Hej Arne, mens vi venter på Tikka og Thomas,,

dette emne her om naturen gør så hjertegribende overvældende stort indtryk på mig at jeg “svimler”

Antropologi kontra ontologi

Gud contra Naturen

Hvad fanden laver Gud i Naturen - ville det ikke være en ide at få ham ud af naturen og ud af hovedet på vi mennesker


Sproget og ordet der former vores bevidsthed

Ja men hvad med vores sanselige erfaringer og iagttagelser i forbindelse med at vi prøver at begå os, overleve, i verden - i naturen - burde disse ikke i langt højere grad forme vores bevidsthed???

Skal vi fylde børnene med snak eller skal vi give dem adgang til verden og naturen gennem sanse iagttagelser og erfaringer af hvad der sker derude når vi prøver at begå os og overleve

Er vores bevidsthed i alt for høj grad præget af præsteskabets eller ypperstepræsternes og Apostlenes røverhistorier om Gud og os

Eller

Politikernes og de økonomiske magthaveres røverhistorier om nok det bedste samfund for os alle


Hjernevask og hjernespind fra begge parter måske


Nå slut nu - jeg overlader ordet til




Ole Jensen "I vækstens vold" - Økologi og religion: side 80 - 81:


KAPITEL 3

Kritik af den vestlige holdning

Mennesket amputeres i takt med forvandlingen af verden til dets spejlbillede.

Verden, det givne, betragter vi ikke længere som noget selvstændigt, men udelukkende ud fra mennesket, som menneskeverden og intet andet. Langsomt forvandles den da også ved menneskets indgreb mere og mere til spejlbillede af mennesket. Kun mennesket og det menneske formede bliver tilbage; inden længe vil det være sådan, hvis ekspansionen fortsætter. Den givne natur opfattes ikke som menneskets hjem, det er først dens omformning til menneskeverden, til samfund, der måske kan kaldes et hjem. Tænkningen indskrænkes tilsvarende, siger M Heidegger, den er endt med udelukkende at være lære om mennesket, „antropologi". Den er ikke længere ontologi", lære om væren i det hele taget, om at der overhovedet er noget til, menneskeværen såvel som naturværen. Det har vi glemt, siger Heidegger. Vi lever i „værensglemsel - kun mennesket og det menneskeformede anerkendes.

Der er mennesketyper, der enten er totalt forsvundet, eller som lever uden for samfundet. uden en indbygget funktion i det. Det er f.eks. naturmennesket, mystikeren og religionsfilosoffen. Men disse typer står for noget uundværligt menneskeligt, og uden det er mennesket indskrænket, amputeret. Vor vestlige barnagtighed og infantilitet er udtryk for, at disse sider af menneskets væsen er forsvundet. Hvis disse sider fik en indbygget funktion i vort samfund, ville der da også være sprængt vej ud af menneskets isolation om sig selv og sit spejlbillede - der ville være åbnet til det givne, som er før mennesket.


Side 45:

Tilværelsen er større end mennesket og den menneskeskabte verden.

Vor mani for vækst og udvidelse og erobring er økologisk uforsvarlig og umenneskelig over for vore medmennesker i ulandene og over for vore efterkommere. Men den er herudover, som netop hævdet, usand og usund for os selv. Men der er endnu mere at sige om den. Den er en krænkelse af det liv, vi har fået betroet, den er fuld af overgreb, den er skammelig og skændig.

Det er skammeligt og oprørende, at vi ikke vil dele Jordens goder med andre, vore medmennesker som lever nu, og vore efterkommere, men også at vi ikke vil give plads for andet liv end menneskets samt lige det, der tjener og hjælper mennesket. Der gives et ord, som er ved at glide os af hænde, ordet medskabninger. Kloden er ikke blot menneske, den er en fylde af livsformer, der hver ejer deres pragt og værdighed. Det er en umådelig simpelhed, primitivitet og brutalitet, der får os til med vor vækst at udrydde løs af dyrearter og plantearter, som er blevet til gennem millioner af år, og som derfor selvsagt ikke kan genskabes. Det sker for øjeblikket med kolossal hast. Vi er uden anelse om, at vi formentlig ikke kan bevare vor egen naturlighed, hvis vi ikke lader omverdenen og dens mangfoldighed have et frirum. Psykiatere er så småt begyndt at gøre gældende, at menneskets mentale sundhed forudsætter, at der er andet til end mennesket og det af mennesket producerede og tilrettelagte, at der er noget fremmed til, som kan vække vor undren.
citat slut


I disse ord fra Ole Jensen kan jeg genkende Trosfriheds Arne.

Ofte når jeg besøgte min Jungianske Mentor og Terapeut i Struer så ringede Ole Jensen og som dog de to snakkede begejstret med hinanden

Dengang vidste jeg ikke præcist hvad det var der optog dem, men det forstår jeg bedre i dag. Ole Jensen er her ikke mere men det er heldigvis min Jungianske Mentor og Terapeut der nærmest tvang ordblinde mig til at skrive fordi hun fandt at det var en af de få ting indenfor den åndelige kunstneriske verden jeg havde anlæg og evner for - for male og spille musik og opføre teater og skuespil og drama havde jeg ikke forstand på eller anlæg for

men at skrive fandt hun jeg havde visse anlæg for - og at det også var et klogt hoved der begyndte at skrive gjorde jo ej heller noget andet end godt

Ja du fik ret Jo ellers ikke noget man ved

.