Kærlighedens Gud

>>Du skal elske Herren din Gud<<. siger Jesus til dig. Og du skal ikke bare elske ham som i 'jeg elsker god mad og gåture langs stranden' - nej, du skal elske Gud >>af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind<<, altså elske Gud på en måde, hvor vi så at sige overgiver selve vores eksistens i hans varetægt. Og det er heller ikke bare tænkt som én fordring blandt andre. Det er - sammen med næstekærlighedsbuddet - det grundlag, Jesus opfordrer os til at leve vores liv på og forstå verden ud fra.
Så det er vigtigt at elske Gud - men hvorfor? Det kan ikke være for Guds skyld, altså for at gøre ham glad. Gud håber helt sikkert, vi har lyst til at dele vores liv med ham, og hvis vi vidste, hvor god Gud er, og hvor meget han savner os, når vi vender ham ryggen, ville vi være meget mere opmærksomme på ham. Men hvis det alene var for Guds skyld, buddet om at elske ham er givet, ville det være udtryk for en selviskhed hos Gud, som er uforenelig med kærligheden. Specielt i kristendommen ville sådan et bud være topmålet af selvoptagethed, fordi man som kristen forestiller sig, at Gud blev inkarneret som menneske i Jesus, og så ville Jesus fremhævelse af det første kærlighedsbud reelt være Gud, der stillede sig op og sagde: >>du skal elske mig!<< - og det lyder mere som et omsorgssvigtet barn end som Gud.
Omvendt skal vi selvfølgelig heller ikke elske Gud for vores egen skyld, fordi det er nyttigt eller hensigtsmæssigt for os. Det ville være at gøre kærligheden til Gud til et middel for noget andet, nemlig éns egne interesser - og dermed ikke kærlighed for den er, som jeg var inde på tidligere (og kommer til senere), uselvisk.
Som beskrivelse af en situation, hvor kærligheden er menneskets (og Guds) inderste virkelighed, giver opfordringen til at elske Gud med alt, hvad vi rummer, imidlertid totalt mening, for den siger så bare, at vi er nødt til at åbne op for denne virkelighed, hvis vi vil være det menneske, vi i skabelsen er oplagt på at være. Hvad Jesus regner med, vi vil. Hans opfordring er jo bl.a. givet som et svar på spørgsmålet om, hvordan man skal leve, som, taget på ordet, udtrykker en oprigtig interesse for, hvordan vi fuldender eksistensen. Og det indebærer altså ifølge Jesus, at vi åbner os for den magt, der har sat os i verden, og besinder os på det faktum, at vi helt konkret er børn af Gud, og at han vil tage vare på os. Og når buddet om et elske Gud på den måde forankres i virkeligheden, kaster det et interessant lys over gudstanken.

Gudstanken
>>Gud er kærlighed<<, skriver brevskriveren Johannes (1. Joh. 4, 16), og det kunne Jesus lige så godt have sagt. Det er en enkel og stærk tanke, som også denne bog har titel efter, og den første implikation af den er, at Gud nødvendigvis er en personlig magt, for kun personer kan elske. I moderne teologi ironiseres der jævnt hen over tanken om Gud som en gammel mand med skæg, der sidder på en himmeltrone og hersker. Sådan tænker man ikke som kristen, siges det. Piller man karikaturen ud af dette billede - Gud kunne jo godt være 'ung', selvom han har eksisteret evigt - synes det imidlertid at være et nødvendigt træk ved kærlighedens Gud, at han er en personlig Gud, for en Gud, der, som teologen H.L. Martensen sagde det, blot er en upersonlig >>Verdensaand<<, en panteistisk kraft der gennemtrænger verden, >>kan ikke have Interesse for det Personlige, det Monadiske<<, altså det evige individ. Gud må være nogen for at kunne elske. Det er det gudsbegreb, vi går videre med.
At Gud er kærlighed er som sagt en kristen grundtanke, og Guds kærlighed ligger ikke stille, som (vistnok) Augustin føjer til. Hvis den gør, er livet sat i bero. At kærligheden ikke ligger stille betyder, at det ligger i kærlighedens form for liv, at det vil deles med nogen. En kærlig Gud kan derfor kun vanskeligt tænkes at ville vælge ensomheden, for han må i kraft af sit væsens natur formodes at ville dele livet med andre, og det skal selvsagt forstås fuldstændig uselvisk: Gud, der giver andre del i den mening, glæde, storhed, frihed og skønhed, ja, i den kærlighed, der udgør livet (som en kærlig Gud ser det). Det er ikke for sin egen underholdnings skyld, Gud ønsker at dele livet med nogen - og hvis han overhovedet anså det for gennemførligt, ville han ikke kunne få sig selv til ikke at handle på dette ønske. Hvis evighedslivet er værd at leve - og det må det være, siden vi er her - er det sammen med andre. Som Aquinas siger det: Vi er skabt som Guds venner, og det stemmer meget godt med, at Gud elsker os som en far - et billede, Jesus bruger flere steder (men som vel burde være: som en forælder).42 (42 = Fader-billedet er besværligt, da Gud, som nævnt i læsenoten, ikke har et køn. Nogle af de vigtigste træk ved kærligheden er traditionelt tillagt kvinder, og ud fra den betragtning burde man omtale Gud som en mor. Når Jesus bruger billedet af Gud som en far, må det skyldes tradition, for der findes ikke menneskelige karaktertræk, som er forbeholdt det ene køn. (Vi fortsætter læsningen...))
Gud er altså helt konkret den, der har sat os i verden. Den skabelse er der ikke noget tilfældigt eller uheldigt over. Gud har frembragt os med vilje og er selvfølgelig fuldt bevidst om, hvad det indebærer at sætte børn i verden. Han er med andre ord i en absolut og suveræn forstand vores forælder. Og intetsteds i det, der er videregivet fra Jesus, er billedet af Gud som Faderen klarere end i lignelsen om den fortabte søn:

»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« (Luk. 15, 11-32).

Det er en utroligt rørende fortælling om, hvordan Gud elsker os. Sønnen ved med sig selv, at han har svigtet sin far og tror ikke længere, han har farens kærlighed. Men faren (Gud) har på intet tidspunkt ikke elsket sin søn, selvom sønnen vendte ham ryggen, og kommer sønnen i møde med åbne arme: Han er allerede tilgivet, og nu skal alle glæde sig over, at den, de troede fortabt, er fundet igen. Intet af det, sønnen foretog sig, gjorde ham mindre værd i farens øjne. Han gjorde ting, hans far havde håbet, han ikke ville have gjort, men faren elskede ham afligevel. Sønnen fik et mindre vellykket liv, end han kunne have haft - ja, det fik faren sådan set også - men han var stadig elsket uden grænser. Og den kærlighed bar han med sig, uanset at han ikke kunne mærke den.
Det er den forælder, Gud er for os. Og farens tilgivelse afhænger ikke af andet end sønnens anger. Lignelsen siger intet om, at et sonoffer er påkrævet. Sønnen angrer og beder om tilgivelse, og det får han. Der er ingen hævn eller gengældelse i faren. Det er slet ikke den form for retfærdighed, han tænker i. Men faren siger på den anden side ikke, at alt, hvad den fortabte søn har gjort, skal glemmes og gemmes væk. Da den trofaste søn harmes over, at den troløse modtages med fest, ikke bebrejdelse, belærer faren ham på det elskeligste med, at der intet er gået fra ham. >>Alt mit er dit<<. For faren er den store begivenhed, at den fortabte er fundet, at den, de troede død, lever. Det er værd at glædes over. Men selvom faren ikke tænker i straf og hævn, kunne man retfærdigvis godt forestille sig, der var noget at tale om, forstå og måske arbejde med for den genfundne søn, når først det festlige lag har lagt sig. Det får vi intet at vide om, men den straffende hævnretfærdighed afvises i hvert fald. Sådan ville guden i Det Gamle Testamente ikke tænke!
Pointen er, at Gud er vores forælder. Jesus lærer os flere steder at henvende os til Gud som en far, fx i Fadervor. Og med forholdet mellem barnet og dets forældre som forbillede kan man nærme sig både en forståelse af, hvordan Gud har det med os, og hvordan vi kan få det med Gud: Som enhver ordentlig og kærlig far og mor må han glæde sig, hver gang hans børn gør det gode, og se sorgfuldt på, når de falder for det onde eller ikke bruger deres evner i det godes tjeneste. Han holder hånden over os og under os og håber helt sikkert, at vi vil vende vores tanke mod ham en gang imellem og hvile i hans kærlighed og overblik. Kunne vi dét, ville vi leve ud fra den tryghed, der ligger i at mærke, at vi er elskede, og at det hele ender godt. Det er den forælder, Jesus ifølge Lukas forlader sig på i dødsøjeblikket: >>Fader, i dine hænder betror jeg min ånd<< (Luk. 23, 46). Gud er en person, som lige nu er med os med hele sit væsen. Han reserverer dig ikke i sit forhold til os, men stiller sig til rådighed med alt, hvad han rummer.
Men hvordan ville vi have det med Gud, hvis vi havde det, som et barn ideelt set har det med sine forældre? I helt små børns måde at være til på ser men en dyb tillid til livet. Et bare nogenlunde afbalanceret barn er ikke i tvivl om, at det har en plads i verden. Det har ingen oplevelse af, at andre har mere ret til at være her. Det føler ikke mindreværd. Det har ikke problemer med sin eksistensberettigelse. Ingen frygt for fremtiden eller for at mislykkes med sit liv. Der er ikke noget gusten overlæg i barnets livsoplevelse. Den er på sin vis ren. Og når det støder på bump i tilværelsen, når fx sulten melder sig, har det en helt selvfølgelig forventning om, at nogen tager sig af det. Barnets måde at være i verden på er et oplagt ideal for, hvordan vi kunne have det med Gud - og måden, vi er i verden på:
Buddet om at >>elske Herren<< er en påmendelse til os om, at hvis man har med Gud, som helt små børn har det med deres forældre, og lægger sin eksistens i hans hænder, vil éns tilværelse være forankret i en fundamental tillid til livet og en forvisning om, at man har værdi som menneske, at der er en plads til én, at man er elsket, uanset hvad man har gjort, eller hvor man er henne i sit liv. Og det er en forløsende måde at være i live på, som står i skarp kontrast til den tvivl på vores egen eksistensberettigelse, det mindreværd, den bekymring for fremtiden, der plager folk i dag. Hvis vi kunne overgive selve bekymringsdelen af vores tankeverden til Gud - ikke de reelle udfordringer og opgaver, som vi er nødt til at konfrontere og tage på os - ville livstrangen i os flyde friere og livet blive lettere at leve.

Kærlighed og nåde
Billedet af Gud som den absolutte forælder blev fra kristendommens start skæmmet af et af de mest problematiske indslag på det kristne trosrepertoire, nemlig idéen om at Gud er en nådens Gud. Der findes kristne, som opfatter begrebet nåde fuldstændigt synonymt med kærlighed, og så længe man bliver dér og ikke tilskriver nåden andet og mere, end kærlighedstanken tillader, er begrebet nok forvirrende og upræcist (hvorfor ikke bare sige kærlighed?), men ikke som sådan problematisk. Men normalt forstås Guds nåde som, at han kommer os ufortjent i møde: Mennesket er en synder, og Gud ville derfor i princippet være i sin gode ret til at tugte os, men da han er den, han er, forbarmer han sig. Som teolog og biskop Tine Lindhardt formulerer det:

>>Han (Gud) burde straffe os mennesker, vende os ryggen og lade os sejle vores egen sø, fordi vi igen og igen opfører os helt på tværs af det, vi skal. Men Gud er storsindet. Han tilgiver. Han holder fast ved os, uden at vi har gjort os fortjent til det. Af nåde<<.

Det er en gængs kristen opfattelse af Gud. Men enhver burde kunne se, at det ikke er en kærlig Gud, begrebet nåde beskriver, for nåde implicerer et forbehold i Guds kærlighed til os. Igen: Forældrerollen illustrerer det:
Forestil dig nogle forældre, som opdager, at deres søn har stjålet en Bounty i Kvickly. De konfronterer drengen, som rød i hovedet indrømmer og kryber helt ind i et hjørne af sig selv. Hvordan skal forældrene reagere? De skal selvfølgelig tale med ham om tyveriet. Hvad skete der? Hvorfor gjorde du det? Hvordan har du det? Osv. Og de skal selvfølgelig også gå med ham ned til butikken, så han kan betale pengene tilbage og undskylde. Men drengen må på intet tidspunkt få bare snerten af oplevelsen af, at det har fået deres kærlighed til ham til at vakle. Hvis forældrene sagde til ham: 'Du har egentlig ikke fortjent, at vi bliver ved med at holde af dig og hjælpe dig, men vi vil være nådige imod dig og forbarme os', ville drengen med det samme føle, at forældrenes kærlighed til ham ikke var givet. De ville have signaleret, at den kunne være til overvejelse. Tvivlen ville melde sig, for et eller andet sted ville de have knyttet deres kærlighed til ham sammen med det, han havde gjort, og det ville være det samme som at indføre et forbehold i den.
Det er et billede på, hvad idéen om nåde gør ved vores forståelse af Gud: Den indfører et forbehold i hans kærlighed til os. Nåde er af samme grund et af de mest gudsfjendske begreber i det religiøse vokabularium. Den knytter Guds kærlighed til os sammen med vores syndefulde handlinger og skaber dermed dybt inde en tvivl, en usikkerhed i os: Elsker Gud os virkelig? Er vi egentlig værd at elske? Og det er ikke sådan Guds rene, ubetingede, uendelige, grænseløse, alttålende kærlighed til os er.
Den ubrydelige forbindelse mellem os og Gud har et værensmæssigt aspekt: Gud har skabt os af egen fri vilje. Ingen tvang ham, og han spurgte i sagens natur ikke om lov først. Skabelsen er derfor en forpligtende handling: I samme øjeblik, Gud har realiseret mig som person, som eksistens, er han forpligtet på ikke bare at tage vare på mig, men på at holde af mig. At være elsket af Gud er selve essensen af hans skabelseshandling og grundlaget for vores væren i verden, og Gud har derfor, som den, der har sat os her, pligt til at sikre, at dette grundlag ikke skrider, og vi mister det inderste fodfæste for vores eksistens. Og den eneste måde, han kan sikre det på, er ved på forhånd at gennemtænke og gennemføle, om der overhovedet ville kunne ske noget, som kunne få ham til ikke længere at elske os. Om han vil kunne elske os alle, helt og fuldt til alle tider, om så nogen bruger den frihed, han giver dem, til at vende ham ryggen, forbande ham og måske hidkalde alverdens mørke kræfter i en krig mod hans andre børn. Og eftersom vi findes, må svaret være: Ja, det kan han.
Det kan lyde selvmodsigende - at Gud er forpligtet på at elske sine børn - når nu kærlighed til enhver tid kun kan gives frit, men igen er forpligtigelsen blot en afspejling af virkeligheden: Gud må have tænkt sin Skabelse igennem og, som sagt, være kommet frem til, at den kærlighed, han vil lægge i den, vil forblive intakt og aldrig vakle, uanset omstændighederne. Og den omtanke skal ikke gøres mindre ved at antyde, at Gud kunne finde på at fortryde sin Skabelse, ikke have tænkt og følt den ordentligt igennem eller simpelthen kunne løbe tør for kærlighed. Introduktionen af nåden i gudsforholdet er med andre ord også et angreb på Guds skaberhandling.
At Guds kærlighed er uden forbehold, uden begrænsninger, følger også af dens ubetingethed. Gud manifesterer den højeste og reneste form for kærlighed og holder derfor aldrig op med at elske os, uanset hvad vi foretager os. Hvis der var en grænse for hans kærlighed, ville den ikke være ubetinget.
Det ville jo betyde, at hans kærlighed var betinget (af at vi ikke gjorde noget, der fik ham til at stoppe med at elske os), og at han derfor aldrig egentlig elskede os.
Opgøret med nåden skal jo ses i lyset af Skabelsens alvor: At skabe mennesket er ikke som at snitte 100 træfigurer i et skur. Det er nogens liv, Gud sætter i gang og derfor har ansvaret for. Et ansvar, han aldrig kan lægge fra sig, som binder ham i al evighed, og som kun et væsen som ham vil kunne påtage sig. Sådan er Skabelsens betingelser. Guds kærlighed til os kan derfor aldrig være blot en nådesbevisning.
Når Jesus opfordrer os til at elske Gud med alt, hvad vi har i os, er det, fordi han ved, at hvis vi kunne overgive os til den ubrudte strøm af liv, der løber mellem Gud og os, ville der være en styrke og befrielse, ja en frelse, i det for os. At give sig hen til Gud er ikke en opgåen i Gud, men en bliven sig selv. Det er der, vi finder os selv (Augustin). Men det er ikke kun Gud, der betyder noget for os, for vi elsker andre end Gud. - det er derfor, Jesus fremhæver to kærlighedsbud og ikke nøjes med det ene.

Kærligheden og jeget

Så blev jeg færdig med nedskrivningen = side 41-48 i bogen - GUD ER KÆRLIGHED! - af Lau Sander Esbensen...

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser - deres synder. 2 Kor 5.

Efeserbrevet 3:

Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.

Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.