Kære Anne.
I hverdagens situationer reagerer jeg lige så subjektivt som enhver anden, d.v.s. med refleksmæssige handlinger der er betingede af mine erfaringer og de deraf afledte reaktionsmønstre.
Denne indstilling til omverdenen kan dog ikke bruges når det drejer sig om videnskabelig forskning. Den vil uvægerligt føre til fejltolkninger af virkeligheden. Ligesom buddhisten indleder en meditation med at søge at tømme sit sind for tanker, må videnskabsmanden indlede sin undersøgelse med at søge at tømme sit sind for fordomme om, hvad han vil opleve.
Kriteriet er ganske enkelt dette: Hvad jeg ser, eller hvad mine instrumenter registrerer er uafviselige fakta, uanset om de virker helt vanvittige. Mit job er efterfølgende at analysere resultatet og finde den enklest mulige logiske forklaring på fænomenet, der kan indpasses i vor allerede eksisterende viden.
Ind imellem kan dette kun lade sig gøre ved at udvide vor forståelsesramme med radikalt nye begreber. Det var det Darwin og Newton og Freud og Einstein og Bohr m.fl. gjorde. Vi skal bare holde os for øje, at alle disse forklaringer er foreløbige, og at der senere vil komme nogle bedre. Det har vi set med Darwin, Newton og Freud, og det ser vi også nu er godt igang med Einsteins og Bohrs teorier, som først med superstreng-teorierne ser ud til at kunne bringes i samklang.
Og hermed er vi også fremme ved den videnskabelige opfattelse af begrebet holisme, som i den alternative sektor anvendes i flæng om en række semireligiøse opfattelser af universet, baseret på rene gætterier og ubeviselige fantasier.
For videnskabsmanden er holisme den opfattelse, at alle fænomener i universet udgør et ubrydeligt hele af indbyrdes påvirkninger, som en dag vil kunne samles i en enkelt teori, en teori der præcist beskriver sammenhængen mellem rum-tid-energi-stof og kræfter, og som jeg personligt har døbt STEM-force teorien (Space-Time-Energy-Matter).
Som et kuriosum kan jeg nævne, at en populær afledning af Bell's teorem (som ledte til Alain Aspect's påvisning af entanglement) udsiger, at hvis man kunne fjerne en enkelt elektron fra universet, ville universet ophøre med at eksistere. Tydeligere kan man vel ikke sige, at alting hænger sammen, og at forklaringen på det største også ligger i forklaringen på det mindste.
Ligesom man ikke kan forklare den dokumenterede kommunikation, der foregår langs kroppens meridianer, skønt de ikke kan findes ved en obduktion, så findes der også dokumenterede ESP-fænomener, som vi ikke har nogen naturvidenskabelig forklaring på. Da den af Rhine foreslåede inddeling har vist sig utilstrækkelig, så er moderne ESP-forskere begyndt at tænke i helt nye baner.
Også her kan superstreng-teorierne måske komme ind i billedet. Selv om en lukket superstreng er så lille, at den aldrig vil kunne registreres af nogen instrumenter (og den bliver muligvis endnu mindre hvert sekund), så kan en åben superstreng teoretisk række gennem hele universet. Det giver så mulighed for en hidtil ukendt form for kommunikation. Sådanne superstrenge vil aldrig kunne påvises direkte i vort firedimensionale rumtids univers, da de er éndimensionale, men deres virkninger kan måske registreres. Heri ligger en af mulighederne for at forklare ESP.
Et godt råd på falderebet til at undgå eksamensnervøsitet. Koncentrer dig i oplæsningen om dine svage punkter. Idealet er at kunne alting i faget lige godt eller lige dårligt, så uanset hvilket emne, du kommer op i, kender du dit præstationsniveau på forhånd. Så forsvinder grunden til nervøsiteten (bare jeg nu kommer op i .. o.s.v.), og når nervøsiteten er væk, kan man yde en langt bedre præstation.
Mvh
Ole Bjørn ;)
.
Svar
Citer
