Forleden dag stod det mig klart at jeg tilhører gruppen af de kristne mystikere gennem alle tider både indenfor den østlige ortodokse og den vestlige katolske og ja også protestantismen har sine mystikere.
Kræn-p sagde for mange år siden at det måtte være her blandt mystikerne jeg hørte til eller havde min identitet og forståelse kristendommen.
Flere præster har sagt det samme om mig.
Og at tilhøre de kristne mystikere - hvor Paulus er den største af alle - betyder ikke at man slår forstanden og forstandighed fra - vi skal altid lovsynge med vores forstand om det kristne "i Kristus" mystiske trosliv og dets SPIRITUALITET.
For de kristne mystikere har TROEN intet at frygte fra VIDEN - Videnskabelig erkendelse og forståelse tingene.
Nå men denne tråd er oprettet for at demonstrere at jeg som alle kristne mystikere mener tingene alvorligt - altså eksistentielt - mit kristne trosliv og dets SPIRITUALITET gør sig eksistentielt gældende i mit liv. Kun gennem mine religiøse åndelige spirituelle erfaringer beror mit trosliv, og disse erfaringer og denne læring er med kroppen og min eksistens forrest,, altså det er ikke noget bevidsthedsmæssigt, tilhørende mit mentale forestillingsliv.
Så modsat de fleste kristne ikke mystikere så tror jeg ikke på noget som jeg ingen religiøse åndelige spirituelle konkrete eksistentielle legemlige erfaringer har med. Altså hvis ikke jeg erfarer tingene på egen krop og i et legemlige eksistens og virkelighed med verden, så er det for mig ikke den paulinske gnosis trosvirkelighed og spiritualitet.
Så min form for gnosticisme er den vi finder hos Paulus og de første kristne omkring Jesus og altså ikke den gnosticisme Irenæus opponere imod - men altså den urkristne paulinske gnosticisme.
Nå denne tråd er tænkt som eksempler på min "i Kristus" "Inkarnations (1)* mystiske" Helligånds EKSTATISKE ÅBENBARINGs SPIRITUALITET:
Inkarnation: som legemliggørelsens virkelighed, embodiment - læring og erfaring med kroppen forrest eller i første række. Altså ingen dualitet mellem noget åndeligt bevidsthedsmæssigt og det kropslige fysiske skabte. Altså "i Kristus" har vi hele guddomsfylden i kød og blod, og det jordiske og himmelske er her forenet.
Krop og ånd er i en evangelisk og paulinsk sammenhæng ikke modsætninger, at vi har en tendens til at opfatte tingene sådan skyldes græsk filosofis indflydelse (substans tænkning (åndelig og materiel substans)) på vores tænkning.
Åndelighed i kristen sammenhæng er aldrig en stræben efter kropsløsheden eller en flugt fra kroppen eller materien -- ej heller betyder det blot at udvikle sit åndelige potentiale. Det er mere end noget andet at komme under indflydelse af Helligånden, som skaber liv og forvandler det forgængelige til uforgængelighed, det dødelige til udødelighed, og som til sidst skal forvandle hele mennesket, med ånd og krop, til Guds lighed og dermed lade dets potentiale som skabt i Guds Billede bryde ud i fuldt flor.
Kristen spiritualitet er per definition at fødes af Ånden, lade sig fylde af Ånden og dagligt være ledt af Helligånden i en sådan grad, at hele menneskets liv -- ånd, sjæl og krop -- allerede her på jorden genspejler Guds Herlighed.
Peter Halldorf "Drik dybt af Ånden" side 81
Med Paulus Helligåndens Arkitekt, gælder at hvor Ånden tidligere strejfede mennesker for siden at trække sig tilbage, gives nu "i Kristus" Helligånden til mennesker for at blive hos dem. Gud Helligånden gør mennesket til sin bolig, udvælger dets krop til sin Helligdom, "et Tempel for Helligånden".
Der er altså kun en måde at blive kristen på: ved at fødes af Ånden. Den kristne identitet her ikke sin grund i en livsanskuelse eller en stillingtagen, men i en fødsel. "I må fødes på ny".
Hvis Kristus ikke fødes i hjertet, bliver vores kristendom en ide, og vores efterfølgelse et moralsk program. Hvor Kristi fødsel finder sted i menneskehjertet (Guds fødsel i mennesket), bliver Gud virkelig, og Ånden planter et frø, som har kraft til at vokse op til et nyt menneske (menneskets fødsel i Gud (i Kristus)).
Peter Halldorf fortsat side 82 (parenteserne dog mine)