Kærligheden som korrektiv til troen
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken. Og hvis kærligheden står over håbet (og det må religiøst forstået være håbet om evigt liv), står den også over ingen tro. Hellere være fyldt med kærlighed og ikke tro på Gud, end tro på Gud, men være uden kærlighed. Denne sætning, størst af alt er kærligheden, udtrykker essensen af, hvad kærlighedens suverænitet indebærer for vores tilgang til at forstå livet og verden. Kærlighedstanken skal derfor være bærende for alle vores teorier om, hvordan vi lever, og hvordan virkeligheden skal forstås og beskrives. Den skal vendes som et korrektiv mod ikke bare Paulus og hele den kristne teologi, men mod enhver tro, der mener sig forankret i kærlighedstanken. Og det skal være et korrektiv ikke blot til troen som livsform, men også som lære.
Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet. Han er ikke i tvivl om, at hans egen tro er sand, så det er ikke den, der er til diskussion. Det, han mener, er, at man som troende kan sige alle de rigtige ord og gøre alle de rigtige ting og efterleve alle Guds love, men hvis kærligheden ikke er med i det, er det ligemeget. Han prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem: Alt det, Jesus har gjort for mennesket, kan, siger Paulus, ikke få nogen virkning i vores liv, hvis troen på det ikke er båret af inderlighed. Hvad han har ret i: Hvis ikke man er følelsesmæssigt tilstede i efterfølgelsen af sin tros livstilskyndelser, vil éns liv som troende være en mekanisk afspilning af et allerede defineret tema. Hvis man gør godt mod de fattige i ren ydre lydighed mod et guddommeligt pålæg, uden at føle noget for det, vil man ikke i egentlig forstand handle i kærlighed. Troen skal forandre os indefra, den skal leves. Kærligheden er i den optik et korrektiv af troen, som vi lever den, som livsform.
Men tro er mere end inderlighed, så der er mere at sige om trosoplevelsen: Den følelsesmæssige forankring i Gud er en forbindelse til noget, som føles virkeligt. Gud er noget, der findes. Inderlighedsaspektet er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at beskrive trosoplevelsen. Som troende går man ikke bare rundt og er inderlig, og hvis man gør, er man det, der kaldes sværmerisk. Man er standset i en følelse, man ikke engang tager alvorligt, for hvis man gjorde, ville man opdage, at den pegede ind mod en konkret virkelighed. Gjorde den religiøse følelse ikke krav på at have anknytningspunkter i virkeligheden, ville den jo ikke have noget eksistentielt gennemslag i vores liv: Den ville ikke kunne besvare de trosspørgsmål, vi stiller os, og ville derfor heller ikke føles relevant. At have en 'følelse af Gud' ville ikke være principielt anderledes end følelsen af at køre i rutsjebane eller spise chokolade.
Tro er altså uundgåeligt en tilslutning til nogle udsagn om virkeligheden, dvs. en lære, og dermed uløseligt forbundet med en metafysisk fordring. Man kan ikke tro uden at tro på noget. I troen giver man sig hen til Gud, men det er en bestemt Gud, nemlig den Gud man mærker. Hengivelsen, troens inderlighed, retter sig altid mod noget virkeligt, uanset hvor ubestemt det fremstår. Tager man princippet om, at kærligheden står over troen, herunder troen som lære eller verdensforklaring, alvorligt, har den med andre ord også implikationer. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener:
At kærligheden står over, hvad troen lærer om Gud og verden og mennesket, betyder, at kærligheden er Guds og menneskets inderste virkelighed. Hvis et udsagn om Gud og mennesket, skal kunne være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. være sandt, skal det ifølge kærlighedens grundprincip være i overensstemmelse med kærligheden. Kærlighedstanken er med andre ord den standard, ethvert trosudsagns sandhedsværdi skal vurderes efter. Det er dér, autoriteten over troens verdensforklaring er deponeret: En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham.
Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.

Hvad er kærlighed?

Kærligheden som korrektiv til troen
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken. Og hvis kærligheden står over håbet (og det må religiøst forstået være håbet om evigt liv), står den også over ingen tro. Hellere være fyldt med kærlighed og ikke tro på Gud, end tro på Gud, men være uden kærlighed. Denne sætning, størst af alt er kærligheden, udtrykker essensen af, hvad kærlighedens suverænitet indebærer for vores tilgang til at forstå livet og verden. Kærlighedstanken skal derfor være bærende for alle vores teorier om, hvordan vi lever, og hvordan virkeligheden skal forstås og beskrives. Den skal vendes som et korrektiv mod ikke bare Paulus og hele den kristne teologi, men mod enhver tro, der mener sig forankret i kærlighedstanken. Og det skal være et korrektiv ikke blot til troen som livsform, men også som lære.
Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet. Han er ikke i tvivl om, at hans egen tro er sand, så det er ikke den, der er til diskussion. Det, han mener, er, at man som troende kan sige alle de rigtige ord og gøre alle de rigtige ting og efterleve alle Guds love, men hvis kærligheden ikke er med i det, er det ligemeget. Han prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem: Alt det, Jesus har gjort for mennesket, kan, siger Paulus, ikke få nogen virkning i vores liv, hvis troen på det ikke er båret af inderlighed. Hvad han har ret i: Hvis ikke man er følelsesmæssigt tilstede i efterfølgelsen af sin tros livstilskyndelser, vil éns liv som troende være en mekanisk afspilning af et allerede defineret tema. Hvis man gør godt mod de fattige i ren ydre lydighed mod et guddommeligt pålæg, uden at føle noget for det, vil man ikke i egentlig forstand handle i kærlighed. Troen skal forandre os indefra, den skal leves. Kærligheden er i den optik et korrektiv af troen, som vi lever den, som livsform.
Men tro er mere end inderlighed, så der er mere at sige om trosoplevelsen: Den følelsesmæssige forankring i Gud er en forbindelse til noget, som føles virkeligt. Gud er noget, der findes. Inderlighedsaspektet er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at beskrive trosoplevelsen. Som troende går man ikke bare rundt og er inderlig, og hvis man gør, er man det, der kaldes sværmerisk. Man er standset i en følelse, man ikke engang tager alvorligt, for hvis man gjorde, ville man opdage, at den pegede ind mod en konkret virkelighed. Gjorde den religiøse følelse ikke krav på at have anknytningspunkter i virkeligheden, ville den jo ikke have noget eksistentielt gennemslag i vores liv: Den ville ikke kunne besvare de trosspørgsmål, vi stiller os, og ville derfor heller ikke føles relevant. At have en 'følelse af Gud' ville ikke være principielt anderledes end følelsen af at køre i rutsjebane eller spise chokolade.
Tro er altså uundgåeligt en tilslutning til nogle udsagn om virkeligheden, dvs. en lære, og dermed uløseligt forbundet med en metafysisk fordring. Man kan ikke tro uden at tro på noget. I troen giver man sig hen til Gud, men det er en bestemt Gud, nemlig den Gud man mærker. Hengivelsen, troens inderlighed, retter sig altid mod noget virkeligt, uanset hvor ubestemt det fremstår. Tager man princippet om, at kærligheden står over troen, herunder troen som lære eller verdensforklaring, alvorligt, har den med andre ord også implikationer. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener:
At kærligheden står over, hvad troen lærer om Gud og verden og mennesket, betyder, at kærligheden er Guds og menneskets inderste virkelighed. Hvis et udsagn om Gud og mennesket, skal kunne være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. være sandt, skal det ifølge kærlighedens grundprincip være i overensstemmelse med kærligheden. Kærlighedstanken er med andre ord den standard, ethvert trosudsagns sandhedsværdi skal vurderes efter. Det er dér, autoriteten over troens verdensforklaring er deponeret: En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham.
Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.

Hvad er kærlighed?

I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.

At sige Paulus her ikke har ambitioner om at sige hvad han siger er noget vrøvl. Som Albert Schweitzer siger, hvis LSE skulle drøfte med Paulus ville han få røven på komedie.

Ifølge Paulus er TRO altid virksom i Kærlighed.

Og der findes ikke nogen TRO hos Paulus der ikke er:

Guds Kærlighed Kristus udgydt i vore hjerter ved Helligånden der er givet os. Rom 5, 5 og 2 Kor 3.

NÃ¥r Paulus taler om tro skelner han mellem

Tro som religiøs tro og overbevisning

Og vi kristne's TRO - der er at i Guds Kærlighed Kristus udgydt i vore hjerter ved Helligånden der er givet os - der er Gud kommet os nær som virkelighed - og TROEN er at vi erfarer Gud som nærværende virkelighed i vores liv. Så TROEN er KRISTUS selv - KRISTUS VIRKELIGHEDEN i de kristnes liv. Ikke at tro noget som religiøs tro og overbevisning.


Hvis et menneske ikke har Kærligheden i sit hjerte kan det ej heller være kristen TROende ifølge Paulus: "da Kristus ved TROen bor i vore hjerter så vi er rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED".

Så LSE vrøvler her om Paulus - da han hævder at for Paulus er der en TRO der ikke omfatter at størst af tro og håb er Kærligheden. Dette er simpelthen usandt.


Fordi hvis et menneske ikke er rodfæstet og grundfæstet i KÆRLIGHED kan det ikke have TRO i kristen forstand.

Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet.

Jamen der er ikke kristen TRO som ikke kommer af at vi er rodfæstede og grundfæstede i KÆRLIGHED.

I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.

LSE GK side 34 - 35:

I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken.

GK side 35:

a):

Paulus's pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet.

b):

Han (Paulus) prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem - troen skal være båret af inderlighed.