I går ved 19 tiden gik jeg der på vejen med min hund. Jeg nyder så meget naturen omkring mig, at jeg ikke kan beskrive det med få ord, men det er som om, at noget virkelig når mig langt ind i sjælen.
I denne tid fascineres jeg i særlig grad af markerne; deres lysegrønne farver, der på toppen bølger og vidner om kornets rytmiske og organiske liv.
I går på en af mine ture ser jeg så, at en traktor har lavet et hjulspor ind i den mark, jeg dagligt passerer. Impulsivt "trækker" jeg hunden med mig ind i sporet i håbet om, at der ikke kommer en sur landmand efter os. Jeg tjekker ud, at vi ikke træder korn ned, så vi går blot i hjulsporet inde i en kornmark. Solen skinner, og hunden foran går sin vante gang med snuden ned mod jorden.
Det fantastiske for mig var, at jeg fik lov til at gå midt inde i kornmarken omgivet af den lydegrønne farve, og jeg kunne ikke andet end at juble. Kornet gik mig til brystet og i horisonten fortsatte marken sin bølgen.
Hvad jeg ikke tænkte over som barn er, at landmændene sikkert kærer om deres marker, og så velopdraget som jeg nu er, gik jeg varsomt tilbage. Men de fem minutter ind mellem de mange kornstængler affødte altså en lille jubel, så da jeg atter læste dit indlæg, hvor du hentyder til, at der ikke sker noget på debatten, tænkte jeg; jo, der sker faktisk noget, måske ikke her i dag, men derude i livet.
Mvh
Anne