Er det ikke sært så utilfredse vi mennesker er med livet som det er? Er det ikke skønt at leve?
Åbenbart ikke. I stedet for at leve og elske os selv og hinanden, så drømmer vi os væk fra livets virkelighed til en anden og bedre verden. hverdagen er trist og grå.
Det er meningen at du skal skabe denne verden for os. En verden fri for nød og elendighed og fyldt med kærlighed og lykke.
Hvorfor gør du ikke det, din satan? Hvorfor overlader du os til os selv og hinanden?
Hvorfor skaber du ikke fred og lykke for alle mennesker? Hvorfor afskaffer du ikke krig og fattigdom? Kan du ikke gøre det i en håndevending?
Jeg er sikker på at hvis du gjorde mig glad og lykkelig, måske rig, så ville jeg elske dig uhæmmet.
Men det gør du ikke. I stedet overlader du mig til mig selv og det dumme svin, som bor ved siden af mig. Han behandler mig ad helvede til og alligevel forlanger du at jeg skal elske og tilgive ham. Hvorfor fanden skulle jeg det, det er aldeles urimelige vilkår. Han gør lige hvad der passer ham og slipper godt fra det.
Men jeg er ligeglad. Jeg sidder her og ved at jeg er på rette vej. Et sted derude venter min belønning om ikke andet når din søn vender tilbage for at dømme levende og døde.
Det kan jeg trøste mig med mens jeg kigger på livets trøstesløse nu. Den tomme mængde, som de kalder virkeligheden.
I denne tomme mængde kigger jeg på andre menneskers nu.
Pigen med mobiltelefonen, som står i sit nu med det menneske, hun snakker med, mens hun slet ikke ser mig som kigger på hende og hendes nu i mit eget nu.
Menneskene i bussen, som snakker lystigt på kryds og tværs i deres eget nu, men som slet ikke ser mig, som kigger på rummet i bussen og alle de forskellige mennesker fortabt i deres eget nu.
Og dog. Kvinden, der sad ved siden af mig trykkede på stopknappen og vi blev begge siddende indtil bussen nåede stoppestedet. Da den nåede det, rejste vi os begge og undtagelsesvis løftede jeg mit blik.
Hun smilede og et sekund blev døden afløst af livet.
Men snart sænkede døden sig igen over livets virkelighed og jeg var igen alene mens alle andre forblev i deres eget nu.
Alene med stilheden og det uendelige rum.
Hvor bliver jeg glad når en eller anden tilfældigvis kommer forbi. I det nu, som ikke er mit eget.