Fra Evighed af var Gud upersonlig, indtil den Stund Tanken og Villien mødtes og forenedes i fuldendt skøn Harmoni; da fremsteg Han som Personlighed, som Lysets Behersker og Mørkets Besejrer, begrænset ved sin Personlighed, ubegrænset ved sin altbeherskende Villie, indesluttende Tid og Rum — saavel begrænset som ubegrænset — i sin altomfattende Tanke. En Guddom og en Magt, som intet Menneske blot tilnærmelsesvis kan fatte; selv det skønneste, det mest ophøjede Guddomsbillede er kun en svag Afglans af Hans Herlighed, Almagt og Visdom.
Ethvert Menneske bærer i sin Tanke en Afspejling af Gud; jo yngre og mindre udviklet Menneskeaanden er, jo ringere og dunklere er Afspejlingen, og jo mere menneskelignende bliver det guddommelige Ideal, da alle Idealer, der afledes af menneskelige Forestillinger, tillige belastes med rent menneskelige Følelser og Egenskaber. Derfor: jo dunklere Afspejlingen er, desto mere Mystik vil Mennesket iklæde det guddommelige, for muligvis paa den Maade at dække over eller bortforklare det uforstaaelige, det, der ikke kan ses med jordiske Øjne, eller det, der ikke kan erkendes af den svage, uudviklede menneskelige Tanke. Men er Aanden ældre og mere udviklet, vil Gud og det guddommelige afspejles renere, ædlere og skønnere i Menneskets Tanke, og desto bedre vil Mennesket være i Stand til at levendegøre sig et højtstaaende, guddommeligt Ideal, med hvilket det søger at forene sig under Bønnens inderlige Hengivelse.
Ikke alene Guds Højhed og Magt afspejles i hvert Menneskes Tanke, men ogsaa Guds Faderlighed, Hans dybe, inderlige, alle omsluttende Kærlighed; derfor vil sanddru, rettænkende og rene Mennesker i Tanke, Handling og Væren vise en klar Genspejling af Guds medynksfulde Kærlighed, og i deres Hjerter vil de bære Barnets absolute Tillid til den fjerne, usynlige Fader, i hvis Varetægt de føler sig lykkelige og trygge.
Men de unge, uudviklede Menneskeaander, der endnu er stærkt paavirkede af Mørket, formaar kun i ringe Grad at opfatte Gud som den milde, kærlige og retfærdige Fader; kun alt for ofte staar Han for dem som den strenge, myndige Hersker, den frygtindgydende, den hævnende og krævende Guddom, der intet giver uden passende Vederlag, ydet gennem blodige eller sødtduftende Offergaver; en Guddom, der idelig maa underkøbes, for at Mennesket kan opnaa de eftertragtede Goder. Men gennem de mange udviklende Inkarnationer vil ogsaa de, som nu føler slavisk Frygt for deres Gud og Fader, engang i Tiden naa til at føle Barnets usvigelige Tro og Tillid til Ham.
Mange Mennesker bærer i Tanke og Hjerte en skøn og klar Genspejling af Guddommen; men i den jordiske Tilværelse er det oprindelige Billede, som de medbragte fra Tilværelsen i den oversanselige Verden, bleven tilsløret og udvisket af de fra Slægt til Slægt overleverede menneskegjorte Dogmer. For disse Mennesker gælder det om at søge ind i deres eget Indre, at lukke Tanken for alle falske Paastande og fejle Slutninger, indtil Sløret er fjernet fra den guddommelige Afspejling, saa at den atter staar med rene og klare Konturer i al sin lysende Skønhed.
Men alt som Tiden svinder, alt som Aarhundreder følges af Aarhundreder og Mørket mere og mere elimineres, vil flere og flere komme til Erkendelse af Guds ubegrænsede Kærlighed, Hans Retfærdighed, Mildhed og Barmhjertighed og indse, at de har gjort Ham, den Ophøjede for ringe, idet de har udstyret Ham med ganske menneskelige Egenskaber, der atter maa fratages Ham, førend Hans Billede kan staa rent, skønt og ædelt.
D e n n e I d e a l i s e r i n g a f G u d d o m m e n b ø r e t h v e r t M e n n e s k e s t r æ b e e f t e r a t n a a t i l F o r s t a a e l s e a f.

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Guds udseende, personlige fremtræden og Væsen

Hvordan er Guds personlige fremtræden og sande Væsen? Hvordan ser Han ud? Hvordan er Guds forhold i virkeligheden til os mennesker? Kan vi sige noget om dét?

Ja. Gennem Vandrer mod Lyset, som er tilgængelig på en række sprog foruden dansk, har vi – ved menneskenes åndelige ledere, under Guds øverste ledelse, og med Hans bemyndigelse - fået åbenbaret en viden om disse ting. Her et uddrag fra Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 73 (let tilpasset):

”En i alle enkeltheder nøjagtig beskrivelse af Gudfaders udseende og personlige fremtræden kan ikke gives. For de jordiske sprog er så fattige på ord, intet af dem ejer udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses udseende. Og ingen jordisk kunstner kan med pensler og farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans legemes, Hans åsyns former.

Et flammende Væsen er Gud! For lysets æteriske stråler udgår fra Hans legeme og herliggør dets lysende skønhed. Ungdom, renhed og skønhed i sublimeste form er udtryk for Hans personlige fremtræden. Hans åsyn bærer et uendelig kærligt, men vemodsfuldt præg. Sorg og smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige blik, for Han bærer al Skabningens lidelser og sorger i sit sind.

Med længsel, med sorg og smerte skuer Han ud i rummet, Hans blik søger Jorden, søger den lidende og stridende menneskehed. Han følger i Tanken de savnede og så fjerne væsener, der er Hans elskede børn.

Og ser Han, at de går mørkets veje, hører Han deres skændsmål, ser Han deres uværdige livsførelse i indbyrdes ufordragelighed, i strid, vrede og had – da sløres Hans øje af sorg, af skam over de børn, som Han gav et evigtvarende, åndeligt liv, som Han gav tanke og vilje, hvis sind Han prægede med en gnist af sit eget Væsens renhed, kærlighed og skønhed.

Men ser Han, at nogle af Hans børn vandrer ad de veje, som Han har afstukket for deres jordiske vandringsliv, da glædes Han inderligt, og et kærligt smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde åsyn.

Vidste I mennesker, hvor jeres Fader sørger over jer; kendte I dybden af Hans smertelige sorg over jer; kendte I Hans sinds lidelser, fremkaldt ved jeres uværdige livsførelse, jeres onde, slette, hæslige og forbryderiske tanker og gerninger; da ville I skamme jer! Kendte I den rædsel og afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge jeres færd, når I med våben i hånd, ved eksplosive stoffer og ved gifte bekæmper hinanden, ødelægger folk, riger og lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt både i jeres eget og i andres sind – da ville I skamme jer end dybere!

Da ville I sørge over jer selv, da ville I vende sind og tanke mod jeres fjerne, men dog så nære Fader, da ville I svare Ham på Hans kalden, da ville I bede Ham om at lede jer ind på de veje og stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da ville I fuldt ud vise jeres Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans kærlighed og omsorg. Og jeres Fader vil da glædes over jer!

Smerten, lidelsen, sorgen, der nu præger Hans åsyn, præger Hans sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige kærlighed vil Han velsigne jer, vil Han i ånd og i sandhed være jeres Fader, Gud, Værner og øverste Leder både i jeres jordeliv og i de sfæriske verdener, ja overalt, hvor I end færdes.

Vores Gud og Fader kalder på jer – dag og nat – til alle tider lyder Hans kaldende røst til jer! Svar Ham, I mennesker! Hører I Ham ikke?”