"Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det."

Nej igen til det sidste du skriver - jøderne kunne ikke fængsle folk og ja da slet ikke dømme til henrettelse.

Det siger historikerne - de der forsker i historien.

40 piskeslag minus 1 altså 39 piskeslag var strengeste straf Synedriet det øverste jødiske råd kunne dømme Jesus tilhængerne til pga blasfemi og kætteri.

Jeg ved kun det historikerne siger.

Karl Barth:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Der er måske nogen, som har lyst til at strides om dette; men vi har ingen sådan skik, og Guds menigheder heller ikke.

Er en folkets kirke mulig?

Tænk, hvis folkekirken virkelig blev en sand folkets kirke? En kirke, hvor alle, der af et ægte hjerte søgte Gud, kunne føle sig velkomne? Hvordan ville det være at komme i sådan en kirke? Hvordan ville det være at gå til gudstjeneste? Hvordan ville det kirkelige liv generelt være, hvis sådan en kirke fandtes? Jeg forestiller mig virkelig, det ville give en helt ny følelse af religiøs frihed og hjemhørighed for mange, mange flere. Det kunne åbne så mange spændende muligheder, at jeg for min part føler mig åndeligt opløftet bare af tanken. Tænk, hvad det kunne give os som folk!
Men det vil kræve store forandringer. At ændre alt det i den kristne tro og kirkens grundlag, der er blevet lagt an til i denne bog, svarer til at gennemføre en ny reformation - endda en af de store - og hvem tror lige på, at dét kan lade sig gøre? Modstanden blandt kristne, i kirken og i det politiske system forekommer så massiv, at det på forhånd virker utænkeligt, at en hel tro skulle kunne sætte sig i bevægelse i en helt ny retning. Men udfordringen er mental. Rent praktisk kan det godt lade sig gøre - og meget kan flytte sig på 200 år.
Og inden nogen nu konkluderer, at ingenting vil ændre sig, er det vigtigt for alle skeptikerne, traditionalisterne, dogmatikerne og vanedyrene at forstå, at det gør det allerede. Der er allerede en reformation af troen i gang. Det har der været i årtier. Og hvis ikke kristendommen ændre sig selv, vil nogen uafvendeligt ændre den for den. Hvor hurtigt det går, og hvornår eroderingen af den kristne tro når et punkt, hvor den er blevet så trængt, at den ikke kan bære en kirke længere og bliver tvunget ud af stærkere kræfter, er der selvfølgelig ingen, der ved. Men hvis ikke de kristne gør noget ved den verdensforklaring, de har med i bagagen, vil tidspunktet komme, hvor kristendommen mister sin status og, som jeg indledte bogen med at sige, glider ud af historien som en vildfarelse, vi i alt for mange år led under engang.
Om man bryder sig om det eller ej, står den kristne tro - og med den: kirken - derfor over for et skæbnevalg: Enten holder man fast i kærligheden og giver slip på sine dogmer - eller også holder man fast i dogmerne og giver slip på kærligheden. Vælger man det sidste, vil kristendommen sygne hen og dø. En tro, der hævder at bygge på kærligheden, men ikke i sin teologi tager konsekvensen af kærlighedens væsen, er, som det siges, en tro bygget på sand. Før eller siden skrider grundlaget under den, og den synker i grus. Det vil næppe ske på en generation, men måske kan det gøres på to.