Kære Kristian,

Tak for dit svar. - Og også for dit kompliment. Jeg vil bestemt overveje at registrere, da jeg oplever, at der faktisk er en del her på debatten, som er seriøse og saglige og i stand til at skære uvæsentligt personfnidder helt fra.

Min stadigt forholdsvis unge alder har nok betydet (og lad mig nu straks komme min undskyldning i forkøbet og anerkende (trods den næste formulering), at jeg har ansvaret for at opføre mig pænt med eller uden hormoner), at jeg selv har haft svært ved at skære personfnidder fra. Måske er det også min unge alder - og nu er jeg ikke bange for at undskylde mig selv - der gør, at jeg ikke ved, hvad en mokasintelegraf er for en, hehe! Er det noget i stil med "apostlenes heste"? Mokasiner er vist et fodtøj, ja? Så altså en besked der leveres pr. mand, ikke pr. brev?!

Ja, klogere er jeg altså ikke... Men jeg vil ikke udelukke, at jeg tør vise mit ansigt alligevel

Jeg har faktisk bogen med Maharaj; "Jeg er det". Og jeg har også selv dyrket en del meditation. Jeg kender endda et sted i Kbh., hvor en gruppe mødes jævnligt til vegetarmad og meditation. Er andre her bekendt med det?

Kære Anonym.

Selv tak for dit venlige svar. Det var nok lidt for dristigt af mig at bruge det kryptiske udtryk ’Mokkasintelegrafen’. Det stammer fra en konkret sag, som jeg for mange år siden arbejdede med som sagsbehandler. Den foregik nede i det daværende Storstrøms Amt, og det var et problem i sagen, at nogle gik og kommunikerede uden om de officielle administrative kanaler.

Når jeg talte med sagens parter, fandt jeg ud af, at man i den lokale slang kaldte denne skjulte kommunikation uden om tjenestevejene for ’Mokkasintelegrafen’. Men jeg burde jo have sagt mig selv, at andre næppe har kunnet vide, hvad jeg mente dermed. Når jeg bruger udtrykket her på sitet, hentyder jeg til den mulighed, som de registrerede brugere har for at sende private meddelelser til hinanden. Undskyld forvirringen.

Bogen »Jeg er det« har jeg fundet på Gyldendals internetboghandel. Det angives her, at den danske oversættelse er en oversættelse fra engelsk. Herved kan der have indsneget sig nogle misforståelser, idet den engelske oversættelse formentlig er en oversættelse fra hindi, som jeg mener var Maharaj’s skriftsprog. Derfor vil jeg forsøge at låne den engelske udgave på biblioteket for at komme en ’oversættelses-generation’ nærmere på den oprindelige hindi-tekst.

Det er interessant, at du selv har dyrket meditation, og det ville være kærkomment, om du ville delagtiggøre os andre i dine erfaringer. Man må nemlig huske på, at meditative oplevelser er erfaringer, men de er knyttet så nøje til den enkeltes psykiske habitus, at man næppe vil få at se, at to mediterende har høstet de samme erfaringer.

Det ville da være yderst interessant, hvis vi her på Trosfrihed.dk kunne udvikle en lang tråd, der i sin helhed kunne fremstå som en bredspektret erfaringsindsamling vedrørende meditation.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Michael.

Som jeg nævnte for dig i Chat-boksen, finder jeg dit indlæg indholdsrigt og absolut læseværdigt. Det vil føre for vidt at kommentere det i detaljer, og jeg vil derfor begrænse mig til at tage visse aspekter op.

Dine betragtninger om at identificere magneterne, d.v.s. de dynamiske faktorer, der ligger dernede i det ubevidste og foranlediger virkninger oppe i den vågne bevidsthed, kan jeg tilslutte mig. Dette vil altid være et godt skridt på vejen.

Men så skal man – ifølge mine egne erfaringer – være omhyggelig med analysen af ens egne motiver for en given handling. I den vågne bevidsthed kan jeg’et undertiden drive gæk med én, så man bilder sig selv ind, at man handler ud fra agtværdige bevæggrunde, medens der i virkeligheden er tale om, at det er ens aggressive selvhævdelse, der er dynamoen dernede i det ubevidste. Det vil blive for pinligt for mig, hvis jeg skulle give eksempler på mine egne erfaringer i så henseende.

Vort debatforum er jo ikke et bekendelsesforetagende, men du må tro mig på mit ord, når jeg siger, at jeg ofte har fortrudt visse handlinger bitterligt, når jeg ved nærmere eftertanke har kunnet konstatere, at jeg i min vågne selvforståelse har tillagt mig selv agtværdige handlemotiver, skønt det var ganske andre hensigter, der i virkeligheden drev værket. Dette er inspireret af følgende, som du skriver:

»Begyndelsen til forståelsen af jeget ligger i forståelsen af den sociale sammenhæng. Det billede jeg har dannet mig af mig selv er delvis dannet ud fra det billede andre har dannet sig af mig, ligesom jeg, i det billede, de har dannet mig af dem, bidrager til deres egen opfattelse af sig selv.

Man kunne kalde det min sociale rolle. Normalt opdeler jeg tilværelsen i det, der er udenfor mig og det, der er indenfor mig. Der er min sociale rolle udenfor mig, det, andre mener om mig og der er min identitet, det billede, jeg har bygget op om mig selv inden i mig.« (Citat slut).

Det er altid vigtigt at have opmærksomheden henvendt på, hvordan man selv virker på andre og på, hvordan andre virker på én selv. Der vil altid være tale om en vis reciprocitet i samværet med andre.

Men – thi der er efter min opfattelse et ’men’ – og dette forbehold flyder af, at man her har at gøre med den måde at fremtræde på, som man ønsker at vende ud mod verden. Hvis man gerne vil opfattes som venligt forstående, anlægger man venlighedens og forståelsens maske og taler igennem den til omgivelserne.

En maske, som man taler igennem, hedder ’persona’ (per = igennem, og sonare = at frembringe lyd) og dette er oprindelsen til det psykologiske udtryk ’personligheden’. Man kunne sige, at ens personlighed er et kompromis mellem på den ene side de dynamiske faktorer, der driver ens adfærd, og på den anden side det, der er det mest hensigtsmæssige i den aktuelle sociale interaktion.

De dynamiske faktorer i én selv kan være bevidste, men de kan også ligge nede i den ubevidste del af psyken, så man i vågen tilstand end ikke aner, at de er en del af én selv. Er der for eksempel tale om, at to mennesker mødes og sød musik opstår, begynder de jo ikke med at sige, at de vil i seng med hinanden.

De anlægger hver for sig en maske, hvor de tager sig positivt ud i den andens øjne, og samtalen mellem dem vil bære præg af denne gensidige sympati. Ingen af dem er måske bevidste om, at det er sex, der er målet for den sympatiske interaktion. Dette kan være kommunikeret gensidigt i form af kropssproget, der kan sende signaler direkte ind i modpartens ubevidste del af psyken, uden at den pågældende er sig det bevidst.

Jeg nævner dette for at sige, at ens personlighed ikke nødvendigvis er kongruent med hele én selv, men at der kan være dynamiske faktorer i det ubevidste, der kan spille én et puds. Og hvis disse dynamiske faktorer er så stærke – eksempelvis trangen til at få magt over andre eller trangen til at forplante sig – at de griber forstyrrende ind i den personligsstyrede tilværelse, kan der opstå alvorlige komplikationer.

Det er muligt, at vi senere kan vende tilbage til disse komplikationer, hvis der måtte blive anledning dertil.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kræn-P

Jeg giver dig ret i, at vores debatforum ikke er et bekendelsesforetagende. Derfor medtog jeg blot et par forholdsvis uskyldige eksempler fra mit eget liv. Men grunden til, at jeg gjorde det var også for at vise, at man ikke kan adskille meditation fra selve det, at leve sit liv.

Grundkernen i meditationen findes i livet selv og i forståelsen af det. Det er ikke en fritidsbeskæftigelse, som man kan dyrke ligesom man dyrker en hobby. Det kan man godt, men så vil man aldrig trænge ind til kernen. Meditation betyder netop for mig, at afdække det ubevidste. Jeg finder det vanskeligt at forholde mig til begrebet uvidenhed, forstået som manglende selvkendskab, ligesom jeg har svært ved at forholde mig til mennesker, der lyver. Jeg finder det fuldstændig meningsløst.

Problemet er, tror jeg, at vi er så vænnet til at leve så meget i vores forhold til omverdenen, i vores sociale identitet, så at sige, at vi har taget den indenbords i os selv. Dette billede, for det er ikke andet end et billede (det er ikke et direkte forhold mellem mennesker), bliver til vores eget billede af os selv, vores egen selvforståelse, og her inden for dette billedes rammer lever og fungerer vi.

Den dybeste årsag er måske, at vi aldrig har lært at være alene med os selv. Jeg taler ikke om en eller anden form for fysisk alenehed, men om dette, i os selv altid at være alene med os selv. Det, vi kalder os selv er så dybt forbundet med og afhængig af omverdenen, at når vi så endelig står ansigt til ansigt med os selv, så føler vi os hjælpeløse og ved ikke hvad vi skal stille op.

Da er det, at livet selv banker på døren og måske stiller os et spørgsmål uden ord. Hvem er du? Det spørgsmål må vi besvare ved netop, at stå ansigt til ansigt med os selv, det vi er.

Du beskriver selv hvordan du opfattede dig selv i din vågne selvforståelse. Sådan kan vi leve hele vores liv og mene, at vi forstår. Men på et tidspunkt må du alligevel have standset op og det er der erkendelsen begynder. Denne erkendelse bliver til meditationens bevægelse.

Du skriver:

’’Men så skal man – ifølge mine egne erfaringer – være omhyggelig med analysen af ens egne motiver for en given handling. I den vågne bevidsthed kan jeg’et undertiden drive gæk med én, så man bilder sig selv ind, at man handler ud fra agtværdige bevæggrunde, medens der i virkeligheden er tale om, at det er ens aggressive selvhævdelse, der er dynamoen dernede i det ubevidste.’’

Her går du et skridt ned fra den sociale identitet, som kun er en del af jeg’et. Her skelner jeg igen mellem to ting. Som jeg skrev et sted, kan man godt, hvis man pludselig står overfor eksistentielle problemer, føle sig lidt på Herrens Mark, for hvad skal man stille op? Det er udmærket, at tilegne sig psykologisk eller religiøs viden. Jeg kan forstå, at du er inde i Kierkegaard og til dels i buddhismen. En sådan viden kan hjælpe en på vej i forståelsen af det man ser.

Men viden er ikke forståelse, indsigt. Det er først når man kombinerer den erhvervede viden med en direkte oplevelse af denne videns indhold i sit eget liv, at den bliver til indsigt.

Den anden ting er nok den der er sværest at forstå. At der er forskel på at analysere og være opmærksom.

Adskillelse er nok nøgleordet. På vores lille planet i universet, er vi adskilt i forskellige nationer med forskellig kultur, historie, sprog og religion. Og verden er et udtryk for hvad vi er.

Iblandt hinanden er vi adskilt, vi har vores bekendtskabskreds (som hvis vi tænker over det, er temmelig lille) vores familie, venner, kolleger mv. og så er der alle de andre, dem vi ikke kender. Også dette er et udtryk for hvad vi er. Adskilt.

Og i os selv er vi adskilt. Vi taler om ’’mine’’ tanker’’, ’’mine’’ følelser, ’’mit’’ ubevidste uden at gøre os klart, at vi selv er dette, ’’mit’’. Vi er det alt sammen, men vi har adskilt os fra det og det er denne identitet som er iagttageren.

Selvom han taler om ’’mine’’ følelser, ’’mine’’ tanker’’, ’’mit’’ ubevidste, så er han selv alt dette, det er dette han består af selvom han betragter det som adskilt fra sig selv.

Og dette, som han er, og som han har adskilt sig fra, er ikke kun noget indre. Det indre og det ydre er én bevægelse.

Analysen vil altid være iagttageren som betragter det han er, og som vælger og vurderer. Gennem tusinder af års historisk udvikling har vi udviklet en bestemt form for etik og moral, det kan være godt eller skidt eller begge dele, men dette grundlag for vores valg er tilstede i iagttageren, som består af det alt sammen.

Når han derfor iagttager det han er, har han iboende en værdinorm, som bringer ham i modstrid med det han ser. Han ser, at han er dette og samtidig foretager han den vurdering, at dette han er, burde han ikke være.

Han skaber derfor en konflikt mellem det, han faktisk er og det, som hans baggrund mener, at han burde være. Opmærksomhed er derfor at iagttage uden at vælge. Opmærksomheden ser både iagttageren og det iagttagne og er derfor udover dem begge.

Det var derfor jeg lidt fortrød min bemærkning om, at magneterne mistede sin kraft. Jeg vil hellere sige, at magneterne mister deres negative indflydelse, men bevarer deres dynamik, fordi de ikke mere ikke er ukendte.

Men der er også andre magneter, som ikke er fortidens spøgelser og som ikke bør miste deres kraft. I mine små fortællinger prøvede jeg at anskueliggøre, at det jeg ser, selvfølgelig sker indenfor den begrebsverden jeg kender. Det er en del af meditationen, den måde man opfatter på. I denne opfattelse kommer al min viden selvfølgelig til udtryk ligesom en anden ville opfatte på sin egen måde.

Det mest interessante ved meditationen er, når man har gjort op med sine spøgelser og i stedet kan opfatte frit. Så er der pludselig en masse kugler som bevæger sig rundt mellem hinanden, men ingen magneter.

Hvis man så tror, at man så kan manøvrere mere frit, så er det et både og. Selvfølgelig kan man det, men det hele er så blevet meget mere forvirrende (måske man hører en latter i det fjerne), at man virkelig må være opmærksom.

Jeg ved ikke om jeg gør det klart, hvad jeg mener. Klarhed betyder for mig, at være fuldstændig på det rene med alle sit sinds krinkelkroge og se dem fuldstændig som de er.

Allerede når man identificerer noget som selvhævdelse, er man ude over det og kan gå dybere ned for at forstå denne selvhævdelses oprindelse. Dybest set har den den samme oprindelse, som det meste andet. Behovet for at føle sig elsket.

Alfa og Omega er, at man, hvis man vil se sig selv, må se sig selv som det man er og det er ikke sikkert at man bryder sig om det man ser. Men netop ved at se det, har man en mulighed for at handle anderledes hvilket man ikke ellers ville have.

Så står man der og kigger på sig selv. Dette kan man godt lide og dette kan man ikke lide og det varer ikke længe før man igen bygger et billede op om sig selv ved at undertrykke det, man ikke kan lide og fremhæve det, man godt kan lide.

Jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være så vanskeligt, at være fuldstændig klar over sig selv. Det er ikke slutningen, det er begyndelsen og begyndelsen er at man kan begynde at deltage i livet uden at føle at man er tvangsbundet til at handle på en bestemt måde.

Men så begynder et nyt mysterium. Handlingens mysterium og det er virkelig et mysterium. Man kan på ingen måde forudse en handlings resultater, kun kende dens udgangspunkt.

Så dette hav må man begive sig ud på. At handle er at leve.

Kære Treram.

Du behøver såmænd ikke være ked af, at du ikke har formået at komme i den trance, som karakteriserer østens meditationsformer, men har måttet nøjes med den stille eftertænksomhed, som de fleste mennesker har prøvet flere gange i deres liv. At kunne se objektivt og rimeligt fordomsfrit på sig selv er væsentlig bedre end den navlebeskuen, som mange mennesker henfalder til i deres forsøg på at meditere.

At nå den dybe trance i meditationen kræver en del øvelse (læs: bevidsthedskontrol), og det er kun lykkedes for mig ganske få gange i mine yngre dage, hvor jeg har været i total balance i mit indre tankeunivers. Den balance har jeg også i dag men mere permanent, så det ville sikkert være lettere for mig nu. Til gengæld føler jeg ikke noget behov for dyb meditation. Som amerikanerne siger: Been there! Seen that! Done that!

Formålet med den dybe meditation er at frigøre sin tanke fra alle fordomme, åbne sit sind og opnå dyb indsigt i universets love, så man til slut selv bliver en buddha, d.v.s. en "oplyst". Det er også nøjagtigt hvad der sker. Man forstår alt. Tiden skifter karakter, så man ser både fremtiden og fortiden vævet sammen i nuet. Tiden stopper simpelthen. Man ser på universet uden forbløffelse, for alle begivenheder i det er så selvfølgelige og logiske, at alle mennesker burde forstå det. Der er ingen uoverensstemmelse mellem relativitetsteori og kvantemekanik, for mikrokosmos og makrokosmos smelter sammen til et hele, o.s.v.

Problemet er bare, at når man kommer ud af trancen, har man stadig denne følelse af oplysthed, men man kan ikke rigtig bruge den til noget, for man kan ikke huske sammenhængen i detaljer og slet ikke sætte ord på den. Den forbliver en følelse, men en ganske berusende en.

Det er derfor, jeg kalder det "en form for selvsuggestion". Ingen er nemlig nogensinde vendt tilbage fra den trancetilstand med nogen brugbar viden om universet. Det på trods af, at der er mennesker, der har været i denne tilstand tusindvis af gange, og derfor måtte formodes at være langt mere "oplyste" end jeg. Den eneste konstaterbare ydre effekt er, at det virker umuligt at bringe "den oplyste" i affekt. Kort sagt, han bliver sjældent eller aldrig ophidset, men flegmatisk og fatalistisk indstillet overfor livet.

Inden man går ind i trancen bestemmer man sig for, hvor længe den skal vare. Hjernens indre ur holder øje med tiden og vækker en igen næsten på sekundet. I selve trancetilstanden reagerer man hverken på lyde eller nålestik. Sanserne er simpelthen koblet fra. Tilstanden minder om remperioden under søvnen, hvor hjernen for en tid afskærer forbindelsen til musklerne. Vågner man tilfældigt der, kan man opleve, at man er totalt lammet. Man er ude af stand til at røre en muskel, uanset hvor meget man anstrenger sig. En mærkelig og skræmmende følelse.

Jeg forstår glimrende, at ubefæstede sjæle kan få skader af at lege med disse trancetilstande. Man åbner formentlig synapser på kryds og tværs i hjernen uden den sædvanlige styring, så surrealistiske skræmmebilleder fra underbevidstheden præger den bevidste tilstand bagefter. Jeg forstår da også erfarne meditationsudøveres sjælsro. At de selv opfatter sig som oplyste er revnende ligegyldigt. De har det jo godt med sig selv.

Det har du det jo også, Treram, ligesom jeg selv, så vi behøver ikke at meditere. Vi foretrækker facts frem for illusioner.

Men mange mennesker har altså haft nytte af meditation, ligesom mange har fundet sjælsro og et mildt sind gennem en eller anden form for religiøs tro, og det respekterer jeg fuldt ud. Det er resultatet, der er det vigtigste.

At tro og navlebeskuelse hos andre har givet det stik modsatte resultat, er selvfølgelig trist, men det kan ikke bringe mig i affekt. Heller ikke dine voldsomme angreb på de religiøse illusioner. It takes all kind, you know.

Mvh

Ole Bjørn