I For åben Dør fortæller han ægte og selvfølgeligt om glimt af evig natur - øjeblikke hvor den nære virkelighed udvider sig til at omfatte altet og evigheden. Nogle vil genkende disse glimt; Anker Larsen gennemlevede dem og gjorde dem til livsførelse.
Dette kapitel af Hartmut Rosa fra bogen "Det ukontrollerbare" sætter Anker Larsen ind i en moderne nutidig kontekst men også ind i en større overordnet sammenhæng uden at vi går glip af de levende detalje rige medrivende beskrivelser hvad vi taler om.
Jeg vil forsøge at lave fed skrift der hvor forbindelsen til Anker Larsen er tydeligt, der hvor det er tydeligt de snakker om det samme.
Hvis vi ikke mere lader os kalde på af noget og lader os forvandle, eller hvis vi ikke mere selvvirksomt evner at svare på de talrige stemmer udefra, er vi indvendigt døde, forstenede eller kort sagt: Resonansresistente. Det er kendetegnende for en depression, at det er en tilstand, hvor alle resonanslinjer er blevet døve og stumme for os, så der ikke mere er noget, der bevæger os, og hvor vi samtidig har fornemmelsen af, at vi ikke mere kan nå nogen, at vi er "indefrosne" og dermed ikke i stand til at forvandle os. Udenfor er alting dødt og tomt, og inden i mig er alting stumt og koldt, siger vi så, og i den tilstand er der ikke nogen udvidelse af rækkevidden i verden, der kan redde os. Ud fra dette perspektiv beror levendegørelse mere præcist på forvandling forstået som en tosidet transformation.
4) Punktet med det ukontrollerbare: At de ovenfor nævnte "patologiske" (eller ganske enkelt ulykkelige) tilstande ikke kan forandres med en viljesbeslutning, at resonans ikke kan frembringes instrumentelt eller ikke kan bringes under kontrol, er det fjerde punkt i resonansforholdet (og det afgørende punkt for denne bog), som jeg beskriver med begrebet det ukontrollerbare. Det betyder først og fremmest, at der ikke findes en metode eller en syv- eller ni-trins-vejledning, der kan sikre, at vi kan komme i resonans med mennesker eller ting. Selv hvis vi kan kontrollere alle subjektive, sociale, rumlige, tidslige og atmosfæriske forudsætninger og på alle måder forsøger at gøre en resonanserfaring mulig, sker det alligevel eller måske netop derfor, at mødet i skæret fra stearinlyset, bjerget i morgenrøden, musikken fra de bedste pladser i koncertsalen "lader os kolde"; vi bliver ikke bevægede og kan ikke få en forbindelse i stand. Den erfaring gør vi måske juleaften, når vi forsøger at ryste adventstidens stress af os, at skrue ned for tempoet og helt at ville være der for vores kære og at lade os bevæge af juleevangeliet, de kendte julesalmer, af stemningen; kort sagt: At høre og at svare. Aldrig er faren for fremmedgørelse større end denne aften, selvom det også kan ske ved en Candlelight-Dinner med den elskede eller i koncertsalen med ens yndlingsstjerne. Om resonansen indfinder sig, og hvis, hvor længe den så varer, kan aldrig forudsiges.
Resonans er konstitutivt ukontrollerbar, og vi oplever det med den, som når vi skal falde i søvn: Jo mere intenst vi ønsker at sove, desto mindre lykkes det os. Men omvendt betyder det ukontrollerbare også, at det aldrig kan udelukkes, at der opstår resonans (igen er det sammenligneligt med det at falde i søvn). Resonans kan opstå under de radikalt mest fremmede og dårlige omstændigheder, selvom det naturligvis er usandsynligt. Det specifikke for resonans er altså, at den hverken sikkert kan fremtvinges eller garanteret forhindres.
Ifølge min sociologiske tese, som jeg har fremlagt ovenfor, er moderniteten kulturelt henvist til og med sin institutionelle ramme tvunget til på alle måder at kunne beregne, beherske, forudsige og kontrollere verden med videnskabelig erkendelse, teknologisk beherskelse, politisk styring, økonomisk udbytte og så videre. Men resonans kan ikke kontrolleres. Det er den grundlæggende voldsomme ærgrelse for denne sociale formation, det er dens grundmodsigelse, det, der i forskellige nye variationer producerer "vredesborgere". Denne grundlæggende modsigelse kan man spore i dens mange forskellige fremtrædelsesformer og med alle dens sociale og psykiske konsekvenser, der hvor vi i vores hverdagsgøremål og på de sociale konfliktområder ikke havde regnet med den. Det er nu min målsætning i den anden halvdel af bogen at forfølge denne grundmodsætning i håbet om at kunne kaste et opklarende lys på de vanskeligheder, som moderniteten befinder sig i i dens forhold til naturen og ligeledes i forhold til dens politiske og subjektive forhold til sig selv og verden. Ved tålmodigt at arbejde med de gensidige spændinger mellem resonansbegrebet og kravet om kontrol er det også et mål at få ideer til, hvordan denne modsætning engang måske kan overvindes eller løses.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Og når jeg så sammenholder det med "bondedrengen fra Langeland", som Johannes Anker Larsen yndede at kalde sig selv, så bliver hans oplevelse af Altet og Evigheden jo så enkel og ligetil og ikke særlig "åndelig" - selv om den jo faktisk er det
Jeg skrev ovenfor i denne tråd:
Citat:
Så enkelt og så beskedent - og alligevel omfattende Altet og Evigheden - så kan det vist ikke blive større
og jeg tilføjede:
Citat:
Omsider nu i de sidste par år oplever jeg Altet's guddommelighed - og Evigheden er jeg ikke nået til endnu - men jeg er også kun 90 år gammel
Det kan jeg ikke glemme, og jeg tænker på, at fordi jeg havde fokuseret på Evigheden her på Trosfrihed.dk så var det måske derfor, jeg formåede at åbne mine øjne
Mvh. Arne
P.S.: Spændende synes jeg Hanskrist, om du når frem til nogle rimeligt enkle og klare konklusioner. Og ærgerligt at du kom til a beskytte et spam-indlæg. A.
Ja det virker også ret uoverskueligt på mig, hvorimod det kapitel jeg har gengivet er lynende skarpt og fyldt med aha oplevelser. Og tydeliggør hvordan vi i en moderne kontekst og større sammenhæng i dag kan forstå Anker Larsen og hvad han skriver om.
Så håber da der er nogen der magter at lægge øren til en af vor tids vigtigste og mest aktuelle tænkere, Hartmut Rosa
Som om han forstår at skrive så det skaber resonans hos læseren, først berør os - påvirker og afficerer os og dernæst udløser emotionelt i selvvirksomhed et svar fra vores side hvor summen af dette er en levendegørelse og forvandling (transformation) af os og vores omverdensforhold - vores i verden værens engagement og eksistens og tilstedeværelse.
Ifølge Hartmut Rosa, så gælder at hvis du har oplevet evigheden, så er du blevet:
1):
Berørt og afficeret - påvirket
så det har udløst
2):
Emotionelt et i selvvirksomhed svar reaktion fra din side
og denne resonans mellem 1) maleriet og 2) dig har 3) forvandlet eller transformeret dig.
Sjovt nok har den paulinske "i Kristus" SPIRITUALITET at de samme 3 kriterier, som Hartmut Rosa opererer med, gør sig gældende i forbindelse med de religiøse åndelige spirituelle Ekstatiske Åbenbarings Erfaringer vi kristne har.
Vi bliver afficeret påvirket og rørt bevæget af nogen eller noget
på en sådan måde at vi nødvendigvis
emotionelt i selvvirksomhed svarer på "oplevelsen"
denne resonans erfaring mellem verden og os - er netop hvad der skaber en forvandling transformation
Fjerde kriterie, som både Hartmut Rosa og Paulus og de kristne teologer opstiller, er at vi ikke kan kontrollere disse forvandlende transformationer af resonans mellem os og vores omgivelser.
Så du har været "heldig" (begunstiget af nåden), fordi du kan nemlig ikke fremtvinge din oplevelse af evigheden
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!