Kærligheden som korrektiv til troen I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken. Og hvis kærligheden står over håbet (og det må religiøst forstået være håbet om evigt liv), står den også over ingen tro. Hellere være fyldt med kærlighed og ikke tro på Gud, end tro på Gud, men være uden kærlighed. Denne sætning, størst af alt er kærligheden, udtrykker essensen af, hvad kærlighedens suverænitet indebærer for vores tilgang til at forstå livet og verden. Kærlighedstanken skal derfor være bærende for alle vores teorier om, hvordan vi lever, og hvordan virkeligheden skal forstås og beskrives. Den skal vendes som et korrektiv mod ikke bare Paulus og hele den kristne teologi, men mod enhver tro, der mener sig forankret i kærlighedstanken. Og det skal være et korrektiv ikke blot til troen som livsform, men også som lære. Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet. Han er ikke i tvivl om, at hans egen tro er sand, så det er ikke den, der er til diskussion. Det, han mener, er, at man som troende kan sige alle de rigtige ord og gøre alle de rigtige ting og efterleve alle Guds love, men hvis kærligheden ikke er med i det, er det ligemeget. Han prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem: Alt det, Jesus har gjort for mennesket, kan, siger Paulus, ikke få nogen virkning i vores liv, hvis troen på det ikke er båret af inderlighed. Hvad han har ret i: Hvis ikke man er følelsesmæssigt tilstede i efterfølgelsen af sin tros livstilskyndelser, vil éns liv som troende være en mekanisk afspilning af et allerede defineret tema. Hvis man gør godt mod de fattige i ren ydre lydighed mod et guddommeligt pålæg, uden at føle noget for det, vil man ikke i egentlig forstand handle i kærlighed. Troen skal forandre os indefra, den skal leves. Kærligheden er i den optik et korrektiv af troen, som vi lever den, som livsform. Men tro er mere end inderlighed, så der er mere at sige om trosoplevelsen: Den følelsesmæssige forankring i Gud er en forbindelse til noget, som føles virkeligt. Gud er noget, der findes. Inderlighedsaspektet er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at beskrive trosoplevelsen. Som troende går man ikke bare rundt og er inderlig, og hvis man gør, er man det, der kaldes sværmerisk. Man er standset i en følelse, man ikke engang tager alvorligt, for hvis man gjorde, ville man opdage, at den pegede ind mod en konkret virkelighed. Gjorde den religiøse følelse ikke krav på at have anknytningspunkter i virkeligheden, ville den jo ikke have noget eksistentielt gennemslag i vores liv: Den ville ikke kunne besvare de trosspørgsmål, vi stiller os, og ville derfor heller ikke føles relevant. At have en 'følelse af Gud' ville ikke være principielt anderledes end følelsen af at køre i rutsjebane eller spise chokolade. Tro er altså uundgåeligt en tilslutning til nogle udsagn om virkeligheden, dvs. en lære, og dermed uløseligt forbundet med en metafysisk fordring. Man kan ikke tro uden at tro på noget. I troen giver man sig hen til Gud, men det er en bestemt Gud, nemlig den Gud man mærker. Hengivelsen, troens inderlighed, retter sig altid mod noget virkeligt, uanset hvor ubestemt det fremstår. Tager man princippet om, at kærligheden står over troen, herunder troen som lære eller verdensforklaring, alvorligt, har den med andre ord også implikationer. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener: At kærligheden står over, hvad troen lærer om Gud og verden og mennesket, betyder, at kærligheden er Guds og menneskets inderste virkelighed. Hvis et udsagn om Gud og mennesket, skal kunne være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. være sandt, skal det ifølge kærlighedens grundprincip være i overensstemmelse med kærligheden. Kærlighedstanken er med andre ord den standard, ethvert trosudsagns sandhedsværdi skal vurderes efter. Det er dér, autoriteten over troens verdensforklaring er deponeret: En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham. Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.
Hvad er kærlighed?
Det bedste ville være, at tale med LSE om tingene Hvis LSE påstår noget forkert om Paulus, så skal det selvfølgelig påtales/rettes Men hvem læser Paulus rigtigt Du læser ikke en forsoningslære hos Paulus, selv om den er tilstede i hans breve, og det får jo en til at tænke sit om din læsning Ja, der er kamp til stregen Måske skulle vi lade sagen ligge lidt. Som sådan har jeg noteret mig din kritik. Hvornår fælde en dom? Hmmm...
Hvad er der galt med mit indlæg hvor jeg ret grundigt gennemgår "Kærligheden som korrektiv til Troen"
Hvorfor springer du dette indlæg over med dets argumentation???
Præcist er vores nuværende snak debat diskussion opstået fordi jeg har argumenteret klart og tydeligt med citater fra Paulus Breve at Lau Sander Esbensen i Gud er Kærlighed påstår noget usandt - endda noget der er lodret løgn.
KÆRLIGHEDEN som korrektiv til TROEN - her fremkommer LSE i GK med altså usande påstande om Paulus - endda to af slagsen og jeg har skrevet tydeligt derom:
SÅ HVORFOR FANDEN
SPRINGER DU, DET
MIT INDLÆG OVER???
Så gider jeg ikke være med i studiekredsen hvis vi bare dropper hvad hin'anden skriver
Jeg bruger tid på noget - gør et grundigt stykke opklaringsarbejde og du ignorerer det blot - hvorfor?
Er du ikke interesseret i at vi gennemgår Lau Sander Esbensen's bog Gud er Kærlighed - gennemgår hvad han skriver i de forskellige kapitler og afsnit?????
Find nu mit indlæg frem hvor jeg demonstrerer med al tydelighed at Lau Sander Esbensen's påstand og påstande om Paulus i afsnittet "Kærligheden som korrektiv til Troen" er piv falsk - ja endda en lodret løgn - som kun kan fremføres fordi Lau Sander Esbensen kløjs i hvad TROEN dækker over i en Ny Testamentlig paulinsk sammenhæng.
Vh HansKrist
Tilbage i arbejdstøjet - nu er jeg blevet stædig over din sjofle overfladiske måde at komme udenom dette mit indlæg hvorfor jeg forlanger vi gør ophold ved det. Og begyndelsen er at du finder mit indlæg frem og tager stilling til min argumentation for at hvad LSE påstår i afsnittet "Kærligheden som korrektiv til Troen" er urigtigt - ja en lodret løgn endda.
Go fornøjelse
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Det bedste ville være, at tale med LSE om tingene...
Citat:
Kærligheden som korrektiv til troen I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken. Og hvis kærligheden står over håbet (og det må religiøst forstået være håbet om evigt liv), står den også over ingen tro. Hellere være fyldt med kærlighed og ikke tro på Gud, end tro på Gud, men være uden kærlighed. Denne sætning, størst af alt er kærligheden, udtrykker essensen af, hvad kærlighedens suverænitet indebærer for vores tilgang til at forstå livet og verden. Kærlighedstanken skal derfor være bærende for alle vores teorier om, hvordan vi lever, og hvordan virkeligheden skal forstås og beskrives. Den skal vendes som et korrektiv mod ikke bare Paulus og hele den kristne teologi, men mod enhver tro, der mener sig forankret i kærlighedstanken. Og det skal være et korrektiv ikke blot til troen som livsform, men også som lære. Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet. Han er ikke i tvivl om, at hans egen tro er sand, så det er ikke den, der er til diskussion. Det, han mener, er, at man som troende kan sige alle de rigtige ord og gøre alle de rigtige ting og efterleve alle Guds love, men hvis kærligheden ikke er med i det, er det ligemeget. Han prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem: Alt det, Jesus har gjort for mennesket, kan, siger Paulus, ikke få nogen virkning i vores liv, hvis troen på det ikke er båret af inderlighed. Hvad han har ret i: Hvis ikke man er følelsesmæssigt tilstede i efterfølgelsen af sin tros livstilskyndelser, vil éns liv som troende være en mekanisk afspilning af et allerede defineret tema. Hvis man gør godt mod de fattige i ren ydre lydighed mod et guddommeligt pålæg, uden at føle noget for det, vil man ikke i egentlig forstand handle i kærlighed. Troen skal forandre os indefra, den skal leves. Kærligheden er i den optik et korrektiv af troen, som vi lever den, som livsform. Men tro er mere end inderlighed, så der er mere at sige om trosoplevelsen: Den følelsesmæssige forankring i Gud er en forbindelse til noget, som føles virkeligt. Gud er noget, der findes. Inderlighedsaspektet er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at beskrive trosoplevelsen. Som troende går man ikke bare rundt og er inderlig, og hvis man gør, er man det, der kaldes sværmerisk. Man er standset i en følelse, man ikke engang tager alvorligt, for hvis man gjorde, ville man opdage, at den pegede ind mod en konkret virkelighed. Gjorde den religiøse følelse ikke krav på at have anknytningspunkter i virkeligheden, ville den jo ikke have noget eksistentielt gennemslag i vores liv: Den ville ikke kunne besvare de trosspørgsmål, vi stiller os, og ville derfor heller ikke føles relevant. At have en 'følelse af Gud' ville ikke være principielt anderledes end følelsen af at køre i rutsjebane eller spise chokolade. Tro er altså uundgåeligt en tilslutning til nogle udsagn om virkeligheden, dvs. en lære, og dermed uløseligt forbundet med en metafysisk fordring. Man kan ikke tro uden at tro på noget. I troen giver man sig hen til Gud, men det er en bestemt Gud, nemlig den Gud man mærker. Hengivelsen, troens inderlighed, retter sig altid mod noget virkeligt, uanset hvor ubestemt det fremstår. Tager man princippet om, at kærligheden står over troen, herunder troen som lære eller verdensforklaring, alvorligt, har den med andre ord også implikationer. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener: At kærligheden står over, hvad troen lærer om Gud og verden og mennesket, betyder, at kærligheden er Guds og menneskets inderste virkelighed. Hvis et udsagn om Gud og mennesket, skal kunne være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. være sandt, skal det ifølge kærlighedens grundprincip være i overensstemmelse med kærligheden. Kærlighedstanken er med andre ord den standard, ethvert trosudsagns sandhedsværdi skal vurderes efter. Det er dér, autoriteten over troens verdensforklaring er deponeret: En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham. Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.
Hvad er kærlighed?
Hvad påstår LSE om Paulus? Du hæfter dig ved dette...
Citat:
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.
Hvordan skal det forstås? Er det holdbart? Du kommer med denne kritik...
Citat:
At sige Paulus her ikke har ambitioner om at sige hvad han siger er noget vrøvl. Som Albert Schweitzer siger, hvis LSE skulle drøfte med Paulus ville han få røven på komedie.
Ifølge Paulus er TRO altid virksom i Kærlighed.
Og der findes ikke nogen TRO hos Paulus der ikke er:
Guds Kærlighed Kristus udgydt i vore hjerter ved Helligånden der er givet os. Rom 5, 5 og 2 Kor 3.
Når Paulus taler om tro skelner han mellem
Tro som religiøs tro og overbevisning
Og vi kristne's TRO - der er at i Guds Kærlighed Kristus udgydt i vore hjerter ved Helligånden der er givet os - der er Gud kommet os nær som virkelighed - og TROEN er at vi erfarer Gud som nærværende virkelighed i vores liv. Så TROEN er KRISTUS selv - KRISTUS VIRKELIGHEDEN i de kristnes liv. Ikke at tro noget som religiøs tro og overbevisning.
Hvis et menneske ikke har Kærligheden i sit hjerte kan det ej heller være kristen TROende ifølge Paulus: "da Kristus ved TROen bor i vore hjerter så vi er rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED".
Så LSE vrøvler her om Paulus - da han hævder at for Paulus er der en TRO der ikke omfatter at størst af tro og håb er Kærligheden. Dette er simpelthen usandt.
Fordi hvis et menneske ikke er rodfæstet og grundfæstet i KÆRLIGHED kan det ikke have TRO i kristen forstand.
Du hæfter dig også ved dette...
Citat:
Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet.
Jamen der er ikke kristen TRO som ikke kommer af at vi er rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED.
Er LSE uenig i det? Taler I forbi hinanden? Jeg er ikke sikker på, hvad der foregår, men jeg kunne godt tænke mig, at få opklaret sagen, så lad os undersøge det nærmere. LSE lægger ud med denne udtalelse...
Citat:
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.
Den er baseret på? Understøtter LSE den med noget? Jeg vil læse hele afsnittet et par gange mere, og tænke over din kritik...
Hej Thomas. Her er - omsider - til dit indlæg i denne tråd: #42405 - 23/12/2023 13:44, hvor du skriver:
Citat:
Derfor ser jeg også, Arne, at hele skabelsen er noget særligt i kristendommen, hvor Gud netop er Skaber. Alt har betydning. Naturen og skabelsen får også en helt særlig plads i Bibelen, hvor den beskrives som at juble og klappe i hænderne og synge af fryd over Gud.
min replik: For mig er agape - som jeg citerede om fra Anders Nygren #42404 - 23/12/2023 00:37 i denne tråd, ikke alene dyb næstekærlighed, men kærlighed til hele den værende verden - og ikke en dogmatisk pligt-kærlighed, men en spontan kærlighed, der udspringer fra oplevelsen af den mirakuløse og vidunderlige sandhed: Verdens Væren.
Dét er - for mig - meget mere end "jubel" og "fryd". Det er agape. Det guddommelige i det mirakuløse og vidunderlige er for mig totalt ufatteligt, men uafviseligt - og vi mennesker er for mig en del af miraklet, vidunderet, på lige fod med alt andet værende.
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.
Der er kun en eneste uenighed i det ovenfor og det:
giver han, uden dog at have ambitionen om det
Selvfølgelig er det bevidst og selvfølgelig har Paulus en ambition om at sige det - en dybere mening med at sige det - og det fordi han mener det - modsat hvad LSE påstår - at Paulus slet ikke mener det:
Citat:
GK side 35:
a):
Paulus's pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet.
b):
Han (Paulus) prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem - troen skal være båret af inderlighed.
a):
har jeg bevist er usandt fordi TRO (ifølge Paulus) er kun virksom i Kærlighed og i Kristus TROEN er vi rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED. TROEN er at blive omskåret i hjertet med Guds Kærlighed Kristus.
b):
At det med Kærligheden der er størst af Tro og Håb i 1 Kor 13 blot for Paulus drejer sig om at Paulus vil påpege at troen skal have et inderlighedsaspekt er simpelthen grebet ud af det Blå - rent opdigt.
Men hvorfor kan du slet ikke forstå mit indlæg og argumentation Jan ABC???
Og hvorfor skriver du der kunne være tale om at vi snakker forbi hinanden??
Lau Sander Esbensen er simpelthen taget i videnskabelig uredelighed af grov karakter - han digter og opdigter om Paulus og har slet ikke sat sig ind i tingene.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!