Hej igen dér..

"Jeg ser, at jeg ikke har været klar nok om ”Altets Væren”, der åbenbart for dig alene er ”Virkelighedsrummet” – dét, der ER, og som vi mennesker ikke kan ændre på, men kan ”digte om”, sådan som f.eks. religioner gør."

- Du taler om et "altet", som om du havde et forhold til begrebets meningsindhold, men formåede aldrig tidligere at forklare hvad du egentlig talte om. Spørgsmålet for længe siden var blot dette: hvorfor du jonglerede med et begreb, som du ikke kunne udrede, endsige, hvordan du bar dig ad med at have et kærlighedsforhold dertil?

Det sir jo sig selv, som tidligere forklaret, at kærlighed næres til det kendte men ikke det ukendte, som derimod kan skabe usikkerhed og til tider angst. Tillige, at du indlysende ikke ka' tilskrive det ukendte existens, eller forholde dig kærligt dertil. Det var sådan set sagens kerne.

Noget andet er jo, hvorfor du dog ikke anvender kirkens mulighed for socialt samvær og sammenhold, ja for den sags skyld bidrager til forandringer til det bedre, dersom du anser sådanne for påkrævet. Det har du jo fine muligheder for, og det skulle såmænd ikke undre mig, om ikke andre troende med lidt flair for mystik, også fandtes mellem brugerne. At jeg anser evangelier og div. religiøse skrifter for poetisk jus, spiller jo ingen rolle for glade troende, og dem så vi jo mange herlige ex. på, dengang vi mere ivrigt debatterede her og på KD's debatportal. Ja, mons tro Ole Bjørn lever og har det nogenlunde, kan man tænke - og håbe. I hvert fald er det rart at se at du stadigvæk fungerer, og forhåbentlig har det godt. Så mange er jo væk, ved du. Og selvfølgelig er det ikke sikkert at du har overskud til kirkeligt samvær!

"...men når jeg gik videre med mere ”forsvindenhed” blev jeg ret hurtigt svimmel og måtte opgive længe før jeg kom til klodens og min egen ikke-væren - intethed."

- Ikke-eksistens, er nu ikke så svært at begribe, ja forestille sig. Man ka' endog sagtens forestille sig sin egen, der jo ikke blir væsensforskellig fra oplevelsen af de "omkringværendes" forsvinden. Du har altid godt kunnet lide at gøre det almindeligvise til en mystisk begivenhed, ikke mindst din egen existensevne, som du dog netop anvender i øjeblikket du reflekterer derover at du er til, og har haft mere tid end jeg, til at vænne dig til tanken - som jeg husker at også Ole beskrev for dig.
Du ser en hare det ene øjeblik, i det næste, er den et minde. Existenser, forsvinder vedvarende omkring dig, ligesom de opstår, i en vedvarende biologisk cyklus, som ikke er det mirakel du gerne gør det til, og netop, fordi oplevelsen af fødsel/død ikke er dig en enestående, ikke er en fremmedartet begivenhed, men livets situationer som du vedvarende er blevet konfronteres med. For barnet, opstår det enestående derimod, du ka' selv fortsætte. Problemet i tankegangen, er, at du jo ikke er noget barn, livet opstår ikke påny, for dig. Du har oplevet det meste før. End ikke ordet "udvikling", vil i så mange tilfælde forbindes med andet end afvikling, fordi noget såkaldt nyt, ofte blir ringere udgaver af noget i forvejen existerende, hvor tilmed computerteknologi blot består af hurtigere udveksling af data, mens data'en selv, sjældent viser noget egentligt nyt, men måske rettere beskriver en mulig forædling af fortidigt, en præcision i en meget langsom udviklingsrejse, fordi al udvikling i realiteten tager en fandens tid.
Så set med mine øjne, ser det lidt anderledes ud. Vi, biologiske væsner, trættes over tid, og oplever pludselig at livet så rask forsvinder for os. Som barn, går alt umådelig laaangsomt, det kan ikke gå hurtigt nok, og alt nyt forekommer mirakuløst. Hvis du i denne forstand, har bevaret det barnlige øje, er du en heldiggris, der her får et klap på skulderen..;)

Du opelsker livet til noget vidunderligt, men det ér jo et synspunkt, nemlig dit, som du ikke nødvendigvis deler med en ældre mand på den anden side af kloden, hvorfor det vidunderlige viser mere om synspunktet end om livet i sig selv. Det er ergo synsvinklen, men ikke livet, du dér føler for, ikke sandt?

Simon

Hej i natta..

Ja, også denne del af lille Grønnevang er et meget smukt og dejligt sted, som du naturligvis føler dig forbundet dertil, fordi så mange oplevelser over tid har lejret sig i dit sind, med samhørighed som følge, og det ved du jo så udmærket. Man blir kun langsomt en del af miljøet omkring sig, en tilhørende, som Suzanne Brøgger så fint har berettet om, i sine egne oplevelser: at indlejres som del af den længerevarende historie. Svært at forestille sig landboere, uden oplevelsen af træers og den øvrige naturs betydning for miljøets trivsel i livet.
Selvfølgelig kan du sætte dig ind i alt dette, miljøet, der over tid har fået anpart i dig, som den stedbundne natur der i en alder af 99, sikkert vil trille ud ad markvejen i den lille Moris, mens køerne blot tygger videre, uden så meget som at løfte hovedet. Det er da fuldt ud en begribelig værdsættelse, og fordi der jo netop er god brug for egnsfortællinger med en tvist fra overdrevet, behøver du jo ikke dermed at fjerne dig fra snusfornuften der kendetegner mangt en landboer, jeg vil snarere sige, tværtimod.
Det er jo noget af det pragtfulde ved landområdernes fastboende, deres forankring i sund fornuft, at de i mangt og meget oplever sig som kristne sjæle, bundet til områdets og hverandres historie - naturligvis på godt og ondt, der jo ikke ka' være anderledes. Det rækker så fuldt med det stedlige trossamfunds søndagsprædiken/messe, hvor du i de øvrige seks dage, ka' oparbejde grunde til udført anger på ugens syvende. Vær dog lidt praktisk, du bette lægprædikant..;)

Her kommer vi til det centrale:

"Mine omgivelser kunne forsvinde. Det vil hele kloden jo på et tidspunkt.
Jeg kunne selv forsvinde. Det gør vi jo alle - og forestillinger om evigt liv tror jeg ikke på. Og efter forsvindingen er der jo ikke noget jeg - kun det totale intet.
Det er dét, jeg ikke evner at forestlle mig, og som jeg heller ikke tror, at nogen kan.
Det er i dette perspektiv, at det værendes vidunderlighed viser sig for mig - og jeg kan ikke tro andet, end at det vil det kunne for ethvert menneske.
I dit absolutte intet har du jo ikke sluppet din fortsatte reflekterende væren, hvis jeg læser dig ret".

- Vi ser jo netop denne forsvinden overalt omkring os. Du kender det, ved det, indser og erfarer det, overalt omkring dig, som jeg. Og alligevel mener du ikke at kunne begribe det? Jeg synes netop, at det at kunne begribe det, såmænd ikke er så forfærdeligt forskellig fra måden hvorpå andre pludselig lever videre uden vennen, den pårørende, forældre eller datteren; at de gør det, fordi det rent faktisk er den eneste mulighed, om end måden hvorpå det sker, ka' være forskellig.

Naturligvis ka' vi sagtens sige, at døden ikke kan opleves, idet dette blir en absurditet. Alligevel har mennesket i enhver kultur, ikke bestilt andet end at skærme sig mod erkendelse af både liv og død og på de snedigste faconer. Sjovt nok, er sjældent forf. der så ofte befatter sig med livsophør, særlig interessante, tværtimod, er det min oplevelse at mennesker jeg tilfældigt har mødt, pludselig har sagt og udtrykt tanker om livet/døden, der fik betydning for mig. Alligevel har Preben Geertinger skr. en herlig fortælling om sit liv og yrke som retsmediciner, og deri berettet om sin egen oplevelse, ved det, at være ved at svinde hen i en oplevelsen af, hvad sort igrunden ér. Bogen er nu ikke så dyster, tværtimod, ku' man sige, og han skriver/skrev fremragende.

Vi har langt tilbage fjollet rundt i en tråd, der omhandlede netop dette med at forherlige livet, i kraft af livet som det kommer til udtryk for os, og hvor det var min oplevelse, som nys udtrykt, at det ikke var livet men din oplevelse deri, du talte om. Livet kan jo netop også være en højst smertelig affære, som så mange mennesker jo har oplevet og oplever. Synspunktet selv, er jo så centralt i sådanne samtaler, at man næsten kunne ønske et samråd med hele menneskeheden, for under disse omstændigheder, at høre div. variationer over livet oplevet/livet tænkt. Og naturligvis falder dér døden ind som en uundgåelig del af livet enhver udlever, i forståelsen af, at man hverken kan leve eller dø for hinanden, og dog lever man med hinanden, også når døden indtræder. Tomrummet, kender vi hver især, og oplever på denne måde mange facetter af det som sker, når livet ophører. Vi kan endog forestille os, hvad der vil ske når vi selv er væk. at dén og dén fortsat vil leve, måske endda et gran ud i hvorledes. Vi levet kort sagt med dødens nærvær på alle områder, også selv om vi helst vender blikket bort, resignerer etc. Naturligvis forstå jeg hvad du siger og mener, men synes ikke det har stor betydning, idet du i kraft af din forestillingsevne, som jo ikke er ubetydelig, sagtens kan forestille dig ophøret af liv. Jeg vil hertil sige, at jeg faktisk også holder af livet, når det optræder som jer gerne ser det. På en god vens gravsten står der: livet er godt, det mente hun virkelig..;)

Simon