Hej Thomas

Prøv WSPA!

http://www.wspa.dk/index-2.html

Jeg trækker grænsen der hvor jeg forlanger at de dyr vi spiser behandles ordentligt mens de lever. Det er det mindste vi kan gøre, men det gør vi ikke fordi vores forhold til dyr er det samme som vores forhold til andre mennesker - vi elsker dem ikke.

Jamen, så lad os dog få troens ord på som plejer at kunne få selv en Hanskrist op af stolen (lige på nær, når der er fodbold): Ja, jeg kroppede så sandelig med Gud.

Og Gud hører jo netop ikke Nu'et til men derimod tiden og rummet, som vi hele tiden befinder os i.

Citatet vidner endvidere om det forunderlige ved troens væsen, der er organisk: et frø der får lov til at spire og folde sig ud. Et hjerte der får ben at gå med. Et ord der står fæstnet på sine rødder. En vind der blæser hvorhen den vil.

Guds Ånd er alt andet end en fritsvævende tanke og hovedet på alle kristelige kirker: Guds Ånd bliver vores virkelighed, når vi stemmer i og kropper med tilværelsens mange (gud)givne relationer. Først der bliver troen mere end blot en forestilling, for så levende, som vi er, er vores eksistens altid indfældet i det organiske liv; vores essens.


Mvh
Anne - hjælp mig, min Gud

Ikke korrekt.

Jeg synes nok, at jeg, siden jeg begyndte at deltage i disse debatter har skullet stå til ansvar for andres fortolkninger af hvad jeg siger.

Det er ikke særlig svært at forstå at nuet er det eneste der er, tankemæssigt set, men det som er nu er os selv og vores forhold til omverdenen. Kun ved rent faktisk at være opmærksomme på vores egen bevægelse forstår vi sandheden om os selv.

Al vores lidelse og smerte er et resultat af vore ønsker og begær som igen er en flugt fra den tilstand vi virkelig befinder os i. Lykke og glæde er møntens ene side og smerte og frygt er resultatet af at vi altid søger nydelsen i en eller anden underfundig form.

Når vi er opmærksomme på os selv, og det kan vi kun være i forbindelse med omverdenen, ved at leve vores liv, så lærer vi os selv at kende. Så forstår vi os selv, ser os selv som vi er, hvilket vi kun kan i forbindelse med omverdenen fordi vi eksisterer i et samspil med den. (Det som er, betegner ikke en stilstand, det vi er, er i konstant bevægelse).

Men vi kan ikke forstå os selv fordi vi deler alting op i rigtigt og forkert, i synd og frelse, i fordømmelse og tilgivelse. Når man tilgiver, så synder man. Udover modsætningen fordømmelse/tilgivelse er usentimantalitetens klare blik som kun ser sandheden om det som er.

Når vi forstår os selv, bliver vi stille på en naturlig måde og vi bliver i stand til at skelne mellem tanke og virkelighed, hvilket ikke er ensbetydende med at vi ophører med at eksistere. Vi er stadig livets konstante bevægelse.

Men denne stilhed kan ikke beskrives med ord. Den opstår kun når man forstår sig selv og så er den ikke en idé, en tanke, en drøm.

Derfor kan man kun møde Sandheden hvis man går gennem den dør som er forståelsen af èn selv. Og derfor kan en anden aldrig gøre andet end at henvise til denne dør.

Man kan kun selv gå igennem den til den anden side.

Eller sagt på en anden måde, man kan kun selv leve sit liv, kun selv forstå.

Djævelen er legio, Gud er alene.

Hav, det godt, Anne. Jeg sagde jo engang til dig at det er meget svært. Men det er ikke svært at leve, man skal bare give los.

Som regel finder hjertet den rette vej helt af sig selv.

Hej jmp

"Ikke korrekt.

Jeg synes nok, at jeg, siden jeg begyndte at deltage i disse debatter har skullet stå til ansvar for andres fortolkninger af hvad jeg siger."

- Mit indlæg ovenfor var ikke møntet på dig og tolker heller ikke dig. Så der tager du fejl Det var blot en indskydelse, fordi Thomas forleden dag tog tråden op og derved fristede mig til at give mere frit løb for troens ånd. Ligeledes med dig, måske ikke troens ånd, men du kommer da med et meget fint bud på det at forstå sig selv. Der er flere ting, jeg er enig i (enig eller uenig kan være en ensidig indstilling, måske jeg bare skal sige, at der er flere ting, som jeg har det på samme måde med), men der er også et par ting, hvor du trækker nogle begreber ind i en religiøs dogmatisk kontekst og derved betoner dem negativt, hvilket du er i din fulde ret til at gøre. Jeg forstår ikke mig selv ud fra denne vinkel (synd/tilgivelse), og når du skriver "Jeg sagde jo engang til dig, at det er meget svært" (ja, det har du sagt før), bliver jeg i tvivl om, hvad du egentlig mener. Jeg har aldrig sagt, at livet er let - eller det at forstå sig selv og sin omverden - er let

Helt enig i denne: "Som regel finder hjertet den rette vej helt af sig selv".


Du må også have det godt.

Mvh
Anne