Hej igen dér..

"Jeg ser, at jeg ikke har været klar nok om ”Altets Væren”, der åbenbart for dig alene er ”Virkelighedsrummet” – dét, der ER, og som vi mennesker ikke kan ændre på, men kan ”digte om”, sådan som f.eks. religioner gør."

- Du taler om et "altet", som om du havde et forhold til begrebets meningsindhold, men formåede aldrig tidligere at forklare hvad du egentlig talte om. Spørgsmålet for længe siden var blot dette: hvorfor du jonglerede med et begreb, som du ikke kunne udrede, endsige, hvordan du bar dig ad med at have et kærlighedsforhold dertil?

Det sir jo sig selv, som tidligere forklaret, at kærlighed næres til det kendte men ikke det ukendte, som derimod kan skabe usikkerhed og til tider angst. Tillige, at du indlysende ikke ka' tilskrive det ukendte existens, eller forholde dig kærligt dertil. Det var sådan set sagens kerne.

Noget andet er jo, hvorfor du dog ikke anvender kirkens mulighed for socialt samvær og sammenhold, ja for den sags skyld bidrager til forandringer til det bedre, dersom du anser sådanne for påkrævet. Det har du jo fine muligheder for, og det skulle såmænd ikke undre mig, om ikke andre troende med lidt flair for mystik, også fandtes mellem brugerne. At jeg anser evangelier og div. religiøse skrifter for poetisk jus, spiller jo ingen rolle for glade troende, og dem så vi jo mange herlige ex. på, dengang vi mere ivrigt debatterede her og på KD's debatportal. Ja, mons tro Ole Bjørn lever og har det nogenlunde, kan man tænke - og håbe. I hvert fald er det rart at se at du stadigvæk fungerer, og forhåbentlig har det godt. Så mange er jo væk, ved du. Og selvfølgelig er det ikke sikkert at du har overskud til kirkeligt samvær!

"...men når jeg gik videre med mere ”forsvindenhed” blev jeg ret hurtigt svimmel og måtte opgive længe før jeg kom til klodens og min egen ikke-væren - intethed."

- Ikke-eksistens, er nu ikke så svært at begribe, ja forestille sig. Man ka' endog sagtens forestille sig sin egen, der jo ikke blir væsensforskellig fra oplevelsen af de "omkringværendes" forsvinden. Du har altid godt kunnet lide at gøre det almindeligvise til en mystisk begivenhed, ikke mindst din egen existensevne, som du dog netop anvender i øjeblikket du reflekterer derover at du er til, og har haft mere tid end jeg, til at vænne dig til tanken - som jeg husker at også Ole beskrev for dig.
Du ser en hare det ene øjeblik, i det næste, er den et minde. Existenser, forsvinder vedvarende omkring dig, ligesom de opstår, i en vedvarende biologisk cyklus, som ikke er det mirakel du gerne gør det til, og netop, fordi oplevelsen af fødsel/død ikke er dig en enestående, ikke er en fremmedartet begivenhed, men livets situationer som du vedvarende er blevet konfronteres med. For barnet, opstår det enestående derimod, du ka' selv fortsætte. Problemet i tankegangen, er, at du jo ikke er noget barn, livet opstår ikke påny, for dig. Du har oplevet det meste før. End ikke ordet "udvikling", vil i så mange tilfælde forbindes med andet end afvikling, fordi noget såkaldt nyt, ofte blir ringere udgaver af noget i forvejen existerende, hvor tilmed computerteknologi blot består af hurtigere udveksling af data, mens data'en selv, sjældent viser noget egentligt nyt, men måske rettere beskriver en mulig forædling af fortidigt, en præcision i en meget langsom udviklingsrejse, fordi al udvikling i realiteten tager en fandens tid.
Så set med mine øjne, ser det lidt anderledes ud. Vi, biologiske væsner, trættes over tid, og oplever pludselig at livet så rask forsvinder for os. Som barn, går alt umådelig laaangsomt, det kan ikke gå hurtigt nok, og alt nyt forekommer mirakuløst. Hvis du i denne forstand, har bevaret det barnlige øje, er du en heldiggris, der her får et klap på skulderen..;)

Du opelsker livet til noget vidunderligt, men det ér jo et synspunkt, nemlig dit, som du ikke nødvendigvis deler med en ældre mand på den anden side af kloden, hvorfor det vidunderlige viser mere om synspunktet end om livet i sig selv. Det er ergo synsvinklen, men ikke livet, du dér føler for, ikke sandt?

Simon