Kunne du så ikke have genovervejet dit indslag?

Nå, men du havde ret, hende skrapanden blev gal i hovedet, måske var det lidt opsparet og også lidt velfortjent

God aften her og der..

Det kan blive besværligt til tider, konstant at konsultere tænkere og filosoffer. Så skal man rende på biblioteket hele tiden og konstant lægge bogmærker ind i bøger på forskellige sider, så man kan konsultere om det man selv ser nu også er blevet sét af en anden.

Og hvad skulle det gavne? Lad mig forslå at du næste gang du mediterer, mediterer over sangen ''den lille nisse rejste'', så at du kan forstå betydningen af den.

Selvfølgelig pludrer vi om det vertikale. Det er vigtigt og noget vi begge har kendskab til fra hver vores synsvinkel.

Det gør vi så, mens du løber byen rundt og vender bunden i vejret på din kajak. Med hovedet under vandet synes du, at det er besynderligt, at alle fiskene ligner Paulus.

Har du set Forrest Gump? Måske du skulle begynde at løbe hele Europa rundt. Så får vi se hvor mange der slår følge med dig.

Forskellen er tid, situation og fortolkning.

Tid
At Bhagavadgita er fra en anden tid end vores og i den beskrives de gældende forhold, tankesæt og religiøse holdninger.

Situation
At Krishna står på en stridsvogn ved siden af Arjuna dækker ikke alle livets forhold. Arjuna er i en speciel situation, han tilhører krigerkasten.

Nu kan du måske synes, at det, at være kriger er noget forfærdeligt noget og du har ret. Men til alle tider har der eksisteret fredelige samfund som er blevet truet af af slyngler og forbrydere. Sådanne fredelige samfund har altid været i fare for at blive udslettet af hensynsløse slyngler.

Krigerens rolle er at beskytte disse fredelige samfund og derfor har krigeren en speciel æreskodeks. Vi identificerer ofte vold med dens ydre udtryk, men vold er de følelser af had, lyst, begær og frygt som kommer til udtryk i den voldelige handling.

En kriger må begå frygtelige ting som at slå andre ihjel for at beskytte de fredelige, men han må gøre det fuldstændig klar over hvad han gør uden at hengive sig til følelser som vrede, had og hævntørst. Derved er han ikke voldelig uanset hvad han gør fordi han ikke lader sig rive med af disse følelser, men lidenskabsløst gør det der er nødvendigt.

Udadtil kan hans handling synes at være voldelig men indadtil er den det ikke, han handler kun i kraft af situationens alvor og ikke af uvidenhed.

Fortolkning.
Bhgavadgita er blevet fortolket i umindelige tider men fælles for alle fortolkninger er, at man ikke er i stand til at opfatte andet end hvad man selv er i stand til i kraft af sin udvikling. Enhver fortolkning afspejler fortolkeren selv og hans viden eller indsigt. Hvis der står noget, han ikke har kendskab til, så opdager han det ikke men fortolker det udfra sin egen begrænsning.

Men livet er andet og mere end krigerens liv, det er også livet for de fredelige mennesker, han beskytter og dette liv har et helt andet indhold.

Essensen, yoga, er dog den samme til alle tider og i alle situationer.

I den virkelige verden står vi altid overfor livets udfordringer og det omgivende samfunds pres. Det nytter ikke noget, at vi bare lader os rive med af omgivelsernes påvirkning, så bliver vi hjælpeløse ofre for vind og vejr og vi bliver slynget hid og did i vores oplevelse af livet.

Kunsten er derfor at vi formår at bevare vores følsomhed uden, at vi af den grund gør os selv følelsesløse for så mister vi selve evnen til at leve.

Dette, at stå i orkanens (det omgivende samfunds) øje og bevare sig selv uden at blive bitter på grund af livets tilskikkelser det er at møde livets både positive og negative sider uden, at det sætter spor i éns sind. Det er essensen af al yoga.

Er der yoga, sindsro, så er der en baggrund for oplevelsen af såvel glæde som smerte og denne baggrund er klarhed.

At leve med, at lade sig bevæge, men altid at være klar over det, denne klarhed er den fuldstændige ikke handling.

Man handler fuldstændig, på alle planer, men man er klar over det og derfor er man ikke bundet af sin handling, men er i stand til at lave den om. Ubevidste mennesker er bundet af deres handlinger fordi de reagerer helt betinget. Klarhed er frihed. Kun når man er klar over sin betingethed er man i stand til at nå udover den og gøre noget andet.

Men nu er du nok stået af.

Lad mig nøjes med at sige, at du har fuldstændig ret. Vi skal leve fuldstændig med i livet på godt og ondt. At leve med er også at kunne give slip. Den klarhed, jeg taler om er ikke en villet anstrengelse den er blot altid tilstede.

Det er svært nogle gange at beskæftige sig med det abstrakte og så omsætte det til det levende liv, men hvis den ikke har bund i vores virkelige tilværelse, så er abstraktionen meningsløs..

Hvis du engang har lyst til at diskutere Johannes Evangeliet, som jeg holder meget af, så er jeg sikker på, at jeg kan byde dig på lidt kvalificeret modstand. Jeg vil også hellere diskutere det end Bhagavadgita.

Forskellen er som du skriver, Anne.

Du har helt ret. Jeg fortryder, at jeg skrev det andet indlæg, men jeg kom for sent til at slette det.

Hej Michael

Der er vel ingen grund til at fortryde dit indlæg, hvis du kan stå inde for det, du har skrevet? Iøvrigt er det dig, der kender til Bhagavadgitaen, hvorimod jeg må stille mig en smule mere ydmyg. Når det er sagt, håber jeg, at mit sigte i de seneste dages indlæg er nogenlunde klart (også selvom Hanskrist tilsyneladende ikke har fulgt med, for da ville han ikke kalde min snak om det vertikale for at pludre, men han reagerer naturligvis, som han nu gør, fordi han nok synes, at jeg er for vag, feminim og dialogsøgende). Jeg kan hævde, at der er en væsentlig forskel mellem kristendommens evangelium og så gita'en, men i og med at jeg ikke har læst den og på trods af, at jeg mener, at jeg faktisk alligevel har fanget noget, da er både du og Kræn-P o.a. i jeres gode ret til at afvise det, jeg skriver.

Du skriver så, at forskellen er "tid, situation og fortolkning". Ja, det kan godt være, hvis vi læser NT som literatur indeholdende en række tanker, teologier, antropologier osv. For er Gitaen ikke netop at betragte som en tankegang, hvor Krishna gør Arjuna delagtig i sin belæring? Med lidt hjælp fra Tuxen har jeg fundet ud af, at Krishna i den sitation, hvor Arjuna står tilbage på sin stridsvogn og er grebet af fortvivelse over krigens sitation (over de mange slægtninge og venner i modpartens vogn, som han skal dræbe) fortæller, at Arjuna skal kæmpe ud fra en etisk betragtning uden at bekymre sig om resultatet. Det er muligt, at jeg læser denne tankegang, som en vis treram læser Bibelen, men jeg opfatter Gitaen som et værk, der rummer en masse filosofiske tankegange, en lære, uden nogen egentlig Gudstro eller stadfæstelse af, hvad det vertikale/åndelige betyder for mennesket.

Det er muligt, at der ligger noget historisk materiale i form af begivenheder og personer bag Gita'en - sådanne tankesæt er jo ikke opstået ud af den blå luft akkurat, som Bibelen har sine baggrunde og bevæggrunde. Men kristendommen opererer bare med en helt anden gudsforståelse, ja, en anden begivenhed end den, der lægger til grund for Gitaen. Og det er, hvad mine indlæg de sidste par dage har belyst, hvor jeg har været inde omkring det vertikale i lyset af inkarnationen: Her stiller Gud sig nemlig sammen med mennesket, i lighed med menneskets syndige kød, ved at træde ind i menneskets verden. Jeg begragter dette som virkelighed eller som en begivenhed, der berører min/vores virkelighed (som det eviges komme ind i vores historie). Det er konkret det her, altså kristendom er konkret her og nu liv (død og opstandelse), og ikke en række tanker og resultatløse belæringer, hvis forudsætning er en bestemt koncentration af tanken. Jeg siger ikke, Gita'en ikke indeholder noget inspirerende og muligvis gudgivent i form af noget essentielt oplivende, men jeg siger, at forskellen er langt større end ligheden Og det var vist også det, du endte ud med at skrive i dit efterfølgende indlæg.

Derfor er forskellen mere end forskel i tid, forandring og fortolkning. Det handler heller ikke kun om form, men også om indhold. Der er faktisk en hel begivenhed, ja Gud-mennesket selv, til forskel og yderligere en forskel i måden at tro på. I kristendommen stilles vi direkte over for Kristus - i hvert fald som jeg opfatter det - og følger ham fra krybben til korset. Han er som den fornedrede Gud trådt ned af korset og ud af bogstaverne ind i vores liv og blevet Gud for os, ja, Gud med os syndere, lidende, undertrykte - Han har forliget sig med vores tårer. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes vore handlinger resulterer, og derfor er det heller ikke ligemeget, hvem der giver os kraften til at handle.

"Let Christ be Christ", som Bonhoeffer skrev i 1932.

Mvh
Anne

P.S. Hvem er iøvrigt 'Herren' i Gitaen?

P.P.S
Beklager at der nok er adskillige fejl, jeg når ikke at redigere teksten (og det nåede jeg så alligevel ganske kort). Og så synes jeg som sagt, at det var ganske fint med dit hermeneutiske blik i Gitaen.