|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
14
gæster og
173
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Afviger-Forræder-Kætter?
|
Hej i natta..
Ja, også denne del af lille Grønnevang er et meget smukt og dejligt sted, som du naturligvis føler dig forbundet dertil, fordi så mange oplevelser over tid har lejret sig i dit sind, med samhørighed som følge, og det ved du jo så udmærket. Man blir kun langsomt en del af miljøet omkring sig, en tilhørende, som Suzanne Brøgger så fint har berettet om, i sine egne oplevelser: at indlejres som del af den længerevarende historie. Svært at forestille sig landboere, uden oplevelsen af træers og den øvrige naturs betydning for miljøets trivsel i livet.
Selvfølgelig kan du sætte dig ind i alt dette, miljøet, der over tid har fået anpart i dig, som den stedbundne natur der i en alder af 99, sikkert vil trille ud ad markvejen i den lille Moris, mens køerne blot tygger videre, uden så meget som at løfte hovedet. Det er da fuldt ud en begribelig værdsættelse, og fordi der jo netop er god brug for egnsfortællinger med en tvist fra overdrevet, behøver du jo ikke dermed at fjerne dig fra snusfornuften der kendetegner mangt en landboer, jeg vil snarere sige, tværtimod.
Det er jo noget af det pragtfulde ved landområdernes fastboende, deres forankring i sund fornuft, at de i mangt og meget oplever sig som kristne sjæle, bundet til områdets og hverandres historie - naturligvis på godt og ondt, der jo ikke ka' være anderledes. Det rækker så fuldt med det stedlige trossamfunds søndagsprædiken/messe, hvor du i de øvrige seks dage, ka' oparbejde grunde til udført anger på ugens syvende. Vær dog lidt praktisk, du bette lægprædikant..;)
Her kommer vi til det centrale:
"Mine omgivelser kunne forsvinde. Det vil hele kloden jo på et tidspunkt.
Jeg kunne selv forsvinde. Det gør vi jo alle - og forestillinger om evigt liv tror jeg ikke på. Og efter forsvindingen er der jo ikke noget jeg - kun det totale intet.
Det er dét, jeg ikke evner at forestlle mig, og som jeg heller ikke tror, at nogen kan.
Det er i dette perspektiv, at det værendes vidunderlighed viser sig for mig - og jeg kan ikke tro andet, end at det vil det kunne for ethvert menneske.
I dit absolutte intet har du jo ikke sluppet din fortsatte reflekterende væren, hvis jeg læser dig ret".
- Vi ser jo netop denne forsvinden overalt omkring os. Du kender det, ved det, indser og erfarer det, overalt omkring dig, som jeg. Og alligevel mener du ikke at kunne begribe det? Jeg synes netop, at det at kunne begribe det, såmænd ikke er så forfærdeligt forskellig fra måden hvorpå andre pludselig lever videre uden vennen, den pårørende, forældre eller datteren; at de gør det, fordi det rent faktisk er den eneste mulighed, om end måden hvorpå det sker, ka' være forskellig.
Naturligvis ka' vi sagtens sige, at døden ikke kan opleves, idet dette blir en absurditet. Alligevel har mennesket i enhver kultur, ikke bestilt andet end at skærme sig mod erkendelse af både liv og død og på de snedigste faconer. Sjovt nok, er sjældent forf. der så ofte befatter sig med livsophør, særlig interessante, tværtimod, er det min oplevelse at mennesker jeg tilfældigt har mødt, pludselig har sagt og udtrykt tanker om livet/døden, der fik betydning for mig. Alligevel har Preben Geertinger skr. en herlig fortælling om sit liv og yrke som retsmediciner, og deri berettet om sin egen oplevelse, ved det, at være ved at svinde hen i en oplevelsen af, hvad sort igrunden ér. Bogen er nu ikke så dyster, tværtimod, ku' man sige, og han skriver/skrev fremragende.
Vi har langt tilbage fjollet rundt i en tråd, der omhandlede netop dette med at forherlige livet, i kraft af livet som det kommer til udtryk for os, og hvor det var min oplevelse, som nys udtrykt, at det ikke var livet men din oplevelse deri, du talte om. Livet kan jo netop også være en højst smertelig affære, som så mange mennesker jo har oplevet og oplever. Synspunktet selv, er jo så centralt i sådanne samtaler, at man næsten kunne ønske et samråd med hele menneskeheden, for under disse omstændigheder, at høre div. variationer over livet oplevet/livet tænkt. Og naturligvis falder dér døden ind som en uundgåelig del af livet enhver udlever, i forståelsen af, at man hverken kan leve eller dø for hinanden, og dog lever man med hinanden, også når døden indtræder. Tomrummet, kender vi hver især, og oplever på denne måde mange facetter af det som sker, når livet ophører. Vi kan endog forestille os, hvad der vil ske når vi selv er væk. at dén og dén fortsat vil leve, måske endda et gran ud i hvorledes. Vi levet kort sagt med dødens nærvær på alle områder, også selv om vi helst vender blikket bort, resignerer etc. Naturligvis forstå jeg hvad du siger og mener, men synes ikke det har stor betydning, idet du i kraft af din forestillingsevne, som jo ikke er ubetydelig, sagtens kan forestille dig ophøret af liv. Jeg vil hertil sige, at jeg faktisk også holder af livet, når det optræder som jer gerne ser det. På en god vens gravsten står der: livet er godt, det mente hun virkelig..;)
Simon
|
|
|
|
