Kære debatkolleger.

Nedenfor har jeg taget udgangspunkt i afdøde professor Johannes Sløks tanker vedrørende Kristendommens sandhedskriterium og har sammenstillet hans synspunkter med betragtninger, som læsningen af en buddhistisk tekst affattet på det oldindiske sprog pâli har foranlediget. Af hensyn til læseligheden har jeg opdelt essayet i fire afsnit.

Johannes Sløk har ydet væsentlige pædagogiske bidrag til forståelsen af nyere sprogfilosofi. Der tænkes her nærmere på hans redegørelser i værket »Guds Fortælling, Menneskets Historie«, der er en samlet udgivelse af de fire værker »Teologiens Elendighed«, »Det religøse Sprog«, »Den kristne Forkyndelse« og »Da Gud fortalte en Historie«, der oprindelig udkom i perioden fra 1979 til 1985.

Sløk var præst, professor og bekendende kristen, og som teolog fortsatte han de seneste århundreders defensive teologiske forsøg på at opretholde den kristne tros validitet over for en verdslig tænkning, der i stigende grad satte spørgsmålstegn ved det, som man kunne kalde kristendommens sandhed.

Sløk bruger sproget som den bastion, hvorfra han forsvarer sit standpunkt qua kristen. For Sløk er sproget i sig selv en kilde for erkendelsen, hvori han næppe kan være uenig med nogen. At sproget tillige er den primære erkendelseskilde for det religiøse bør næppe heller bestrides, men man må her sætte spørgsmålstegn ved, om sproget kan bruges til vejs ende for den religiøst søgendes bestræbelser.

Sløks tankegang går ud på, at historien om Kristus er en myte, hvorefter han lægger evangelieteksterne på mytologiens prokrustesseng og får noget ud heraf, som man – for nu at bruge et kierkegaardsk udtryk – kan basere sin evige salighed på. Mytens sandhedskvalitet skal ikke afgøres ud fra, om myten kohærerer med noget historisk efterviseligt; sandheden beror på den omstændighed, at myten er blevet udtalt.

Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede.

I religionshistorisk forstand opfattes en myte sædvanligvis som en fortælling om urtidsbegivenheder, der tillige ofte drejer sig om guders og sagnagtige forfædres oplevelser og handlinger. Mytens indhold opfattes af den pågældende religions tilhængere som konstituerende for religionen, dens sandhed og menneskets vilkår generelt.

Det er som regel tilfældet, at der ikke kan påvises nogen bestemt forfatter til myten, hvorfor man må henregne den til det, som man kunne kalde den religiøse folklore. Allerede her må man sætte spørgsmålstegn ved Sløks standpunkt, idet Kristus-myten – hvis vi følger Sløks terminologi – er baseret på navngivne forfattere, hvis kulturelle kontekst er forholdsvis veldokumenteret i historisk henseende. De ældste nytestamentlige tekster er de paulinske breve fra det første århundrede, og de fire evangelier er formuleret i det første og andet århundrede efter Kristi fødsel og med de navngivne forfattere Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.

Uanset dette spørgsmålstegn ved Sløks opfattelse kan det ikke på forhånd afvises, at Sløk på en eller anden måde kan have ret i sin opfattelse af kristendommens mytiske oprindelse. Men hvis dette er tilfældet, kan Kristus-myten ikke betegnes som det unikum, som Sløk vil gøre den til. Lad os derfor se på en konkret oldindisk myte.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

I Buddhismen findes der en række fortællinger, der handler om Buddhas tidligere genfødsler. De kaldes jâtaka’er, og deres oprindelse er ikke i fuldt omfang klarlagt. De indgår i den buddhistiske kanon, og er derfor med sikkerhed ældre end Sløks Kristus-myte. Der er belæg for at sige, at de indeholder tematiske elementer, der også findes i ældre ikke-indisk litteratur, for eksempel i Æsops fabler fra det sjette århundrede f. Kr.

En af jâtakaerne, Nigrodhamiga-Jâtaka, handler om en gylden gazelle, der var Buddha i en af hans utallige tidligere genfødsler. Han hed Nigrodha og var gazellekonge, hvilken værdighed han delte med en anden ligeledes gylden gazelle, der hed Sâkha. Kongen, der ejede parken, hvor gazellerne levede, gik ofte på jagt og dræbte gazellerne en efter en, hvilket påførte dem megen lidelse. Men de to gyldne gazellekonger havde kongen fredet.

Da gazellerne under alle omstændigheder ville blive dræbt, blev Nigrodha og Sâkha enige om at formindske lidelsen ved, at der hver dag blev kastet lod om, hvem af gazellerne, der måtte lade livet den pågældende dag. Den, som loddet traf, skulle derefter gå hen og lægge sig på slagtebænken, hvorved den unødige lidelse ved den langsommme død efter pileskuddene blev til en kort proces.

En dag traf loddet en drægtig gazelle fra Sâkha’s hjord. Hun bad derfor om, at hendes slagtning blev udsat, til hun havde født sin kalv. Sâkha afslog. De fastsatte regler måtte følges. Men da hun klagede sin nød til Nigrodha, d.v.s. Buddha, imødekom denne hendes ønske, men da også han fastholdt, at de aftalte regler skulle følges, gik han selv hen og lagde sig på slagtebænken.

Kokken, der skulle slagte gazellerne, blev højligt forbavset, da han vidste, at kongen havde fredet de to gyldne gazellekonger. Han gik derfor til kongen, der kom til stede og spurgte Buddha, om han ikke var klar over, at han var blevet fredet.

Hertil svarede Buddha: »Store konge, en drægtig gazelle-hun kom til mig og sagde: Lad min lodkastning gå over på en anden! Men det er mig helt umuligt at flytte dødens lidelse over på en anden; derfor besluttede jeg at skænke mit liv for hende, tog i hendes sted døden på mig og har derfor lagt mig her.«

Det ovenfor anførte referat er kun en del af historien, men udvalget er foretaget ud fra det synspunkt, at det refererede udviser tankevækkende fællestræk med det, som Sløk kalder Kristus-myten.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

Historisk set véd vi, at Jâtaka-myterne i et eller andet omfang står i forbindelse med litteratur fra områderne vest for Indien. Den tidligere nævnte Æsop skal henføres til Lilleasien. Vi véd også, at kejser Açoka i det tredje århundrede f. Kr. lod udfærdige en række indskrifter, edikter, hvori han missionerede for den buddhistiske lære. Tillige véd vi, at Açoka lod udfærdige indskrifter affattet på græsk og aramæisk i Kandahar, der var en vigtig station på karavanevejen vestpå mod Europa. Kandahar ligger i det nuværende Afghanistan. Endvidere drev Açoka missionsvirksomhed blandt hellenistiske herskere i blandt andet Syrien, Ægypten og Makedonien.

Den omstændighed, at den buddhistiske lære blev søgt udbredt via sprogene græsk og aramæisk medførte, at den kunne blive kendt i det i forvejen eksisterende netværk af kulturelle udvekslinger i et betydeligt geografisk område. Aramæisk var perserrigets officielle administrationssprog, og græsk blev talt og skrevet i de store områder, hvor hellenismen dominerede. Jesus af Nazareth talte aramæisk, og Paulus og evangelisterne udtrykte sig på græsk.

Som nævnt ovenfor kan det ikke på forhånd afvises, at Sløk på en eller anden måde kan have haft ret i sin opfattelse af kristendommens mytiske oprindelse. Imidlertid kan man i så fald blive nødt til at søge oprindelsen i mytisk stof, der i tid ligger forud for den historiske skikkelse Jesus af Nazareth.

Som det ligeledes er gjort gældende ovenfor, er der tankevækkende ligheder mellem Nigrodhamiga-Jâtakaen og den af Sløk nævnte Kristus-myte. I begge tilfælde er hovedpersonen en figur af etisk format, der ofrer sit liv for andre. Dette er ofte et generelt træk ved den mytiske helt og kan genfindes i også andre myter end de to her nævnte. Selv om dette element ikke er særstof for de to her omtalte myter, er det et fælles element for dem begge.

Det er specielt for Kristus-myten, at Kristus er Gud, der har inkarneret sig i et menneske. Nigrodha er derimod et menneske, der befinder sig i den buddhistiske genfødsels succession, og som aktuelt er genfødt som en gazelle, der imidlertid ikke har meget til fælles med gazeller i zoologisk forstand. Buddhismen er i princippet ateistisk, men man kan utvivlsomt sige, at den buddhistiske myte går meget langt i retning af at tillægge Buddha egenskaber, som man ikke finder hos mennesker, men derimod i udpræget grad hos mytiske guder og helte.

Det er svært at se nogen afgørende forskel mellem på den ene side Jesu ord om, at den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det, og på den anden side Buddhas svar til kongen, som citeret ovenfor. Den kristne vinder ved en sådan opofrelse det evige liv – hvad dette så end skal betyde – og Nigrodha, Buddha, vinder en karmisk fortjeneste, der kommer ham til gode, når han, som det ofte siges i jâtakaerne, går til sine gerningers fortjeneste, d.v.s. dør og går videre i en gunstigere genfødsel.

Kristus genopstod på tredjedagen efter korsfæstelsen og havde derved besejret døden. Dette gør den kristne teolog Sløk til noget helt enestående for kristendommen, men man må alligevel spørge, om der er tale om noget så afgørende, som Sløk vil gøre det til.

Det kristne medlem af menigheden må nødvendigvis få det indtryk, at Gud, Kristus, i for eksempel Bjergprædikenen, nævnt pars pro toto, har pålagt mennesket leveregler, hvis efterfølgelse giver genopstandelse og evigt liv.

Det enkelte medlem af den buddhisiske menighed må nødvendigvis få den opfattelse, at den store lærer, Buddha, gennem de mange eksempler, der indgår i den buddhistiske folklore, har vist en vej, hvis efterfølgelse giver genfødsel i en gunstigere form for til slut at resultere i nirvana, som er en tilstand, der ligger uden for tiden og i denne forstand må siges at være evig, hvis vi forstår dette udtryk kierkegaardsk.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere.

Sammenfattende må man, hvis man skal følge Sløks sandhedskriterium, sige, at Kristus-myten og Buddha-myten begge må anses for sande, idet de begge er blevet udtalt. Tillige lægger begge disse myter op til en grundlæggende etik, hvor den ene mytes etik er svær at skelne fra den andens.

Myte-betragtningen vedrørende Kristendommen synes at lægge op til, at man kunne nærme sig den nytestamentlige eksegese fra en anden vinkel end den hidtil praktiserede. Man kan få det indtryk, at der her lægges noget til grund, som man af en eller anden årsag kalder grundteksten. Denne er affattet på græsk, hvilket sprog helten i myten ikke talte. Han talte aramæisk, og dette sprog er tilgængeligt, blandt andet fordi Det gamle Testamente indeholder afsnit affattet på dette sprog.

Myte-betragtningen fører endvidere til, at det ville være nærliggende at forske i, hvorvidt der kan siges at være elementer i Kristus-myten, som er hentet ind fra en i forvejen eksisterende fælles indo-europæisk folklore. Hvis der er forskningsmæssigt belæg for, at de buddhistiske æventyr om Buddhas tidligere fødsler har rødder tilbage i fælles indoeuropæisk kulturelt arvegods, er det svært at se en fornuftig begrundelse for, at man ikke skulle forske i, hvorvidt noget tilsvarende måtte gøre sig gældende for så vidt angår Kristus-myten.

Har man sagt A ved at benævne grundlaget for kristendommen som en myte, må man også sige B ved at underkaste Kristus-myten en mytologisk, filologisk og kulturhistorisk undersøgelse. Det forekommer krampagtigt at forblive stående ved det færdige græsksprogede produkt uden at skele til de intermediære elementer, hvoraf dette færdige produkt er opstået.

Hermed skal resten overlades til teologerne og de skriftkloge at strides om.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

En flot og stringent sammenligning af kristendommens og buddhismens fælles tankegods, som alle burde læse.

Det er næsten overflødigt at nævne, at jeg er fuldstændig enig i alle dine betragtninger her.

Mvh

Ole Bjørn ;)