Hej Ransom!Jeg er da ked af at høre, at du ikke orker at fortsætte den saglige debat her i tråden. Så finder vi jo aldrig ud af, om Eurabia-tesen holder eller bør erstattes af en alternativ tese.
Med din replik bekræfter du, nok uafvidende, første sætning i mit forrige indlæg, der forsøgte at styre vor diskussion tilbage tilbage til saglighedens domæne:
"Ud over hvad vi ellers er uenige om synes vi heller ikke at have samme opfattelse af, hvad kriteriet er på saglig debat." God og frugtbar debat forudsætter blandt andet, at man er enige om nogle helt basale regler, normer og værdier som man bøjer sig for, fordi man helt seriøst er enige om at skabe betingelser for et samarbejde, der i gunstigste fald kan føre til at begge parter erhverver ny viden og derfor skifter holdning i forhold til deres udgangspositioner. Den primære betingelse for god debat er dog et vist minumum af tillid parterne imellem. Mangler den så er debatten på forhånd dømt til at køre af sporet.
Det er af de selv samme grunde at multikullturelle samfund er mere eller mindre dysfunktionelle, for de er i splid med sig selv. Når samfundsaktørerne ikke deler grundværdier og større grupper nærer mistro eller mistillid til hinanden så mangler den homogenitet og tillid som i sociologien kaldes
”social kapital” der er betingelse for et velfungerende samfund. Man kan ikke blande vand og olie. Uanset hvor meget man forsøger at ryste de to vædsker sammen, vil de aldrig gå i forbindelse med hinanden og skabe den symbiose der analogt med en kemisk forbindelse skaber en ny og kvalitativt større helhed som er mere end blot summen af de samarbejdende dele den består af.
Det var en erkendelse man nåede frem til i kemien for lang tid siden, men den er først for nylig erkendt også at gælde når det drejer sig om forudsætningerne for opbygningen af gode, fredelige og stabile civilsamfund. Det var i sociologien at begrebet
”social kapital” blev formuleret og defineret.
For at beskrive graden af tillid og et samfunds evne til at danne civilsamfund, inddrog sociologen Putnam således også begrebet social kapital. Med dette forstås:
"de uformelle værdier eller normer, delt af medlemmer af en gruppe (ikke-beslægtede), der gør det muligt for dem at samarbejde mere effektivt for at realisere fælles mål."Det er således ikke nok, at en gruppe deler værdier og normer – det er de
»rigtige værdier«, der udvider radiusen af tillid til at omfatte andre end familien og fremme samarbejde i det offentlige liv, der her er tale om.
Den sociale kapital fokuserer således på normer vedrørende bl.a. tillid, ærlighed, troværdighed, samarbejdsvilje, ansvarsfølelse for et fælles bedste, samhørighed og gensidighed (reciprocitet).
Derfor var jeg egentlig yderst tilfreds med, at det første af de 11 spørgsmål du stillede i vor seriøse og afklarende diskussion drejede sig om Unionens multikulturelle aspekt.
Med dit spørgsmål henviste du til en del af det indledende afsnit i mit indlæg, 13/09/2008 15:34, der i sin helhed lød:
"Nu er det hverken Bat Ye’or eller undertegnede som kalder Eurabia-tesen for en euro-arabisk konspiration. Det synes dog evident, at den radikale omlægning af EFs medlemslandes politik siden 1973 i forhold til landene i den arabiske liga, til det”palæstinensiske folk”, til Israel og USA ikke har været et tema i den politiske debat som er blevet drøftet eller som de politiske partier offentligt har tilkendegivet en holdning til. I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent. Først da reagerede vælgerne for alvor. I Danmark med styrkelsen af Dansk Folkeparti og systemskiftet i 2001. I de andre unionslande med et politisk ryk til højre og afvisning af EUs nye forfatningstraktat samt afvisning af tyrkisk medlemsskab af Unionen."
Dit spørgsmål angik denne del af ovennævnte citat:
”I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent.”- Og det var formuleret således:
”Ingen dokumentation. Hvor i ”EUs officielle politik” finder du belæg for din påstand?”Da jeg fandt besvarelsen af dette spørgsmål helt centralt for forståelsen af de overvejelser og beslutninger EU havde truffet med hensyn til hvilken samfundstype som skulle bære Eurabia utopien, besvarede jeg spørgsmålet ret så udførligt.
Som dokumentation henviste jeg blandt andet til et videnskabeligt forskningsprojekt i Danmark under ADIDs auspicier, centreret om at
”dokumentere og analysere den vision om multikulturalisme, der har udviklet sig i den Europæiske Union i løbet af de sidste 15-20 år” samt at
”diskutere forholdet mellem denne vision og opfattelsen af og holdninger til den politik der bliver ført i forhold til indvandrerkulturer i tre medlemslande: Østrig, Frankrig og Danmark”, endvidere spørgsmålet om,
”i hvilken grad den europæiske vision om multikulturalisme kan siges at være gældende for de tre lande.”Derudover dokumenterede jeg med citater fra officielle EU dokumenter (retsakter) et specifikt udtrykt ønske om at fremme fællesskabets flersproglige og multikulturelle særpræg, samt at udvikle EUs politikker, herunder navnlig anerkendelse af Europas kulturelle, multikulturelle og sproglige mangfoldighed ved at fremme social samhørighed og bekæmpe alle former for forskelsbehandling.
Begrebet
”social samhørighed” svarer nogenlunde til begrebet
”social kapital”. Eurokraterne er altså af den opfattelse, at man kan skabe social kapital mellem meget forskellige sameksisterende kulturer der bygger på uforenelige værdier og traditioner blot ved at bekæmpe alle former for forskelsbehandling.
Men uanset om det skulle lykkes de facto at eleminere enhver form for forskelsbehandling så er problemet jo stadig, at islam sætter et mål for samfundsdeltagelsen som er uforeneligt med de mål som er indeholdt i de værdier og den tradition som demokratiet bygger på.
Et sådant flerkulturelt samfund vil uundgåeligt komme i konflikt med sig selv fordi der umuligt kan opbygges social kapital når både den fælles målsætning og tilliden mangler mellem store grupper i befolkningerne. Det er af denne grund at jeg betegner det multikulturelle Eurabia-projekt som en
utopi. De praktiske erfaringer viser da også, at det er yderst vanskeligt at skabe
”social samhørighed”. I stedet organiserer de muslimske borgere sig i enklaver (ghettodannelse) der i vidt omfang internt fungerer efter islamiske værdier, normer og traditioner. I stedet for opbygning af
”social samhørighed” eller
”social kapital” dannes der i stedet parallelsamfund som er i konflikt med det omgivende samfunds normer, værdier og traditioner.
Det er i denne kontekst at min analogi med umuligheden af at blande olie og vand skal forstås.
Derudover dokumenterede jeg, med et citat fra en udtalelse af FNs højkommissær for menneskerettigheder, at det internationale samfunds holdning er: at mangfoldighed er et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor multikulturelle samfund i en globaliseret verden.
Her er prolemet det indlysende, at hvis der i et multikulturelt samfund findes uforenelige religioner og kulturer der kæmper om samfundsmagten, hvilken en af dem skal man da føle sig forpligtet over for? Hvordan træffer man et sådant valg hvis alle kulturer i princippet er lige gode og skal have lov til at udfolde sig på deres egne betingelser, således som kulturrelativisterne hævder? Ofte går multikulturalisme nemlig hånd i håndd med kulturrelativisme.
I en artikel i tidsskskiftet NOMOS (2005) med overskriften
"Den en multikulturelle drøm” forholder cand.theol. og fhv. Domprovset Poul E. Andersen sig blandt andet til udtalelsen fra FNs højkommissær, nævnt ovenfor, og skriver følgende:
”Det er fra verdenssamfundets allerøverste top, man kan få inspiration til kampen for multikulturalismen. FN's højkommissær for menneskerettighederne Mary Robinson erklærede i 2001, at »den menneskelige mangfoldighed må anerkendes som et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, og at man må vælge en forpligtelse overfor det multikulturelle samfund i en verden, der håber på at høste fordelene ved globaliseringen«.
Også EU-topfolk udtaler sig positivt om det multikulturelle. I europæiske lande som Nederlandene og Sverige betragtes det multikulturelle både som en forpligtelse og et gode, der ikke kan kritiseres.
Også mange danske politikere og erhvervsfolk ser en lys fremtid for Danmark som et multikulturelt land. Det radikale Venstre og de ideologiske medkæmpere, de kulturradikale, som også i et vist omfang finder støtte i andre partier, har også, ikke mindst i lyset af menneskerettighederne og mange internationale konventioner, forstået multikulturalismen som et naturligt udgangspunkt for det politiske arbejde med integrering af de store skarer af indvandrere i Danmark. For gennem indvandringen får landet tilført nye nødvendige ressourcer.
Allerede for 25 år siden udtalte den radikale politiker Bernhard Baunsgaard i Folketinget, at mødet mellem danske og indvandrere kunne skabe noget nyt, som ville komme os alle til gode. Marianne Jelved, Elisabeth Gerner Nielsen og mange partifæller har udtrykt sig på lignende vis. Naturligt er det da også, at de radikale i principprogrammet 1997 fastslår, at Danmark skal være det åbne samfund.
Også fra mange andre sider kommer lovprisningen af multikulturalismen. I 1995 udtalte forfatteren Ole Hammer i bogen »Det flerkulturelle samfund«: »Det flerkulturelle Danmark er målet. Et Danmark, hvor man tænker flerkulturelt, træffer flerkulturelle beslutninger, organiserer sig flerkulturelt og handler i overensstemmelse hermed«.
Biskop Kjeld Holm, formand for Nævnet for etnisk ligestilling, siger i bogen »Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling«: »Nævnet for etnisk ligestilling har en vision for det danske samfund, en vision om det multietniske velfærdssamfund, hvor der er plads til etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed, og hvor mangfoldigheden betragtes som et potentiale og ikke som et problem«. ...”
For at føre diskussionen helt up to date med hensyn til den retning EU aktuelt udvikler sig i, havde jeg citeret fra en artikel af Lone Nørgaard, der er lektor ved RUC, som bl.a. er af den opfattelse, at
”Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi”, samt at eurokraterne med den nye traktat ændrer fællesskabet fra et statsforbund til en forbundstat med et alvorligt demokratisk underskud.
Endelig havde jeg henvist til en diskurs omkring udlændingepolitikken i perioden 1973-2002, der behandler nogle af de problematikker jeg også berørte i min summariske gennemgang af dansk politik i samme peiode for på den måde at kvalificere diskussionen og få den løftet op fra et rent retorisk plan til et sagligt og seriøst.
Som det fremgår af min opponents seneste svar orker han ikke at fortsætte den seriøse del af diskussionen. Dette afholder ham dog ikke fra at gribe tilbage og slippe lidt mere varm retorisk luft ud af sidebenene med nye temaer og besværelser om emner som ikke er relevante på det stade hvor diskussionen nu befinder sig.
I stedet for at imødegå mine argumenter og min dokumentation med modargumenter og anden dokumentation vælger min opponent desværre at fortsætte i det usaglige spor med ad hominem overfald på sin opponent, hvilket som tidligere indskærpet ikke er særligt befordrende for den saglige og seriøse debat min opponent på et tidspunkt selv efterlyste.
Opponenten mener ikke, at min besvarelse af hans første spørgsmål om multikulturalisme som officiel EU politik er fyldestgørende, men han begrunder ikke afvisningen på anden måde end ved at henvise til, at han ikke orker at fortsætte dialogen.
Da Kristian Pedersen har været så venlig og imødekommende at bidrage med insider oplysninger fra EU-systemet qua hans personlige erfaringer
”inden for murene” som officiel repræsentant for en interesseorganisation, en eufemisme for
”lobbyist”, og da Pedersen såfremt han ønsker det, kan forholde sig rimeligt objektivt til tingene, skal jeg venligst indbyde Pedersen til, at vi nu sammen fortsætter diskussionen der, hvor Ransom løb af pladsen.
Lad mig dog med det samme sige, en tilbagegriben til den diskussion vi havde om Eurabia projektet for et års tid siden er en dårlig idé af flere grunde, som jeg vel ikke behøver at komme nærmere ind på her. Hvad vi hver især skrev dengang om sagen og om hinanden troede jeg vi var enige om, at slå en streg over, for ellers er en saglig og seriøs diskussion på forhånd udelukket mellem os.
Pedersen skal dog have anerkendelse for at have bidraget med både at oversætte og citere Hans-Ditrich Genschers åbningstale fra Hamburg-Sympositiet i 1983, der betoner den specielle relation mellem den Arabiske Ligas lande (den Euro-Arabiske Dialog) og fællesskabets medlemsnationer.
Også de personlige erfaringer med at palæstinensiske organisationer, sammen med deres franske forbundsfæller på venstrefløjen, forsøgte at få vedtaget resolutionsforslag rettet mod Israel, er interessante og værdifulde og giver et lille indblik i hvad der foregik i en lille hjørne af mastodonten bag kuliserne.
De øvrige mere retoriske udfald med vurderinger af, hvad jeg engang mente og sagde er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed.
Den kontekst der her diskuteres i, er, at jeg efterlyser et sagligt velunderbygget alternativ til Eurabia-tesen som forklaring på den historiske udvikling fra 1973 og derfor sætter pris på seriøs kritik, hvilket jeg har demonstreret ved at lade en yderst saglig kritisk røst bære dette diskussionsoplæg, frem for blot bevidstløst at selektere alt hvad der taler for Eurabia-tesen. En debatstrategi som ellers er normen i useriøse rent retoriske debatter.
Hilsen
Ipso Facto