Kære Jan.

Tak for dit indlæg, som er hjertevarmt og vedkommende. Når jeg skriver ’vedkommende’, mener jeg, at du skriver noget, som jeg kan nikke genkendende til. Meningen med tråden er jo, at de, der har lyst, skal kunne udveksle erfaringer. Derfor vil jeg skrive lidt om dine og mine fælles erfaringer med hensyn til følgende, som du skriver:

»Jeg har haft en lang periode med enormt meget modstand imod det at kigge indad. Jeg har en svag fornemmelse og svag erkendelse af mine dyberliggende tanker og følelser, men siden det virker så enormt intens det som kommer frem, så har mit bevidste sind været, ja, nærmest skrækslagen i perioder. Det har ikke været særlig sjovt, og ja, jeg beder hver dag om hjælp til at rumme og give slip.« (Citat slut).

Den samme oplevelse af skrækslagenhed over for det, der kommer frem, kender jeg erfaringsmæssigt en del til. Efter min opfattelse kan vi sætte betegnelsen ’angst’ på denne skrækslagenhed. Nu vil de fleste nok mene, at dette at føle angst er noget negtivt. Nogle går endda så vidt, at de i tilfælde af angst beder om psykologisk krisehjælp eller anmoder lægen om at skrive en recept på beroligende medicin.

Dette kan måske også være hensigtsmæssigt i visse tilfælde, men generelt vil jeg sige, at angstfølelsen er noget positivt og er en vigtig del af det at være et levende menneske. Det er jo netop angsten, der holder os tilbage, hvis noget ukendt rører sig derude i mørket. Noget, der eventuelt kunne være farligt. Derfor er det en genetisk arv fra vor udviklingshistorie, at vi er tilbageholdende og reagerer tøvende over for det, der – måske – er farligt.

Men angsten kan samtidig virke dragende, så man som mørkeræd – hvilket jeg var i min barndom og måske også er endnu – ikke kan lade være med at snige sig langsomt ind på det, som gemmer sig derinde i mørket. Herved kommer man i en situation, der er en slags dobbeltbevægelse: Man drages mod det, som man afskyr, og man afskyr det, som man drages imod.

Her er der efter min opfattelse ikke andet at gøre end at vende ansigtet mod musikken. Man må vende sig mod angsten og spørge, hvad det er, den vil. Når man er inde i et meditationsforløb, der er en slags dialog med ens eget ubevidste, må man vende sig mod det ubevidste og stille spørgsmålet om, hvad der er på færde.

Det kan jo nemlig godt være tilfældet, at man har truffet en række etiske beslutninger, der er i skærende kontrast med noget selvhævdende og usympatisk anmassende, som ligger derned i underbevidstheden og gør oprør mod den fredsommelige og selvudslettende attitude, som man vender udad mod omverdenen.

I så fald vil underbevidstheden ofte reagere ved at forsøge at nulstille ens idelige hensyntagen og ydmyghed over for omgivelserne. For dybest set er man sandsynligvis et selvhævdende menneske, og disse dybere lag protesterer mod, at man gør sig selv til en dikkende lammehale, der stikker enhver fornærmelse stiltiende i lommen. Man er måske også et erotisk individ, der inderst inde gerne vil i bukserne på tiltrækkende damer, med hvem samleje er forbudt ud fra de normer, som man selv har forkyndt over for omverdenen.

Derfor må man gøre, som desmerdyret hos Kipling, der havde mottoet: »Run and find out.« Man må gøre forsøg på at udforske de underbevidste lag i én selv. Min egen vej ud af dette dilemma har været at udforske mig selv gennem mine natlige drømme. Der ligger i mit pengeskab en betydelig bunke af kollegiehæfter, hvor jeg i perioder har nedskrevet mine drømme og har forsøgt at gøre rede for deres betydning i mit specielle tilfælde.

Her er jeg stødt på en Kristian Pedersen, der på særdeles mange punkter afviger fra det, som jeg ellers troede, jeg var. I hvert fald det, som jeg gerne ville anses for i mine omgivelser. Der har været tilfælde, hvor jeg har siddet på traktoren dag efter dag igennem en hel uge og ikke – udover markarbejdet – beskæfiget mig med andet end at tage til efterretning, at jeg altså også havde de usympatiske sider, som mine drømme havde berettet om.

Det er noget af en ’cold turkey’ at gå igennem. Men det lønner sig i rigt mål. Man bliver mere empatisk over sine omgivelser, man bliver langt mindre fordømmende over for andre, og man falder til ro. Og de forstyrrende tanker, som ellers melder sig under meditationens intense nærvær i virkeligheden, ophører. Det skal også nævnes, at man kan nå frem til gyldne øjeblikke, hvor man føler tillid. Tillid – med stort T – i dens generelle form. Det er noget, som de gamle kinesiske taoister kunne tale med om, når de undtagelsesvist udtalte sig. Thi

Den, der taler, véd ikke,
og den, der véd, taler ikke.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kristian.

Tak fordi du deler dine personlige erfaringer/oplevelser med mig. Jeg synes det er rigtig interessant at høre hvordan andre mennesker opfatter og oplever de forskellige aspekter af livet(sikkert også derfor jeg har valgt at læse til psykoterapeut :)).

Jeg har været på modul her de sidste fire dage, og det vi har beskæftiget os med har været værdier og overbevisninger. Det har virkelig været et meget meget intenst modul fordi, som jeg oplever det, så er værdier og overbevisninger det som driver os mennesker. Men som jeg også oplever det og har fået bekræftet her de sidste fire dage, så er det de færreste mennesker som er bevidste om deres værdier og overbevisninger.

På overfladen har vi som regel en meget god ide om hvad f.eks vores grundlæggende værdier er. Kærlighed og fællesskab er nogle af de værdier som de fleste mennesker kan nikke genkendende til(vil jeg påstå). Så skriver du at angstfølelsen er en positiv følelse, og denne følelse kunne så også kaldes en værdi, ik? Man kunne sige, at det som har en værdi for det enkelte menneske, det vil som regel altid være meget tæt knyttet til de overbevisninger mennesket har.

Tager vi f.eks dit eks med det ukendte i mørket. Angsten vil jeg mene kommer fra en overbevisning om, at det ukendte i mørket er farligt. Jeg vil våge den påstand, at rigtig mange mennesker har overbevisninger som gør angst til en meget stor værdi. Nogen ville måske kalde det for instinkt. Men jeg vil også våge den påstand, at rigtig mange mennesker slet ikke er bevidste om hvad årsagen til deres overbevisninger og værdier er. Man kan vel sige at de fleste af vores overbevisninger og værdier er baseret på kultur, familie og samfund, ja, vi har fået dem indkodet i vores opvækst, og når vi så bliver mere bevidste om os selv, så er det vi begynder at undersøge og sætte spørgsmålstegn.

Som jeg forstår den måde vi mennesker opfatter tingene på, så har vores sind forskellige planer det operere på. Omgivelserne, adfærd, evner/færdigheder, overbevisninger/værdier, spiritualitet. Oftes er det kun omgivelserne og adfærden vi har vores bevidsthed rettet imod, og vores tanker beskæftiger sig med at vurdere, dømme og analysere. Men det som driver os kommer fra et andet plan i vores sind, og dette plan er oftes ubevidst. Vi fortolker og dømmer og antager så at det vores sanser bringer os af informationer er noget som kommer udefra. Men egentligt er det altid vores ideer og overbevisninger vi reagerer på og ikke det vi antager er noget udefrakommende.

Så længe jeg ikke ved hvad der gemmer sig i mit ubevidste sind, så længe reagere jeg på noget jeg ikke ved hvad er. Jeg antager blot en masse. Mine sanser fortæller mig ikke sandheden, men de fortæller mig hvad det er jeg tror på. Men så længe jeg tror mine sanser fortæller mig sandheden, så længe vil jeg være uvidende om hvad sandheden virkelig er, eller hvad virkeligheden virkelig er.

Jeg ved jeg har nogle meget dybe overbevisninger som bygger på frygt f.eks. Jeg har ofte gået i mørket og hørt lyde og blevet rigtig bange. Men der er aldrig sket mig noget. Der har aldrig været noget. Men jeg bliver stadig bange når jeg høre lyde i mørket. Hvorfor gør jeg det? Hvad værdifuldt er der i at være bange for noget som kun eksisterer som illusioner i mit sind?

Man kan sige at bag enhver overbevisning ligger en positiv intention. Men hvad hvis nu den grundlæggende overbevisning vi mennesker har(overbevisningen om dualitet) bygger på noget som kun eksistere som en illusion i vores sind?

Jeg har det med at blive meget metafysisk når jeg rigtig fordyber mig, men tager vi udgangspunkt i det plan vores oplevelsessfære normalt knytter sig til, så tror jeg også de fleste som tør sætte spørgsmåltegn ved deres opfattelse, meget hurtig begynder at undre sig over hvad det egentligt er de oplever som virkeligt i denne verden.

Overbevisninger har så enormt dybe rødder i vores sind, og for mig er det enormt interessant at undersøge hvordan mit bevidste sind oftes blot godtager noget uden at sætte spørgsmåltegn. Oftes reagere mit bevidste sind helt uvidende om hvad det egentligt reagere på. Og ja, hvor er så den som jeg kalder mig? Hvem er det som reagere? Hvem er det som bliver bange? Hvem er det som har grundlagt de dybe overbevisninger i mit sind. Er det selv som jeg identificerer mig med en krop med en sjæl? Eller en sjæl med en ånd? Og hvad er ånd? Og hvad er en sjæl? Og hvad er sindet? Hvad er kroppen? Er kroppen en selvstændig størrelse? Er sindet en selvstændig størrelse? Er universet en selvstændig størrelse? Er universet uafhængig af hvad jeg tænker om det? Hvad skaber min opfattelse og oplevelse af hvem jeg er, eller hvad jeg er? Uha Kristian, hvis ikke jeg havde så meget serotonin i kroppen var jeg nok blevet skør, ik...

Det kan være jeg blot skal være stille og se hvad stilheden gerne vil fortælle mig?

Håber du har det godt, kære Kristian.

Sov godt og drøm sødt.

Kærligst Jan.

Jeg satte mig ned for at skrive et indlæg om hvad meditation betyder for mig. Jeg har mediteret i 35 år.

Men heldigvis læste jeg mit oprindelige indlæg, som både Kræn-P og Ole Bjørn kaldte smukt (det glæder mig, så er jeg da ikke helt tabt bag af en vogn) igennem, og snarere end at gentage mig selv vil jeg bygge lidt videre på dette indlæg.

Kræn-P tog smukt tråden op og anskueliggjorde i et par indlæg hvad han mente.

Jeg er enig i, at vi alle har vores egen vej, men det er fordi vi er forskellige mennesker. At kende sig selv kan ikke gøres til rettesnor for en anden, man bliver nødt til at tage livtag med sit eget liv. Hvis man gør det, hvis man tør det, så kan man meget vel befinde sig på Herrens Mark uden at vide hvad man skal stille op.

Meditationsteknikker, -øvelser og hvad ved jeg har, ligesom religiøse læresætninger, ikke den store betydning for mig. Jeg så for et par år siden en udsendelse i tv om dumhed, som morede mig meget (jeg er i virkeligheden et frygteligt menneske). George Bush optrådte for øvrigt i den, men pointen var nok snarere, at et dumt menneske overhovedet ikke opfatter sig selv som dumt. Oven i købet opfatter et dumt menneske ofte sig selv som værende klogt og hvor er vi så henne? Jfr. ’’Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves’’. Begyndelsen til intelligens må derfor være at blive klar over sin egen dumhed.

Det er ganske dumt at sætte sig ned for at kontrollere sine tanker eller udføre øvelser blot fordi nogen siger at man skal og uden at forstå hvem man selv er og hvad tanken er. Derfor kan man ikke gøre meditation til en del af en livsstil, hvor man sætter sig ned et par gange om dagen for at blive ladet op til at gå løs på tilværelsen. Det kan man godt, men det er ikke meditation.

Meditation omfatter hele tilværelsens område og derfor må man enten hellige sig den eller lade være.Hvis man vælger at meditere, så er det for resten af livet.

Når meditationen først er der så standser den aldrig. Hvert øjeblik af sit liv er man dømt til at leve med sig selv. Men gør det noget? Er det ikke sådan, at vi fortaber os i den sociale dimension, livet blandt andre, at vi helt glemmer, at det er vores liv og at vi selv skal leve det? Ville det ikke være synd, når vi engang skal herfra, at måtte erkende, at vi har spildt vores liv?

Meget hellere end at læse dybsindig metafysik og følge helte, guruer og vejledere, ønsker jeg at lytte til hvad enhver har fundet ud af med sig selv med hensyn til dette at leve. Hvilken visdom kan jeg uddrage ved at lytte til det enkelte menneske og hvis det er visdom, er jeg så i stand til at genkende det som værende det?

At forstå tanken er at forstå den billeddannende virksomhed. Jeg danner mig billeder af alting, f.eks. kan jeg danne mig billedet af, at jeg har en underbevidsthed, som har en selvstændig tilværelse uafhængig af min daglige tilværelse. Men har jeg det?

For mig er det ubevidste blot erindringen. Vi er tit uopmærksomme når vi lever vores liv. Derfor handler vi tit utilsvarende i situationen og denne uopmærksomhed danner sig spor i vores sind. Hjernen må så, om natten, forsøge at bringe orden i det rod den har fået forærende i kraft af vores uopmærksomhed. Det, vi kalder drømme.

Det gælder ikke kun dagen i dag. Det gælder hele vores liv. Det ubevidste er som et skab fyldt med ufordøjede hændelser, hele vores liv. Når meditationen begynder, går døren til skabet op og så kan man godt blive overrasket. For hvad bor der her, hvad var alt det, jeg skubbede til side mens jeg troede, at jeg levede i nuet. Man kan sagtens møde smerte, sorg og frygt men det væsentligste er at man forstår det man møder. Det sker ikke mens man sidder i et mørkt lokale og mediterer, det sker lige midt i livets malstrøm.

Frygt er et af livets store problemer. I vores moderne samfund har frygten flyttet sig fra det fysiske plan til det psykologiske. Vi er måske bange for ikke at blive elsket, vi er bange for ikke at være noget, bange for at være alene, bange for at være en synder. Fordi vi ikke forstår afstanden mellem iagttageren og det iagttagne ser vi aldrig, at det er tanken, der skaber frygt.

Det gjorde jeg heller ikke selv dengang jeg fik det fortalt. Jeg surfede for noget tid siden på nettet for at undersøge begrebet kognitiv og jeg stødte på en hjemmeside, hvor man havde anvendt en lille historie som jeg har brugt adskillige gange. En ganske sand historie. Hvis man tumler med at forstå hvordan tanken skaber frygt, synes jeg, at den er god at få forstand af.

For mange år siden boede jeg, sammen med min bror, på førstesalen i en villa i Vanløse. En mørk aften, da jeg kom gående op ad havegangen raslede det i buskadset. Jeg blev øjeblikkelig bange. Men samtidig så jeg, at jeg forestillede mig hvad der kunne ske med mig. Måske blev jeg overfaldet og berøvet?

Jeg fattede derfor direkte den sandhed, at tanken skaber frygt, men samtidig så jeg også, at hvis jeg ikke havde skabt dette billede, så havde jeg, fordi der var fuld opmærksomhed og ingen tankebevægelse, slet ikke været bange, for der er ingen frygt i nuet.

En ældre dame, som går ned af en mørk, stille og meget smuk villavej, kan måske være meget bange for hvad der kunne ske, fordi hun har læst hårrejsende historier i aviserne. Men hendes frygt er kun skabt af hendes tanker for overalt omkring hende hviler der fred og ingen fare. Frygt er derfor uopmærksomhed.

Så tanken skaber altså frygt, men selvom jeg forstår det, så føler jeg stadig en rugende angst. Hvorfor gør jeg det? Fordi alt det uafsluttede, som ligger i mit ubevidste også er tanken. Tanken er erindringen om en hårrejsende oplevelse jeg havde en gang for længe siden og som gjorde mig bange. Selvom der i dag ånder fred og ingen fare, har jeg aldrig gjort mig færdig med denne oplevelse, derfor ligger den i mit ubevidste og skaber angst.

Det var en længere smøre. Jeg må hellere slutte for denne gang med den bemærkning, at for mig betyder meditation fuldstændig klarhed. Denne klarhed eksisterer ikke i det tomme rum. At forstå sig selv betyder at der ikke er nogen krinkelkroge i sig selv som man ikke er klar over.

Denne klarhed har sin helt egen handling som er helt forskellig fra fortidens reaktion.

Kære Michael.

Du har nu med dit indlæg demonstreret, at du ikke har det ringeste begreb om, hvad ordet meditation betegner hos både lægfolk og fagfolk.

Derefter kaster du dig over en forklaring af, hvad drømme er, uden at have sat dig ind i drømmeforskningen.

Så kaster du dig over angstbegrebet uden at forstå hvilke hjerneprocesser, der trigger angstreaktioner, og hvilket formål de tjener.

Sluttelig modsiger du dig selv. Du har tidligere skrevet, at iagttageren og det iagttagne er det samme. Nu snakker du så om at vi (læs; du) ikke forstår afstanden mellem iagttageren og det iagttagne. Men du kan altså ikke tage andre til indtægt for din personlige forvirring.

Det overrasker mig ikke det mindste, Michael, for jeg har skam forlængst forstået din psyke. Du elsker at leve i din lille fantasiverden og digte dine egne meninger ind i sproget, og hvis andre ikke lige forstår hvad du mener, og at din "visdom" er den rette, så er det fordi de er dummere end dig. Sådan
kompenserer du for du-ved-selv-hvad.

Men menneskene er ikke kommet så langt i forståelse af sig selv ved at starte fra bunden hver især. Som Einstein så smukt udtrykte det, så skyldtes hans resultater at han "stod på kæmpers skuldre".

Den ydmyghed, som du fremhæver så meget som en dyd, ejer du ikke over for det kæmpe arbejde, som forskere har gjort for at komme til videnskabelig klarhed over de processer, der foregår i vores krop og hjerner, og som frembringer de illusioner og selvbedrag, som du henrykt svælger i.

Jeg deler ikke din foragt for konkret viden og for de mennesker, som beskæftiger sig med videnskab. Jeg bygger på det, som mine forgængere har fundet ud af, og forsøger at lægge en smule til, inden jeg giver faklen videre til de næste generationer.

Set fra menneskehedens synspunkt er din holdning gold. Du bidrager intet til en større forståelse af os selv, for du har ikke engang kunnet løse dit eget problem med angsten. Din "visdom" har ingen værdi, for den er baseret på et selvbedrag og en afvisning af en reel kommunikation med andre.

Jeg har masser af sympati for dig og dine vanskeligheder, men kun du selv kan løse dem. Det vil kræve, at du forlader din "trygge" lilleverden og konfronterer det risikofyldte virkelige liv. Det kan måske give dig nogle knubs, men jeg kan garantere dig, at det er det hele værd.

Mvh

Ole Bjørn

Tak, Ole Bjørn.

Du har lige ødelagt mig fuldstændigt.

Så nu føler du dig vel sprængfyldt med kærlighed?