|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Michael
Der er vel ingen grund til at fortryde dit indlæg, hvis du kan stå inde for det, du har skrevet? Iøvrigt er det dig, der kender til Bhagavadgitaen, hvorimod jeg må stille mig en smule mere ydmyg. Når det er sagt, håber jeg, at mit sigte i de seneste dages indlæg er nogenlunde klart (også selvom Hanskrist tilsyneladende ikke har fulgt med, for da ville han ikke kalde min snak om det vertikale for at pludre, men han reagerer naturligvis, som han nu gør, fordi han nok synes, at jeg er for vag, feminim og dialogsøgende). Jeg kan hævde, at der er en væsentlig forskel mellem kristendommens evangelium og så gita'en, men i og med at jeg ikke har læst den og på trods af, at jeg mener, at jeg faktisk alligevel har fanget noget, da er både du og Kræn-P o.a. i jeres gode ret til at afvise det, jeg skriver.
Du skriver så, at forskellen er "tid, situation og fortolkning". Ja, det kan godt være, hvis vi læser NT som literatur indeholdende en række tanker, teologier, antropologier osv. For er Gitaen ikke netop at betragte som en tankegang, hvor Krishna gør Arjuna delagtig i sin belæring? Med lidt hjælp fra Tuxen har jeg fundet ud af, at Krishna i den sitation, hvor Arjuna står tilbage på sin stridsvogn og er grebet af fortvivelse over krigens sitation (over de mange slægtninge og venner i modpartens vogn, som han skal dræbe) fortæller, at Arjuna skal kæmpe ud fra en etisk betragtning uden at bekymre sig om resultatet. Det er muligt, at jeg læser denne tankegang, som en vis treram læser Bibelen, men jeg opfatter Gitaen som et værk, der rummer en masse filosofiske tankegange, en lære, uden nogen egentlig Gudstro eller stadfæstelse af, hvad det vertikale/åndelige betyder for mennesket.
Det er muligt, at der ligger noget historisk materiale i form af begivenheder og personer bag Gita'en - sådanne tankesæt er jo ikke opstået ud af den blå luft akkurat, som Bibelen har sine baggrunde og bevæggrunde. Men kristendommen opererer bare med en helt anden gudsforståelse, ja, en anden begivenhed end den, der lægger til grund for Gitaen. Og det er, hvad mine indlæg de sidste par dage har belyst, hvor jeg har været inde omkring det vertikale i lyset af inkarnationen: Her stiller Gud sig nemlig sammen med mennesket, i lighed med menneskets syndige kød, ved at træde ind i menneskets verden. Jeg begragter dette som virkelighed eller som en begivenhed, der berører min/vores virkelighed (som det eviges komme ind i vores historie). Det er konkret det her, altså kristendom er konkret her og nu liv (død og opstandelse), og ikke en række tanker og resultatløse belæringer, hvis forudsætning er en bestemt koncentration af tanken. Jeg siger ikke, Gita'en ikke indeholder noget inspirerende og muligvis gudgivent i form af noget essentielt oplivende, men jeg siger, at forskellen er langt større end ligheden  Og det var vist også det, du endte ud med at skrive i dit efterfølgende indlæg.
Derfor er forskellen mere end forskel i tid, forandring og fortolkning. Det handler heller ikke kun om form, men også om indhold. Der er faktisk en hel begivenhed, ja Gud-mennesket selv, til forskel og yderligere en forskel i måden at tro på. I kristendommen stilles vi direkte over for Kristus - i hvert fald som jeg opfatter det - og følger ham fra krybben til korset. Han er som den fornedrede Gud trådt ned af korset og ud af bogstaverne ind i vores liv og blevet Gud for os, ja, Gud med os syndere, lidende, undertrykte - Han har forliget sig med vores tårer. Det er ikke ligegyldigt, hvorledes vore handlinger resulterer, og derfor er det heller ikke ligemeget, hvem der giver os kraften til at handle.
"Let Christ be Christ", som Bonhoeffer skrev i 1932.
Mvh
Anne
P.S. Hvem er iøvrigt 'Herren' i Gitaen? 
P.P.S
Beklager at der nok er adskillige fejl, jeg når ikke at redigere teksten (og det nåede jeg så alligevel ganske kort). Og så synes jeg som sagt, at det var ganske fint med dit hermeneutiske blik i Gitaen.
|
|
|
|
