forhold til vores medmennesker og verden, så tror jeg sandheden åbenbare sig helt automatisk.

Nå kære Arne, nu vil jeg i seng og drømme sødt. Det har været en lang dag og mine øjne er snart helt firkanten af at kigge ind i den skærm.

Sov godt og drøm sødt.

Kærligst Jan.

Hej Jan..

"Objektet har kun den mening, betydning og værdi som jeg som subjekt tillægger det".

- Fysiske objekters eksistens udenfor dit oplevelsesrum afhænger skam ikke af dine subjektive idéer.

"Værdien og meningen er i mig selv og må være en indre virkelighed uafhængig af objektet".

- Objekterne er skam referenter for sanseindtryk og reflektion derover, og evner jo akkurat eksistens (og faktisk betydning) helt uafhængig af vore evner til at tolke data fra trykimpulser på ører/øjne/hud korrekt (kognition). Vi kan decideret komme rigtig galt afsted hvis ikke vores evne til at tolke impulser (orienteringsevnen) fungerer med en vis mængde succes.

"Det at jeg har en følelse af at være værdifuld i mig selv, det er en følelse som jeg forbinder med Gud".

- Ja, det tvivler jeg ikke om at du mener, og det er jo en ret almindelig oplevelse blandt troende. Men menneskelige værdisyn afspejler jo sindbilleder i en social og kulturel kontekst, hvorfra den troende tolker og smelter idéer om guden sammen med følelser. Det tænkte fænomen blir her en referent uden egentlig virkelighedsforankring. Det er fx. ret almindeligt at se troende forklare livssynet som en livskvalitet. Det i sig selv betyder bare ikke, at noget guddommeligt kvalificerer sig som noget sandt i beskrivelser med rødder i eksogene faktorer. M.a.o. fremstår det guddommelige vel nærmere som en slags "psyksik realitet" for den troende selv, som han/hun så deler og oven i købet tit i flotte fællesskaber med nær og fjern. Det skyldes de traditioner kulturen internaliserede i den troende, som en livskvalitet.

Når troende projicerer deres sindbilleder ud på verden omkring dem, altså forklarer verden omkring dem med disse "psykiske realiteter", som fx. gennem manuskripterne (bibler o.a. hellige skrifter), da opstår der en lang række forklaringsproblemer fordi der mangler noget objektivt som referent. M.a.o. står de subjektive "virkelighedsopfattelser" alene uden objektive referencerammer. Og det er præcis derfor troende har så svært ved at forklare verden omkring dem ved hjælp af trosanskuelser der kun refererer til endogene faktorer. Det er mit bedste bud på fænomenet, Jan.

"selvom jeg har lært at formulere mig på en mere venlig og fredelig måde, så ændre det ikke på, at følelsen bag faktisk ikke er særlig venlig og fredelig".

- Jeg synes altid du virker venlig og fredelig, jeg har vel et billede af dig som et menneske med en meget intuitiv tilgang til medmennesker, som vel også byder på lidt problemer på en debatside. Du stiller nogle krav, har en god moral som jeg tror alle sætter pris på.

Jeg forestiller mig (nu vi er ved det her), at troendes krav om respekt for deres synspunkter skaber en del problemer, iden forbindelse en del unødvendig vrede.
Det, ikke at respektere et synspunkt, betyder imidlertid ikke at man derfor heller ikke respekterer debattøren der udtrykker sit synspunkt - fx. respekterer de fleste af os nok hinanden ret til at ytre os, men ikke pr. def. selve ytringernes indhold. Debattører ér jo ikke deres synspunkter, de har dem - og disse kan fx. anskues fra andre vinkler, hvor det kan blive smart og nødvendigt at flytte synspunkt.

"Jeg undskylder mine uærlige motiver, og vil nu bestræbe mig på at acceptere, at der ikke er noget jeg behøves at overbevise andre om".

- Jeg synes ellers overbevisende argumentationskraft er en rigtig godbid på debatter. ;)

mvh
Simon