0
registrerede
858
gæster og
274
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#4972 - 04/10/2008 23:06
Re: Kristendommen og Buddhismen.
[Re: Kræn-P]
|
bor her
|
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 144
|
|
Kære Kristian
Dit indlæg om Kristendommen og Buddhismen rummer flere spørgsmål, som jeg vil forsøge at ridse op med efterfølgende bud på det, jeg finder hørende til henholdsvis kristendommen og buddhismen. Hertil skal siges, at mit kendskab til buddhismen ikke er så stort, hvorfor jeg ikke vil brede mig.
Du indleder tråden ved at præsentere Sløk og hans anvendelse af begrebet myte, der som en udtalt myte netop er udtryk for sandheden. Det historiske er ikke af nogen afgørende betydning, for med sproget har vi adgang til erkendelsen. Det er derfor ifølge Sløk nok, at vi kender myten om Jesus som korsfæstet og opstanden til at sige, at den er sandhed.
Hertil skriver du:
”Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede”.
Det mener jeg, at du på sin vis har ret i. Men her er det, at vores individuelle tro bliver vore subjektive kriterie for, hvad der er sandt. Det betyder også, at vi fra Religionsvidenskabens synsvinkel ikke kan postulere, at den kristne myte skulle være mere sand end f.eks. en hinduistisk eller buddhistisk myte, hvilket du jo fint demonstrerer ved myten, Nigrodhamiga-Jâtaka.
Det stiller teologen i den vanskelighed at skulle definere, hvorfor Kristus-myten er den rette teologi, dvs. forstået som læren om theos, og hvorfra Kristus-myten har sin oprindelse. Jeg mener at have læst, at det netop er denne problemstilling, du søger debatteret.
Hvis buddhismen i sit udgangspunkt er ateistisk, kan der så overhovedet være tale om en teologi?
Vi kan som i kristendommen tale om en antropologi/antroposofi. Men enhver tekst er imidlertid blevet til gennem en række traditioner, og her mener jeg, at der inden kristendommens tekster akkurat som GT’s tekster kan have ligget nogle andre myter, som har præget menneskes selvopfattelse og verdenssyn f.eks. i måden at tænke om skabelse og frugtbarhed. Jesus-figuren er heller ikke ny i og med, at denne demonstrerer omtrent den samme menneskelighed som Buddha i Nigrodhamiga-Jâtaka. Det er derfor ikke kun myten, der afgør, hvad der er sandt, men derimod det, der nu en gang griber læseren, lytteren, ja, det søgende menneske i dets dybeste tro og essentielle valg af tro.
Det betyder, at Kristus-myten er den myte og den trosvirkelighed, der - for den kristne - rækker dybest ind i forholdet mellem Gud og mennesket. Kristendommen er dog mere end myter, den er vidnesbyrd, der med Jesus fra Nazaret som hovedpersonen formår at sætte en ny guddommelig virkelighed: Ordet der tog bolig som kød og blod i kød og blod.
Du kan selvfølgelig sige, at du her mangler ord, idet du ikke er troende og derfor ikke kan bevæge dig ind i en debat med troens sprog. Skulle jeg sætte mig i samme sted, ville det forudsætte, at vi tog fat i de myter, der kunne ligge til grund for myten om Jesus Kristus. Dette er, hvad bl.a. Peter Rubæk forsøger at gøre, når han hævder, at den paulinske kristendom tager udgangspunkt i mitras-myten. Ville du, Kristian, kunne gøre det samme med Nigrodhamiga-Jâtaka ift kristendommen og dens Kristus-myte?
Du skriver:
”Det er svært at se nogen afgørende forskel mellem på den ene side Jesu ord om, at den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det, og på den anden side Buddhas svar til kongen, som citeret ovenfor. Den kristne vinder ved en sådan opofrelse det evige liv – hvad dette så end skal betyde – og Nigrodha, Buddha, vinder en karmisk fortjeneste, der kommer ham til gode, når han, som det ofte siges i jâtakaerne, går til sine gerningers fortjeneste, d.v.s. dør og går videre i en gunstigere genfødsel.”
Jeg er uenig med buddhismen i, at vi i vores livsprocesser skal fokusere på fremtiden enten forstået som mål i dette liv eller som kommende goder i genfødslen. Jeg kan ikke afvise tanken om karma, men det betyder ikke, at vi ved at gøre gode gerninger vinder noget godt til os selv karmisk. I så fald måtte det på et sagligt forum høre til konspirationsteorien. Pointen er derimod, at det vi gør, skaber en form for energi, og denne energi handler om, hvordan vi har det, og hvordan vi påvirker vores omgivelser. I dette ’nu’ fyldt med energi må vi i den opståede proces starte med at erkende (kende os selv og opbygge vores jeg), og ofte vil denne erkendelse vise sig at have forbindelse til forhold i vores fortid, som vi med både krop og sjæl må ind i som et led i forløsningen. På samme måde som i buddhismen handler det om ikke at identificere sig med fortiden. Forskellen ligger – så vidt jeg kan vurdere – i, at kristendommens spiritualitet konnecter den kristne med Kristus på en sådan måde, at den kristne må afklædes (lægge sine ”våben”, erkende sin fortid og tage imod et nyt liv ikædt Kristi skikkelse -) ved at gå fra sit gamle liv til et nyt liv som Kristi efterfølger (en radikal ændring af ens eksistens). Jeg forstår her det evige liv som på den ene side det eviges dimension, der korrelerer med Nuet, imens det på den anden side kunne sigte på, at livet er evigt på trods af døden (også at forstå som det karmiske). Hermed bliver forskellen på Jesu ord om det at miste og beholde sit liv og så Buddhas svar til kongen det mere jordnære og kødelige, som ikke skal manipuleres væk jfr EKIM. Med andre ord bliver det et spørgsmål om centrering.
Det betyder ikke, at vi som kristne skal afvise buddhismen totalt, for der kan være nogle principper i buddhismen, der minder om kristendommen. Men jeg vil gerne slå fast, at kristendommen grundlæggende handler om nu-livet, i hvilket Gud lod sin Søn inkarnere, for at han kunne blive Gud-med-menneskene-midt-i-denne-verden (de fire evangelier kredser om dette "nu-liv", hvor Jesus taler og handler ift menneskeheden ved hele tiden at pege på Guds kærlighed nu). Dette forhold finder jeg ikke gjort gældende for buddhisten, der i stedet efterlades til sig selv. Buddhisten beskæftiger sig ikke med Guds virkelighed og Guds Ord men med en række myter, der illustrerer en livsfilosofi med Buddha som figur for det sande (= rettesnoren). Buddhisten kan således gisne om sine karmiske fortjenester, hvorimod den kristne må give afkald på noget af sit liv (”den, der mister det, skal beholde det) for allerede i dette liv at kunne leve med både troen, håbet og kærligheden om det eviges autencitet Nu og Her (Guds virkelighed) og ikke som et mål en gang ude i fremtiden, hinsides dette liv.
Mvh Anne
Redigeret af ALH (04/10/2008 23:36)
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#4977 - 05/10/2008 09:52
Re: Kristendommen og Buddhismen.
[Re: Arne Thomsen]
|
godt igang
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 68
Sted: Midtjylland
|
|
Kære Arne.
Tak for dit indlæg, som jeg har læst med stor interesse. Du kender mere til den ortodokse kristendom end jeg, men det er mit indtryk, at der i denne muligvis er flere elementer, der kan sættes i forbindelse med tanker, der er kommet østfra, end der er i den mere vesteuropæiske kristendom.
Jeg husker fra min ungdom, hvor jeg interesserede mig meget for den russiske filosof Nikolai Berdyaev – som Hanskrist nævner i sit svar til mig – at han lagde betydelig vægt på det, som han kaldte ’den intuitive anskuen i åndens verden’. Dette ligger for mig at se på linie med det, som du omtaler for så vidt angår Athos munkesamfundet i Makedonien og den kristne hesykasme.
Jeg mener, at du har fat i noget væsentligt, når du skriver:
»For nogle kristne, der er fast forankrede i en bestemt form for kristen tro, kan sådanne mulige religiøse sammenhænge nok meget vel virke provokerende, mens mennesker med en mere vildtvoksende religiøsitet - eller anden form for åndsfrihed - vel kan "vejre morgenluft", mens det jo nok ikke siger strengt rationalistisk indstillede ateister ret meget.« (Citat slut).
For de fleste fast forankrede kristne er Det nye Testamente (NT) det ultimative tekstgrundlag, og hvis man så kommer og kaster tvivl om NT’s originalitet, opleves dette som en slags provokation.
Når jeg læser Johannes-Prologen (I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud) kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en passus i den gamle indiske religiøse litteratur, der tidsmæssigt skal placeres århundreder før Kristi fødsel.
Denne passus lyder: »prajapatir vai idam-agre asit tasya vak dvitiya asit vag vai paramam brahma.«. Dette oversættes som: »I begyndelsen var Prajapati (d.v.s Skaberen. KP). Hos ham var ordet. Og ordet var i sandhed det højeste Brahman (d.v.s. Gud. KP).«
Når de gamle indere kunne skrive noget sådant i Kathaka Brahmana, der refererer til en af vedaerne, in casu Yajur-Veda, og når evangelisten kunne skrive det, som han skrev i Johannes-Prologen, kan man ud fra et religionshistorisk synspunkt sige, at evangelisten Johannes må have øst af kilder, der er ældre end hans eget evangelium.
Men dette vækker anstød hos nogle af de fast forankrede kristne, der ønsker at fastholde NT’s autenticitet. Her er man modvillig over for at skulle anerkende, at visse passager i NT kan have rødder tilbage i religiøse tekster, der hører hjemme i en anden og ældre religiøs kontekst.
Imidlertid fastholder jeg, at NT må dele vilkår med andre religiøse tekster, hvorfor jeg er uenig med de teologer, der forbliver stående ved den græske udgave ved at udnævne den til at være Grundteksten.
Med venlig hilsen
Kristian
_________________________
»Kultur - det er ikke en fin menuèt i en fortids-frednings-forening, men det at man slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening.«
Piet Hein
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#4980 - 05/10/2008 15:28
Re: Kristendommen og Buddhismen.
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 155
Sted: Sverige/ Thailand
|
|
Hej Arne.
Jeg opfattede nu ikke dine ord om ikke troende som nedladende, nu var det jo ikke dig der forfattede disse ord, men ord der skulle være kommet udaf Mathæusevangeliet, om de derfor skal opfattes som en nedværdigende vurdering af ikke religiøse, er der vist ingen tvivl om, de er sku så dumme at de ikke har en tro. Og heldigvis vil jeg så tilføje, jeg kan ikke se hvad man kan bruge en tro til andet end at narre sig selv, fordi man ikke har kapacitet til at gennemskue hvad der er den sande virkelighed. Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå de troende, ikke fordi jeg ikke har være udsat for ting der burde gøre mig religiøs, iflg. hvad andre i samme situation er blevet.
Nu var det ikke lige med tanke om hvordan du blev religiøs, men hvad jeg har læst på forskellige debatter, hvordan mennesker i svage øjeblikke har behov for noget at ty sig til,og så tyr til noget noneksistent- noget for mig meget mystiskt og stupid.
Men kære Arne du svarede ikke på mit første spørgsmål" om du tror at alle religiøse har haft en religiøs oplevelse".
Jeg finder trøst og tryghed i ægteskabet, eller skulle jeg hellere sige ægteskaberne, jeg har prøvet det nogle gange.
_________________________
mvh.treram
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#4982 - 05/10/2008 18:05
Re: Kristendommen og Buddhismen.
[Re: treram]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 5413
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Treram.
Jeg skrev jo, som min vurdering, at mange nok søger ind i den lokalt dominerende religion for at finde trøst og tryghed - og det vil jeg ikke pege fingre ad.
Du synes at mene, at den første af de 8 (9) saligprisninger i Bjergprædikenen, som er fortalt i Matthæusevangeliet, skal forstås sådan, som du skriver:
"- de er sku så dumme at de ikke har en tro." Som jeg skrev, har de ganske mange teologer, som jeg har spurgt om "de fattige i ånden", ikke været enige med dig i den vurdering.
Jeg sammenfattede det sådan her:
De synes dog alle at være enige om, at det ikke betyder åndssvag, dum e.l. - men så holder enigheden også op.
De fattige i ånden nævnes jo imidlertid på lige fod med de sørgende, de sagtmodige, de retfærdighedssøgende, de barmhjertige, de rene af hjertet, de fredsstiftende og de forfulgte - altså helt klart ikke mennesker, man normalt ser ned på. Du skriver, at det er "fordi man ikke har kapacitet til at gennemskue hvad der er den sande virkelighed", at man kan have behov for "en tro til at narre sig selv".
Og du skriver, at du kender "den sande virkelighed". Jo, så kan jeg da godt se, at tro er totalt overflødigt narreværk.
Jeg skrev om "verdens sande væren", som jeg er overbevist om, at jeg aldrig lærer at kende (og sandheden bag den, som jeg end ikke ved, om den eksisterer), men som jeg ikke kan lade være at forholde mig til - ikke med viden, for den har jeg jo ikke, men med hvad man vel kunne kalde en usikker intuitiv tro - som man selvklart ikke kan slå andre mennesker oven i hovedet med
Når du spørger, om jeg tror, at alle religiøse har haft en religiøs oplevelse, så er svaret jo: Nej, og det var jo netop den gruppe - samt alle de mange ikke-troende, der heller ikke har haft sådanne oplevelser - jeg fokuserede på.
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (05/10/2008 18:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|